30/12/2011

25/12/2011


14/12/2011



05/12/2011







03/12/2011

Jagtmarken

Der hvor jeg sad, der. … Tis – skrev – skrev jeg i en sms til mig selv i går nat – var – og kan ikke huske – nej, jeg var ikke fuld på det tidspunkt – der var et billede, kan jeg huske, jeg ville – vil gerne skrive det billede nu, men har bare sms’en – okay – for alle er den tekst – Der hvor jeg sad, der. … Tis – for alle er det utilgængeligt – eller, nej – det er – intentionen, hvis man kan kalde det billede i min bevidsthed for intention, er utilgængelig, men teksten, som den er der, i sin – den er jo tilgængelig – at jeg – for at læse den – jeg fortolker den fra samme uvidende position – fra en position, hvor jeg kun kan stå foran teksten og ikke bagved den – med en lidt slidt metafor – sagt. Jeg læser et subjekt, som sidder; fokus er ikke på subjektet – eller i hvert fald peger formuleringen på der, hvor subjektet sidder; men det er ikke stedet i sig selv, det er der, hvor jeg sad, stedet er i teksten som det sted, hvor jeg sad, og på den måde er der alligevel fokus på jeg – og så alligevel står der komma der punktum; det er der, som i formuleringen står til sidst, alene efter kommaet – det skal udtales dér; det er der, som er vigtig, det er der, læseren skal fokusere på – men hvor er der? Hvad er der? Det siger teksten ikke – det kan man ikke læse – jeg sidder i et tomrum. Jeg ved, at jeg sad i Møllegades Boghandel, på gulvet, sammen med hende den finske pige fra – hvorfor kan jeg ikke huske hendes navn – jeg ved det – jeg kender det – hvorfor kan jeg ikke huske det? – vi sad på gulvet – der var fyldt med mennesker derinde. De holdte støttefest for sig selv – for den nye forening, som er den nye ejer – det nye fælles ejerskab af butikken – og der – festen startede først senere, den skulle være overfor i – på – der var nogle oplæsninger i butikken, som startede klokken seks – jeg kom lidt senere, fordi – men vi satte os på gulvet – vi satte os på gulvet – jeg havde tænkt på det før – Olga indledte sin oplæsning – startede med at sige – foreslå, at man jo kunne sætte sig ned, hvis man var træt af at stå. Så kiggede – hende – den finske pige og jeg kiggede på hinanden, der var en ordløs – jeg tænkte, at hun tænkte, at vi kunne sætte os ned sammen, fordi – det var mærkeligt, føltes på en måde upassende at sætte sig ned på gulvet midt i lokalet blandt alle dem, der stod op – og ingen gjorde det, men ti sekunder inde i Olgas oplæsning satte hun – hende – den finske – og jeg os ned sammen, og hendes veninde satte sig også ned, og en til – man sidder på gulvet med sin taske mellem benene, og omkring én, i hovedhøjde, ser man numser – numsen er der – gør det ud for – er ansigter i den situation, tavse, udtryksløse ansigter – bløde, runde ansigter – stillestående. De har person – numser er ikke ens – men det – det, som optog mig – os – var – det føltes som at bryde en – at sætte sig ned i hovedhøjde – med ansigtet så tæt ved numserne og benene – og – fordi – de kan ikke se, at man ser på dem – og man kan ikke undgå at se på dem, når man sidder der, med mindre man lukker øjnene – men der er ikke – der er ikke nogen misbilligende – strenge blikke, der er en accept af, at man sidder der – og hvorfor – hvem skulle også påtale det – sige noget til det? Men – hvorfor var det, at jeg skrev tis på min telefon? Jeg sad der på gulvet, og det – virkede vigtigt, den siddende position lige – der var vigtig, føltes vigtig – derfor, tror jeg – skrev jeg det om der – men hvorfor skrev jeg tis? Det kan jeg ikke huske. Jeg kan huske, at der var en association – nogle minutter efter at have skrevet dersætningen – tog jeg telefonen – jeg sad sådan, at det var – jeg sad i skrædderstilling, og det var besværligt – jeg måtte strække mig, gøre plads til min hånds indtrængen i lommen, for at tage telefonen – en nervøsitet – det kalder jeg den, for den – en fantasi – urolighed for at – jeg havde en blyant og en kuglepen i lommen, og hver gang jeg tog telefonen op, var jeg – var jeg nervøs for at tabe dem ud af lommen uden at opdage det, så jeg – jeg stak hånden ned i lommen på en måde, så jeg var sikker på, at jeg ikke tabte noget. Jeg havde femhundrede kroner i brystlommen – skjortelommen – på min skjorte – i hundredekronssedler – som jeg jo – var – hele – senere tog jeg dem op af lommen og lagde dem i pungen – min pung, for at de ikke skulle ligge løst – jeg tog telefonen – et – nogle minutter efter, jeg havde skrevet dersætningen, tog jeg telefonen op af lommen igen og skrev prikkerne og tis – fordi jeg – der var en association fra den siddende position til – noget med tis må det jo have – noget med tis, noget dryppende. Det - jeg ved ikke, hvad det – jeg husker et billede af – tis på cowboybukser – jeans – blå jeans – der er ingen kilde til tisset i billedet, jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men det er dryppet på bukserne, som sidder på et ben – jeg ser kun det ene lår – det venstre, tror jeg, der må være en sammenhæng mellem de – benene vi sad imellem, benene, som havde – mistet deres overkroppe, deres personer, benene – de autonome ben og billedets lår – det er der, men – hvor kommer tisset fra? Jeg mener ikke, hvem tisser? – men – hvorfor tænkte jeg på det? Hvad var overgangen fra dersætningen til tisset, og hvor var visionen – på vej hen? Jeg ved det ikke – eller jeg tror ikke, at jeg kommer til at huske det – det er den slags – billeder – tanker i erindringen, som ikke kommer tilbage, fordi de ikke – i situationen er krystalliseret – eller materialiserede sig – tis på blå jeans

02/12/2011