12.12.2013

Her ligger der tre manuskripter til de utrykte digtsamliner Derude, Herinde (1949) + Katharsis (1949-50) + Hyakintos (1953-54) af Per Højholt
http://www.kb.dk/da/nb/materialer/haandskrifter/HA/hoejholt/utrykte_digte.html

Her ligger der "Trykte skrifter", "Utrykte skrifter", "Journaler og papirer" og "Breve og dedikationer" af Søren Kierkegaard
http://sks.dk/

24.11.2013

ANMELDELSE: Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love (AFV PRESS, 13. november 2013)

Tine Høegs bog ("chapbook") udkom på norske AFV Press (http://www.afvpress.com/) 13. november 2013, der var lanceringsfest i Møllegades Boghandel d. 16.. AFV har lagt en video med oplæsning af Tine fra bogen HER.

D. 11. november modtog jeg et presseeksemplar på mail, bogen i pdf.. Lidt forvirret, for jeg tænker ikke jeg er presse, men det var spændende hemmeligt at modtage noget før udgivelsen.. Jeg læste pdf'en og sendte en besked til Tine på facebook. Hun skrev tilbage..; pludselig stod der på AFV's side på facebook:




og i en kommentar underneden: AFV Press anmeldelse kommer snart

OK jeg skriver en anmeldelse.. Eller jeg skriver noget. D. 17. skrev jeg til Tine og spurgte, om jeg kunne se hendes eksemplar af bogen, inden jeg anmeldte, fordi jeg ikke kunne skaffe den, den var udsolgt. Hun skrev tilbage, at jeg kunne få hendes mors ekstraeksemplar, som jeg nu sidder med, selvom jeg sagde nej nej, hun skal beholde den..

Bogen har et gult omslag, på forsiden to lige store sammenhængende firkanter, hvori der i den ene står "Hej Sol Fuck Love", et ord i hvert hjørne, og i den anden "Tine Høeg" med meget mindre skriftstørrelse (se foto HER) = titlen/værket er større end forfatteren(!). Kolofonen står på indersiden af omslagets bagside, den er informationsfattig..; Til at begynde med: det er en materielt enkelt udgivelse; et rent (eller renligt?!?!? :-) bogobjekt...

Første side gentager forsiden, men uden firkanter; i hjørnet et håndskrevet nummer "12 / 75".. Som signalerer unika? Eller nogen har siddet med den her bog i hånden og skrevet det lille nummer til dig, inden du fik den. Bogen er håndsyet, det står ikke nogen steder, men det skrev Tine til mig; man kan også se det, den er syet med en sort elastiktråd, to brede sting og en knude inde midt i bogen. Først har nogen fra AFV siddet og falset og bundet bogen til en ukendt person, så købte Tines mor bogen, så fik jeg bogen gennem Tines mor (Tusind tak!); vi har rørt ved bogen sammen..

Tredje side, en lille tekst på fire linjer, i kursiv, en slags motto for bogen.

Jeg tager din hånd op under min trøje,
mens vi venter på, at regnen holder op.
Da regnen holder op, fortæller du mig,
at vi ikke skal være kærester mere.

Et jeg (herefter J), et du (herefter D). J tager D's hånd op under sin trøje, mens de venter på, at det skal stoppe med at regne, men da det stopper, siger D, at de ikke skal være kærester mere. Dumme svin, ikke? D kunne lige have trukket sin hånd til sig, hvis det var det, der skulle siges bagefter! Situationen er specifik, men det er klart, at som mottotekst siger den noget om hele bogen. "Regnen" er de svære følelser/situation ("Jeg gemmer småkagen til en regnvejrsdag" + "Det er så gråt og trist"..; regnen er kliché), som J hjælper D med, ved at tage ham ind under trøjen, ind til brysterne og kroppen og varmen. Efter følelserne skrider D; han skulle bare have én at være sammen med, indtil det blev let igen. Forelskelsen var ikke gensidig. Han udnyttede J.

J gjorde sig sårbar og lod ham komme ind; nu står hun tilbage, forladt og sorgfuld og åben.

Måske.. Alt det kan man ikke læse bare af de fire linjer, og jeg ved ikke, om jeg læser dem sådan nu, fordi jeg kender resten af bogen, eller om det var mine associationer ved første gennemlæsning. (Hvorfor er J en hun og D en han? Hvordan ved vi det? Alle J's rebounds, som man hører om i teksten, er han, derfor er D han.. J er hun, det ved man fx via de tekster, hvor hun spejler sig i Scarlett Johansson. Nej, man ved faktisk ikke noget af det, men normativt tænkt virker det sådan(!) - eller J identificerer sig med kvindeligt, D med mandligt..) (Er J = Tine ??? Jeg brugte et kvarter på hendes facebookprofil for at finde info om en ekskæreste, tænkte det kunne blive en slags facebookbaseret selvbiografisme, men jeg fandt ikke eks - heldigvis..)

Bogen består af 26 digte (eksklusiv mottodigtet) på 13 sider, to digte på hver side, et øverst, et nederst, venstremargen. Da jeg først så titlen på bogen, irriterede den mig. Jeg tænkte, kan den bog være god? Efter at have læst bogen nogle gange, ja, det er den rigtige titel, og bogen kunne godt være god alligevel!

Bogen arbejder med en kronologi: mottodigtet/bruddet sker først, dernæst er hvert nyt digt et lille spring frem i tid. Samtidig er der sammenfald og sammenhæng mellem forskellige af digtene, fx mellem modermærkerne i disse to:

           Rebound 4/
           All the flowers that you planted, mama

Jeg går i seng med en person

med virkelig mange tatoveringer.
Vi kigger på hinanden på madrassen.
Jeg har aldrig set nogen
med så mange modermærker før, siger han.

og

           Me vs. Scarlett

Når du hjælper nogen

med deres hudproblemer, så giver du dem
et helt nyt liv, siger Scarlett Johansson.
Hvis hun ikke var skuespiller, ville hun være
hudspecialist. Hen over ryggen
er mine modermærker størst.

"Rebound 4" illustrerer desuden en fint overraskende forskydning af fokus; "Me vs. Scarlett" ses den komik, der også er i digtene..

Digtene har alle den samme karakter som mottoet: De beskriver en specifik situation, som på en eller anden måde har at gøre med bruddet mellem J og D, og som igen har en overført betydning ang. J's situation efter bruddet. Eller alle digte er sådan undtagen det sidste (PS. og undtagen "Dramaqueen", som er en slags konstatering), som er mere absurd og abstrakt:

           Det er sommer

Jeg prøver
at åbne mit ansigt.

(Alle digtene står med fed skrift..) Det digt stikker ud; det er måske en knude på en snor, der ellers ikke var filtret.. Jeg kan ikke lade være med at tænke, er det meta? , hvilket irriterer mig lidt, fordi jeg er træt af meta.. Men det holder sig jo til den specifikke situation (vi befinder os i en park, ved vi via de to tidligere digte..), det har bare forladt realplanet, eller det bryder realplanets regler;;.... Eller det går fra underspillet til overspillet; tænker jeg på nogen, der konkret prøver at åbne sit ansigt, er det voldsomt, vold mod sig selv, et mørkt billede.. Tænker jeg det abstrakt, er det ikke sådan, men mere sådan: jeg prøver at åbne overfladen ind til "mig"..

Ud af de 26 digte er der 11 om trøstesex (eller hvad hedder det!): "Rebound 1-11". Så er der tre gange "Me vs. Scarlett", som er J der spejler sig i Scarlett Johansson, fordi D syntes, hun "er en dygtig skuespiller" ( = lækker). Digtene veksler i det hele taget mellem korte beskrivelser af minder med relation til D, samt korte beskrivelser af situationer pt med relation til J's ulykke og J's forhold til sin krop....

Det, der får "Hej Sol Fuck Love" til at fungere, er formens stramhed versus indholdets banalitet.. Wow; eller formens overfladiskhed versus indholdets dybde. Ik? Fx:

           #selfie

Jeg kigger på mine bryster i spejlet.
Jeg tænker på
at tage et billede af dem
og sende det til dig og skrive

hej.

Formen er holdt helt stramt; præcist refererende, underspillet = udeladende beskrivelser af følelser. ... ! "#selfie" betyder fotografisk selvportræt lagt ud på nettet.. eller sendt på nettet? Så det her er meget sådan: J tænker på at sende det her billede til D af sine bryster + "hej".. Den følelsesmæssige dybde i teksten er, 1: J spejler hele tiden sig selv og sin krop; J er usikker på sin krop, om den er rigtig, ser rigtig ud.. Husk brysterne i mottoteksten; de var inde i et trygt rum, nu er de blottede, men isolerede fra D; det er den ulykkelige kærlighed, der har kastet J ud i usikkerheden, forfængeligheden, selvfokus... 2: J savner D så meget, at hun tænker på at gøre noget grænseoverskridende ynkeligt.. .. ..

Det er ikke et godt digt hverken pga. det banale indhold eller den overfladiske form, men pga. den måde så lidt bliver til så meget.. Eller digtene er gode pga., digtene er så subtile. De er subtile; MEN samtidig insisterende på sådan en grænseløs selvudlevering, 90% identisk med at sende sine nøgne bryster til en eks (havde det radikaliseret digtene at indsætte et foto af brysterne, eller havde det været at overskride digtenes muligheder??).

Form, indhold, form, indhold.... Det er dejligt, at digtene ikke er pointerende eller ekspressive. De økonomiserer meget med virkemidlerne, og de understøtter en åbenhed (læsningens åbenhed) i deres præcision. De er ikke ekspressive, men inde under den fotopapirs/computerskæms agtige overflade er der en følsomhed, som dikterer digtene.....

"Hej Sol Fuck Love" er ved første indtryk endnu en popsang om ulykkelig kærlighed; men den udfolder sig i læsningen.. Alle de tilsyneladende banale beskrivelser af situationer/erindringer er "åbnede ansigter.." .. Det er ikke en vildt intellektuel eller udfordrende digtsamling, men den er rørende, rørende!

Titlen, "Hej Sol Fuck Love", kommer af det her digt:

           Hej Sol Fuck Love

Jeg har glemt, hvordan det føltes,
når du skrev forskellige ord
med din tunge på min mave,
men jeg prøver tit at huske det.

Det er en sorg-ting, det der med at være så fokuseret på at huske den tabte.. Jeg tænker, at som titel på bogen kan den også læses: Hej sol, fuck love. Dvs: Videre fra mottodigtets regn, og: "rend mig, kærlighed!". De sidste tre digte i bogen hedder alle "Det er sommer" (se de sidste af de tre ovenfor):

           Det er sommer

Jeg prøver
at slænge mig i en park.



           Det er sommer

Det gør mig utryg,
når nogen spiller bold
i nærheden af mig. Der flyver en fugl
meget hurtigt hen over
himlen. Jeg dukker mig,
fordi jeg tror,
det er bolden. De griner
på tæppet ved siden af. Jeg ved ikke,
om det er af mig.

I slutningen her beslutter J sig for at komme ud i lyset, for at være alene i det offentlige rum, ikke fx sammen med en rebound. J "prøver at slænge sig i en park", dvs. prøver at slappe af med sin krop under andres blikke..; eller prøver at slænge sig i andres blikke. Men "prøver" understreger, at J ikke lykkes helt, for så ville der bare stå: Jeg slænger mig i parken..

Og OK, J er utryg og overfølsom overfor hurtige bevægelser og boldspil. Hun har noai på og tror, de andre griner af hende. Men det er alligevel et "hej sol!!!"; det er at komme ud og stå ved sig selv......

Er "at åbne sit ansigt" et billede på at græde? J "prøver" at åbne sit ansigt og "prøver" at slænge sig.. Det er de to ting, hun prøver på samtidig under solen i parken.. At slænge sig med et åbent ansigt. Det er endnu et komplekst billede, fordi at slænge sig i parken er at udstille sit udseende, at åbne sit ansigt er udstille sit indre..

22.11.2013

Én ny drøm

Jeg skal til skolebal. Da det er tid til at gå, følger Helle Helle mig ud og hjælper mig med overtøjet. Jeg er nervøs, så inden jeg tager af sted, giver hun mig et kram og siger, at jeg ser godt ud i min smoking.

21.11.2013

Hvedekorn 3/2013

I går aftes var jeg til oplæsning i forbindelse med det nye nummer af Hvedekorn.. Der er af flere grunde interessante/gode bidrag i det nummer (Edward Lear, Jesper Lützhøft, Tamara Nyvang Bredevang Andersen (debut, født 1998..), Anne Mari Borchert (maskiner, maskiner..), Marie Louise Tüxen, Anne Tscherning Larsen, Emilie Bessing, Thomas Boberg (C troede, hans tekst var en pige),........). Det var gennemgående spændende, men jeg blev totalt ramt i mellemgulvet, fik en mavepuster (mavepumper?) af Christoffer Thunbo Pedersens oplæsning.. Han er en særlig debutant. Jeg sagde hej til ham, og han sagde, at han godt vil sende digte til OVBIDAT(!). I dag linker Hvedekorn til et lille interview med ham HER.. 

Desuden har jeg selv en tekst, som jeg oprindeligt bare skrev til oplæsning, i det Hvedekorn:



Til oplæsning på Roskilde Festival 2. juli 2013

Er der nogen her, der kan lide jordbærtærte?
Er der nogen her, der smatter jorden rundt?
Er der nogen her, der blander landkortene?
Er der nogen her, der fucker et rødkål?
Er der nogen fuckhoveder her?
Er der nogen her, der skal klip sit hår og få et job?
Er der nogen, der trækker stikket ud?
Er der nogen her, som blander kiks med mel?
Er der nogen her, som træner lort?
Er der nogen her, der ikke vil dans?
Er der nogen her, a det ræddi? Ja, det a ræddi
Er der nogen, der spiser rødgrød med fløde?
Er der nogen her, der så sig selv i spejlet i morges og tænkte fuuuuck?
Er der nogen her, som knepper ved siden af?
Er der nogen her, der knepper pikken flad?
Er der nogen her, der kører pikken over?
Er der nogen her, som knepper lige i hullet?
Er der nogen svin her?
Er der nogen voldelige pikhoveder her?
Er der nogen her, som nikker skaller?
Er der nogen her, som elsker nogen?
Er der nogen forelskede stjerneskud her?
Er der nogen her, som tørrer strømper i fjorden?
Er du her, min bror med en skov af flimmer i hjernen?
Er der nogen, der flimrer i stuen?
Er der nogen her, der knepper hvor som helst?
Er der nogen her, der ikke samler hundelorten op?
Er der nogen dolke i ryggen her?
Er der nogen her, der skulle holde sin kæft?
Er der nogen her, som har penge i pikken?
Er der nogen her, der knækker pikken med tape?
Er der nogen her, der også læser i pikken om natten?
Er der nogen her, der ved noget om dansk økonomi?
Er der nogen her, der flimrer som min søster?
Er der nogen, der lægger træer ned?
Er der nogen her, der piller bussemænd og smider dem på gulvet, når de tror, ingen ser det?
Er der nogen her, som tjekker bold.dk hver dag?
Er der nogen her, der kysser med søens sommer?
Er der nogen her, der har blomster i næsen?
Er der nogen arbejdsgivere her?
Er der nogen her fra fjernsynet?
Er der nogen her, der trækker kussen ned over skuldrene?
Er der nogen her, der trækker kussen op over hovedet?
Er der nogen her, som lægger kussen i seng?
Er der nogen her, der fatter brikker?
Er der nogen her, der har lagt lønkontoen i sprit?
Er der nogen her med en familie uden fugle?
Er der nogen her, som spiser familiens kød?
Er der nogen her, der spiller badminton?
Er der nogen her, der spiller squash?
Er der nogen her med tern i øjnene?
Er der nogen her, som lægger fugle på grillen?
Er der nogen her, der brænder blomster af?
Er der nogen her, der kan lide ost?
Er der nogen her med en lysende samvittighed?
Er der nogen, som ikke dør af shopping?
Er der nogen her, som køber stort ind i weekenden?
Er der nogen, som hedder Erling?
Er der nogen her, som døde af druk?
Er der nogen her, som tog blomsterne for givet?
Er der nogen her med døden begravet i kroppen?
Er der nogen her, der allerhelst så deres krop fordampe?
Er der nogen her, der kan se det her skelet?
Er der nogen, som ikke har noget spejlbillede?
Er der nogen her med knogler af kløver?
Er der nogen her, som taler i søvne?
Er der nogen her, der har drømt om den dødes poesi?
Er der nogen her, der godt kunne drikke en øl?
Er der nogen blind samvittighed med lysende visioner her?
Er der nogen her, som blomstrer i søvnens dag?
Er der nogen, der har pruttet?
Er der nogen, der ved, hvad der er okay?
Er der nogen her, der godt gad kneppe sig selv?
Er sprogets engel her?
Er der nogen, der tager sprogets engel alvorligt, når den pisser på sig selv?
Er der nogen, der gider lukke munden på sprogets engel?
Er der nogen, der gider se til sprogets engel?
Er der nogen her, der brænder inde med noget?
Er der nogen her, der kan se sig selv brænde?
Er der nogen her, som kaster med jord?
Er der nogen her, der har gåsehud?
Er der nogen her, der ikke kan vente?
Er der nogen her, der har set blomsterne tænde?
Er der nogen, der har en stjernekaster?
Er der nogen her, som føler kærlighed til døden?
Er der nogen, der vil have en kop kaffe?
Er der nogen her, der tænder en lighter i jordbærret?
Er der nogen her, der ikke gider smadre mere lort?
Er der nogen, som onanerer i naturen?
Er der nogen, der kan høre hunden snorke?
Er her en drømmende hund?
Er der en tankstation her i nærheden?
Er der nogen, der har set nogen gentage sig?

08.11.2013

7. november 2013, kl. 5.59

vera sover

malou sover inde ved siden af, på madrassen.

vera ligger i dobbeltsengen og sover,
i hovedenden, med ryggen til væggen
og hovedet 10 cm fra chatollet i det lille hjørne,
som chatollet og sengen danner.

hun faldt i søvn for et kvarter siden,
jeg tør ikke lægge hende over i hendes egen seng,
hun har sovet så let hele natten.

malou gik ind ved siden af for en time siden,
jeg har siddet og sunget postmand per og bidt negle.

Natten er lang,
den mørke morgen er længere!

26.10.2013

Weekendavisen 25. oktober 2013 på bagsiden af bøger: ”Offerperkeren i os alle”.

Jeg kunne ikke fatte artiklens præmisser.

”I sommer, på landet ved havet, tog jeg mig sammen og læste skuespilleren Hassan Preislers debutroman Brun mands byrde. Den har fået en stormende modtagelse, også i denne avis, og irriterende er det at måtte medgive, at bogen til tider er rablende interessant og velskrevet. Preisler har ellers i årevis forstyrret mig ved at se racisme omkring hvert et gadehjørne og i hver en teatersal.”

DER ER RACISME ALLE STEDER. DET ER DERFOR, RACISME ER SÅ FORSTYRRENDE. At nogen påpeger racismen, har ikke noget at gøre med, om de skriver godt og interessant. Eller hvorfor præsenterer teksten det sådan, at bogens kvalitet er overraskende, fordi forfatteren interesserer sig for racisme?

(Spændende forbindelse her mellem ”i sommer, på landet ved havet” og ”stormende”.)

(Der står faktisk ”teatersal”, men hver gang jeg læser sætningen, ser jeg ”retssal”.) 

”Sammen med Kholghi og Khader blev Preisler for nylig ligefrem udnævnt til ’præmieperker’. Manden bag udnævnelsen var den nye vrede, unge mand i dansk litteratur, Yahya Hassan. Var der mon tale om andet end den unges hip til de mere eller mindre midaldrende brunhudede konkurrenter?”

Hvis man er ”den nye vrede, unge mand i dansk litteratur” kan man så ikke kritisere nogen, der er ældre end én selv og har samme hudfarve, uden at det er ”den unges hip til midaldrende brunhudede konkurrenter”? 

Eller hvordan er Naser Khader konkurrent til Yahya Hassan? Er det en konkurrence i at være brunhudet?

”Hassan skriver kompromisløst om sin opvækst. Preisler skriver ikke mindst om at føle sig splittet mellem flere identiteter, en af dem er ’house-nigger’. Men skal man ikke passe på med at udvikle ’anden etnisk selvoptagethed’?” […] Kan man livet og forfatterlivet igennem suge næring fra, at man har oplevet ghettoen eller Gaza-stribens uhyrligheder? At man er født i en pakistanks-dansk familie eller som dansker i Flensburg? At man er brun i huden og derfor mener at have nået større indsigter om samfundet end de hvide omkring en?”

”Anden etnisk selvoptagethed” er ikke godt. Senere i artiklen foreslås en ”kur” mod den: at ”promovere bøger skrevet af mennesker, der har ambitioner, der rækker ud over deres eget liv.” Et eksempel på sådan et bog er en selvbiografi skrevet af en anden, som er ”brun i huden”, Nelson Mandela.

Hvad skal man forstå? At Hassan og Preisler lider af anden etnisk selvoptagethed? Eller er det bare en mere generel lidelse ude i vores samfund.

Er anden etnisk selvoptagethed for eksempel at bruge et forfatterskab på at beskæftige sig med erfaringer fra ”ghettoen” eller Gaza? Er at beskæftige sig med sådanne erfaringer det samme som ikke at have ” ambitioner, der rækker ud over deres eget liv”?


Er Hassan og Preisler eksempler på nogen, der er ”brun i huden og derfor mener at have nået større indsiger om samfundet end de hvide omkring en”?

Ved en person, som er brun i huden, ikke mere om at være brun i huden end en, som er noget andet i huden?

Siger artiklen, at nogen mennesker skal lade være med at være eksplicitte om deres livsvilkår?

Siger overskriften, "Offerperkeren i os alle", at alle kan forstå, hvordan det er at blive gjort til perker?

25.10.2013

hvis jeg vil
bliver jeg nødt til at lade være
før jeg kan realisere
høsten
og høsten er en hane
der galer
for at vække alle de andre
som sidder på stole og sover
for ikke
at
sige noget
da det ville ødelægge

(30. november 2003)

29.08.2013

"amatører, der udgiver bøger" (arbejdsmanus til foredrag på Møllegades Litteraturfestival 30/8)

generel intro af OVBIDAT……
+
OVBIDAT er mig. Det er et idiosynkratisk projekt. Jeg startede det op, fordi jeg havde lyst til at udgive litteratur, som jeg synes, er interessant. Sådan er det stadigvæk. Kriteriet for, at noget kan udkomme på OVBIDAT, er, at jeg synes, det er godt. Om jeg antager eller afviser et manuskript afhænger af min smag. Hvilket ikke betyder, at jeg ikke forsøger at have en objektiv, systematisk analytisk tilgang til læsning. Det betyder, at jeg bevidst ikke udgiver ”god litteratur”, men kun litteratur, som jeg personligt kan lide.

På den ene side anerkender jeg, at det ikke er et rent subjektivt spørgsmål at finde frem til litterær kvalitet. Jeg tror, at det er muligt at finde frem til noget, der ligner objektive kriterier. Om ikke andet er jeg altid nødt til at finde holdbare argumenter for at sige ja eller nej til et manuskript, fordi indsenderen skal have en begrundelse. Og jeg er egentlig meget interesseret i ”god litteratur”, dvs. litteratur, hvis gyldighed ikke udelukkende er begrundet i en subjektiv vurdering. Den rent subjektive vurdering, som ikke møder indre modstand, er sjældent særlig skarp.

Men, på den anden side: For mig står og falder et manuskript først og fremmest på, om jeg har lyst til at læse det. Om jeg kan bruge det til noget, eller om jeg har en fornemmelse af, at det er godt og skønt. De tre bøger, der er udkommet på OVBIDAT, har jeg været helt sikre på, nærmest fra jeg læste første side i manuskriptet. Og på samme måde ved jeg næsten altid med det samme, hvis jeg læser noget, jeg ikke vil udgive. Det er en mavefornemmelse. Efterfølgende forsøger jeg at underbygge min mavefornemmelse med argumenter, og det sker, at jeg opdager, at jeg har taget fejl. Det sker også, at jeg er i tvivl i måneder om en tekst. Men for det meste er jeg sikker med det samme.

Og jeg tænker, at den der mavefornemmelse er noget subjektivt. Min idé om, hvad det vil sige at være kritisk, er, at det er at skærpe sin fornemmelse. Det gør man fx ved at give den modstand og ved at udfordre den. Ved at læse ting færdig, som man umiddelbart ikke kan lide, og reflektere over, hvorfor man synes, det er dårligt. Eller ved at tvinge sig til at forsøge at sætte sig ind i andres litterære synspunkter og fornemmelse, i andres følsomhed. Men i bund og grund udgiver jeg altså kun noget, hvis jeg selv ville gide købe og læse det.

Det er et argument, som jeg har hørt flere gange, imod de små forlags berettigelse: At de udgiver bøger af dårlig standard, fordi de ikke er drevet af professionelle, men af inkompetente amatører. En amatør i den her sammenhæng er én, der ikke har forstand på litteratur, og som derfor overvurderer sin egen følelsesmæssigt funderede subjektive vurderingsevne. Der findes helt sikkert den slags forlag rundt omkring, der ikke tager deres ansvar for at udgive ordentlige bøger alvorligt nok. Men der findes helt sikkert også store, professionelt drevne forlag, der alt for ofte udgiver noget, der måske ikke skulle være udgivet. Hvis nogle små forlag mangler kompetencer, mangler nogle større forlags konsulenter og redaktører måske kritisk fornemmelse baseret på læselyst.

Forskellige forlag har forskellige strategier, og der er fordele og ulemper ved alt. Jeg mener selvfølgelig, at små forlag som dem, der er repræsenteret på den her festival, har deres ret. Et argument til fordel for de små forlag er det personlige engagement, der ligger i dem, at det resulterer i gode bøger. Et andet væsentligt argument er, at de små forlag er udtryk for en aktiv, ikke-passiv, tilgang til kulturen. Hvis man accepterer modstanden mod amatører, der udgiver bøger, er det jo det samme som at acceptere, at det kræver en uddannelse og en ansættelse på et forlag at få lov til at udgive noget. Det ville være det samme som at acceptere en magtstruktur, hvor de eksisterende større forlag bestemmer, og hvor man kun kan få medbestemmelse ved en ansættelse eller ved at starte et lignende forlag. Og det er medbestemmelse over kulturen vi snakker om. Medbestemmelse over hvilke bøger, hvilken slags litteratur, der må udkomme.

Da jeg startede OVBIDAT, var det enden på en kæde af erkendelser: Da jeg var 17 år gammel, i Kolding i 2002, indså jeg for første gang, at litteratur ikke bare er noget, man låner på biblioteket, køber i en boghandel eller læser i skolen. Litteratur er også noget, man kan forsøge at skrive selv. Det var meget revolutionerende for mig på det tidspunkt. Jeg skrev i en del år, indtil jeg syntes, det var blevet så godt, at nogle andre også måtte være interesserede. I 2008 sendte jeg tolv digte til Lars Bukdahl på Hvedekorn, han trykte fire i tidsskriftet. Det var helt vildt, og så bliver det alligevel hurtigt sådan: ”Nu står de der og hvad så!” Jeg kunne sende flere digte til tidsskrifter, men det, jeg havde mest lyst til, var at udgive bøger, som folk læste og blev påvirkede af, og på det tidspunkt var jeg ikke i nærheden af selv at have produceret et ordentligt bogmanuskript.

Nogenlunde samtidigt læste jeg en artikel i Information om litterær aktivisme i Norge (den er printet og ligger her…). Det fik mig til at indse, at man ikke bare selv kan skrive, men også selv udgive. Og i samme periode gik jeg på teknisk skoles grafiske afdeling på Julius Thomsens Gade i København, hvor jeg lærte en masse om opsætning, print og bogbind og indså, at bøger ikke kun er noget, der produceres på en fabrik. Man kan også producere dem selv.

I radioen hørte jeg et program, hvor nogen fortalte en anekdote om nogle gamle punkere, som brokkede sig over et eller andet på Christiania, og så var der nogle unge punkere, som begyndte at råbe: ”GØR DET SELV! GØR DET SELV!” Med betydningen, at hvis man mener, at noget skal laves om, eller at noget skal gøres, skal man ikke vente på, at andre gør det. Den erkendelse overførte jeg på min situation, hvor jeg gerne ville udgive bøger. I 2010 udkom den første bog på OVBIDAT. Enden på min kæde af erkendelser var en tanke om, at det er vigtigt, at vi ikke opfatter kulturen som noget, andre gør, men som noget, vi selv kan gøre.

Det kan måske virke unødvendigt, at jeg fx insisterer på selv at producere OVBIDAT’s bøger. Men det hænger sammen med den der erkendelse om at ”gøre det selv”. Da jeg startede forlaget, tænkte jeg, at hvis jeg skulle gøre det, skulle det være idealistisk. Så vidt muligt skulle det gøres på en måde, som jeg kunne stå inde for. For at opnå det virkede det nødvendigt at tage kontrol over alle processerne, fra manuskript til bog, dvs. inklusiv redigering, produktion og distribution.

Redigeringen har to faser, eller den ene fase ligger forud for selve redigeringen, nemlig antagelse eller afslag af manuskriptet. Første fase har jeg fuldstændig magt over, det kan ikke være anderledes. I anden fase, som er redigering af det accepterede manuskript, ønsker jeg at skabe en situation, hvor forfatteren og jeg, som redaktør, har lige meget magt. Jeg har ikke sidste ord, bare fordi jeg er redaktør, det er heller ikke sådan, at fordi, det er forfatterens tekst, har jeg intet at sige. I praksis afhænger magtbalancen af den arbejdsrelation, der opstår i redigeringen. Den er aldrig ens, men jeg forsøger altid at implementere det princip, at vi skal kunne tale os frem til enighed.

Produktionen, dvs. opsætning, print og bogbind. Opsætningen, som egentlig kan ses som sidste fase af redigeringen, arbejder jeg på i samarbejde med forfatteren. Jeg printer selv på en A3 blækprinter, som kan printe på begge sider af papiret og på den måde er ideel til bogbind. Bogbind er rent manuelt arbejde med nål, tråd, lim og papir, jeg får jeg for det meste hjælp af et par venner.

Ved selv at udføre produktionsarbejdet er det muligt at sørge for, at den arbejdsproces, der går forud bogen, ikke kompromitterer bogen. En anden pointe ved selv at producere er, at man får den kreative kontrol over bogens form. Med bøgerne på OVBIDAT er det æstetiske fokus mere og mere blevet på at gøre produktionsprocessen synlig for at modarbejde den fremmedhed til objektet, som en fabriksproduceret bog kan forårsage. Idéen er, at bogen for det første skal give læseren en tydelig følelse af at have noget i hånden, som et andet menneske har lavet, og i forlængelse af det, for det andet, give en fornemmelse af, at man selv kunne have lavet bogen.

Distribution handler om kanaler og interesse. Man kan vælge at opsøge kontakt til boghandler og annoncere med reklamer forskellige steder. I min opfattelse er reklame usympatisk manipulation, og mange boghandler er useriøse og ikke steder, man har lyst til at komme, hvis man er interesseret i litteratur. Desuden er en boghandel groft sagt et unødvendigt mellemled i forhold til at sælge bøger direkte fra forlaget via internettet. Interesse kan også genereres på internettet, via blogs og sociale medier. Det er dog min erfaring at den største interesse stadig bliver genereret af avisanmeldelser, hvilket man kan opsøge, men ellers kun håbe på.

27.06.2013

tekst i Hvedekorn 2, 2013



Kære ko, kære ko,

jeg føler mig ikke som et dyr. Ikke at du gør det – ikke at jeg tror, at du gør det. – er misundelig på det grin – i S-toget var jeg misundelig på din latter. I S-toget i går var jeg misundelig på nogens latter. Det er en syg ko. Jeg føler mig ikke som et dyr. Det er en ko til trøst for – så du ikke skal føle dig som en kort sætning. Det er en syg ko. Jeg føler mig ikke som et dyr. At tage den joke – at sige Det er en syg ko. om nogen ko. Ja, det skal man ikke – er ikke okay. At grine på køernes bekostning. Undskyld, ko. Det er en ko, så – som ikke skal få nogen til at føle sig som en kost. En ko, som ikke skal hænge på et kors. Du skal – ko, du må ikke tage det sådan. Ko, jeg så dig den anden dag i toget, du må ikke tænke sådan.

+

mørkets pris…

+

mørkets prins

+

Prince of Darkness

+

De to – få sekunder fra jeg trykkede på kontakten, til jeg opdagede, at lyset på WC’et ikke er tændt.

+

De få sekunder fra jeg trykkede på kontakten,
til jeg opdager, at lyset ikke er tændt.

+

De to sekunder fra jeg trykkede på kontakten,
til jeg opdagede, at lyset ikke var tændt,
har ingenting med søvn at gøre.

+

Det er en syg ko.

Jeg føler mig ikke som et dyr. Ikke at du gør det – ikke at jeg tror, at du gør det. Jeg – er misundelig på dit grin. I S-toget – jeg var misundelig på en persons latter i S-toget – i går i S-toget var jeg misundelig på den måde, der var en pige, som grinte på. Så anerkendende. Det er en syg ko. (Inden vi skulle af – inden jeg skulle af sted til U.S.A., var vi en masse 15-16årige, der skulle på sådan en forberedelseslejr i en skov arrangeret af ASPECT, som den organisation hed, som organiserede vores udvekslingsophold. Der var én fra Århus – vi sad nogle drenge inde i nogens soveværelse, et lille rum med to køjesenge – han – vi havde alle – vi havde solbriller på, det var – til temafesten – han fortalte en historie om, at ham og hans kammerater syntes, det var fedt at tage på landet og vælte køer, som sover – sovende køer. De kan ikke komme op igen.) Jeg føler mig ikke som et dyr. Det er en ko til trøst for – så du ikke skal føle dig som en kort sætning. Det er en syg ko. I en film, en eller anden ko står og drypper på en mark – på film. Jeg føler mig ikke som et dyr. At tage den joke seriøst – at – sige Det er en syg ko. om nogen ko. Det er en syg ko. Gå videre. – Undskyld, ko. Jeg så dig den anden dag i toget, du må ikke tænke sådan.

+

de få sekunder fra jeg trykkede på kontakten
til jeg opdagede at lyset ikke var tændt
har ingenting med søvn at gøre

+

Den rest af lim, klistermærket på æblet efterlader…

+

hej Jakob

Max Jacob: "Raflebægeret og andre digte"; Forord fra 1916; JULEHISTORIE; DE IKKE-OMREJSENDE NØDLIDENDE OG DE ANDRE; REJSER; OMKRING BIBLEN (oversat af Jørgen Sonne)


Forord fra 1916

Alt som eksisterer er placeret. Alt det som ligger over materien, er placeret; materien selv er placeret. To værker er uensartet placeret, dels efter forfaternes åndfuldhed og dels ved deres kunstgreb. Raphael står over Ingres, Vigny står over de Musset. Madame X... står over sin kusine; diamanten står over kvartsen. Det holder måske for forholdene imellem moralen og moralerne? Man troede tidligere at kunstnerne er inspireret af englene, og at der er forskellige kategorier af engle.
      Buffon har sagt: "Stilen, det er selve manden." Hvilket betyder at en forfatter bør skrive med sit blod. Definitionen er velgørende, den forekommer mig ikke eksakt. Det som er selve manden, det er hans sprog, hans sensitivitet; man har grund til at sige: udtryk Dem med de ord, som er de rette for Dem. Man ta'r fejl ved at tro at det skulle være stilen. Hvorfor vil man give stil i litteraturen en anden definition end den, den har i de forskellige kunstarter? Stilen er viljen til at stille sig til skue igennem valgte midler. Man forveksler almindeligvis ligesom Buffon sprog og stil, fordi kun få mennesker har behov for menneskelighed i udtrykket. I de store kunstneriske epoker udgjorde reglerne for kunsten, som blev indlært allerde fra barndommen, de retningslinjer som giver en stil: kunstnerne er da dem, der på trods af de regler som de har fulgt siden barndomen, finder et levende udtryk. Dette levende udtryk er charmen ved aristokratier, og det er charmen fra 1600-tallet. 1800-tallet er fuldt af forfattere som har forstået nødvendigheden af stil, men ikke har vovet at stige ned fra den trone de i deres ønske om renhed havde bygget op. De har for sig selv skabt lænker på bekostning af livet. Når forfatteren har placeret sit værk, kan han bruge al slags fortryllese: sproget, rytmen, musikaliteten og åndfuldheden. Når en sanger har stemmen placeret, kan han more sig med rullende løb. For at forstå mig ret, sammenlign så Montaignes fortroligheder med Aristide Bruants, eller de albuestød man får i et skillingsblad med Bossuets brutaliteter, når han vælter protestanterne omkuld.
      Denne teori er ikke ærgerrig; den er heller ikke ny: det er den klassiske teori som jeg kalder mådeholden. De navne jeg anfører, er der ikke for at slå "de moderne" med "de antikke"s kølle, det er ubestridte navne; hvis jeg ikke havde anført andre jeg kender, ville De måske ha' kastet bogen fra dem, hvad jeg ikke ønsker; jeg vil geren have at De læser den, ikke i lang tid, men ofte: at bringe til at forstå, det er at få til at elske. Man estimerer kun de lange værker, eller, det er vanskeligt at være køn i lang tid. Man kan foretrække et japansk digt på tre linjer frem for Eve af Péguy, som fylder tre hundrede sider, og et brev af Madame de Sévigné fuld af lykke, af kækhed og lethed, frem for en af disse fordums romaner lavet af sammensyede stykker, som prætenderer de har gjort tilstrækkeligt for sammenhængen, hvis de havde adlydt kravene i deres tesis.
      Man har skrevet mange digte i prosa nu i tredve eller fyrre år; jeg kender næppe en digter der har kunnet forstå hvad det drejede sig om, så han har vidst at ofre sine amvitioner som forfatter på digtets skønhed, dets placering og dets stil fuldt ud. Men jeg påstår, at Raflebægeret kan tilfredsstille læseren ud fra denne dobbelte synsmåde.
      Den kunstneriske følelse er hverken en sanselig handling eller en følelsesbåret handling; uden dette er naturligheden tilstrækkelig til at give os denne følelse. Kunsten eksisterer, det da sådan at den svarer til et behov: kunsten er rettelig sagt en distraktion. Jeg tager ikke fejl: det er teorien, der har givet os et vidunderligt folk af helte, mægtige fremkaldelser af miljøer, hvor al slags nysgerrighed og aspirationer legitimt tilfredsstilles hos borgerne, som er fanger af sig selv. Men man må give ordet Distraktion en endnu videre betydning. Et kunstværk er en kraft som drager til sig, som opsuger de disponible kræfter hos den som nærmer sig det. Der er heri noget ligesom et ægteskab, og elskeren spiller i det rollen som kvinde. Han har behovet for at blive taget af en vilje og holdt fast. Viljen spiller altså den vigtigste rolle i skabelsen, resten er kun lokkemaden foran fælden. Viljen kan kun udøves over for valget af midler, for kunstværket er kun en helhed af midler, og vi når frem til den definition jeg altid har givet af stil: kun er den vilje til at vende sit indre ud igennem de valgte midler. De to definitioner falder sammen, og kunsten er ikke andet end stil. Stil anses her for iværksættelsen af materialer og som helhedens komposition, ikke som den skrivendes sprog. Og jeg slutter, at den kunstneriske følelse er virkningen af en tænkende virksomhed hen imod en tænkt virksomhed. Jeg betjener mig med beklagelse af ordet "tænkende", for jeg er overbevist om at den kunsteriske følelse ophører, hvor analysen eller tanken kommer imellem. Det er noget andet at få eftertanker og give følelsen af det som er smukt, så jeg sætter tanken sammen med lokkemaden i fælden.
      Jo mere subjektets virksomhed er víd, jo mere vil den følelse øges, som gives ved objektet; kunstværket vil derfor være fjernet fra subjektet. Derfor bør det være placeret. Man kunne her støde på Baudelaires teori om overraskelsen: denne teori er en smule grov. Baudelaire forstod ordet "distraktion" i dets mest ordinære betydning. At overraske er småting, man må transplantere. Overraskelsen charmerer og forhindrer den virkelige skabelse: den er skadelig som al slags charme. En skabende har ikke ret til at være charmerende førend post festum, når værket er placeret og sat i stil.
      Lad os skelne stilen i et værk fra dets placering. Stilen eller viljen skaber, det vil sige adskiller. Placeringen giver fjernhed, det vil sige ansporer til den kunstneriske følelse; man erkender at et værk har stil, ved at det giver den følelse at være lukket til; man erkender at det er placeret, ved det lille chok man får af det, eller ydermere i den margen der omgiver det, den særlige atmosfære det bevæger sig i. Visse værker af Flaubert har stil; ingen af dem er placeret. Mussets teater er placeret og har ikke særlig meget stil. Mallarmés værk er typen på det placerede værk: hvis Mallarmé ikke var opstyltet, ville han være en stor klassiker, Rimbaud har hverken stil eller placering: han har Baudelaires overraskelse; det er triumfen for den romantiske forvirring.
      Rimbaud har udvidet feltet for følsomheden, og alle litterater skylder ham deres taknemmelighed, men forfatterne af prosadigte kan ikke tage ham som forbillede, thi for at prosadigtet kan eksistere, må det underkaste sig lovene for al kunst, som er stilen eller viljen og placeringen eller følelsen, og Rimbaud fører kun til virvar og ophidselse. Prosadigtet bør også undgå lignelserne hos Baudelaire og Malarmé, hvis det vil skille sig ud fra fablen. Man vil forstå at jeg ikke anser dem for prosadigte, de skrivehefter med mere eller mindre kuriøse indtryk, som fra tid til anden udgives af fagfæller der har et overskud. En side prosa er ikke et prosadigt, selvom den endda skulle indramme to eller tre heldige fund. Jeg ville som sådanne anse de nævnte fund, der præsenteres med den nødvendige åndelige margen. I den forbindelse advarer jeg forfatterne af prosadigte imod de alt for brillante ædelstene, der fanger øjet på bekostning af helheden. Digtet er et konstrueret objekt og ikke udstillingsvinduet hos en juvelér. Rimbaud er juvelerens udstillingsvindue, det er ikke smykket: prosadigtet er et smykke.
      Et kunstværk har værdi i sig selv, og ikke ved de konfrontationer med virkeligheden man kan foretage med det. Man siger til filmmageren: "Det er godt det dér!" Man siger foran en kunstgenstand: "Hvilken harmoni! hvilken soliditet! hvilken sammenhæng! hvilken renhed!" De beundringsværdige definitioner hos Jules Renard falder sammen foran denne sandhed. Det er realistiske værker, uden reel eksistens; de har stil, men er ikke placerede; den samme charme der får dem til at leve, lsår dem ihjel. Jeg tror at Jules Renard har skrevet andre digte i prosa end sine definitioner. Jeg kender dem ikke; det beklager jeg: det er muligt han er opfinder af genren, således som jeg opfatter den. For øjeblikket anser jeg som sådan Aloysius Bertrand og forfatteren til Livre de Monelle, Marcel Schwob. Begge har stil og margen: det vil sige de komponerer og placerer. Jeg bebrejder den ene hans romantisme "i Calots maner", som han siger, den der binder opmærksomheden til alt for voldsomme farver, og endda tilslører værket. For øvrigt har han erklæret, at han vurderede sine stykker som materiale til ét værk og ikke til afgrænsede værker. Jeg bebrejder den anden, at han har skrevet fortællinger og ikke digte, og hvilke fortællinger! pretiøse, puerile, kunstige. Det var ellers muligt de to forfattere havde skabt genren "prosadigt" uden at vide det.

Max Jacob

_____

JULEHISTORIE

Til Mme Sylvette Olin

Der var engang en arkitekt eller en hest: det var en hest snarere end en arkitekt, i Philidelphia, og man havde sagt til den: "Kender du katedralen i Köln? byg en katedral, der er ligesom katedralen i Köln." Og da han ikke kendte katedralen i Köln, ja så blev han sat i fængsel. Men i fængslet viste en engel sig for ham og sagde til ham: "Wolfrang! Wolfrang! hvorfor fortvivler du?" - "Jeg skal blive i fængsel, fordi jeg ikke kender katedralen i Köln!" - "Du mangler rhinskvin for at bygge katedralen i Köln, men lad dem se planen, så kan du komme ud af fængslet." Og englen gav ham planen, og han viste planen frem, så han kunne komme ud af fængslet, men aldrig kunne han da bygge katedralen, fordi han ikke fandt noget rhinskvin. Han fik den idé at få rhinskvin sendt til Philidelphia, men man sendte ham en rædsom fransk vin fra Mosel, sådan at han ikke kunne bygge katedralen i Köln i Philidelphia, han lavede kun et rædsomt protestantisk gudshus.
_____

DE IKKE-OMREJSENDE NØDLIDENDE OG DE ANDRE

De kommunale myndigheder tager sig ikke af de nødlidende omrejsende, det er feer som tager sig af dem. En klovn ved et omrejsende cirkus havde fået benene kappet af og fulgte med truppen som kokkedreng, og han fik af en fe en jernstol, ligesom dem på de forreste pladser, og den havde den egenskab, at man i lommen fandt et tyvefrancstykke, ligesom den Vandrende Jøde fandt fem sous i sin egen. Cirkuspersonalet slogs om stolen og tænkte ikke længere på noget andet: mønterne gik til i orgier, og cirkus gik ned ad bakke. Stolen blev slået i stykker af fulde folk; cirkuset solgt, og alle de ulykkelige ud på landevejen. Det var da nødvendigt at feen greb ind, for kommunalmyndighederne tager sig ikke af nødlidende rejsende, men feen var et andet sted. Badutspringerne fik den idé at gøre sig til ikke-omrejsende nødlidende for at røre hjertet hos en kommunal myndighed.
_____

REJSER

Aldrig kommer jeg da af sted: jeg løber for at sige farvel til min tante, jeg finder min familie under lampen, man holder på mig med tusind gode råd, min kuffert er pakket, men min habit er endnu hos farveren, jeg når hen til farveren: jeg har svært ved at genkende mit tøj: det er ikke mit tøj, man har forbyttet det! nej, det  e r  det, men rædsomt pustet op, skamferet, omsyet, fortrukket, kantet med sort. Udenfor på gaden ler to dejlige Bretagne-piger ved en kærre med undertøj: hvorfor har jeg ikke tid til at følge efter dem; bah, de tager om natten den samme vej som jeg. Jeg bemærker, at gadenavnene er forandrede; det er nu, i Lorient, den gade "Lyrisk Energi". Hvilket forbløffende kommunalråd har kunnet give gaderne den slags navne om natten. På hotellet får jeg den idé at se på farverens regning: 325 francs, vi skal sende det til Dem. Bliver jeg nu vanvittig? Cafeen er fuld af nysgerrige, jeg træffer en maler fra Paris! hvor jeg dog har besvær med at komme fra ham. Han forguder mig her, selv om vi eller er uvenner. Jeg er så forsinket, at jeg lader være med at give et knus, og ingen hyrevogn! Imens man leder efter en vogn til mig, tigger venner fra min barndom mig om at gøre ophold i Mans, ikke i Mans, i Nogent! nej, ikke i Nogent, for vi har det rigtig skidt med ... åh min Gud, jeg taber tråden i alt muligt ... det ender med, at jeg får en aftale med til en klaverflyttemand. Og farveren? Her står jeg i et fremmed sæt tøj, alt i alt temmelig distingveret: denne grå diplomatfrakke, alt for åben på grund af alt det undertøj jeg har på for at lette min kuffert! Åh! jeg har glemt at sige farvel til ... Og farveren! Jeg har forpasset togets afgangstid, det eneste tog: alt det skal man så igennem igen i morgen! jeg kommer ikke til at sove for det hele natten.
_____

OMKRING BIBLEN

Fiskene i Kedrons bjergstrøm havde ladet flodlejet desinficere, på trods af den Eviges forbud, så de er døde. Kurtisanen som opholder sig ved bjergstrømmen, der er sat ud af brug, har gjort dette leje til sit, men hun har spist en fisk, på trods af den Eviges forbud, og eftersom den fisk var desinficeret, er hun død.

13.06.2013

Per Højholt: "6512"; 57, 58, 62

Jeg føler ikke, jeg sveder. Hvad skulle jeg føle? At jeg sveder? Det kan være ligemeget, jeg klarer mig nok. Begge mine forældre står bag mig men jeg ikke altid sikker på hvor de egentlig befinder sig. Jeg tænker mig dem hjemme i huset ved dammen hvor jeg er vokset op, ja, men det er en tid siden jeg har besøgt dem der, jeg er ikke sikker på om de stadig væk er der, om de bor der, mener jeg. Jeg plejede at sidde ved vejen og læse avisen, før jeg tog den med hjem, det gjorde jeg virkelig, men skulle jeg udtale mig i overensstemmelse med hvad jeg nu føler måtte jeg sand synligvis sige: de findes ikke. Manden ved siden af mig er faldet i søvn, jeg skubber til ham ellers kommer der bare nogen og gør ham opmærksom på det. Nej, jeg skubber ikke, for han vågner sandsynligvis op med et lille udråb og så er han alligevel leveret. Vi fik altid pandekager, altid, og bare fordi jeg en gang havde sagt at jeg elskede dem, elskede, bevar mig vel. De hang os ud af halsen, min far og mig, men vi turde ikke sige noget. Vi gik hver for sig ud og brækkede os i bækken. Når vi kom ind gik mor og græd som altid over middag, når hun var søvnig. Det endte med at hun smed sig et sted og faldt i søvn. Far sad og rokkede ved køkkenvinduet til det var tid at fodre. Trillebøren stod ved bagdøren og dryppede, fuld af skidtfisk, hele dagen næsten. Det stank ad helvede til. Jeg husker ham endnu gående ned gennem pilealleen med trillebøren, fjertende i den luende sol som sendte gule lyn ned over hans bøjede ryg. Kors, hvor var han gal. Mor gemte sig af vejen med sin gråd og sin søvn, en gang fandt han hende sovende på bænken omme ved gavlen, han skreg af galskab og væltede hende ned på jorden og prøvede at køre hende over med trillebøren. Jeg gav ham den første del af avisen, hende den anden, så fortalte jeg dem lidt. Hvem der havde været med rutebilen, hvem der var begyndt at høste osv. De skreg af grin, mor stønnede: >>Thorvald høster, hører du, gamle? Høster, nu i juni!<< Og far hidsede sig op som sædvanlig: >>Tidlig, sagde du tidlig, vi er sgu da i august, såvidt jeg ved. Du med din Thorvald og ham med hans Ford Thames!<< Jeg tog min mor om skulderen da hun brast i gråd, hun påskønnede den slags.

57

_____

Jeg glemmer det aldrig. Mor havde en kjole med røde blomster på på og en hat af bomuld eller hør med stor skygge. Fødderne kunne hun ikke gøre noget ved, smutters som sædvanlig, hun fik tygge fødder af at stå. Da vi kom ind var der nogen der grinede og far som aldrig forstod en skid af noget grinede igen. >>Alle de gamle venner<<, sagde han henrykt, >>de er her alle sammen, har du set Marie, Marie?<< Det lød skrupskørt, men både - alle disse evindelige forklaringer - både min mor og den kælling min far snakkede om hed begribeligvis Marie, det skulle ikke være til at tage fejl af, jeg kunne have sparet mig den forklaring. Mor puffede til ham, så han røg ind på en af de bageste rækker og satte sig ved siden af ham. Jeg gik op ad gulvet, skideræd for at tabe bukserne. Far havde givet mig sine nye seler i dagens anledning og jeg havde ikke haft tid til at indstille dem i længden, så de slaskede noget ved knæene. Hængerøv havde jeg altid. Nu sad de to gamle og gloede henrykte efter min hængerøv og var pissestolte af deres afkom. Ja, det er der sædvanlige: det var til min konfirmation det hele skete. Alt det jeg skrev her handler om min konfirmation, det skulle vel ikke være nødvendigt at sige det, jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver det nu. Nu hvor det er for sent, mener jeg. Historien er feset for mig, nu gider jeg ikke fortælle den færdig. Jeg kender den jo også. Jeg ved hvad der sker. Det jeg ville have skrevet her idag - noget skal tiden jo gå med - var det åndssvage som sikkert ikke er morsomt, og hvorfor egentlig fortælle noget fordi det er morsomt, nu er det i hvert tilfælde for sent, for ting er ikke morsomme eller tragiske eller kedelige hvis de ikke har pointer og jeg glemmer sateme altid pointen. Da præsten bagefter kom ud til os konfirmander og vores forældre for at give hånd, opførte far sig skabagtigt som han plejer. Nej, han mener det egentlig godt men alt det lort der ligger i luften ved sådanne lejligheder, det siger han, og han græder eller ler efterhånden som han kommer til ordene. Det gjorde han også nu men der var ingen der syntes om det fordi han stod og stjal ordene og dermed tingene ud af deres hjerter og ligesom gjorde nar af dem. Det var for stærkt. Det sidste man hørte - og det er pinten - pointen er den, at min fader

58

_____

Jeg kan huske når jeg vågnede om sommeren, tidligt om morgenen. Vinduet stod åbent ud mod og en mængde lyde strømmede ind til mig, nære og fortrolige og trygge. Min barndom var jo sådan, let at komme igennem. Først hørte jeg, først når jeg hørte fars bør trille forbi vidste jeg at det var tid at stå op. Han standsede ved sovekammervinduet hvorbag min moder endnu lå og boblede og råbte ind til hende: >>Mille, stik mig lige tænderne!<< Mor snøvlede at det var onsdag, han svarede: >>Onsdag, onsdag, onsdag! Jeg vil have mine tænder, Mille, jeg agter at spise mig et æble her til morgen!<< Mor vendte sig kunne jeg høre og svarede som sædvanlig: >>De ligger i køkkenskuffen, din buk!<< Far tøflede væk straks han hørte ordet. Mor blev så let opsat om morgenen, han holdt sig for det meste væk. Men det var altid for sent. Mor kaldte ham med navn og det hele, >>Kom nu ind!<< >>Gu vil jeg ej!<< svarede han, eller >>Pas dig selv, Mille!<< Men moder var ubøjelig når hun først var blevet opsat og fader kæftede op mens han nuslede ned i gangen og ind. >>Lede mær, på den tid! Det ligner ikke noget!<< Og lige i døren råbte han så, jeg husker det som var det igår: >>Jeg vil ikke, Mille, jeg er for gammel til det, du smider mig af hele tiden!<< Moder vidste godt at den fare bestod, ligemeget hvor forsigtig hun var. Så såre hun forglemte sig og følte lidt vellyst smed hun min fader af så han havnede på gulvet. Min bror grinede højt i sin seng og tog dynene mellem benene og sang: >>Da mi basia mille<<. Og noget mere. Fader hadede disse samlejer om morgenen, det gjorde sandsynligvis helvedes ondt når han ramlede ned på gulvet. Han skyndte sig altid at komme op før mig mor vågnede og så langt væk at han ikke kunne høre når hun kaldte. Egentlig ville jeg have skrevet noget andet.

62

11.06.2013

Offentlig amning..

I morges hørte jeg ligestillingsminister Manu Sareen tale om amning på P1.. Han blev interviewet om Enhedslistens krav om en lov om, at ammende kvinder skal have ret til at amme offentligt..(1) Han mener ikke, at sådan en lov er nødvendig, fordi det er et forsvindende lille problem, at ammende kvinder bliver smidt ud offentlige steder; fordi Danmark er et frisindet land, i modsætning til for eksempel Australien, som bliver nødt til at have sådan en lov; fordi hans kone ikke oplevede at blive generet nogensinde, dengang hun ammede (hvornår var det?).. Han siger, at der er langt fra den nuværende uproblematiske situation til et lovforslag..

Jeg mener ikke, at præmissen for hans argumentation holder.. At diskrimination offentligt af ammende kvinder er et ubetydeligt problem.. Som udgangspunkt bør staten kæmpe imod al diskrimination i samfundet??? .. Ammende kvinder bør støttes i deres i forvejen ikke så nemme situation.. Lisa Holmfjord, Forkvinde, Dansk Kvindesamfund, skriver i Politiken: Ligebehandlingsnævnet har lige besluttet, at det er i orden, at caféejere afviser mødre, som ammer deres børn.(2) Det er det, der er udgangspunktet for Enhedslistens lovkrav.. (3)

Vi har en 10 måneder gammel baby derhjemme. Jeg husker flere situationer fra i vinters, hvor vi var ude med hende i barnevognen, hun vågnede og skulle spise. Vi skyndte os hjem, for det var for koldt at amme ude, og det føltes ikke trygt at gå ind på en café og amme, fordi vi havde læst i aviserne om kvinder, der bliver smidt ud af caféer for at amme. Nogle gange følte vi, at vi blev nødt til at gå ind et sted, og så sad min kæreste og forsøgte at dække baby og sig til med en stofble..

Vi kan ikke have været de eneste i en lignende situation i vinters.. Er det sådan, det skal være for ammende kvinder? I steder for at bagatellisere problemet i radioen burde Manu Sareen tage det alvorligt.. Der er så åbenlyse argumenter imod Ligebehandlingsnævnets beslutning: 

1. Det er kønsdiskrimination, at ammende kvinder smides ud offentlige steder, for det er kun kvinder, der ammer.
2. Det er bedst for babyer at blive ammet, derfor burde der fra politisk side blive støttet op, ikke det modsatte.
3. Personer, der føler sig krænket af offentligt ammende, skulle bruge deres energi på at blive krænket af alle de andre offentlige bryster, eksempelvis på reklamer --- eller prøve at fatte, at ammende bryster ikke er ulækre/seksuelle/hvad det nu er, der skulle gøre dem stødende.

(Johanne Schmidt-Nielsen siger det helt klart: I går cyklede jeg gennem byen. Lige forbi en bybus med et stort billede af et par bare bryster. En reklame for plastikoperationer. Vi har tidligere set, hvordan bare bryster på busstoppestederne er blevet brugt til at sælge drikkevarer. I det hele taget er bare bryster i reklamer i det offentlige rum ikke et sjældent syn. Men ammende kvinder på cafeer…dét er åbenbart en potentiel blufærdighedskrænkelse?! Derfor er det ifølge ligebehandlingsnævnet okay, at cafeer forbyder mødre at give deres babyer mad. Fatter det ikke.) (4)

Ligesom det er en basal rettighed at spise, er det en rettighed at made sit barn. At sige, at det er i orden, at ammende kvinder bliver smidt ud af caféer, er at sige, at det er okay, at de bliver smidt ud på et diskriminerende grundlag.. Det svarer til, at det skulle være okay at nægte mennesker adgang til en café for eksempel på et racistisk grundlag.. Alle kvinder har ret til at være på café + alle børn har ret til at være på café = alle ammende kvinder har ret til at være på café.. (5)

____________
(1): http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-69314396:enhedslisten-vil-sikre-kvinders-ret-til-at-amme.html 

(2): http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1990751/boern-har-ret-til-at-blive-ammet---ogsaa-paa-caf/ 

(3): http://www.ligebehandlingsnaevnet.dk/naevnsdatabase/afgoerelse.aspx?aid=1182&type=Afgoerelse

(4): https://www.facebook.com/johanneschmidt 

(5): Så kan man diskutere larmende børn eller bleskiftende forældre osv., det er noget andet..

06.04.2013

Vera vågnede halv syv, og vi stod op kvart i syv, hende og mig.. brugte tre kvarter på at skifte hende, lave havregrød, skifte hende igen, det var, hvad vi nåede på tre kvarter. og hvad så? legede vi lidt, til hun blev træt, vi slog nogen kolbøtter, jeg gav hende en sutteflaske, gik ___ lagde jeg hende i barnevognen og kørte ned i Skydebanen.. vi har besluttet at rydde altanen, så hun kan sove i en barnevogn derude, jeg skulle brække bænken op derude ___ som nogen selv har skruet sammen, MEN DA JEG SKULLE FINDE BRÆKJERNET, VAR DET VÆK, MALOU PRØVEDE OGSÅ AT FINDE DET, DET VAR VÆK. jeg tænkte ___  på om håndværkerne har taget brækjernet, der lå ude på det lille WC, som vi ikke havde lukket af, mens de var her og ordne gulve. ikke om de har stjålet det, bare om de fik brug for det, da de skulle brække gulv op ___ et ekstra jern, da de skulle det, tog de det ude fra WCet, lånte det, glemte at lægge det tilbage og tog det med sig?? DET ER VÆK ___ det kan jo godt være her et sted...... jeg har haft det orange brækjern, siden jeg flyttede hjemmefra 2005, da jeg tog det i min mors udhus i Kolding. det stammer fra Jans værksted, da vi boede i Sønder Stenderup i slutningen af 90erne ___ det er forkert, at jeg forbinder det med min mor? jeg har haft det i otte år uden at bruge det mere end én gang, da jeg splittede et klaver ad for at kunne bære det ud til storskrald, nu, da jeg endelig fik brug for det, var det væk..................... &&& hvornår fjerner gårdmanden det skambidte duekadaver i gården?????????! meget mystisk.

30.03.2013

Kromanden, som  var medlem af broderskabet, sprang straks af sted efter sin stav og sit sværd og stillede sig på sine embedfællers side; don Luis' tjenere omringede don Luis for at han ikke skulle stikke af i forvirringen; barberen, der så postyret omkring sig, greb igen fat i paksadlen, og Sancho gjorde ligeså; don Quijote fattede sit sværd og gik løs på betjentene; don Luis råbte til sine tjenere at de skulle lade ham være og ile don Quijote til undsætning, og til Cardenio og don Fernando at de også skulle hjælpe don Quijote; præsten råbte op; krokonen skreg; hendes datter græd; Maritones tudede; Dorotea bar bestyrtet; Luscinda rådvild og doña Clara dånefærdig. Barberen tæskede løs på Sancho; Sancho bankede løs på barberen; don Luis, som en tjener havde formastet sig til at gribe i armen for at han ikke skulle stikke af, langede ham en knytnæve i synet så hans tænder blev badet i blod; landsdommeren forsvarede ham; don Fernando havde lagt en betjent ned og sparkede løs på ham med stor fryd; kromanden skreg igen om hjælp i Det Hellige Broderskabs navn. Det hele var ét kaos: Der lød gråd og tænders gnidsel, der blev jamret, råbt og skreget i skræk og rædsel, der blev fægtet, kæmpet og sparket, og øretæverne fløj og blodet flød. Og midt i denne syndige forvirring følte don Quijote sig pludselig med hud og hår hensat til striden i Agramantes lejr, og han råbte med tordnende stemme:

"Stop alle sammen, stik jeres sværd i skeden, hids jer ned og hør på mig hvis I har jeres liv kært!"

(Den kløgtige adelsmand Don Quijote af La Mancha, Rosinante Forlag A/S, København 2000 --- s. 400)

28.03.2013

vi har boet hos svigerforældrene i en måned. vi får ordnet gulve hjemme – i lejligheden på – IG. håndværkerne startede for en måned siden, det skulle tage et par dage, de skulle bare høvle gulvet, skifte et par brædder og lække ny lak på. de – dagen efter, de gik i gang, ringede de og sagde, at gulvet er det oprindelige gulv fra 1904. det er for tyndslidt – høvlet til at – de kunne høvle det én gang mere. det ville være så tyndt, at vi alligevel skulle have nyt gulv om ikke så mange år, de kunne ligeså godt lægge nyt gulv på med det samme, så sparede vi den afhøvling og lakering. udlejeren – vi synes vel alle sammen, at det lød fornuftigt. håndværkerne sendte et nyt tilbud, de kunne være færdige indenfor en uge – med at lægge det nye svømmende parketgulv ovenpå det gamle bræddegulv. vi venter den uge, og der går lige nogle dage mere, så ringer Alex tirsdag og siger, at de er færdige, han har tjekket det – han har været på ferie, det er ikke ham, der har lavet vores gulv, han har tjekket det, det ser rigtig godt ud, vi kan flytte ind igen. vi mødes med Ronni derinde – i lejligheden for at gøre rent – begynder at gøre rent, men gulvet føles mærkeligt blødt, lige inden for døren kan man træde på det nye gulv og høre det ramme det gamle, der er så meget luft imellem de to lag, sådan er det flere steder. gulvet gynger – når man går ned gennem gangen, som Hurlumhej-huset – i Hurlumhej-huset. vi ringer til udlejeren, han kommer og kigger – mærker på det, han synes, det er noget klams. vi dropper at gøre rent, han kontakter håndværkerne i morgen. jeg mødes med udlejeren og håndværkerne i lejligheden. Alex har sin chef med, han er modvillig og siger, at der næsten ikke er noget galt med gulvet. de slemmeste steder kan han ikke tale udenom, Alex er flov over gulvet, eller Alex er bange for sin chef. han – de skal holde møde om, hvad de gør, så ringer Alex i morgen. han ringer og siger, at han selv laver det i weekenden, jeg spørger, hvad det betyder? han – de reparerer det der, hvor det er galt. senere ringer jeg og spørger, hvad det betyder? det betyder, at de tager det nye gulv af, tjekker om underlaget er plant, lægger gulvet ordentligt på. det er det, jeg vil høre. næste uge, efter weekenden, han ringer og siger, at gulvet er godt nu, vi tager ind og ser på det. det ser bedre ud, der er – det ser flottere ud, der er stadig fejl, i et hjørne er der en ny stor fejl, meget luft mellem nyt og gammelt gulv. udlejer ringer til Alex, han vil komme og se på det, der sker ikke noget, jeg prøver at ringe til ham tirsdag – dagen efter, han ringer tilbage og siger, at han ringer tilbage senere og siger, hvornår han kan være der. to timer efter, en sms fra ham, han skriver, at det er René, der skal se på gulvet, og sender hans nummer. jeg ringer til René og lægger besked på svareren, han ringer tilbage onsdag og siger, at han ikke kan sige, hvornår han er der, han tager ind og kigger på det selv, jeg – at der stadig er fejl, en ny fejl i hjørnet, generelt et gyngende gulv, han kigger på det og ringer tilbage. jeg ringer til Ronni, som er flyttet midlertidigt tilbage i lejligheden, og siger, der kommer én, der hedder René, som ikke er Alex. det vigtigste, siger jeg til Ronni, er at du får nøglen til lejligheden fra René – Alex glemte at lægge nøglen i weekenden. senere – Ronni ringer og siger, at René har været der, Ronni prøvede at vise ham, hvad det er med gulvet, René tog nøglen med igen, fordi han skal bruge den til at komme ind, når han skal lave gulvet i weekenden. næste dag, René ringer ikke tilbage, udlejer prøver at ringe til ham og Alex, intet svar, udlejer skriver en mail til Gulvkompagniet. Alex svarer på mailen, at de efter aftale med lejer reparerer gulvet igen i weekenden, udlejer skriver, at han ikke kender noget til nogen aftale, det er okay, at de laver det i weekenden, hvad har de tænkt sig at reparere? intet svar på det, udlejer beder dem om at lægge nøglen, når de er færdige, det gør de ikke, udlejer skriver en mail tirsdag og får en aftale om, at de lægger nøglen i lejligheden samme dag, vi har influenza og har ikke set på det færdige gulv endnu..

17.03.2013

en drøm den anden morgen - i forgårs morges: JEG STOD PÅ PERRONEN PÅ KOLDING BANEGÅRD, SPOR 1, OG SKAL MED TOGET (til københavn? så er det det forkerte spor..) DER ER EN RABATORDNING SOM GÅR UD PÅ AT HVIS MAN HAR EN HUNDELORT MED I TOGET KAN MAN FÅ SIN BILLET FOR 30 KR. (i hvert fald billigt) JEG STÅR NEDE AD PERRONEN, IKKE VED BANEGÅRDSBYGNINGEN MEN DERNEDE HVOR DER ER DEN DER MÆRKELIGE ZIGZAGGEDE PASSAGE TIL NETTOS PARKERINGSPLADS, JEG STÅR DER MED TO SKULPTURER AF FASANER LAVET I HUNDELORT, EN LÆDERREJSETASKE SOM PÅ EN ELLER ANDEN MÅDE HAR EN FORBINDELSE TIL HUNDELORT (er det hundeskin? er læderet gnedet ind i lort?) OG NOGLE ANDRE HUNDELORTSGENSTANDE, SOM JEG IKKE KAN HUSKE.. SÅ KOMMER TOGET, OG JEG FÅR TRAVLT MED AT TRANSPORTERE MINE GENSTANDE HEN TIL TOGET, JEG FÅR DEM BÅRET HEN TIL DØREN, MEN GLEMMER AT TAGE DEM MED IND I TOGET (eller får dem ikke med ind inden dørene lukker?) SÅ STÅR JEG DER I TOGET MED MIN HUNDELORTSRABATBILLET MEN INGEN HUNDELORT! DER STÅR EN MAND DER I GANGEN, DER SIGER TIL MIG - JEG FORKLARER HAM SITUATIONEN, HAN FORESLÅR, AT JEG SELV KAN LÆGGE EN LORT I EN POSE OG SÅ BARE SIGE DET ER EN HUNDELORT DET OPDAGER DE ALDRIG. ok DET GØR JEG, JEG GÅR UD PÅ TOILETTET FOR AT ORDNE DET, MEN PÅ TOILETTET SOM ER EN GYMNASTIKSAL STÅR DER TRE FRISKE UNGE MENNESKER OG INDSPILLER ET ELLER ANDET ÅNDSVAGT MUSIK, OG SELVOM DE GODT KAN SE AT DET ER LIDT DUMT DE STÅR DER, NÅR NOGEN SKAL BENYTTE WC'ET, SÅ SKAL DE LIGE VÆRE FÆRDIGE MED DET DER MUSIK (de har i hvert fald en xylofon?) I - NU ER JEG SÅ ALLIGEVEL IKKE PÅ ET TOG LÆNGERE, det er - drømmen har skiftet sted til en højskole [poser i lort tænker jeg må have noget at gøre med bleer i skraldeposer, billetkontrolsituationen fordi vi blev kontrolleret både i S-toget og Metroen]

18.02.2013







17.02.2013