02/01/2013

For ti minutter – et kvarter siden, jeg har været på WC i mellemtiden, jeg kom tilbage for ti minutter siden – var jeg lige ovre på Hovedbanen, Matas på Hovedbanen og købe læsebriller. De gamle, dem jeg havde før, taget i Føtex – er blevet væk, er væk. Det var meget, jeg kom ud af Matas og tænkte jeg har købt: læsebriller, ikke shampoo eller creme, men de kostede 170 kr. Nu her, efter jeg kom – tilbage, tænkte jeg: var de så dyre, fordi jeg tog dem i en æske? Der var – de fleste briller hang på stativet, men der var fedtfingre på glassene, så jeg tog – fandt den model, jeg kunne lide, i en æske – blandt dem i æsker og købte dem, og da jeg først stod ved kassen, afbleget, glattet hår og lidt doven arrogance, gad jeg ikke – jeg kunne ikke finde ud af at spørge, om de andre var billigere. Tænker jeg for mig selv: er det ikke også okay at betale lidt ekstra for, at der ikke er nogen andre – fremmede der har fedtet mine briller til? Det ved jeg ikke, om det er – det tror jeg ikke, jeg synes – jeg ville, jeg ville helt sikkert have været ligeglad, hvis min model ikke havde fandtes i æske, men nu blev det sådan. Og hvad skal jeg læse? Jeg har været ude og bytte julegaver – det er faktisk lige meget, men jeg har byttet et tørklæde og en hue til fire par underbukser – jeg brugte et gavekort til Atheneum på John Coetzee: Diary of af bad year og Mette Moestrups næst nyeste, F. P. Jacs posthume prosa. Et gavekort til Arnold Busck på Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster. Så det skal jeg vel nok bruge brillerne til, men jeg er i gang med at læse Don Quijote og Skinnebachs samlede fra 04-09, tror jeg det er, må hellere BANG BANG bang bum