06/01/2013

Jeg så Michael Hanekes Amour i går aftes i biografen. Om to ældre mennesker, kvinden får et slagtilfælde, forsnævring af halspulsåren, og bliver lam i venstre side efter en mislykket operation, hun hader hospitaler og får manden til at love, aldrig at indlægge hende igen, eller i hvert fald ikke at sende hende på plejehjem, manden passer hende, mens hun bliver dårligere og dårligere, hun skammer sig over at bliver passet, hun vil ikke se datteren, efter et nyt slagtilfælde forsvinder hun mentalt, bliver som et barn, bliver madet og vasket og får ble på, manden giver hende en lussing, da hun ikke vil drikke vand, fordi hun gerne vil dø, hvordan kan du bede mig om at slå dig ihjel, siger han, til sidst kan han ikke få kontakt til hende, hun kan ikke tale, de synger lidt sammen, hun får presset et minde ud om, at hun gynger, og at han var genert, de griner en sidste gang over, at han var "hæmmet", til sidst kan han ikke nå ind til hende, hun ligger bare og gentager ordene "mor" og "ondt", til sidst kvæler han hende med en pude, til sidst lægger han blomster omkring hendes hoved på puden, til sidst hallucinerer han, at hun lever igen, og at de skal ud, han går med hende ud ad døren.. Filmen starter med, at politiet bryder ind i den ligstinkende lejlighed og finder liget af kvinden, hvor er manden? Filmen slutter med, at deres datter låser sig ind i den tomme lejlighed.

Da vi ventede på at komme ind i salen, tænkte jeg på, at der var mange gamle mennesker i biografen. Sådan er det i Grand, tænkte jeg.. Da vi så filmen, lugtede der af sur ånde, og en eller andens mave rumlede højt, og jeg tænkte, det er fordi, vi ser den her film med gamle mennesker. Det er mærkeligt, at der er så mange gamle mennesker i biografen i dag, alting er ikke for mennsker 65+, de må godt være her, men jeg tror, de lugter, de kan ikke overskue køen til kaffebaren, de går langsomt ned ad trappen til toilettet, de har klædt sig pænt på og smiler til hinanden som om, det er noget særligt at være i biografen. Jeg tænkte, at filmen var god, fordi den prøver at vise en skjult situation, de døende, der gemmer sig derhjemme. Ikke det gamle ægtepar, som var så lykkelige, men så blev de ramt af sygdom, og så døde den ene, og så kunne den anden ikke leve mere. Men to mennesker, som har levet sammen længe, pludselig bliver den ene syg, og det fjerner dem fra hinanden, det er et svært problem, hun vil ikke passes, han er ikke stærk nok til at passe hende selv, hun vil godt dø til sidst, han bebrejder hende det. Det er meget banalt, at når nogen bliver meget syg, er det svært for dem, der er tæt på, men det er heller ikke bare det, for filmen konkretiserer det. Den er selvfølgelig også meget film, men jeg håber, jeg lærte noget af den film. At kalde noget banalt eller privat kan være på grund af, man ikke har lyst til at høre om det, man har ikke lyst til det nede i det konkrete. I bussen bagefter i går tænkte jeg, at de gamle var der for at se en film, der berører deres situation, og det er er måske rigtigt nok. Det er lige meget, de var der ligesom os for at se en film, mennesker der ser film om mennesker, gamle mennesker er også mennesker.. Det føles idiotisk og disrespektfuldt at sige..