27.06.2013

tekst i Hvedekorn 2, 2013



Kære ko, kære ko,

jeg føler mig ikke som et dyr. Ikke at du gør det – ikke at jeg tror, at du gør det. – er misundelig på det grin – i S-toget var jeg misundelig på din latter. I S-toget i går var jeg misundelig på nogens latter. Det er en syg ko. Jeg føler mig ikke som et dyr. Det er en ko til trøst for – så du ikke skal føle dig som en kort sætning. Det er en syg ko. Jeg føler mig ikke som et dyr. At tage den joke – at sige Det er en syg ko. om nogen ko. Ja, det skal man ikke – er ikke okay. At grine på køernes bekostning. Undskyld, ko. Det er en ko, så – som ikke skal få nogen til at føle sig som en kost. En ko, som ikke skal hænge på et kors. Du skal – ko, du må ikke tage det sådan. Ko, jeg så dig den anden dag i toget, du må ikke tænke sådan.

+

mørkets pris…

+

mørkets prins

+

Prince of Darkness

+

De to – få sekunder fra jeg trykkede på kontakten, til jeg opdagede, at lyset på WC’et ikke er tændt.

+

De få sekunder fra jeg trykkede på kontakten,
til jeg opdager, at lyset ikke er tændt.

+

De to sekunder fra jeg trykkede på kontakten,
til jeg opdagede, at lyset ikke var tændt,
har ingenting med søvn at gøre.

+

Det er en syg ko.

Jeg føler mig ikke som et dyr. Ikke at du gør det – ikke at jeg tror, at du gør det. Jeg – er misundelig på dit grin. I S-toget – jeg var misundelig på en persons latter i S-toget – i går i S-toget var jeg misundelig på den måde, der var en pige, som grinte på. Så anerkendende. Det er en syg ko. (Inden vi skulle af – inden jeg skulle af sted til U.S.A., var vi en masse 15-16årige, der skulle på sådan en forberedelseslejr i en skov arrangeret af ASPECT, som den organisation hed, som organiserede vores udvekslingsophold. Der var én fra Århus – vi sad nogle drenge inde i nogens soveværelse, et lille rum med to køjesenge – han – vi havde alle – vi havde solbriller på, det var – til temafesten – han fortalte en historie om, at ham og hans kammerater syntes, det var fedt at tage på landet og vælte køer, som sover – sovende køer. De kan ikke komme op igen.) Jeg føler mig ikke som et dyr. Det er en ko til trøst for – så du ikke skal føle dig som en kort sætning. Det er en syg ko. I en film, en eller anden ko står og drypper på en mark – på film. Jeg føler mig ikke som et dyr. At tage den joke seriøst – at – sige Det er en syg ko. om nogen ko. Det er en syg ko. Gå videre. – Undskyld, ko. Jeg så dig den anden dag i toget, du må ikke tænke sådan.

+

de få sekunder fra jeg trykkede på kontakten
til jeg opdagede at lyset ikke var tændt
har ingenting med søvn at gøre

+

Den rest af lim, klistermærket på æblet efterlader…

+

hej Jakob

Max Jacob: "Raflebægeret og andre digte"; Forord fra 1916; JULEHISTORIE; DE IKKE-OMREJSENDE NØDLIDENDE OG DE ANDRE; REJSER; OMKRING BIBLEN (oversat af Jørgen Sonne)


Forord fra 1916

Alt som eksisterer er placeret. Alt det som ligger over materien, er placeret; materien selv er placeret. To værker er uensartet placeret, dels efter forfaternes åndfuldhed og dels ved deres kunstgreb. Raphael står over Ingres, Vigny står over de Musset. Madame X... står over sin kusine; diamanten står over kvartsen. Det holder måske for forholdene imellem moralen og moralerne? Man troede tidligere at kunstnerne er inspireret af englene, og at der er forskellige kategorier af engle.
      Buffon har sagt: "Stilen, det er selve manden." Hvilket betyder at en forfatter bør skrive med sit blod. Definitionen er velgørende, den forekommer mig ikke eksakt. Det som er selve manden, det er hans sprog, hans sensitivitet; man har grund til at sige: udtryk Dem med de ord, som er de rette for Dem. Man ta'r fejl ved at tro at det skulle være stilen. Hvorfor vil man give stil i litteraturen en anden definition end den, den har i de forskellige kunstarter? Stilen er viljen til at stille sig til skue igennem valgte midler. Man forveksler almindeligvis ligesom Buffon sprog og stil, fordi kun få mennesker har behov for menneskelighed i udtrykket. I de store kunstneriske epoker udgjorde reglerne for kunsten, som blev indlært allerde fra barndommen, de retningslinjer som giver en stil: kunstnerne er da dem, der på trods af de regler som de har fulgt siden barndomen, finder et levende udtryk. Dette levende udtryk er charmen ved aristokratier, og det er charmen fra 1600-tallet. 1800-tallet er fuldt af forfattere som har forstået nødvendigheden af stil, men ikke har vovet at stige ned fra den trone de i deres ønske om renhed havde bygget op. De har for sig selv skabt lænker på bekostning af livet. Når forfatteren har placeret sit værk, kan han bruge al slags fortryllese: sproget, rytmen, musikaliteten og åndfuldheden. Når en sanger har stemmen placeret, kan han more sig med rullende løb. For at forstå mig ret, sammenlign så Montaignes fortroligheder med Aristide Bruants, eller de albuestød man får i et skillingsblad med Bossuets brutaliteter, når han vælter protestanterne omkuld.
      Denne teori er ikke ærgerrig; den er heller ikke ny: det er den klassiske teori som jeg kalder mådeholden. De navne jeg anfører, er der ikke for at slå "de moderne" med "de antikke"s kølle, det er ubestridte navne; hvis jeg ikke havde anført andre jeg kender, ville De måske ha' kastet bogen fra dem, hvad jeg ikke ønsker; jeg vil geren have at De læser den, ikke i lang tid, men ofte: at bringe til at forstå, det er at få til at elske. Man estimerer kun de lange værker, eller, det er vanskeligt at være køn i lang tid. Man kan foretrække et japansk digt på tre linjer frem for Eve af Péguy, som fylder tre hundrede sider, og et brev af Madame de Sévigné fuld af lykke, af kækhed og lethed, frem for en af disse fordums romaner lavet af sammensyede stykker, som prætenderer de har gjort tilstrækkeligt for sammenhængen, hvis de havde adlydt kravene i deres tesis.
      Man har skrevet mange digte i prosa nu i tredve eller fyrre år; jeg kender næppe en digter der har kunnet forstå hvad det drejede sig om, så han har vidst at ofre sine amvitioner som forfatter på digtets skønhed, dets placering og dets stil fuldt ud. Men jeg påstår, at Raflebægeret kan tilfredsstille læseren ud fra denne dobbelte synsmåde.
      Den kunstneriske følelse er hverken en sanselig handling eller en følelsesbåret handling; uden dette er naturligheden tilstrækkelig til at give os denne følelse. Kunsten eksisterer, det da sådan at den svarer til et behov: kunsten er rettelig sagt en distraktion. Jeg tager ikke fejl: det er teorien, der har givet os et vidunderligt folk af helte, mægtige fremkaldelser af miljøer, hvor al slags nysgerrighed og aspirationer legitimt tilfredsstilles hos borgerne, som er fanger af sig selv. Men man må give ordet Distraktion en endnu videre betydning. Et kunstværk er en kraft som drager til sig, som opsuger de disponible kræfter hos den som nærmer sig det. Der er heri noget ligesom et ægteskab, og elskeren spiller i det rollen som kvinde. Han har behovet for at blive taget af en vilje og holdt fast. Viljen spiller altså den vigtigste rolle i skabelsen, resten er kun lokkemaden foran fælden. Viljen kan kun udøves over for valget af midler, for kunstværket er kun en helhed af midler, og vi når frem til den definition jeg altid har givet af stil: kun er den vilje til at vende sit indre ud igennem de valgte midler. De to definitioner falder sammen, og kunsten er ikke andet end stil. Stil anses her for iværksættelsen af materialer og som helhedens komposition, ikke som den skrivendes sprog. Og jeg slutter, at den kunstneriske følelse er virkningen af en tænkende virksomhed hen imod en tænkt virksomhed. Jeg betjener mig med beklagelse af ordet "tænkende", for jeg er overbevist om at den kunsteriske følelse ophører, hvor analysen eller tanken kommer imellem. Det er noget andet at få eftertanker og give følelsen af det som er smukt, så jeg sætter tanken sammen med lokkemaden i fælden.
      Jo mere subjektets virksomhed er víd, jo mere vil den følelse øges, som gives ved objektet; kunstværket vil derfor være fjernet fra subjektet. Derfor bør det være placeret. Man kunne her støde på Baudelaires teori om overraskelsen: denne teori er en smule grov. Baudelaire forstod ordet "distraktion" i dets mest ordinære betydning. At overraske er småting, man må transplantere. Overraskelsen charmerer og forhindrer den virkelige skabelse: den er skadelig som al slags charme. En skabende har ikke ret til at være charmerende førend post festum, når værket er placeret og sat i stil.
      Lad os skelne stilen i et værk fra dets placering. Stilen eller viljen skaber, det vil sige adskiller. Placeringen giver fjernhed, det vil sige ansporer til den kunstneriske følelse; man erkender at et værk har stil, ved at det giver den følelse at være lukket til; man erkender at det er placeret, ved det lille chok man får af det, eller ydermere i den margen der omgiver det, den særlige atmosfære det bevæger sig i. Visse værker af Flaubert har stil; ingen af dem er placeret. Mussets teater er placeret og har ikke særlig meget stil. Mallarmés værk er typen på det placerede værk: hvis Mallarmé ikke var opstyltet, ville han være en stor klassiker, Rimbaud har hverken stil eller placering: han har Baudelaires overraskelse; det er triumfen for den romantiske forvirring.
      Rimbaud har udvidet feltet for følsomheden, og alle litterater skylder ham deres taknemmelighed, men forfatterne af prosadigte kan ikke tage ham som forbillede, thi for at prosadigtet kan eksistere, må det underkaste sig lovene for al kunst, som er stilen eller viljen og placeringen eller følelsen, og Rimbaud fører kun til virvar og ophidselse. Prosadigtet bør også undgå lignelserne hos Baudelaire og Malarmé, hvis det vil skille sig ud fra fablen. Man vil forstå at jeg ikke anser dem for prosadigte, de skrivehefter med mere eller mindre kuriøse indtryk, som fra tid til anden udgives af fagfæller der har et overskud. En side prosa er ikke et prosadigt, selvom den endda skulle indramme to eller tre heldige fund. Jeg ville som sådanne anse de nævnte fund, der præsenteres med den nødvendige åndelige margen. I den forbindelse advarer jeg forfatterne af prosadigte imod de alt for brillante ædelstene, der fanger øjet på bekostning af helheden. Digtet er et konstrueret objekt og ikke udstillingsvinduet hos en juvelér. Rimbaud er juvelerens udstillingsvindue, det er ikke smykket: prosadigtet er et smykke.
      Et kunstværk har værdi i sig selv, og ikke ved de konfrontationer med virkeligheden man kan foretage med det. Man siger til filmmageren: "Det er godt det dér!" Man siger foran en kunstgenstand: "Hvilken harmoni! hvilken soliditet! hvilken sammenhæng! hvilken renhed!" De beundringsværdige definitioner hos Jules Renard falder sammen foran denne sandhed. Det er realistiske værker, uden reel eksistens; de har stil, men er ikke placerede; den samme charme der får dem til at leve, lsår dem ihjel. Jeg tror at Jules Renard har skrevet andre digte i prosa end sine definitioner. Jeg kender dem ikke; det beklager jeg: det er muligt han er opfinder af genren, således som jeg opfatter den. For øjeblikket anser jeg som sådan Aloysius Bertrand og forfatteren til Livre de Monelle, Marcel Schwob. Begge har stil og margen: det vil sige de komponerer og placerer. Jeg bebrejder den ene hans romantisme "i Calots maner", som han siger, den der binder opmærksomheden til alt for voldsomme farver, og endda tilslører værket. For øvrigt har han erklæret, at han vurderede sine stykker som materiale til ét værk og ikke til afgrænsede værker. Jeg bebrejder den anden, at han har skrevet fortællinger og ikke digte, og hvilke fortællinger! pretiøse, puerile, kunstige. Det var ellers muligt de to forfattere havde skabt genren "prosadigt" uden at vide det.

Max Jacob

_____

JULEHISTORIE

Til Mme Sylvette Olin

Der var engang en arkitekt eller en hest: det var en hest snarere end en arkitekt, i Philidelphia, og man havde sagt til den: "Kender du katedralen i Köln? byg en katedral, der er ligesom katedralen i Köln." Og da han ikke kendte katedralen i Köln, ja så blev han sat i fængsel. Men i fængslet viste en engel sig for ham og sagde til ham: "Wolfrang! Wolfrang! hvorfor fortvivler du?" - "Jeg skal blive i fængsel, fordi jeg ikke kender katedralen i Köln!" - "Du mangler rhinskvin for at bygge katedralen i Köln, men lad dem se planen, så kan du komme ud af fængslet." Og englen gav ham planen, og han viste planen frem, så han kunne komme ud af fængslet, men aldrig kunne han da bygge katedralen, fordi han ikke fandt noget rhinskvin. Han fik den idé at få rhinskvin sendt til Philidelphia, men man sendte ham en rædsom fransk vin fra Mosel, sådan at han ikke kunne bygge katedralen i Köln i Philidelphia, han lavede kun et rædsomt protestantisk gudshus.
_____

DE IKKE-OMREJSENDE NØDLIDENDE OG DE ANDRE

De kommunale myndigheder tager sig ikke af de nødlidende omrejsende, det er feer som tager sig af dem. En klovn ved et omrejsende cirkus havde fået benene kappet af og fulgte med truppen som kokkedreng, og han fik af en fe en jernstol, ligesom dem på de forreste pladser, og den havde den egenskab, at man i lommen fandt et tyvefrancstykke, ligesom den Vandrende Jøde fandt fem sous i sin egen. Cirkuspersonalet slogs om stolen og tænkte ikke længere på noget andet: mønterne gik til i orgier, og cirkus gik ned ad bakke. Stolen blev slået i stykker af fulde folk; cirkuset solgt, og alle de ulykkelige ud på landevejen. Det var da nødvendigt at feen greb ind, for kommunalmyndighederne tager sig ikke af nødlidende rejsende, men feen var et andet sted. Badutspringerne fik den idé at gøre sig til ikke-omrejsende nødlidende for at røre hjertet hos en kommunal myndighed.
_____

REJSER

Aldrig kommer jeg da af sted: jeg løber for at sige farvel til min tante, jeg finder min familie under lampen, man holder på mig med tusind gode råd, min kuffert er pakket, men min habit er endnu hos farveren, jeg når hen til farveren: jeg har svært ved at genkende mit tøj: det er ikke mit tøj, man har forbyttet det! nej, det  e r  det, men rædsomt pustet op, skamferet, omsyet, fortrukket, kantet med sort. Udenfor på gaden ler to dejlige Bretagne-piger ved en kærre med undertøj: hvorfor har jeg ikke tid til at følge efter dem; bah, de tager om natten den samme vej som jeg. Jeg bemærker, at gadenavnene er forandrede; det er nu, i Lorient, den gade "Lyrisk Energi". Hvilket forbløffende kommunalråd har kunnet give gaderne den slags navne om natten. På hotellet får jeg den idé at se på farverens regning: 325 francs, vi skal sende det til Dem. Bliver jeg nu vanvittig? Cafeen er fuld af nysgerrige, jeg træffer en maler fra Paris! hvor jeg dog har besvær med at komme fra ham. Han forguder mig her, selv om vi eller er uvenner. Jeg er så forsinket, at jeg lader være med at give et knus, og ingen hyrevogn! Imens man leder efter en vogn til mig, tigger venner fra min barndom mig om at gøre ophold i Mans, ikke i Mans, i Nogent! nej, ikke i Nogent, for vi har det rigtig skidt med ... åh min Gud, jeg taber tråden i alt muligt ... det ender med, at jeg får en aftale med til en klaverflyttemand. Og farveren? Her står jeg i et fremmed sæt tøj, alt i alt temmelig distingveret: denne grå diplomatfrakke, alt for åben på grund af alt det undertøj jeg har på for at lette min kuffert! Åh! jeg har glemt at sige farvel til ... Og farveren! Jeg har forpasset togets afgangstid, det eneste tog: alt det skal man så igennem igen i morgen! jeg kommer ikke til at sove for det hele natten.
_____

OMKRING BIBLEN

Fiskene i Kedrons bjergstrøm havde ladet flodlejet desinficere, på trods af den Eviges forbud, så de er døde. Kurtisanen som opholder sig ved bjergstrømmen, der er sat ud af brug, har gjort dette leje til sit, men hun har spist en fisk, på trods af den Eviges forbud, og eftersom den fisk var desinficeret, er hun død.

13.06.2013

Per Højholt: "6512"; 57, 58, 62

Jeg føler ikke, jeg sveder. Hvad skulle jeg føle? At jeg sveder? Det kan være ligemeget, jeg klarer mig nok. Begge mine forældre står bag mig men jeg ikke altid sikker på hvor de egentlig befinder sig. Jeg tænker mig dem hjemme i huset ved dammen hvor jeg er vokset op, ja, men det er en tid siden jeg har besøgt dem der, jeg er ikke sikker på om de stadig væk er der, om de bor der, mener jeg. Jeg plejede at sidde ved vejen og læse avisen, før jeg tog den med hjem, det gjorde jeg virkelig, men skulle jeg udtale mig i overensstemmelse med hvad jeg nu føler måtte jeg sand synligvis sige: de findes ikke. Manden ved siden af mig er faldet i søvn, jeg skubber til ham ellers kommer der bare nogen og gør ham opmærksom på det. Nej, jeg skubber ikke, for han vågner sandsynligvis op med et lille udråb og så er han alligevel leveret. Vi fik altid pandekager, altid, og bare fordi jeg en gang havde sagt at jeg elskede dem, elskede, bevar mig vel. De hang os ud af halsen, min far og mig, men vi turde ikke sige noget. Vi gik hver for sig ud og brækkede os i bækken. Når vi kom ind gik mor og græd som altid over middag, når hun var søvnig. Det endte med at hun smed sig et sted og faldt i søvn. Far sad og rokkede ved køkkenvinduet til det var tid at fodre. Trillebøren stod ved bagdøren og dryppede, fuld af skidtfisk, hele dagen næsten. Det stank ad helvede til. Jeg husker ham endnu gående ned gennem pilealleen med trillebøren, fjertende i den luende sol som sendte gule lyn ned over hans bøjede ryg. Kors, hvor var han gal. Mor gemte sig af vejen med sin gråd og sin søvn, en gang fandt han hende sovende på bænken omme ved gavlen, han skreg af galskab og væltede hende ned på jorden og prøvede at køre hende over med trillebøren. Jeg gav ham den første del af avisen, hende den anden, så fortalte jeg dem lidt. Hvem der havde været med rutebilen, hvem der var begyndt at høste osv. De skreg af grin, mor stønnede: >>Thorvald høster, hører du, gamle? Høster, nu i juni!<< Og far hidsede sig op som sædvanlig: >>Tidlig, sagde du tidlig, vi er sgu da i august, såvidt jeg ved. Du med din Thorvald og ham med hans Ford Thames!<< Jeg tog min mor om skulderen da hun brast i gråd, hun påskønnede den slags.

57

_____

Jeg glemmer det aldrig. Mor havde en kjole med røde blomster på på og en hat af bomuld eller hør med stor skygge. Fødderne kunne hun ikke gøre noget ved, smutters som sædvanlig, hun fik tygge fødder af at stå. Da vi kom ind var der nogen der grinede og far som aldrig forstod en skid af noget grinede igen. >>Alle de gamle venner<<, sagde han henrykt, >>de er her alle sammen, har du set Marie, Marie?<< Det lød skrupskørt, men både - alle disse evindelige forklaringer - både min mor og den kælling min far snakkede om hed begribeligvis Marie, det skulle ikke være til at tage fejl af, jeg kunne have sparet mig den forklaring. Mor puffede til ham, så han røg ind på en af de bageste rækker og satte sig ved siden af ham. Jeg gik op ad gulvet, skideræd for at tabe bukserne. Far havde givet mig sine nye seler i dagens anledning og jeg havde ikke haft tid til at indstille dem i længden, så de slaskede noget ved knæene. Hængerøv havde jeg altid. Nu sad de to gamle og gloede henrykte efter min hængerøv og var pissestolte af deres afkom. Ja, det er der sædvanlige: det var til min konfirmation det hele skete. Alt det jeg skrev her handler om min konfirmation, det skulle vel ikke være nødvendigt at sige det, jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg skriver det nu. Nu hvor det er for sent, mener jeg. Historien er feset for mig, nu gider jeg ikke fortælle den færdig. Jeg kender den jo også. Jeg ved hvad der sker. Det jeg ville have skrevet her idag - noget skal tiden jo gå med - var det åndssvage som sikkert ikke er morsomt, og hvorfor egentlig fortælle noget fordi det er morsomt, nu er det i hvert tilfælde for sent, for ting er ikke morsomme eller tragiske eller kedelige hvis de ikke har pointer og jeg glemmer sateme altid pointen. Da præsten bagefter kom ud til os konfirmander og vores forældre for at give hånd, opførte far sig skabagtigt som han plejer. Nej, han mener det egentlig godt men alt det lort der ligger i luften ved sådanne lejligheder, det siger han, og han græder eller ler efterhånden som han kommer til ordene. Det gjorde han også nu men der var ingen der syntes om det fordi han stod og stjal ordene og dermed tingene ud af deres hjerter og ligesom gjorde nar af dem. Det var for stærkt. Det sidste man hørte - og det er pinten - pointen er den, at min fader

58

_____

Jeg kan huske når jeg vågnede om sommeren, tidligt om morgenen. Vinduet stod åbent ud mod og en mængde lyde strømmede ind til mig, nære og fortrolige og trygge. Min barndom var jo sådan, let at komme igennem. Først hørte jeg, først når jeg hørte fars bør trille forbi vidste jeg at det var tid at stå op. Han standsede ved sovekammervinduet hvorbag min moder endnu lå og boblede og råbte ind til hende: >>Mille, stik mig lige tænderne!<< Mor snøvlede at det var onsdag, han svarede: >>Onsdag, onsdag, onsdag! Jeg vil have mine tænder, Mille, jeg agter at spise mig et æble her til morgen!<< Mor vendte sig kunne jeg høre og svarede som sædvanlig: >>De ligger i køkkenskuffen, din buk!<< Far tøflede væk straks han hørte ordet. Mor blev så let opsat om morgenen, han holdt sig for det meste væk. Men det var altid for sent. Mor kaldte ham med navn og det hele, >>Kom nu ind!<< >>Gu vil jeg ej!<< svarede han, eller >>Pas dig selv, Mille!<< Men moder var ubøjelig når hun først var blevet opsat og fader kæftede op mens han nuslede ned i gangen og ind. >>Lede mær, på den tid! Det ligner ikke noget!<< Og lige i døren råbte han så, jeg husker det som var det igår: >>Jeg vil ikke, Mille, jeg er for gammel til det, du smider mig af hele tiden!<< Moder vidste godt at den fare bestod, ligemeget hvor forsigtig hun var. Så såre hun forglemte sig og følte lidt vellyst smed hun min fader af så han havnede på gulvet. Min bror grinede højt i sin seng og tog dynene mellem benene og sang: >>Da mi basia mille<<. Og noget mere. Fader hadede disse samlejer om morgenen, det gjorde sandsynligvis helvedes ondt når han ramlede ned på gulvet. Han skyndte sig altid at komme op før mig mor vågnede og så langt væk at han ikke kunne høre når hun kaldte. Egentlig ville jeg have skrevet noget andet.

62

11.06.2013

Offentlig amning..

I morges hørte jeg ligestillingsminister Manu Sareen tale om amning på P1.. Han blev interviewet om Enhedslistens krav om en lov om, at ammende kvinder skal have ret til at amme offentligt..(1) Han mener ikke, at sådan en lov er nødvendig, fordi det er et forsvindende lille problem, at ammende kvinder bliver smidt ud offentlige steder; fordi Danmark er et frisindet land, i modsætning til for eksempel Australien, som bliver nødt til at have sådan en lov; fordi hans kone ikke oplevede at blive generet nogensinde, dengang hun ammede (hvornår var det?).. Han siger, at der er langt fra den nuværende uproblematiske situation til et lovforslag..

Jeg mener ikke, at præmissen for hans argumentation holder.. At diskrimination offentligt af ammende kvinder er et ubetydeligt problem.. Som udgangspunkt bør staten kæmpe imod al diskrimination i samfundet??? .. Ammende kvinder bør støttes i deres i forvejen ikke så nemme situation.. Lisa Holmfjord, Forkvinde, Dansk Kvindesamfund, skriver i Politiken: Ligebehandlingsnævnet har lige besluttet, at det er i orden, at caféejere afviser mødre, som ammer deres børn.(2) Det er det, der er udgangspunktet for Enhedslistens lovkrav.. (3)

Vi har en 10 måneder gammel baby derhjemme. Jeg husker flere situationer fra i vinters, hvor vi var ude med hende i barnevognen, hun vågnede og skulle spise. Vi skyndte os hjem, for det var for koldt at amme ude, og det føltes ikke trygt at gå ind på en café og amme, fordi vi havde læst i aviserne om kvinder, der bliver smidt ud af caféer for at amme. Nogle gange følte vi, at vi blev nødt til at gå ind et sted, og så sad min kæreste og forsøgte at dække baby og sig til med en stofble..

Vi kan ikke have været de eneste i en lignende situation i vinters.. Er det sådan, det skal være for ammende kvinder? I steder for at bagatellisere problemet i radioen burde Manu Sareen tage det alvorligt.. Der er så åbenlyse argumenter imod Ligebehandlingsnævnets beslutning: 

1. Det er kønsdiskrimination, at ammende kvinder smides ud offentlige steder, for det er kun kvinder, der ammer.
2. Det er bedst for babyer at blive ammet, derfor burde der fra politisk side blive støttet op, ikke det modsatte.
3. Personer, der føler sig krænket af offentligt ammende, skulle bruge deres energi på at blive krænket af alle de andre offentlige bryster, eksempelvis på reklamer --- eller prøve at fatte, at ammende bryster ikke er ulækre/seksuelle/hvad det nu er, der skulle gøre dem stødende.

(Johanne Schmidt-Nielsen siger det helt klart: I går cyklede jeg gennem byen. Lige forbi en bybus med et stort billede af et par bare bryster. En reklame for plastikoperationer. Vi har tidligere set, hvordan bare bryster på busstoppestederne er blevet brugt til at sælge drikkevarer. I det hele taget er bare bryster i reklamer i det offentlige rum ikke et sjældent syn. Men ammende kvinder på cafeer…dét er åbenbart en potentiel blufærdighedskrænkelse?! Derfor er det ifølge ligebehandlingsnævnet okay, at cafeer forbyder mødre at give deres babyer mad. Fatter det ikke.) (4)

Ligesom det er en basal rettighed at spise, er det en rettighed at made sit barn. At sige, at det er i orden, at ammende kvinder bliver smidt ud af caféer, er at sige, at det er okay, at de bliver smidt ud på et diskriminerende grundlag.. Det svarer til, at det skulle være okay at nægte mennesker adgang til en café for eksempel på et racistisk grundlag.. Alle kvinder har ret til at være på café + alle børn har ret til at være på café = alle ammende kvinder har ret til at være på café.. (5)

____________
(1): http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-69314396:enhedslisten-vil-sikre-kvinders-ret-til-at-amme.html 

(2): http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1990751/boern-har-ret-til-at-blive-ammet---ogsaa-paa-caf/ 

(3): http://www.ligebehandlingsnaevnet.dk/naevnsdatabase/afgoerelse.aspx?aid=1182&type=Afgoerelse

(4): https://www.facebook.com/johanneschmidt 

(5): Så kan man diskutere larmende børn eller bleskiftende forældre osv., det er noget andet..