29/08/2013

"amatører, der udgiver bøger" (arbejdsmanus til foredrag på Møllegades Litteraturfestival 30/8)

generel intro af OVBIDAT……
+
OVBIDAT er mig. Det er et idiosynkratisk projekt. Jeg startede det op, fordi jeg havde lyst til at udgive litteratur, som jeg synes, er interessant. Sådan er det stadigvæk. Kriteriet for, at noget kan udkomme på OVBIDAT, er, at jeg synes, det er godt. Om jeg antager eller afviser et manuskript afhænger af min smag. Hvilket ikke betyder, at jeg ikke forsøger at have en objektiv, systematisk analytisk tilgang til læsning. Det betyder, at jeg bevidst ikke udgiver ”god litteratur”, men kun litteratur, som jeg personligt kan lide.

På den ene side anerkender jeg, at det ikke er et rent subjektivt spørgsmål at finde frem til litterær kvalitet. Jeg tror, at det er muligt at finde frem til noget, der ligner objektive kriterier. Om ikke andet er jeg altid nødt til at finde holdbare argumenter for at sige ja eller nej til et manuskript, fordi indsenderen skal have en begrundelse. Og jeg er egentlig meget interesseret i ”god litteratur”, dvs. litteratur, hvis gyldighed ikke udelukkende er begrundet i en subjektiv vurdering. Den rent subjektive vurdering, som ikke møder indre modstand, er sjældent særlig skarp.

Men, på den anden side: For mig står og falder et manuskript først og fremmest på, om jeg har lyst til at læse det. Om jeg kan bruge det til noget, eller om jeg har en fornemmelse af, at det er godt og skønt. De tre bøger, der er udkommet på OVBIDAT, har jeg været helt sikre på, nærmest fra jeg læste første side i manuskriptet. Og på samme måde ved jeg næsten altid med det samme, hvis jeg læser noget, jeg ikke vil udgive. Det er en mavefornemmelse. Efterfølgende forsøger jeg at underbygge min mavefornemmelse med argumenter, og det sker, at jeg opdager, at jeg har taget fejl. Det sker også, at jeg er i tvivl i måneder om en tekst. Men for det meste er jeg sikker med det samme.

Og jeg tænker, at den der mavefornemmelse er noget subjektivt. Min idé om, hvad det vil sige at være kritisk, er, at det er at skærpe sin fornemmelse. Det gør man fx ved at give den modstand og ved at udfordre den. Ved at læse ting færdig, som man umiddelbart ikke kan lide, og reflektere over, hvorfor man synes, det er dårligt. Eller ved at tvinge sig til at forsøge at sætte sig ind i andres litterære synspunkter og fornemmelse, i andres følsomhed. Men i bund og grund udgiver jeg altså kun noget, hvis jeg selv ville gide købe og læse det.

Det er et argument, som jeg har hørt flere gange, imod de små forlags berettigelse: At de udgiver bøger af dårlig standard, fordi de ikke er drevet af professionelle, men af inkompetente amatører. En amatør i den her sammenhæng er én, der ikke har forstand på litteratur, og som derfor overvurderer sin egen følelsesmæssigt funderede subjektive vurderingsevne. Der findes helt sikkert den slags forlag rundt omkring, der ikke tager deres ansvar for at udgive ordentlige bøger alvorligt nok. Men der findes helt sikkert også store, professionelt drevne forlag, der alt for ofte udgiver noget, der måske ikke skulle være udgivet. Hvis nogle små forlag mangler kompetencer, mangler nogle større forlags konsulenter og redaktører måske kritisk fornemmelse baseret på læselyst.

Forskellige forlag har forskellige strategier, og der er fordele og ulemper ved alt. Jeg mener selvfølgelig, at små forlag som dem, der er repræsenteret på den her festival, har deres ret. Et argument til fordel for de små forlag er det personlige engagement, der ligger i dem, at det resulterer i gode bøger. Et andet væsentligt argument er, at de små forlag er udtryk for en aktiv, ikke-passiv, tilgang til kulturen. Hvis man accepterer modstanden mod amatører, der udgiver bøger, er det jo det samme som at acceptere, at det kræver en uddannelse og en ansættelse på et forlag at få lov til at udgive noget. Det ville være det samme som at acceptere en magtstruktur, hvor de eksisterende større forlag bestemmer, og hvor man kun kan få medbestemmelse ved en ansættelse eller ved at starte et lignende forlag. Og det er medbestemmelse over kulturen vi snakker om. Medbestemmelse over hvilke bøger, hvilken slags litteratur, der må udkomme.

Da jeg startede OVBIDAT, var det enden på en kæde af erkendelser: Da jeg var 17 år gammel, i Kolding i 2002, indså jeg for første gang, at litteratur ikke bare er noget, man låner på biblioteket, køber i en boghandel eller læser i skolen. Litteratur er også noget, man kan forsøge at skrive selv. Det var meget revolutionerende for mig på det tidspunkt. Jeg skrev i en del år, indtil jeg syntes, det var blevet så godt, at nogle andre også måtte være interesserede. I 2008 sendte jeg tolv digte til Lars Bukdahl på Hvedekorn, han trykte fire i tidsskriftet. Det var helt vildt, og så bliver det alligevel hurtigt sådan: ”Nu står de der og hvad så!” Jeg kunne sende flere digte til tidsskrifter, men det, jeg havde mest lyst til, var at udgive bøger, som folk læste og blev påvirkede af, og på det tidspunkt var jeg ikke i nærheden af selv at have produceret et ordentligt bogmanuskript.

Nogenlunde samtidigt læste jeg en artikel i Information om litterær aktivisme i Norge (den er printet og ligger her…). Det fik mig til at indse, at man ikke bare selv kan skrive, men også selv udgive. Og i samme periode gik jeg på teknisk skoles grafiske afdeling på Julius Thomsens Gade i København, hvor jeg lærte en masse om opsætning, print og bogbind og indså, at bøger ikke kun er noget, der produceres på en fabrik. Man kan også producere dem selv.

I radioen hørte jeg et program, hvor nogen fortalte en anekdote om nogle gamle punkere, som brokkede sig over et eller andet på Christiania, og så var der nogle unge punkere, som begyndte at råbe: ”GØR DET SELV! GØR DET SELV!” Med betydningen, at hvis man mener, at noget skal laves om, eller at noget skal gøres, skal man ikke vente på, at andre gør det. Den erkendelse overførte jeg på min situation, hvor jeg gerne ville udgive bøger. I 2010 udkom den første bog på OVBIDAT. Enden på min kæde af erkendelser var en tanke om, at det er vigtigt, at vi ikke opfatter kulturen som noget, andre gør, men som noget, vi selv kan gøre.

Det kan måske virke unødvendigt, at jeg fx insisterer på selv at producere OVBIDAT’s bøger. Men det hænger sammen med den der erkendelse om at ”gøre det selv”. Da jeg startede forlaget, tænkte jeg, at hvis jeg skulle gøre det, skulle det være idealistisk. Så vidt muligt skulle det gøres på en måde, som jeg kunne stå inde for. For at opnå det virkede det nødvendigt at tage kontrol over alle processerne, fra manuskript til bog, dvs. inklusiv redigering, produktion og distribution.

Redigeringen har to faser, eller den ene fase ligger forud for selve redigeringen, nemlig antagelse eller afslag af manuskriptet. Første fase har jeg fuldstændig magt over, det kan ikke være anderledes. I anden fase, som er redigering af det accepterede manuskript, ønsker jeg at skabe en situation, hvor forfatteren og jeg, som redaktør, har lige meget magt. Jeg har ikke sidste ord, bare fordi jeg er redaktør, det er heller ikke sådan, at fordi, det er forfatterens tekst, har jeg intet at sige. I praksis afhænger magtbalancen af den arbejdsrelation, der opstår i redigeringen. Den er aldrig ens, men jeg forsøger altid at implementere det princip, at vi skal kunne tale os frem til enighed.

Produktionen, dvs. opsætning, print og bogbind. Opsætningen, som egentlig kan ses som sidste fase af redigeringen, arbejder jeg på i samarbejde med forfatteren. Jeg printer selv på en A3 blækprinter, som kan printe på begge sider af papiret og på den måde er ideel til bogbind. Bogbind er rent manuelt arbejde med nål, tråd, lim og papir, jeg får jeg for det meste hjælp af et par venner.

Ved selv at udføre produktionsarbejdet er det muligt at sørge for, at den arbejdsproces, der går forud bogen, ikke kompromitterer bogen. En anden pointe ved selv at producere er, at man får den kreative kontrol over bogens form. Med bøgerne på OVBIDAT er det æstetiske fokus mere og mere blevet på at gøre produktionsprocessen synlig for at modarbejde den fremmedhed til objektet, som en fabriksproduceret bog kan forårsage. Idéen er, at bogen for det første skal give læseren en tydelig følelse af at have noget i hånden, som et andet menneske har lavet, og i forlængelse af det, for det andet, give en fornemmelse af, at man selv kunne have lavet bogen.

Distribution handler om kanaler og interesse. Man kan vælge at opsøge kontakt til boghandler og annoncere med reklamer forskellige steder. I min opfattelse er reklame usympatisk manipulation, og mange boghandler er useriøse og ikke steder, man har lyst til at komme, hvis man er interesseret i litteratur. Desuden er en boghandel groft sagt et unødvendigt mellemled i forhold til at sælge bøger direkte fra forlaget via internettet. Interesse kan også genereres på internettet, via blogs og sociale medier. Det er dog min erfaring at den største interesse stadig bliver genereret af avisanmeldelser, hvilket man kan opsøge, men ellers kun håbe på.