24.11.2013

ANMELDELSE: Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love (AFV PRESS, 13. november 2013)

Tine Høegs bog ("chapbook") udkom på norske AFV Press (http://www.afvpress.com/) 13. november 2013, der var lanceringsfest i Møllegades Boghandel d. 16.. AFV har lagt en video med oplæsning af Tine fra bogen HER.

D. 11. november modtog jeg et presseeksemplar på mail, bogen i pdf.. Lidt forvirret, for jeg tænker ikke jeg er presse, men det var spændende hemmeligt at modtage noget før udgivelsen.. Jeg læste pdf'en og sendte en besked til Tine på facebook. Hun skrev tilbage..; pludselig stod der på AFV's side på facebook:




og i en kommentar underneden: AFV Press anmeldelse kommer snart

OK jeg skriver en anmeldelse.. Eller jeg skriver noget. D. 17. skrev jeg til Tine og spurgte, om jeg kunne se hendes eksemplar af bogen, inden jeg anmeldte, fordi jeg ikke kunne skaffe den, den var udsolgt. Hun skrev tilbage, at jeg kunne få hendes mors ekstraeksemplar, som jeg nu sidder med, selvom jeg sagde nej nej, hun skal beholde den..

Bogen har et gult omslag, på forsiden to lige store sammenhængende firkanter, hvori der i den ene står "Hej Sol Fuck Love", et ord i hvert hjørne, og i den anden "Tine Høeg" med meget mindre skriftstørrelse (se foto HER) = titlen/værket er større end forfatteren(!). Kolofonen står på indersiden af omslagets bagside, den er informationsfattig..; Til at begynde med: det er en materielt enkelt udgivelse; et rent (eller renligt?!?!? :-) bogobjekt...

Første side gentager forsiden, men uden firkanter; i hjørnet et håndskrevet nummer "12 / 75".. Som signalerer unika? Eller nogen har siddet med den her bog i hånden og skrevet det lille nummer til dig, inden du fik den. Bogen er håndsyet, det står ikke nogen steder, men det skrev Tine til mig; man kan også se det, den er syet med en sort elastiktråd, to brede sting og en knude inde midt i bogen. Først har nogen fra AFV siddet og falset og bundet bogen til en ukendt person, så købte Tines mor bogen, så fik jeg bogen gennem Tines mor (Tusind tak!); vi har rørt ved bogen sammen..

Tredje side, en lille tekst på fire linjer, i kursiv, en slags motto for bogen.

Jeg tager din hånd op under min trøje,
mens vi venter på, at regnen holder op.
Da regnen holder op, fortæller du mig,
at vi ikke skal være kærester mere.

Et jeg (herefter J), et du (herefter D). J tager D's hånd op under sin trøje, mens de venter på, at det skal stoppe med at regne, men da det stopper, siger D, at de ikke skal være kærester mere. Dumme svin, ikke? D kunne lige have trukket sin hånd til sig, hvis det var det, der skulle siges bagefter! Situationen er specifik, men det er klart, at som mottotekst siger den noget om hele bogen. "Regnen" er de svære følelser/situation ("Jeg gemmer småkagen til en regnvejrsdag" + "Det er så gråt og trist"..; regnen er kliché), som J hjælper D med, ved at tage ham ind under trøjen, ind til brysterne og kroppen og varmen. Efter følelserne skrider D; han skulle bare have én at være sammen med, indtil det blev let igen. Forelskelsen var ikke gensidig. Han udnyttede J.

J gjorde sig sårbar og lod ham komme ind; nu står hun tilbage, forladt og sorgfuld og åben.

Måske.. Alt det kan man ikke læse bare af de fire linjer, og jeg ved ikke, om jeg læser dem sådan nu, fordi jeg kender resten af bogen, eller om det var mine associationer ved første gennemlæsning. (Hvorfor er J en hun og D en han? Hvordan ved vi det? Alle J's rebounds, som man hører om i teksten, er han, derfor er D han.. J er hun, det ved man fx via de tekster, hvor hun spejler sig i Scarlett Johansson. Nej, man ved faktisk ikke noget af det, men normativt tænkt virker det sådan(!) - eller J identificerer sig med kvindeligt, D med mandligt..) (Er J = Tine ??? Jeg brugte et kvarter på hendes facebookprofil for at finde info om en ekskæreste, tænkte det kunne blive en slags facebookbaseret selvbiografisme, men jeg fandt ikke eks - heldigvis..)

Bogen består af 26 digte (eksklusiv mottodigtet) på 13 sider, to digte på hver side, et øverst, et nederst, venstremargen. Da jeg først så titlen på bogen, irriterede den mig. Jeg tænkte, kan den bog være god? Efter at have læst bogen nogle gange, ja, det er den rigtige titel, og bogen kunne godt være god alligevel!

Bogen arbejder med en kronologi: mottodigtet/bruddet sker først, dernæst er hvert nyt digt et lille spring frem i tid. Samtidig er der sammenfald og sammenhæng mellem forskellige af digtene, fx mellem modermærkerne i disse to:

           Rebound 4/
           All the flowers that you planted, mama

Jeg går i seng med en person

med virkelig mange tatoveringer.
Vi kigger på hinanden på madrassen.
Jeg har aldrig set nogen
med så mange modermærker før, siger han.

og

           Me vs. Scarlett

Når du hjælper nogen

med deres hudproblemer, så giver du dem
et helt nyt liv, siger Scarlett Johansson.
Hvis hun ikke var skuespiller, ville hun være
hudspecialist. Hen over ryggen
er mine modermærker størst.

"Rebound 4" illustrerer desuden en fint overraskende forskydning af fokus; "Me vs. Scarlett" ses den komik, der også er i digtene..

Digtene har alle den samme karakter som mottoet: De beskriver en specifik situation, som på en eller anden måde har at gøre med bruddet mellem J og D, og som igen har en overført betydning ang. J's situation efter bruddet. Eller alle digte er sådan undtagen det sidste (PS. og undtagen "Dramaqueen", som er en slags konstatering), som er mere absurd og abstrakt:

           Det er sommer

Jeg prøver
at åbne mit ansigt.

(Alle digtene står med fed skrift..) Det digt stikker ud; det er måske en knude på en snor, der ellers ikke var filtret.. Jeg kan ikke lade være med at tænke, er det meta? , hvilket irriterer mig lidt, fordi jeg er træt af meta.. Men det holder sig jo til den specifikke situation (vi befinder os i en park, ved vi via de to tidligere digte..), det har bare forladt realplanet, eller det bryder realplanets regler;;.... Eller det går fra underspillet til overspillet; tænker jeg på nogen, der konkret prøver at åbne sit ansigt, er det voldsomt, vold mod sig selv, et mørkt billede.. Tænker jeg det abstrakt, er det ikke sådan, men mere sådan: jeg prøver at åbne overfladen ind til "mig"..

Ud af de 26 digte er der 11 om trøstesex (eller hvad hedder det!): "Rebound 1-11". Så er der tre gange "Me vs. Scarlett", som er J der spejler sig i Scarlett Johansson, fordi D syntes, hun "er en dygtig skuespiller" ( = lækker). Digtene veksler i det hele taget mellem korte beskrivelser af minder med relation til D, samt korte beskrivelser af situationer pt med relation til J's ulykke og J's forhold til sin krop....

Det, der får "Hej Sol Fuck Love" til at fungere, er formens stramhed versus indholdets banalitet.. Wow; eller formens overfladiskhed versus indholdets dybde. Ik? Fx:

           #selfie

Jeg kigger på mine bryster i spejlet.
Jeg tænker på
at tage et billede af dem
og sende det til dig og skrive

hej.

Formen er holdt helt stramt; præcist refererende, underspillet = udeladende beskrivelser af følelser. ... ! "#selfie" betyder fotografisk selvportræt lagt ud på nettet.. eller sendt på nettet? Så det her er meget sådan: J tænker på at sende det her billede til D af sine bryster + "hej".. Den følelsesmæssige dybde i teksten er, 1: J spejler hele tiden sig selv og sin krop; J er usikker på sin krop, om den er rigtig, ser rigtig ud.. Husk brysterne i mottoteksten; de var inde i et trygt rum, nu er de blottede, men isolerede fra D; det er den ulykkelige kærlighed, der har kastet J ud i usikkerheden, forfængeligheden, selvfokus... 2: J savner D så meget, at hun tænker på at gøre noget grænseoverskridende ynkeligt.. .. ..

Det er ikke et godt digt hverken pga. det banale indhold eller den overfladiske form, men pga. den måde så lidt bliver til så meget.. Eller digtene er gode pga., digtene er så subtile. De er subtile; MEN samtidig insisterende på sådan en grænseløs selvudlevering, 90% identisk med at sende sine nøgne bryster til en eks (havde det radikaliseret digtene at indsætte et foto af brysterne, eller havde det været at overskride digtenes muligheder??).

Form, indhold, form, indhold.... Det er dejligt, at digtene ikke er pointerende eller ekspressive. De økonomiserer meget med virkemidlerne, og de understøtter en åbenhed (læsningens åbenhed) i deres præcision. De er ikke ekspressive, men inde under den fotopapirs/computerskæms agtige overflade er der en følsomhed, som dikterer digtene.....

"Hej Sol Fuck Love" er ved første indtryk endnu en popsang om ulykkelig kærlighed; men den udfolder sig i læsningen.. Alle de tilsyneladende banale beskrivelser af situationer/erindringer er "åbnede ansigter.." .. Det er ikke en vildt intellektuel eller udfordrende digtsamling, men den er rørende, rørende!

Titlen, "Hej Sol Fuck Love", kommer af det her digt:

           Hej Sol Fuck Love

Jeg har glemt, hvordan det føltes,
når du skrev forskellige ord
med din tunge på min mave,
men jeg prøver tit at huske det.

Det er en sorg-ting, det der med at være så fokuseret på at huske den tabte.. Jeg tænker, at som titel på bogen kan den også læses: Hej sol, fuck love. Dvs: Videre fra mottodigtets regn, og: "rend mig, kærlighed!". De sidste tre digte i bogen hedder alle "Det er sommer" (se de sidste af de tre ovenfor):

           Det er sommer

Jeg prøver
at slænge mig i en park.



           Det er sommer

Det gør mig utryg,
når nogen spiller bold
i nærheden af mig. Der flyver en fugl
meget hurtigt hen over
himlen. Jeg dukker mig,
fordi jeg tror,
det er bolden. De griner
på tæppet ved siden af. Jeg ved ikke,
om det er af mig.

I slutningen her beslutter J sig for at komme ud i lyset, for at være alene i det offentlige rum, ikke fx sammen med en rebound. J "prøver at slænge sig i en park", dvs. prøver at slappe af med sin krop under andres blikke..; eller prøver at slænge sig i andres blikke. Men "prøver" understreger, at J ikke lykkes helt, for så ville der bare stå: Jeg slænger mig i parken..

Og OK, J er utryg og overfølsom overfor hurtige bevægelser og boldspil. Hun har noai på og tror, de andre griner af hende. Men det er alligevel et "hej sol!!!"; det er at komme ud og stå ved sig selv......

Er "at åbne sit ansigt" et billede på at græde? J "prøver" at åbne sit ansigt og "prøver" at slænge sig.. Det er de to ting, hun prøver på samtidig under solen i parken.. At slænge sig med et åbent ansigt. Det er endnu et komplekst billede, fordi at slænge sig i parken er at udstille sit udseende, at åbne sit ansigt er udstille sit indre..

22.11.2013

Én ny drøm

Jeg skal til skolebal. Da det er tid til at gå, følger Helle Helle mig ud og hjælper mig med overtøjet. Jeg er nervøs, så inden jeg tager af sted, giver hun mig et kram og siger, at jeg ser godt ud i min smoking.

21.11.2013

Hvedekorn 3/2013

I går aftes var jeg til oplæsning i forbindelse med det nye nummer af Hvedekorn.. Der er af flere grunde interessante/gode bidrag i det nummer (Edward Lear, Jesper Lützhøft, Tamara Nyvang Bredevang Andersen (debut, født 1998..), Anne Mari Borchert (maskiner, maskiner..), Marie Louise Tüxen, Anne Tscherning Larsen, Emilie Bessing, Thomas Boberg (C troede, hans tekst var en pige),........). Det var gennemgående spændende, men jeg blev totalt ramt i mellemgulvet, fik en mavepuster (mavepumper?) af Christoffer Thunbo Pedersens oplæsning.. Han er en særlig debutant. Jeg sagde hej til ham, og han sagde, at han godt vil sende digte til OVBIDAT(!). I dag linker Hvedekorn til et lille interview med ham HER.. 

Desuden har jeg selv en tekst, som jeg oprindeligt bare skrev til oplæsning, i det Hvedekorn:



Til oplæsning på Roskilde Festival 2. juli 2013

Er der nogen her, der kan lide jordbærtærte?
Er der nogen her, der smatter jorden rundt?
Er der nogen her, der blander landkortene?
Er der nogen her, der fucker et rødkål?
Er der nogen fuckhoveder her?
Er der nogen her, der skal klip sit hår og få et job?
Er der nogen, der trækker stikket ud?
Er der nogen her, som blander kiks med mel?
Er der nogen her, som træner lort?
Er der nogen her, der ikke vil dans?
Er der nogen her, a det ræddi? Ja, det a ræddi
Er der nogen, der spiser rødgrød med fløde?
Er der nogen her, der så sig selv i spejlet i morges og tænkte fuuuuck?
Er der nogen her, som knepper ved siden af?
Er der nogen her, der knepper pikken flad?
Er der nogen her, der kører pikken over?
Er der nogen her, som knepper lige i hullet?
Er der nogen svin her?
Er der nogen voldelige pikhoveder her?
Er der nogen her, som nikker skaller?
Er der nogen her, som elsker nogen?
Er der nogen forelskede stjerneskud her?
Er der nogen her, som tørrer strømper i fjorden?
Er du her, min bror med en skov af flimmer i hjernen?
Er der nogen, der flimrer i stuen?
Er der nogen her, der knepper hvor som helst?
Er der nogen her, der ikke samler hundelorten op?
Er der nogen dolke i ryggen her?
Er der nogen her, der skulle holde sin kæft?
Er der nogen her, som har penge i pikken?
Er der nogen her, der knækker pikken med tape?
Er der nogen her, der også læser i pikken om natten?
Er der nogen her, der ved noget om dansk økonomi?
Er der nogen her, der flimrer som min søster?
Er der nogen, der lægger træer ned?
Er der nogen her, der piller bussemænd og smider dem på gulvet, når de tror, ingen ser det?
Er der nogen her, som tjekker bold.dk hver dag?
Er der nogen her, der kysser med søens sommer?
Er der nogen her, der har blomster i næsen?
Er der nogen arbejdsgivere her?
Er der nogen her fra fjernsynet?
Er der nogen her, der trækker kussen ned over skuldrene?
Er der nogen her, der trækker kussen op over hovedet?
Er der nogen her, som lægger kussen i seng?
Er der nogen her, der fatter brikker?
Er der nogen her, der har lagt lønkontoen i sprit?
Er der nogen her med en familie uden fugle?
Er der nogen her, som spiser familiens kød?
Er der nogen her, der spiller badminton?
Er der nogen her, der spiller squash?
Er der nogen her med tern i øjnene?
Er der nogen her, som lægger fugle på grillen?
Er der nogen her, der brænder blomster af?
Er der nogen her, der kan lide ost?
Er der nogen her med en lysende samvittighed?
Er der nogen, som ikke dør af shopping?
Er der nogen her, som køber stort ind i weekenden?
Er der nogen, som hedder Erling?
Er der nogen her, som døde af druk?
Er der nogen her, som tog blomsterne for givet?
Er der nogen her med døden begravet i kroppen?
Er der nogen her, der allerhelst så deres krop fordampe?
Er der nogen her, der kan se det her skelet?
Er der nogen, som ikke har noget spejlbillede?
Er der nogen her med knogler af kløver?
Er der nogen her, som taler i søvne?
Er der nogen her, der har drømt om den dødes poesi?
Er der nogen her, der godt kunne drikke en øl?
Er der nogen blind samvittighed med lysende visioner her?
Er der nogen her, som blomstrer i søvnens dag?
Er der nogen, der har pruttet?
Er der nogen, der ved, hvad der er okay?
Er der nogen her, der godt gad kneppe sig selv?
Er sprogets engel her?
Er der nogen, der tager sprogets engel alvorligt, når den pisser på sig selv?
Er der nogen, der gider lukke munden på sprogets engel?
Er der nogen, der gider se til sprogets engel?
Er der nogen her, der brænder inde med noget?
Er der nogen her, der kan se sig selv brænde?
Er der nogen her, som kaster med jord?
Er der nogen her, der har gåsehud?
Er der nogen her, der ikke kan vente?
Er der nogen her, der har set blomsterne tænde?
Er der nogen, der har en stjernekaster?
Er der nogen her, som føler kærlighed til døden?
Er der nogen, der vil have en kop kaffe?
Er der nogen her, der tænder en lighter i jordbærret?
Er der nogen her, der ikke gider smadre mere lort?
Er der nogen, som onanerer i naturen?
Er der nogen, der kan høre hunden snorke?
Er her en drømmende hund?
Er der en tankstation her i nærheden?
Er der nogen, der har set nogen gentage sig?

08.11.2013

7. november 2013, kl. 5.59

vera sover

malou sover inde ved siden af, på madrassen.

vera ligger i dobbeltsengen og sover,
i hovedenden, med ryggen til væggen
og hovedet 10 cm fra chatollet i det lille hjørne,
som chatollet og sengen danner.

hun faldt i søvn for et kvarter siden,
jeg tør ikke lægge hende over i hendes egen seng,
hun har sovet så let hele natten.

malou gik ind ved siden af for en time siden,
jeg har siddet og sunget postmand per og bidt negle.

Natten er lang,
den mørke morgen er længere!