12/01/2014

vi mødte en der hed Kirsten

vi mødte en der hedder Kirsten

på Søndre Boulevard
i sidste uge

imellem jul og nytår

på Søndre Boulevard

først mødte vi hende, vi kom gående, på fortovet
hun kom

hun gik i modsatte retning, stoppede og spurgte os
hvor er Alsgade?

Alsgade

vi ved det ikke
tænker os om
en anden dame stopper
hun siger Alsgade er helt ude efter Enghave Plads
tror hun
Malou tjekker sin iPhone

kortet på iPhonen

det er
ude efter Enghave Plads

Kirsten skal helt ud for enden af Søndre Boulevard

vi står nede tæt på Halmtorvet

hun er så træt siger hun

Vera siger hej til hende

hun siger hej med dig, lille ven
prøver at holde Vera i hånden

hun vil prøve at gå lidt, ellers tager hun en taxa

ok

Kirsten har mørkebrun pels på og tjavsede grå krøller

hun går

hun stopper og støtter sig til en lygtepæl

vi går videre, forbi Kirsten, i Kihoskh

i Kihoskh, købe brød til Vera, hun er lidt utilfreds i klapvognen
vi skal på legepladsen

Malou går ind i kiosken, jeg venter med Vera udenfor

Kirsten går forbi os, hun spørger nogen hvor Alsgade er?

de ved det ikke

jeg går over til hende med klapvognen

hun spørger hvor Alsgade er
om jeg ikke tror hun skal til højre der
nej, du skal ned for enden af Søndre Boulevard
det stod der på Malous kort
hun kan ikke huske vi lige har snakket sammen

Malou kommer ud

Kirsten går videre

spørger nogen om vej igen

de ved det ikke

Malou: skal vi følge hende hjem?

jeg: ja

jeg: jeg kan følge hende hjem, så går du hjem med Vera?

Malou: nej, vi følges

jeg: okay

vi indhenter Kirsten

Malou: skal vi ikke følge dig hjem?

vi følger hende hjemad
hun skal hvile sig tit, støtte sig op ad noget
vi går til højre ad Ny Carlsberg Vej
Kirsten vil gerne til højre

på Enghave Plads

på Søndre Boulevard

Kirsten: jeg skal sådan tisse

Malou: skal vi gå ind et sted så du kan tisse

Kirsten: nej, nej, det er i orden
jeg har et bind på
jeg har ikke tisset hele dagen

jeg: har du brug for jeg støtter dig lidt?

Kirsten: jeg har gået hele dagen
jeg skulle bare ud på en morgentur
pludselig var jeg væk

malou: nu går vi bare hjemad

på Ny Carlsberg Vej

jeg: kan du ser deroppe? der skal vi til venstre

Malou og Vera går lidt foran mig og Kirsten

hun siger vi ikke behøver følge hende

nej, nej, siger vi, det er fint
vi skal ikke noget

Kirsten siger vi ikke behøver følge hende

det er fint, det er fint, vi skal bare lige finde ud af
hvad vi gør med barnet

jeg: du kan gå hjem med Vera?

Malou: nej

på Enghave Plads

Kirsten vil hvile sig op ad et træ
hun vælter nærmest ind i det, får fat i det
omfavner træet

Malou spørger om hun har et sygesikringskort
fordi Kirsten ikke er sikker på adressen
hun prøver at finde en pung i sin taske
da hun giver slip på træet vælter hun på fliserne
tager ikke fra

jeg kunne se hun var ved at vælte men stod med klapvognen
og når ikke derhen før hun er væltet, Malou skal tage klapvognen
jeg hjælper hende op eller hiver hende op
fat under hendes arme, armhuler

hun bløder fra et sår over venstre øjenbryn

der kommer en dame hen og spørger om hun skal ringe efter en ambulance

jeg: nej, vi er ved at følge hende hjem, hun har gået hele dagen

vi får Kirsten hen på en bænk, hun vil ikke

jeg: skal du ikke lige sidde ned?

Kirsten: jo, det er nok en god ide

mens vi sidder der finder hun breve frem, hun prøver at finde sygesikringskortet

hun skal have mange penge fra kommunen, mange penge
de har ikke givet hende hendes penge i flere år
så nu skal hun have mange penge

okay

hun skal bare lige finde brevet så hun kan vise os det

nej, nej, vi tror da på dig

hun tager en pung op, den er helt tom

hun roder med brevene
der er et som ikke er åbent

Malou: har du ikke nogen vi kan ringe til?

Kirsten: min ene søn bor langt væk
og den anden er ude at rejse tror jeg

hun taber brevene, det ene brev, jeg samler det op

jeg: vi må hellere gå videre?
så du kan komme hjem

Kirsten: ja, det må vi hellere

vi går videre

over Enghavevej

jeg støtter hende ved armen

videre ad Ny Carlsberg Vej

vi skal til venstre, forbi en gade og til højre

hun ved stadig ikke hvor vi er

jeg: her er skolen du fortalte om?

Kirsten: ja, det er nok den

vi går om et hjørne

Kirsten: ja, det er den, det er der de leger

på Alsgade
hun bor i nummer 46

Malou går i forvejen derned med klapvognen, vinker da hun står der

Kirstens navn står ved dørklokken

jeg: vi har aftalt at jeg følger hende op, jeg kommer ned igen med det samme

Malou: okay, måske begynder vi at gå

jeg: okay, jeg indhenter jer

det er den røde nøgle
hun har nøglerne i en snor om halsen

hun finder den

nøglen passer i døren

med Kirsten op ad trapperne, jeg har hende under armen

Kirsten siger opgangen godt kunne trænge til en omgang
ja, sådan er det også hjemme ved os siger jeg

hun bor på 2.

hun siger hun gerne ville have givet os noget for det hvis hun havde penge

jeg står ved dørtrinnet og ved ikke

vil godt med ind og se om hun bor ok

Kirsten: vil du med ind og se lejligheden?

mig: ja, det vil jeg da gerne

går med ind, beholder skoene på, hun prøver at tænde lys

det virker ikke i stuen, i køkkenet virker det

loftslyset virker ikke i stuen

jeg sætter en lampe i stik, den lyser fint

hun bor fint nok, der er ordentligt og gammeldags

et fladsskærms-tv i stuen

der ligger en rød kuffert i stuen med sådan nogle sko med tæer
noget tøj ovenpå

det er hendes søns

han kommer forbi og får vasket sit tøj

han kommer fandme og forventer jeg vasker hans tøj



det må du da sige til ham at du ikke kan

det har jeg også sagt til ham men han er ligeglad

hun kan ikke få lyset på et værelse til at virke

jeg tænder på kontakten, det er et kontor med en seng
en skål med bind på en kommode

jeg kommer i tanke om at hun skulle tisse men tør ikke sige noget om det

døren ud til opgangen er åben, nogen råber et eller andet dernede

Kirsten: var det til dig?

jeg: nej, det var nogen andre

hun kan ikke finde sin telefon

da jeg satte lampen i stik tog jeg en oplader ud, jeg fortæller hende det
hun kan ikke finde sin telefon

Kirsten: den har jeg nok tabt så

jeg: skal jeg prøve at ringe til den
så kan vi høre når den ringer
kan du huske dit nummer?

Kirsten: nej, jo, det er 2746

jeg: okay, hvad er de sidste fire?

Kirsten: der er bare dem, det er bare de fire numre

jeg: okay

prøver at ringe, den siger den der lyd der betyder det ikke eksisterer

spørger hende om hun har brug for noget inden jeg går

nej, nu skal jeg bare sove
du skal også ned til din kone og barn

ok

hav det godt

det var hyggeligt at møde dig

ned ad trapperne, jeg møder to med et lille barn
barnet går selv op ad trapperne

kanter mig forbi, smiler

de smiler

ud på gaden

løber ned til Enghave Plads og finder Malou på Enghavevej