16. februar 2014
kl. 21.02:
kl. 21.04:
forstår fx ikke det her i teksten:
”hvem er renfærdige her”
har Lars brugt ordet ”renfærdig”? har jeg? …
kl. 21.07:
fandt ikke ”renfærdig”. måske var det ikke en reference?
fandt det ikke….
21.14
starter forfra.
jeg bliver nødt til at gå igennem Olivias tekst afsnit for
afsnit, det kan jeg godt, den er ikke så lang.. Og så bare skrive, hvad jeg
tænker om de forskellige afsnit, for jeg forstår ikke teksten som helhed, eller
der er for meget som ikke er klart for mig.
1.
”
skrev denne kommentar, det
tog syv timer og 42 minutter kan jeg se, til lars Bukdahls indlæg, (som ligger i
forlængelse af et indlæg lidt længere
nede på hans blog, som ligger sig i forlængelse af denne tekst som rolf sparre johansen har skrevet) og den viste
sig så at være over de 4096 tegn en kommentar åbenbart må være, så nu bliver
det her:”
jeg ved ikke, om teksten er et svar til min tekst, lige som
der stod på face, eller teksten mere snakker med Lars to tekster + det korte
han citerer fra min tekst?
2.
”altså, jeg er uforstående over for
hvorfor det kan vække irritation at jeg ikke vil kalde noget jeg ikke opfatter
som et litterært projekt for et litterært projekt.”
… så ved ikke, om det er mig som skal have udtrykt
irritation? Men det tænker jeg ikke, at jeg har; jeg har udtrykt frustration,
men ikke over hvad hvem vil kalde litterært. For øvrigt synes jeg det er fint
ikke at kalde noget litterært, fordi det godt kan være begrænsende eller dumt
eller forfærdeligt for hvordan man kan forstå det noget.. Og hvad nogen kalder
litterært rager vel nok ikke mig – eller det må man selvfølgelig selv om.
Det jeg (bl.a….) var frustreret over, og som jeg prøvede at
fatte i min tekst, var et udsagn om, at litteratur bare er at sige noget. ET: fordi jeg ikke forstår, hvad det betyder;
eller TO: fordi, som jeg kan forstå det, så er det, på samme måde som det er at
kalde noget litterært, begrænsende
eller dumt eller forfærdeligt at kalde noget for kun at sige noget (eller bare ok, det kan også ske)…
Eller, nej, okay – ved at læse noget lærer man om
forfatterens privatperson: det er en privatperson, som ville skrive sådan en
tekst, med de her informationer – men gymnasielæreren som siger ”Hvad kan vi
regne ud om forfatterens intentioner ved at læse teksten?”, den lærer er også
faret vild, vist..; det hele er nok bare ikke så forenklet/forviklet, at der
findes en privatperson med fx intentioner, som man kan finde frem til..?
3.
”jeg ved ikke hvad hverken du
eller rolf mener - hvem er renfærdige her - når i snakker om fx privatpersonen
over for forfatteren, digtet over for mennesket, men jeg har vel intet sagt der
forbød jer at fastholde de kategoriske modsætninger hvis det gir god mening for
jer, jeg synes egentlig ikke jeg har forsøgt at ligge beslag på de digte, læs
som i lyster, jeg synes da, lars, at du har læst mine tekster herligt gennem
tiden, men derfor kan jeg vel godt samtidig ha en opfattelse”
Jeg tænker ”privatperson over for forfatter” sådan her:
Hvis en privatperson er forfatter, så er den privatperson
det, men den privatperson er også noget andet, alt muligt… Når jeg læser en
bog, er den skrevet af en forfatter. Det betyder ikke andet end, at når jeg har
læst bogen, har jeg ikke lært noget om forfatteren som privatperson, og derfor
kalder jeg den person forfatter og ikke privatperson. Dvs.: jeg, læseren, møder
ikke forfatterens privatperson, men forfatteren kan måske selv se sit private i
bogen, eller nogen der kender forfatteren kan – privatpersonen kan genkendes,
men man skal kende den fra udenfor bogen. Jeg, læseren, kan ikke se det, før
jeg har mødt forfatteren privat og måske lært den person at kende… ELLER måske
kan jeg ikke engang da. OG måske kan forfatteren ikke engang selv se sit
private i sin bog.
”digtet over for mennesket”… Det føles som om det refererer
til noget, jeg ikke ved præcist hvad er.. Men altså:
Et menneske skriver et digt på noget papir. Det menneske
lægger det digt fra sig på sædet i S-toget og står af. Et andet menneske læser
det digt, og det har ikke noget at gøre med det første menneske, (med mindre
noget uden for teksten ændrer på det…).
Digtet og mennesket er ikke det samme.. klart..
Kan et menneske lægge noget fra sig i en tekst? Kan et
menneske lægge en rest af sig i en tekst? Det tror jeg ikke – kan mærke et
lille værelse i min venstre side, som alligevel godt vil have det at vide, hvis
det er muligt at lægge en rest fra sig…
…
Nej, det er ikke helt
godt forklaret vel… Måske opfatter jeg ”mennesket” forkert?
I kommentartråden under Olivias link til teksten:
”
Stefan Kjerkegaard Nej, Lars, det har du ikke, men er
det ikke det du mener, også i dit indlæg ovenfor? Et ord som
"Pirat-primadonnaer"? Endnu en attitude? Jeg tror, at der er en
forskel. Der er forskel i (selv)fremstillingen på Asta O, YH m.fl. og så fx
Llambias, uanset bekendelsen. Llambias og hans generation (fx CBN) gemmer sig
(modernistisk) bag teksten - det gør de andre ikke. Her er alt tekst, også
kødet.”
Hvordan kan man gemme sig eller ikke gemme sig bag en tekst?
Hvordan kan tekst og kød være det samme?? Hvad ligger der i det billede? … ?
…
… Olivia siger at hun ikke forbyder Lars og jeg vores
kategoriske modsætninger (”privatperson over for forfatter” og ”digtet over for
mennesket”), at hun ikke synes hun lægger beslag på de digte hun har skrevet,
og at hun vel godt kan have en opfattelse…
Jeg tænker at at kalde modsætningerne ”kategoriske” er
negativt ladet? Men det ved jeg ikke lige hvorfor.. Men det er vel også ret
kategorisk når der længere nede i o’s tekst fx står: ”samværsformer der finder deres næring i
at udpine noget andet” versus samværsformer der ikke gør.. Men det er
der ikke noget problem i; fordi det er jo bare ret svært at bruge sproget uden
at sige noget kategorisk, tror jeg. På den måde kan sproget stå imellem os som
en.. ulv.
Det der med at lægge beslag på digtene eller at hun ikke
skulle måtte have en opfattelse – hvis jeg har sagt det(?!), var det ikke med
vilje… (men peg gerne på, hvor jeg har sagt det, for hvis har sagt det, er det
fucked)
4.
”Det ærgrer mig virkelig den der mildt
patroniserende og irettesættende
Hun gør sig forestillinger om at stå uden for
instutionen og ik være en skøn digter à hun
er en del af instutionen i og med at være en skøn digterà haha
alt kritikken forgæves det må hun snart indrømme”
(Det er rettet mod Lars??? Eller jeg har ikke selverkendelse
nok til at fatte mit eget patroniserende og irettesættende ”haha”?)
5.
”Jeg synes det er noget i
tillæger mig at mit oprør skulle rette sig først og fremmest mod den litterære
instution. Jeg forsøger med de ting jeg gør at medvirke til at der kan opstå og
blive peget på samværsformer som udgør et alternativ til de samværsformer der
finder deres næring i at udpine noget andet, det indebærer så også at kritisere
de instanser der for mig at se er pascificerende og undertrykkende og det kunne
fx være elementer ved den litterære instution, men først og fremmest handler
det om at forsøge at medvirke til at formulere en anden virkelighed”
(Jeg må være med i ”i” her, helt sikkert..)
Men tænker ikke, at jeg, i min tekst, overhovedet skrev om
et oprør, eller tillagde det noget.. Og jeg var jo også bare meget i tvivl med
min tekst, som man vel fx kan læse af de ubesvarede spørgsmål til Elisabeth om
”fællesskab” osv. og til Olivia om ”omsorg” osv. …
(men hvad???)
Det med samværdsformer som er anderledes end udpinende,
pacificerende og undertrykkende – dem vil jeg også – klart! … Men tænker det
står uklart her, hvad der bliver udpeget som udpinende osv., fordi det bliver
formuleret så kort og simpelt … Hvad er det?
Jeg håber også at det kan blive muligt at formulere en anden
virkelighed. … Men, der er forskel på at formulere en anden virkelighed og
skabe en anden virkelighed. Eller, man kan skabe en anden virkelighed uden at
formulere den. Det var derfor jeg, i min tekst, brugte Kirkeasyl som eksempel i
mit spørgsmål til Olivia: jeg tænker, at Kirkeasyl var et forsøg på at skabe en
anden virkelighed sammen med nogle mennesker, som sad i Sandholmlejren og de
andre lejre, og inde i mit hoved virker det mere radikalt at gøre det fx end at
skrive noget…?
En politisk praksis kan ikke kun være en tekstpraksis – (…
men jeg ved heller ikke, hvad Olivia gør udover at skrive…) – eller man kan
selvfølgelig bare have en politisk tekstpraksis, men der skal vel helst være
nogen politiske erfaringer som grundlag..
eller: Det betyder ikke, at en tekstpraksis ikke kan være
politisk. Hvis man vil forsøge at gøre noget, som skaber alternativer til
samfundet, som det er, bliver man bare nødt til at være rimelig radikal og
handlekraftig, for ikke bare at have skabt noget, der ligner en lille skinnende
revolution.. Og når man prøver at modarbejde samfundet, bliver man tit mødt med
vold, og skal man så møde den vold med vold?
6.
”Når jeg siger at jeg ikke opfatter det jeg laver
som litteratur skyldes det blandt andet følgende ting:
- Jeg
er lige så træt af forfattere der dækker sig ind med at være forfattere (og
især forfattere der påberåber sig den kunstneriske frihed som var det en
naturlov eller en gudsgiven ret, det er en af de mest diktatoriske
forestillinger jeg kan komme på: jeg har, fordi nogle siger at jeg skriver
talentfuldt, en uanfægtelig ret som den ingen siger skriver talentfuldt ikke
har, det fatter jeg simpelthen ikke, hvis vi vil diskutere frihed og forsøge at
definere rettigheder må vi da diskutere frihedsrettigheder som skulle gælde for
alle, ikke bare som tilfældig faggruppe der påberåber sig en tilfældig ret qua
at være en tilfældig faggruppe) som jeg er træt af politikere som dækker sig
ind med at nu må de føre realpolitik fordi de er politikere, som jeg er træt af
socialrådgivere som dækker sig ind med at sådan er loven, som jeg er træt af
fortsæt selv. Det drejer sig ikke om at jeg forestiller mig at jeg står i
renfærdig modsætning til dette, men det er min overbevisning at de største
ulykker der er sket i verden er sket fordi folk dækkede sig ind med deres
røvsyge proffesion. Så kan vi være uenige, og i kan kalde mig naiv til jeg
segner, men min tro er den, at mennesket i udgangspunktet er solidarisk med
alt, eftersom det etlandet sted godt ved, at det er kommet af alt og skal blive
alt snart igen, og at socialrådgiveren hvis han / hun et øjeblik glemte at han
/ hun var på arbejde, ville imødekomme sin lyst til at sikre den andens
mulighed for livsudfoldelse. Når jeg ikke vil stå frem som et proffesionelt
menneske er det altså ikke fordi jeg vil stå frem som et renfærdigt ideal, men
fordi jeg ønsker deltage håndgribelig og sårbar, os dermed også til at anfægte
for enhver om de kender litteratur eller ej.”
Vil ikke sige ”litteratur”, fordi det er at stå frem som et
”professionelt menneske”, og hvis et professionelt menneske er et menneske som
står i modsætning til solidaritet og alles livsudfoldelse… Det kan jeg godt
forstå. Det giver mening. (I min tekst i TRAPPE TUSIND nr. 10 prøver jeg også
at lade være med at kalde min udgivelsespraksis OVBIDAT for ”arbejde”… men jeg kalder stadig OVBIDAT for et forlag.)
Jeg tænker ikke at at skrive litteratur er en
profession. Det er noget alle kan gøre; lige som alle fx kan udgive egen eller
andres litteratur, hvis de har lyst og tid… Måske på samme måde som, at man
godt kan sige ”danmark”, selvom DF har gjort det klamt at sige ”danmark” –
(ALTSÅ HVIS MAN OVERHOVEDET GIDER SIGE ”DANMARK” ik!?). – På samme måde, i
princippet, synes jeg ikke, at man skal lade nogen definere, hvad litteratur
er; og nå frem til at nu skal man ikke sige litteratur… ”Tag ordet tilbage.”
…
Nej, jeg tænker nok bare litteraturen omvendt: Som et rum
for eksempelvis den der erkendelse af ”at mennesket er kommet af alt og snart
skal blive alt igen”. Jeg tænker at det er det litteraturen/kunsten kan, den
kan rumme den slags viden. Og det er derfor,
jeg ikke kan acceptere, at litteraturen skal reduceres til ”at sige noget”
eller ”en samtale” fordi samtaler med udsagn og kategorier og skænderier tit
ikke har rum for andet end bare det.. Giver det mening?
7.
”- Jeg synes du insinuerer at det er overfladiske tricks at
sige som jeg gør, men jeg ved at det ikke er tilfældet, jeg ved det, fordi jeg
er i kontakt med alle mulige mennesker som det gør en forskel for, som bliver
bestyrket i troen på at deres erfaringer ikke er ligegyldige. Når jeg mærker
den der grundtone om at nænej kunst er kunst la vær at foregi andet, så bliver
jeg fanme faktisk gal, jeg foregiver ikke noget, jeg er af den opfattelse
at det at skrive og læse kan være en af flere mulige indgang til et samvær
mellem mennesker som er anderledes end det ydmygende og ymyndiggørende samvær
nogle folk i det her samfund er henvist til for en stor part af deres liv, og
jeg er ikke bare af den opfattelse, jeg ved at det er sådan. Jeg kan få det
indtryk at jeg er til gene for som rolf gør at kalde bogen fantastisk, det
samme ord du faktisk brugte i din anmeldelse, nordenhofs digte er fantastiske,
jeg mudrer den stakkels rene fantastiske poesi til med mine urene
samfundsmæssige forhåbninger”
(”Du” her er Lars, fordi jeg er ”rolf”.)
Jeg tror ikke Lars mener at Olivia bruger ”overfladiske
trics”? Men ved det selvfølgelig ikke..
Hvad betyder ”den der grundtone om at nænej kunst er kunst
la vær at foregi andet”? … Det bliver i modsætning til: At ”at skrive og læse
kan være en af flere mulige indgang til et samvær mellem mennesker som er anderledes”
– og at det er godt hvis nogen bliver ”bestyrket i troen på at deres erfaringer
ikke er ligegyldige”.
Her er jeg bare meget enig: At skrive og læse kan være en
indgang til en anderledes virkelighed (i kombination med noget andet….), og
alles erfaringer er gyldige og vigtige!!
(..men det betyder ikke at man bare kan sige ”Jeg ved det”
om noget; for jeg ved det jo fx ikke og vil godt have det vist..)
Det der: ”Jeg kan få det indtryk at jeg er til gene for som
rolf gør at kalde bogen fantastisk, det samme ord du faktisk brugte i din
anmeldelse, nordenhofs digte er fantastiske, jeg mudrer den stakkels rene
fantastiske poesi til med mine urene samfundsmæssige forhåbninger” – – Jeg
tænker ikke at poesi og politiske tanker/praksis er i modsætning med hinanden –
(og jeg brugte ordet ”fantastisk” lige efter og i forlængelse af jeg havde læst
i Information at Olivia sagde at alle kan skrive en fantastisk bog.).
8.
”Men hvad er det i øvrigt for en
underlig ting, at jeg skulle ha en vandetta mod skøn poesi. Har jeg nogensinde
sagt noget der forhindrede at der sku findes skøn poesi, det skønne og det
nødvendige, det forpligtede, er altså ingenlunde modsætninger for mig.”
der var det der med de der ”guldsætninger” og det
”ikoniske”, som olivia skrev på facebook den syvende januar … som jeg ikke
fattede klart… Men jeg tænker netop at hun skriver skønt, og at at skrive skønt
er at skrive noget som kan rumme erkendelse/viden/erfaring på en måde, som
normalt (men ikke altid) bliver undermineret i sproget… yes
9.
springer lige over de der citater og ringe-metaforen ..
10.
”Det eneste jeg siger hvad det
angår, skøn poesi, er at jeg ikke, heller ikke når jeg selv læser, opfatter det
som litteratur. Jeg oplever at blive tiltalt af et menneske. Jeg kan ikke se
hvad jeg skulle med overbygningen, at dette er litteratur. Hvad skal det
tilføje? Forstår ikke den der tidsløse bog mellem mennesket og mennesket,
verden og verden. Jeg forstår det simpelthen ikke. At skrive noget er for mig
på lige linje med alle andre handlinger der foregår i den fælles verden. De kan
være noget rigtig pascificerende lort, og de kan være livgivende.”
Jeg føler ikke, at jeg bliver tiltalt af et menneske, når
jeg læser. Jeg tænker meget på, at der har siddet et menneske og skrevet det,
som jeg læser, og det drømmer jeg over.. jeg føler mig ikke tiltalt. Men det er
fair nok, hvis nogen gør.. eller jeg forstår ikke hvad det indebærer? Hvordan
læser man så??
Jeg føler mig ikke tiltalt, … at læse kan være en måde at
forsvinde, for mig, nogle gange, og det synes jeg det er vigtigt, at det kan,
fordi jeg synes, at en af de erkendelser, som litteraturen kan/skal rumme er,
at jeg ikke findes.. jeget-eksisterer-ikke agtigt. og det bliver ødelagt for
mig, hvis jeg skulle blive tiltalt. Så jeg føler mig ikke tiltalt, fordi jeg
ikke har lyst til at blive tiltalt, eller jeg har lyst til at blive
ikke-tiltalt..(?)
At en handling enten kan være ”pacificerende” eller
”livgivende” er lidt for.. kategorisk til at jeg fatter det; det mangler
nuancer at skrive at noget enten er det ene eller det andet.. Der er meget mere
rigtigt i det, jeg lige sprang over i 9eren:
”hvorfor er folk så bange for kister når de ikke er
bange for smykker og habitter?
Det er et fantastisk godt spørgsmål, der får mig
til at tænke på at jeg virkelig skal gøre mig umage for ikke at være en dødssyg
statue i livet.”
11.
”Hvad angår at det gode ved
litteraturen skulle være, at folk har frihed til at sige noget, de ikke vil stå
ved, jævnfør den bid af rolfs indlæg du postede nedenfor, forstår jeg det
heller ikke. Hvad er det gode ved, hvis vi alle sammen sagde en masse ting vi
ikke ville stå til ansvar for, hvordan er det mulighedsforøgende, frigørende? Jeg synes det lyder nogenlunde
som for eksempel politikere opfører sig, de siger en masse forblommet lort som
de formentlig ikke selv tror på, og så kan dem der skal leve med det suck on
it. Det synes jeg er meget kedeligt. Jeg vil hellere til den fest hvor alle
forsøger at sige noget de rent faktisk tror på, og som de er villige til at stå
til ansvar for, hvad skal man ellers have for et billede af den der lytter,
hvis man ikke siger noget til dem som man tror på og vil stå til ansvar for.
Hvad er den der lytter så, en cirkushest?”
Igen fra kommentartråden (jeg har slettet alt undtagen
sidste sætning):
”
Stefan Kjerkegaard […] det
etiske ligger blot i at man står ved sin usammenhæng (det er ikke min ide med
en jeg har fra Butler).”
Det virker meget rigtigt. Og hvis man skal stå ved sin
usammenhæng, og samtidig sige noget, som man tror på og vil stå til ansvar for
– det kan man godt – men det er igen det, som jeg tænker man kan i
litteraturen/kunsten men ikke i almindelig samtale, fordi jeg bliver nødt til
at være en sammenhængende og eksisterende person over for min kæreste og min
datter fx, når vi har en samtale, selvom jeg er et jeg der ikke findes som
taler med spøgelser og er forelsket i 49 person på en gang
…
Lige som at blive gal over noget nogen skriver, jf. olivia
ovenfor, … :
”at det gode ved litteraturen skulle være, at folk har
frihed til at sige noget, de ikke vil stå ved, jævnfør den bid af rolfs indlæg
du postede nedenfor”
… bliver jeg lidt over det citat ↑, fordi det er at
fejlfortolke noget jeg har skrevet som i forvejen var fejlfortolket på en måde
ved at blive taget ud af kontekst… (Lige som en politiker ville gøre?? men fuck
det.)
Jeg tænker at olivia har læst hele min tekst når hun skriver
at hun vil svare på den. Og det er en forvirret tekst, som prøver at blive
klogere, ved at kommunikere med nogen om det forvirrede og frustrerede, og som
nok bliver ved med at være dum, men som bliver lidt klogere til sidst, og siger
fx:
”Skønlitteraturen
kan ikke være forpligtet på en bestemt virkelighed, fordi det er en illusion
som vi kun opretholder for at kunne kommunikere og navigere og manipulere og
kontrollere(???).”
(forvirringen er der stadig angivet ved spørgsmålstegnene,
så jeg synes ikke det er cool at fortolke så hårdt på teksten.. bedre at stille
modspørgsmål? og)
I citatet forsøger jeg at give udtryk for en tanke om, at
kommunikation opretholdes af, at man er enige om en nogenlunde sammenhængende
og entydig virkelighed, som man kan referere til, men at opretholde den
virkelighed oppe i hovedet er at blive manipuleret og kontrolleret etc. – – fordi
vi skal formulere en ny virkelighed og
skabe en ny verden..!! (?)
Næ, det var ikke det jeg mente med det; det var, at når vi
taler sammen, kommunikerer, så manipulerer og kontrollerer vi altid hinanden på
et eller andet plan fordi det er indbygget i sproget (sociale hierarkier
indbygget i sproget) – og jeg synes det er dejligt hvis litteratur kan
defineres som et rum hvor det ikke sker, eller sker minimalt.. >>>
samtale vs. digt
17. februar 2014
kl. 00.08
KH hej!
kl. 9.36
retter lidt i det jeg skrev i går…
kl. 10.28
jeg tænkte på i nat, det sidste i sidste afsnit: ”Jeg vil hellere til den fest hvor alle forsøger at sige
noget de rent faktisk tror på, og som de er villige til at stå til ansvar for,
hvad skal man ellers have for et billede af den der lytter, hvis man ikke siger
noget til dem som man tror på og vil stå til ansvar for. Hvad er den der lytter
så, en cirkushest?”
Det er jeg jo enig i. Der er ikke noget der.. men, øh(?),
jeg er vist bare ikke så interesseret i, at et digt nødvendigvis skal være
sådan – nej, jeg synes: DET ER VIGTIGT AT ET DIGT GODT MÅ VÆRE DUMT. Et digt
skal være menneskeligt = lige som et menneske, og mennesker forsøger at tro på
noget, udtrykke det, stå til ansvar for det, og de fejler. og mennesker kan
nogen gange ikke finde ud af at tro på noget, orker ikke at udtrykke det og
gider ikke stå til ansvar for det. Og at det er sådan med mennesker (jeg tænker
det er cirka: det ”usammenhængende”?) det skal et digt kunne være også, fordi
ellers er digtet et monster.
og jeg vil ikke til fest med Monster, det er okay ikke at
komme med til den fødselsdag
Også med samtaler, eller med tekster der forsøger at sige
noget; Min tekst på Victors blog. I den prøver jeg at sige noget om noget,
fordi der var noget der gjorde mig forvirret; som udgangspunkt var jeg dum og
fattede nada. vidste ikke helt, hvad jeg troede; prøvede at skrive noget, for at
finde ud af det. for at komme frem til en klarhed – – med teksten prøvede jeg
ikke at sige noget så meget som jeg prøvede at gøre noget? eller teksten gør
noget for at kunne sige noget til sidst? eller imens?.. og at teksten var lidt
dum, og stod ved sin dumhed, og var tvivlende og spørgende; med det kan man
komme frem til lidt mere klarhed (plllllinggg*) ….
Men: – hvis man skal definere det helt stringent, med sukker
og grænser og ingen gråzoner, så er digtet der, hvor man godt må være dum og
ikke sige noget/sige noget usammenhængende; og samtalen/udsagnet er der, hvor
man skal være klog og sige noget sammenhængende. I virkeligheden falder
litteraturen og samtalen sammen med hinanden hele tiden, det er klart, det er
bare sproget der siger, at alt ikke falder sammen
+
jeg tænkte på, det der med at blive tiltalt når man læser. der bliver så meget person involveret i det
hele. at læse og skrive som en person, der går ud fra, at andre læser og
skriver som en person. … i samtalen træder man frem som person; i digtet kan
man træde tilbage; så træder man frem igen, i samtalen om digtet.. ? danser
lidt.. er rød i hovedet, rødmer
+
i min tekst:
”Man kan se det
sådan her: det giver ikke nogen mening at spørge efter den virkelige person i /
bagved bogen, fordi det giver heller ikke nogen mening at spørge efter den
virkelige person, når nogen fx taler i almindelighed. Hvis jeg møder dig og
siger: hej, jeg
hedder rolf, siger du jo nok ikke: er det virkelig dig, rolf??! er
du den virkelige rolf? Med
andre ord: det er ikke nødvendigt for en person at bekræfte, at den person
virkelig findes, for at stå i relation til andre personer. Det eneste, der er
nødvendigt, er at gøre som personer gør, når de relaterer til hinanden:
kommunikere. Hvad der ligger bag en persons kommunikation er ikke åbent,
hverken for personen eller andre, dvs. jeg ved ikke altid hvorfor jeg siger og
gør, som jeg gør. Lige nu sidder jeg på mit kontor og skriver det her og jeg har en
eller anden fornemmelse for, hvad jeg har gang i, men jeg ved det faktisk ikke,
og når jeg læser det senere, opdager jeg nok noget, som jeg ikke fattede nu..
ok jeg kører lidt
ud ad en tangent..”
+
bare angående debatkultur: Det hele er muddersvært; men ingen beef
