28.12.2015
26.11.2015
20.11.2015
10/6/15
Hej
Jonas
Jeg
læser din bog pappa-mamma-barn og vil
skrive om min læsning. Nu står jeg i køkkenet og læser din bog, mens æggene
stiver på panden. Nu begynder jeg at læse din bog og har tænkt mig at skrive om
det. Nu læser jeg.
●
De
første fire linjer på side 9, indtil den første note, og noten. Omeletten er
færdig nu, og jeg tænker på et stort glas vand og brød. Angående noten. Da Vera
var lille, under et år, skrev jeg også en del af den form for digte, remser –
hvilken følelseskvalitet er der i det? Gentagelse, gentagelse. Måske følelsen
af at være i en situation, det er umuligt nogensinde at komme ud af, forældreskabet,
og den panik, det fører med sig. Glæden og panikangsten. Gør jeg det godt nok
som far? Har mit barn det godt? – ”har min son det bra”.
●
Før
du blev født, var du ikke et faktum...
●
Læser,
mens jeg spiser, nu ved spisebordet i stuen.
●
Ønsker
jeg at skrive om forskellene mellem Søvn og
pappa-mamma-barn ?
●
19/6/15
Hey
Hurtig
note: Sidder i sofaen, Gertrud ligger med babylegetøj på madrassen, Vera og
Malou er ovre på Hovedbanen for at købe læbestift til at lege med. Hvis jeg
skriver mere nu, når jeg ikke at læse. Læser fra starten af afsnittet ”Mamma”.
●
24/6/15
kl. 6.10
Sidder
med Gertrud på skødet. Har lige skiftet Veras ble og sat hende med en stak
bøger i hendes seng. Læser fra starten af afsnittet ”Mamma”.
●
Nåede
til side 43. Gertrud skal have skiftet ble. Markerer steder i teksten, som jeg
vil skrive om.
●
Kl.
21.45
Sidder
på en bænk ved rundkørslen på Halmtorvet, larm, fra en studenterfest udenfor
PH-Caféen, teenagere med hvide huer. Teenagere uden noget på hovedet. På
bænken: en dåseøl Carlsberg Classic til venstre for mig, en flaskeøl Carlsberg
Classic til højre for mig. Den til højre er min, næsten fuld. Løfter på den –
den til venstre er halvt fuld, stod her, da jeg satte mig...
To betjente går forbi, den ene med åben jakke, skudsikker vest.
Hvorfor er jeg så fuld af foragt?
●
Side
33:
”Jag
har aldrig funderat över varför jag, när jag – alltför sällan – får gå en
promenad i ensamhet, ofta hamnar i de kvarter där jag och min älskade fru bodde
innan vi fick vår son.”
Det
der før og efter fylder meget i pappa-mamma-barn.
Bogens nu er efter barnets fødsel, men der er en længsel efter før. Efter
virker som et forandret nu, et chokerende nu, et frustrerende nu –
deprimerende?
Det,
der interesserer mig mest, er at undersøge, hvordan min situation, mit
forældreskab, er forskellig fra det, som bliver beskrevet i bogen.
Jeg
har også oplevet et før og efter, men skellet skete ikke ved mit første barns
fødsel i august 2012, det skete ved min mors død i oktober 2009. At få barn var
ikke noget, som skete for os, det var noget, vi valgte skulle ske, det var
noget vi gjorde, sådan oplever jeg det. At få børn har ikke været en sorg, min
mors død var en sorg. Det jeg, der kunne have oplevet sine egne børn som en
sorg, døde med min mor.
Ikke
at det beskrives som en sorg at blive forælder i pappa-mamma-barn, men der er et før og efter, som måske er
sammenligneligt med sorgen efter en død?
●
27/6/15
Morgen.
Halv ni cirka. I sengen, Gertrud sover i barnevognen, Malou og Vera er i stuen,
Vera ser Bamses Billedbog på dvd.
Færdig
med første gennemlæsning af pappa-mamma-barn.
Der
er kun to afsnit – har jeg skrevet det? – i bogen, troede, der ville være tre,
der er to: ”Pappa” og ”Mamma”, forstår ikke, hvorfor bogen er delt op i to
afsnit, hvorfor er den delt op i afsnit? Det ville give mening, hvis den ikke
var.
Besøg
af min lillesøster de sidste to dage. Hun er 20 – ti år yngre end mig. Uventet
skænderi med hende om aftnen i forgårs, som endte med, at jeg prøvede at
forklare hende, hvorfor Malou og jeg ikke har haft overnattende gæster, siden
Vera blev født for tre år siden. Eya var vores første overnattende. Prøvede at
sige sætninger som: ”Det er skrøbeligt for os,” og – jeg kunne ikke gøre det
forståeligt. Hvor utrygt det er at få nogen ind i vores skrøbelige motor. Hver
dag kæmper vi for at få en god dag – hvor vigtigt det er, at alle dage er gode,
på grund af børnene. Der skal så lidt til, for at vores bevidstheder bliver
skubbet til, og når så hele dagen har gået med at sørge for, at børnene har det
rart, får mad, bliver skiftet, sover, kommer ud, slapper af, griner. Intet
overskud til gæster. Den sygdom og død, der har været i vores familier før og
efter børnene. Søvnmanglen og sorgen. Hvis søskende ikke har forstået – hvordan skulle jeg orke at gøre det?
●
29/6/2015
pappa-mamma-barn side 42 (den
skrøbelige motor!):
”Not
23
Kommer
han vara på skrikhumör, kommar han vilja bli buren hela tiden, kommer han bli
arg för att han måste sitta i barnvagnen, kommer han bli arg för att han inte
får leka med min mobiltelefon, kommer han bli arg om han får syn på bilarna på
Konsum som man kan lägga pengar i men jag varken har tid eller ork att leka
vid, kommer han bli arg när jag ska byta blöjan, kommer han bli arg för att jag
inte vill att han ska titta på teve hela tidan, kommer han bli arg för att
datorn är avstängd så att han inte kan titta på youtube-klipp med traktorer,
kommer han bli rädd för något plötsligt ljud, kommer han bli rädd för någon
person vi kommer möta på trottoaren, kommer han ramla eller skada sig på
någonting, kommer han vara hungrig eller törstig utan att jag förstår vad det
är, kommer han ha ont någonstans utan att jag förstår vad det är, kommer han
vara för varm eller för kall utan att jag förstår vad det är, kommer han vara ledsen
för någonting han inte kan uttrycka, kommer han bli ledsen för att jag inte
förstår, kommer han tycka att jag interagerar tillräckligt med honom, kommer
han tycka att jag är tillräckligt ’närvarande’, kommer han tycka att jag är
tillräckligt glad, kommer han ge uttryck för att han vill att hans mamma ska
vara med honom istället, kommer jag orka vara den jag vill vara?”
●
Læste
lige noget af det, jeg har skrevet, igennem. Det er vist mere henvendt til en
læser end til Jonas. Tilegnet Jonas. Kh
●
4/7/15
2.
gennemlæsning.
Sidder
på altanen. Børnene er lige blevet puttet. Først Gertrud, så Vera. Klokken er
20.15.
Det
er sommer. Det er onsdag, Vera holdt fridag fra børnehaven i dag.
Jeg
får ikke skrevet på den her tekst, som jeg gerne vil; jeg har ikke 2-3 hele
dage at læse og skrive i, at arbejde i.
Her
sidder jeg og suger saften ud af en kvart nektarin med et gult sugerør med
knæk, vi gjorde gulvet rent på altanen i går. Her sidder jeg og tænker på at
rydde op efter aftensmaden og gå ind og sove, skyerne svæver hurtigt henover
det af himlen, jeg kan se fra den her baggård. Nogen siger: ”Fuck dig! fuck dig
mand!” i en lejlighed, jeg kan ikke se, hvilket åbent vindue det kom ud af. Som
om man bliver nødt til at være med i en film for at råbe det, de ord på den
måde, så frustreret over kæresten. Her sidder jeg med min nektarin i et glas
med guldkant.
Bogen,
pappa-mamma-barn, ligger på bordet.
ok. nu læser jeg nogle sider.
(beslutning:
noterne til langdigtet forholder jeg mig kun til, hvis det lige giver mening,
ellers ignorerer jeg dem. kommer aldrig gennem bogen og den her tekst ellers.
dvs jeg forstår faktisk ikke bogens opbygning: der er 2 suiter, ”Pappa” og ”Mamma”.
titlen til første suite står på side 5, med fonetisk skrift – lydskrift eller
hvad det hedder – og jeg fatter altså ikke, hvorfor den gør der – hvorfor titlerne
gør det. beslutning: det ignorerer jeg også. jeg starter min læsning på side 7,
hvor der står: ”Forlåt”, og på bogsiden har jeg noteret: ”Som om det står i
modstrid med hinanden at sige ’undskyld’ og udgive bogen, der beskriver, hvad
der undskyldes for? Eller undskyldes bogen?” Digtet starter så på side 9. I
hele bogen er der kun tekst på højresiderne, ulige sidetal. Lige sidetal er
brugt til noter eller ingenting, og dejligt når det er ingenting. Jeg kan lide:
dejligt ingenting. Får lyst til at tale mere om nektarinen
●
19/11/15
Kære
Jonas
Det
her bliver det sidste, jeg skriver til dig. Jeg gik i stå med de her noter,
måske kom jeg aldrig rigtigt i gang med dem; jeg gennemlæste, hvad jeg har
skrevet, den anden dag, og der står jo ikke noget.
Som
jeg husker det, læste jeg din bog og var glad for den. På en måde synes jeg
også, at den og Søvn er søskende, men
den fornemmelse har også gjort det besværligt at læse for mig, for jeg ville
gerne bare læse pappa-mamma-barn, men
kunne ikke lade være med at læse den sammenlignende; og en sammenlignende
læsning kan være fin, men med min egen bog? ...
Og
jeg har haft gang i for meget, flere tekster og notesbøger, der er gået i stå,
og vi har to børn nu, og jeg har haft alt for intense humørsvingninger...
Klokken
er kvart i 5. Gertrud har været vågen i tre kvarter, hun kravler rundt på
gulvet og leger nu, jeg gav hende en sutteflaske og tror, hun snart er klar til
at sove igen. Vi er i stuen i vores lejlighed på Istedgade, jeg sidder i
sofaen, i går sad jeg her og læste ”Tommelise” på det her tidspunkt. Vera sover
på sit værelse, hun er lige stoppet med at bruge ble og sut, og Malou sover på
soveværelset, hun var på restaurant i går aftes og kom hjem ved ti tiden.
Jeg
kender én, der har fået konstateret meget fremskreden kræft, og to par, der har
fået barn med Prader Willi-syndrom, i år. Sidste år ved juletid døde Malous far
af ALS, en måned efter Gertrud blev født. Det her skriver jeg, fordi jeg ikke
tænker på andet.
...
Tak
for din bog, jeg glæder mig til at læse den igen og tænker på, at jeg måske kan
forsøge at skrive om den igen, når den danske oversættelse udkommer på
Kronstork?
Klokken
er fem i 5. Jeg skal lige tjekke, om Gertrud skal skiftes, og håber vi skal
sove bagefter...
Kærlig
hilsen Rolf
11.11.2015
På vej hjem fra Brøndby Stadion i går aftes, på cykel med Jakob, vi cykler den samme rute hjem, han tjekker vejnavne på sin telefon. På Vigerslev Allé ved Kjeldsgårdsvej, sidder på en flisekant for at snakke lidt, seks store politibiler og en civil kører forbi med udrykning. Stille og mørkt, tre mænd gående nede fra Toftegårds Plads, en lille skikkelse løber forbi dem, en af mændene prøver at stoppe ham, han løber videre ad fortovet og springer ind i en busk. Motorcykelbetjent kommer løbende, mændene peger på busken, betjent går over og kommer tilbage med en dreng i nakken. På hjørnet får han drengen til at råbe: "Undskyld for det, jeg gjorde" til de tre mænd, som er nede ad gaden nu. Motorcyklen holder på cykelstien ti meter nede ad Vigerslev Allé, kan høre ham skælde drengen ud for at løbe: "Når jeg råber stop, skal du ikke begynde at løbe, du skal ikke løbe som sådan en chokoladefigur. Det er vel dine ben? Så er det vel dig, der bestemmer, hvor de løber hen. Nu får du en bøde". Jakob og jeg kigger på hinanden, "chokoladefigur"? Hvad? Hvorfor skulle han kalde ham det? Vi bliver nødt til at spørge ham, går hen og står nogle meter fra dem, kan ikke overskue at spørge, før han har givet drengen bøden. Han bliver ved med at skælde ham ud: "Når du møder dansk politi, er der ikke som sådan noget galt, men hvis du løber, så fanger vi dig. Det er mistankegrundlag, der er mange indbrud i det her kvarter." Til os: "En af jer, kom lige herhen." Vi går begge to derhen. "Hvis i ser mig, har i så nogen grund til at løbe?" Han får sit afvisende svar. Vi bliver stående. Prøver at spørge til, at han tog drengen i nakken. "Skulle jeg tage ham i jakken? Så kunne han jo løbe ud af den." Han prøver at give drengen hans pung med kort tilbage, han vil ikke have dem, bliver ved med at sige nej. "Hvad er der galt med dig knægt, så tag dig dog sammen. Hvad skal jeg bruge den til? Jeg har brugt den til det, jeg skal bruge den til. Tror du, jeg har lyst til at stå her og snakke med dig, jeg har faktisk fri nu, forstår du det?" Drengen bliver ved med at spørge til bøden. "Når i kører to på en cykel, så er det da klart, at du skal have en bøde, specielt når du løber ind i en have og gemmer dig. Jeg råbte stop - jo jeg gjorde - du løb to gange rundt om den der bil. Jeg kan også tage dine ting og køre dig hjem til dine forældre og fortælle dem, hvad du går rundt og laver." Til mig: "Du skal lige blande dig udenom." Jeg bliver stående. Drengen sidder og græder. Betjent lægger hans telefon, pung og bøden ved siden af ham på fortovet. Jakob har sat sig ned ved siden af ham. Jeg prøver at spørge til, at betjenten sagde chokoladefigur: "Vi kom hen, fordi det lød som om, du kaldte ham for chokoladefigur, kan du genkende det?" "Hvad?" "Hvad mente du med det?" "Jeg mente spasser, idiot..." Jeg siger ikke noget. Han råber, at jeg gerne må filme ham, og at jeg gerne må klage over ham: "Du er en af dem der, der godt kan lide peace, love and harmony. Du er så dum, hvis du tror, jeg er racist." Jeg: "Ok. Så vil jeg gerne klage over dig." Får hans navn og nummer, Lasse M26, og skriver nummerpladen ned, HN 14 655. Klokken er cirka 21.30, søndag d. 8. november 2015. Jeg prøver at spørge mere ind til det med chokoladefigur, men Lasse tager sin hjelm på og stiger op på motorcyklen. Jeg står på cykelstien, hvor jeg stod, da vi talte sammen. "Så flyt dig." Jeg går ind på fortovet, han kører på cykelstien nogle meter, så ud på vejen. Vi sidder sammen med drengen, Tirat, på fortovskanten, han græder stadig lidt, ved ikke hvor hans pung og telefon er. Jakob viser ham det, de ligger på fortovet med bøden ovenpå. Vi spørger, hvad der skete. Han fortæller, at han var på vej hjem med en ven, vennen har en elcykel, men de går, fordi de gerne vil snakke. Nede ved lyskrydset sætter Tirat sig på bagagebæreren, de kører over, så hører han nogen råbe, og han ser noget grønt lys, og så flygter han. Han gik i panik, nu siger han, at han vil blive siddende lidt for at komme sig over chokket, samle tankerne. Vi bliver siddende hos ham, spørger om han tror, at hans forældre bliver vrede, siger at ham betjenten var helt væk. Jeg siger, at Jakob og jeg lige har været ude og se Brøndby mod FCK, Tirat smiler. Jakob spørger, om han vil med over i kiosken, han skal selv købe mælk. Tirat vil hellere blive siddende. Jeg får hans nummer, så vi måske kan klage over betjenten sammen, vi går over i kiosken. Der kører et fjernsyn, Sevilla fører 3-1 over Real Madrid, Michael Krohn-Dehli bliver skiftet ind, mens jeg betaler for en Sun-C med solbærsmag. Da vi går over Vigerslev Allé igen, løber Tirat frem og tilbage på fortovet, hvor vi sad før. Vi spørger, om han leder efter noget. Han samler noget op, viser os bøden. Jeg fortæller, at Sevilla fører 3-1, han griner: "What. Real var foran 1-0." Han går ud af Vigerslev Allé, mens han kigger på sin telefon.
14.10.2015
01.10.2015
Eva Forest: "Dagbog og breve fra fængslet", s. 40-41, Gyldendal 1975
Og nu er det aften igen. Der lyder en klokke langt borte fra: den slår otte slag. Jeg tror, det er spisetid i de andre bygninger. Her kommer de med maden lidt senere. Det er allerede temmelig mørkt, og jeg sidder her i halvmørket og venter på, at de skal tænde vores lys: langt borte bliver en dør åbnet, en eller anden går ind i korridoren, trykker på fælleskontakten, og kuplen i loftet oplyses. Men jeg har det bedre i halvmørket, her sidder jeg og mindes . . . hvad? Jeg har en dyb og ejendommelig fornemmelse ... jeg er i Yeserías. Navnet giver et bestemt ekko, jeg har hørt det før, i fjerne tider, hvornår? Jeg tror, det var Tere, der fortalte os noget fra tiden efter borgerkrigen, om de mænd, man stuvede sammen her i en lang venten på døden . . . Yeserías, var det ikke et hospital i gamle dage? Eller var det for nylig? Jeg har mistet fornemmelsen af tid og rum. Yeserías er som en fjern ø, jeg ved ikke hvor, og her er foregået noget, jeg ved ikke hvornår . . . Jeg tror, de kom dagligt, hver morgen, hvis jeg husker rigtigt, de havde en lang liste med og råbte deres navne op, én efter én . . . Og det siges, at de gik derfra syngende, de spøgte endda, og nogle sang "Pepa er en pige . . ." en vise værdig til det, Alfonso kalder den komplekse tragedie. De gik i døden med spot på læben . . . Hvor er mit folk stort og heroisk. Og så mange år efter er jeg havnet her i Yeserías' bygninger, der rummer så megen historie, solidaritet og broderskab. Jeg ser på de nymalede vægge i denne nye bygning, og jeg hører ekkoet af disse stemmer, de vugger mig blidt i min nedtrykte sindstilstand og indgiver mig mod. Der er ingen tvivl om, at erfaringer gives videre, at det vigtigste bliver tilbage . . . hvordan skal man forvalte denne arv? Hvordan skal man skrige ud til verden om alt det, der skete her, det, som sker nu? Men der er de allerede med madvognen, ærgerligt nok, for jeg var ved at arbejde mig ud af den tilstand af bestyrtelse, jeg har været nedsunket i siden min arrestation. Men I må ikke blive ængstelige for mig. Det indre af det gamle hospital og fængsel er nu et lyst og venligt hus, med hvidmalede vægge og døre af lyst træ . . . Jeg er glad for, at de har overført mig hertil i stedet for et andet sted.
20.09.2015
fra Liv Sejrbo: "Alt du rør ved er dit", BLAD 2015
Ved stranden passerer tre jægerfly
vi kigger efter dem
Fører hænderne op til panden
skygger for øjnene
Bliver tilbage på stranden
med klistrede fingre, smeltende is
Det sørgeligste ved døden
er den måde den tydeliggør
afstanden mellem de levende
Det grønne i flaskeskår vi finder i strandkanten
Småstumper af påfugle fra
fliser som har siddet i opgange
Livet og døden er ikke hinandens modsætninger
de giver hinanden betydning
De gør hinanden ondt
de gør hinanden lykkelige
og kåde som børn
Hun sidder i skoven og græder
begraver hænderne i fyrrekviste og jord
Vi kan give hinanden betydning
det er en mulighed
Er der andre der kan høre hende
hvem skal være den der husker
vi kigger efter dem
Fører hænderne op til panden
skygger for øjnene
Bliver tilbage på stranden
med klistrede fingre, smeltende is
Det sørgeligste ved døden
er den måde den tydeliggør
afstanden mellem de levende
Det grønne i flaskeskår vi finder i strandkanten
Småstumper af påfugle fra
fliser som har siddet i opgange
Livet og døden er ikke hinandens modsætninger
de giver hinanden betydning
De gør hinanden ondt
de gør hinanden lykkelige
og kåde som børn
Hun sidder i skoven og græder
begraver hænderne i fyrrekviste og jord
Vi kan give hinanden betydning
det er en mulighed
Er der andre der kan høre hende
hvem skal være den der husker
19.09.2015
på vej hjem i toget fra aahus. arhus h-københavn h. mine
briller dukker, nogle gange, når jeg har det varmt, dukker mine briller,
hvorfor bliver jeg altid overrasket over det? i toget. på vej hjem i toget.
toget, toget toget, toget fra aarhus. hahaha. haha. toget. toget fra aarhus h.
ha. her sidder jeg i toget fra aarhus h og tror nok, at jeg sidder overfor uffe
elbæk. hvor er uffe elbæk i flygtningekrisen? hvornår forsvinder den her duk?
haha. duk, duk. uffe elbæk. haha. her sidder jeg i toget på vej hjem. fra, fra,
fra. aarhus h. aarhus h. tror nok, jeg sidder overfor uffe elbæk. på det næste
sæde sidder der en, som siger: og jeg kan stadig smage hans kind. uffe elbæk
spiser kanelsnegl fra 7-elleven, jeg fortryder, at jeg købte en snickers og en
marsbar i stedet for en kanelsnegl eller to kanelsnegle. haha. alle de her små
møgunger, der siger nederen og herremange, milkshake på burgerking, jylland er
så fedt – fuck, det må betyde, at de her små larmende tissemænd og tissekoner
skal helt til kbh. hm. ha. jeg sidder overfor uffe elbæk. alt er ok. haha. har
spist min snickers. spiser lige min mars. fik vi ikke krammet, som om vi bare
gik, så var det fire ud af fem, kunne godt se, da de gik ind, at han stod med
sin telefon hele tiden, vi krammede og fik taget et billede, og jeg er ikke
engang sikker på, at mit billede blev godt, og hans kind duftede fantastisk,
går du i seng nu? jeg sender dig lige en sms nu. inde på hovedbanegården. om vi
tager bus eller tog. shit, fuck, lort, de skal alle sammen til københavn. haha,
fuck dem, jeg hader lort, når lort er unger. hæhæ. hæhæ. ville jo nok ønske nu,
at jeg havde taget nogen hovedheadphones med her til aften. ja det havde jo nok
været meget rart. ja. nå. nånå. det jeg jo så godt ville have skrevet lidt om
her var. på aarhus h overhørte jeg jo så to dsb-ansatte, konduktører vel, tale
om, at den ene havde arbejdet på et tog, som stoppede i padbog, og der havde
været flygtninge, somalia, syrien og irak, og de havde tjekket deres billetter,
men så havde der været 110, og så var mange af dem løbet ud over marken, og så
havde der været 10. hvem griber et tykkegummi, der har været tygget på, som de
spytter ud. tro mig, har været der. jeg ved godt, de er der, for jeg har været
inde og se dem lige inden showet startede. du lagde et billede ind af den der
mail, hvor der står, hvad du skal gå ind og kigge på. hihihi. og tøj. der står,
jeg skal tage tøj med til dig. så er der et: mit liv i dag. haha. ej seriøst
det er også sjovt. hej camilla, er du hjemme i weekenden, så vil far og mig
komme forbi. haha. de der billeder. en milliard. hæhæhæ. ja det sad jeg også
lige og så. hvorfor har du lagt – er det her mig? der har lagt det her ind? i
dont know. ja det må det være, for jeg er inde og søge på dig. hihihihi. ja.
nej. så er det bare lige, hvad er det. årh, min mor. kan du huske det? ja. er
det dig eller mig – er det ikke dig på det her billede? ja fordi det her det er
dig. lige efter. anyways. uffe elbæk sidder med hovedtelefoner, Ipod i lommen,
iPhone, og med Toshiba pc på bordet, trådløs mus og mærkeligt usb-device. ser
lidt alvorlig ud, men også lidt ud som om han glor på youtube-videoer, ligesom
han gjorde før på sin iPad. og her sidder jeg så med min acer pc, nokia
mobiltelefon, reebok sko, kan ik huske mærket på noget af mit fucking tøj. fuck
mit tøj, fuck mit tøj, alle skal sige: fuck mit tøj. det jeg så helst ville
skrive lidt om her i mit hyggelige worddokument var de der konduktører, som
talte om flygtninge, som om de var et mærkeligt element på arbejdet. det er et
perspektiv, jeg hader med hele mit lille danskerhjerte. her kommer der nogen
fra syrien, somalia og irak, der har taget hele vejen dernedefra herop, og de
små danskerhjerner tror, at det har noget med dem at gøre direkte. nej, det har
det ik, lille pik, lille kusse, det har ikke noget med dig at gøre. enten er
der nogen, som er på vej til sverige eller norge, eller også er der nogen, som
vil søge asyl i danmark, men der er ikke nogen, som har tænkt dig ind i
regnestykket. åh de små unger, som lugter af gylle og kloak, der har været til
koncert med popfuck. nej, når der kommer nogen, som flygter fra fx krig eller
hunger, så har de ikke tænkt på, at de pludselig skulle dele et lille land med
dig. så havde de nok mere tænkt på at komme væk fra noget end på det lille land,
de måske skulle komme til. også selvom de havde tænkt sig at komme til danmark,
så havde de ikke tænkt på, at de skulle stå, sidde eller ligge her og dele
regler og love med dig. og, ja, selvfølgelig havde jeg også tænkt på at komme
et sted hen, hvor folk var klar til at hjælpe, og med folk mener jeg staten.
hvis det var mig, som ikke kunne holde det ud i det land, hvor jeg født, på
grund af vold og drab, så var jeg da også taget et sted hen, hvor der var
økonomisk hjælp. hvordan betyder det faktum, at vi, og med vi mener jeg staten,
skal hjælpe mindre? vi skal hjælpe, indtil vi ikke findes mere. vi skal hjælpe,
indtil det destruerer os. vi skal hjælpe, indtil alt er dødt i os, og vi ser på
hinanden og tænker, fuck, du ligner en kegle, du ligner en kaktus, du ligner en
brandbil. og her hos mig i mit jeg var det hårdt i dag og svært i går at gå
forbi det afmærkede område på hovedbanegården, hvor der er velkomst for
flygtninge, og hvor der så sidder x antal mennesker med lange, tomme blikke,
som jeg identificerer som krigsofre, der har det sygt hårdt, og som jeg går
forbi med min baby på armen og min 3-årige i hånden på vej til lagkagehuset. er
det fedt, at det er et godt billede, eller er det fedt, at jeg sidder og
græder? det er nok det sidste, jeg er. det ligner mig ik engang. fnis. cyklede
hjem i middagspausen og hentede min madpakke, cyklede ud på mit job og spiste
den. okay. jeg er en fucking 30-årig mand, som sidder i et dsb-tog, ikke lyn,
og føler stor foragt for nogle teenagepiger, hvoraf den ene græder, fordi
hendes selfie med et band, som har et medlem, der hedder james, er dårligere
end hendes venindes, fordi james ser sur ud på hendes, men han smiler på
venindes, og nogen, hun kender, siger, fedt billede, du sidder og græder. sådan
en person er jeg, foragtende og fuld – stillede desværre flasken på aarhus h,
så kan ik fortælle, hvad det var, jeg drak, udover at der var vodka i, men der
var en glasflaske, hvoraf man skulle drikke en ret stor tår, eftersmag af
rørsukker, og så hældte hende i baren to-tre vodkashots ned i flasken, som der
var blevet plads til via tåren, som jeg så tog med på banegården, gik igennem
den der park ved rådhuset med hængetræer, træer med grene der hænger ned, så
der er en hule, hvor jeg sad for 9 år siden og havde røget hash i tre dage i en
århusnoia. haha. dengang var jeg 21. sådan en sød lille dreng. kys min pik, som
er min ryg, fordi jeg elsker, elsker, elsker. den anden dag så jeg også en på
istedgade, men han var nok ikke flygtning, tænkte jeg, der havde en sprøjte bag
øret i stedet for en cigaret, altså der hvor man kan sætte en smøg fast over
øret, havde han sat en sprøjte med indhold fast, kanyle, nål. hvad hedder det. hvor
hård stil er det? uffe elbæk laver det samme som før. han har skrevet noget på
sin hånd: HUSK og så noget der starter med K. det næste, jeg havde tænkt på,
også ville være noget, som skulle nævnes her nu, var hende politikeren fra det
konservative folkeparti, som jeg så i tv, måske deadline eller lignende
debatprogram, hvor hun sad og skældte en anden ud for at hendes
medmenneskelighed var klam, sådan noget skal man ikke reklamere med på
facebook. og et hvad fuck er problemet med at skrive på facebook hey
fuckhoveder jeg prøver at hjælpe nogen gør i nej vel? og to hvor klamt er det
ikke at sidde på nationalt tv og råbe op til alle klamme danskerører om hvor
umedmenneskelig man er så de kan stemme på en til næste folkestanksvalg.
folketingsstank. hun snakkede også om at de skal ikke komme her og gå på vores
motorveje og togskinner og ikke følge vores regler, hvis de skal være her så
gælder de samme regler for dem som gælder for os og det fatter de ikke, som om
deres mål var at komme her til verdens lammeste politiker fra det konservative
folkeparti på DR, som om nogen tog af sted hjemmefra for 3 måneder nærdruknedød
tæskafungarnspoliti og engodgåogtogturgennemøstrigogtysklands tid senere at stå
i danmark og tænke, nå okay nu er jeg her så er det vigtigste vel at jeg følger
færdselsreglerne på vej gennem det her fucking land, som har reklameret
internationalt i aviser om at de virkelig helst vil have at jeg skrider hjem
eller til sverige – den danske regering er ligesom den barndomserindring fra
skovparken hvor der stod på en mur med sort spray: perker skrid hjem. ha.
sorry, undskyld, undskyld, jeg ved ik noget. men hende der i tv ved heller ik
noget. ved uffe elbæk noget? alle ved noget. Inger fatter ingenting. ingen
fatter ingenting. jeg kan ikke engang ramme hullet. det sagde han også i går.
uhh. ej det er ikke engang sjovt. er uffe elbæk halvt skaldet? nu stod der
flygtninge på toget i fredericia. uffe elbæk lagde sin sportstaske op på
baggagehylden. undskyld.
14.09.2015
02.09.2015
13.08.2015
07-08-2015
malou går ud af døren klokken 18
til 10 års gymnasiereunion
mens jeg sidder i sofaen og giver gertrud sutteflaske
med bøjede ben og hendes ryg mod mine lår.
vera læser bøger på sit værelse
da gertrud er færdig med at spise virker hun træt
gnider øjne og ører
vera kommer ind i stuen
sætter sig i sofaen og river gertrud i håret.
vera får sin sut og går ind på værelset igen
læse bøger indtil jeg kommer og læser for hende
gertrud falder i søvn på et par minutter
ligger på siden i sengen
kommer om på maven og taber sutten
lægger hende om på siden og giver hende sutten igen.
skifte ble
tørres om munden
have børstet tænder
have nattøj på
vi læser to bøger og holder i hånden i tre kvarter.
stener fodboldklip på tv3.sport.dk
tjekker mail
onanerer på badeværelset med lyset slukket
hænger vasketøj op på altanen
vasker op og komfur
læser Kafka mens jeg tisser
børster tænder.
til 10 års gymnasiereunion
mens jeg sidder i sofaen og giver gertrud sutteflaske
med bøjede ben og hendes ryg mod mine lår.
vera læser bøger på sit værelse
da gertrud er færdig med at spise virker hun træt
gnider øjne og ører
vera kommer ind i stuen
sætter sig i sofaen og river gertrud i håret.
vera får sin sut og går ind på værelset igen
læse bøger indtil jeg kommer og læser for hende
gertrud falder i søvn på et par minutter
ligger på siden i sengen
kommer om på maven og taber sutten
lægger hende om på siden og giver hende sutten igen.
skifte ble
tørres om munden
have børstet tænder
have nattøj på
vi læser to bøger og holder i hånden i tre kvarter.
stener fodboldklip på tv3.sport.dk
tjekker mail
onanerer på badeværelset med lyset slukket
hænger vasketøj op på altanen
vasker op og komfur
læser Kafka mens jeg tisser
børster tænder.
04.08.2015
uddybende mail (25. marts 15)
hey Simone
tak for igår.
jeg sad lige i sofaen i morges og tænkte lidt, angående det med om OVBIDAT er et opgør med noget, eller om samtidspoesien gør oprør mod noget...
det er jo et mega svært spørgsmål, eller det virker så kompliceret. når jeg prøver at overskue det, forestiller jeg mig, at jeg skal fatte hele samfundet og tage højde for alle perspektiver. men fra mit perspektiv så er der helt sikkert nogle ting, som jeg gerne vil vende mig imod, og som jeg også må forsøge at gøre op med på en eller anden måde. fordi det, som er uden for os, jo også tager form indeni.
men, igen, hvilke ord skal man bruge om det?
individualisme. jeg tænker: jeg er så træt af den individualisme, der lige så godt kunne kaldes egoisme, og som i den liberalistiske ideologi opfattes som et udtryk for frihed. frihed til hvad?
frihed til at at uddanne sig for at få arbejde, som skal sikre ens frihed til at låne penge og købe bolig, som skal sikre ens frihed til at blive gift og få børn, som man ik har tid til, fordi man arbejder, og så bliver man også skilt og starter forfra med lån og bolig. og bagefter bliver man til ældrebyrde. hm..
frihed til at tjene penge for at opretholde et forbrug, der er blindt for, hvad vores reelle behov er (hvad er de??), og som ikke ser, hvor varerne kommer fra. hvem har produceret den her computer, jeg skriver på? det tøj, jeg har på? hvor er de mennesker, og hvordan er deres liv? det er spørgsmål, som vi ikke stiller. det er simpelthen spørgsmål, som ikke er en del af vores tænkemåde. (jf. intentionen om at gøre det synligt, hvor OVBIDAT-udgivelserne kommer fra, eller hvem der har produceret dem.)
hvordan havde den gris det, som min bacon kommer fra? eller jeg vil gerne spise kød fra et dyr, som er blevet behandlet på en måde, som jeg aldrig selv ville behandle et dyr, hvis det var mit ansvar. (men det er som om, at det her argument bliver svagere i samfundets øjne, hvis det går på dyr...)
ok. der er en vanvittig kontrast mellem at være "verdens lykkeligste folk", og samtidig ikke have vilje til at tage de her spørgsmål op.
hvad er det for en befolkning, der ikke tager de spørgsmål op? hvilken uetisk lykke er det at give videre til sine børn? det er frustrerende for mig at skulle give den lykke videre til mine børn, men hvad fuck skal man gøre?
jeg er ved at læse Simone de Beauvoirs erindringer, og et sted er hun måske tolv år og besøger sin tidligere barnepige, louise, sammen med sin mor. louise er blevet gift og bor sammen med sin mand og deres baby i et værelse på 6. sal. de har kun et værelse, og de bor tæt sammen med mange andre på den 6. sal, og der er snavset. de er fattige. louise mister sit barn kort tid efter. det er første gang, at simone ser, hvordan fattige i paris bor, og det passer ik ind i hendes verdensbillede. hendes far siger, at de fattige har det fint, og dem, der brokker sig, er grådige.
i DK tror jeg, at de mange af os, inklusive mig, ikke har været på 6. sal. vi er naive på samme måde som simone de beauvoir på 12 år. undtagen vi er ik 12 år, vi vælger bare at fortrænge, at prisen for vores levemåde bliver betalt af andre.
det er én ting.
men det er egentlig ik det, jeg vil tale om. eller, jo, fordi det gør, at det for nogle gør det meget svært at identificere sig med at bo i DK, eller med at være dansker. men man bor her jo. der er en skam i det, som bliver til vrede over, at have vokset op og ind i den skam.
men det var ik det, jeg ville tale om, for det er alt sammen i et globalt perspektiv, som det er meget svært at specificere.
vi er så rige i DK. og det er klart, at der er meget godt at sige om DK. men netop fordi, vi er så ressourcestærke og priviligerede, er det sygt frustrerende at blive voksen og opdage, at der ikke er nogen tilgængelig vision for, hvad der skal ske med det hele. der er bare racisme og penge og konformitet og anti-terror. ja. sådan er det ikke helt, men det kan virkelig føles sådan.
men det er i et nationalt perspektiv.
de perspektiver kan nemt modvises med en eller anden logik.
det, jeg gerne ville snakke om, var bare, hvordan det er for mig, for det er det eneste, jeg kan gøre specifikt. hey, det er måske her, man skal fokusere, hvis man vil tænke på det spørgsmål, vi talte om: hvorfor noget af poesien i dag har et nært fokus på tilværelsen (eller hvad skal man kalde det?). det er den eneste måde, det er muligt at tale om alt det, der er større, på en måde, der ikke er konform. hvis man vil tale om det nationale og det globale perspektiv på en måde, som ikke altid kan tilbagevises via argumenter, så må man tage udgangspunkt i det specifikke, det der kan forstås med kroppen. og håbe, at det på et eller tidspunkt bliver muligt at sammensætte et billede af forskellige folks personlige perspektiver. -
individualismen og konformismen kommer til udtryk i hvert enkelt menneske... så man behøver ik have et generelt fokus på den, men bare et specifikt, for at kunne tale om den generelt, ik? samtidig bliver man nødt til at tale om den på nye måder, for ikke bare at gentage fremstillinger, som bekræfter den. at tale ud af logikken.
og der er alt det med klimakrisen, og at man vokser op på en jord, der er smadret og snart går under...
og med hensyn til generationserfaringer. jeg er vokset op med at få at vide, at "du kan blive, hvad du vil. du skal bare vælge og tage en uddannelse." men nu er det mere sådan, at der er økonomisk krise og global konkurrence, så alle skal bare ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt og konkurrere med hinanden, så DK og EU kan konkurrere...
(så sindssygt bare at nævne de ting i flæng!)
statsracismen (hedder det det?): udlændingeservice sender børn, som er født i danmark, ud af landet. udlændingeservice tvinger mennesker tilbage til områder, hvor der er borgerkrig. etc!
alt det handler om ikke at se på andre mennesker som mennesker. ikke at anerkende mennesker som mennesker. eller ikke at se nogen som lige så meget mennesker, som danskere er mennensker.
men det er stadig ik det, jeg havde lyst til at sige til dig.
jeg bliver ved med at tænke på oplevelser. at overvære politiet være racistiske og diskriminere romaer (er der overhovedet en gruppe, som kalder sig selv "romaer"?). eller sidde i bussen og høre på folks racistiske/sexistiske/homofobiske udtalelser. nej, faktisk bare:
at sidde i bussen og se, at ingen rejser sig, når der står en person på, som har svært ved at gå og holde balancen.
at stå i kø i et supermarked, så bliver der åbnet en ny kasse, og alle dem bagved en løber derhen.
at mange af forældrene til de andre børn i min datters vuggestue ikke siger "hej", når man møder dem på gangen. de går forbi, som om man ikke er der, selvom vi møder hinanden flere gange om ugen, i over et år nu.
men sådan nogle eksempler virker på en måde enkeltstående og ligegyldige, ik? jeg har det bare som om, de her ting sker hele tiden. at den der måde at se på andre mennesker, og ikke opfatte dem som andre mennesker, eller ikke behandle dem som andre mennesker. eller sætte sig selv først og være kold i røven...
sådan burde det ikke være her, hvor vi bor.
tænker på et digt fra et gammelt nummer af hvedekorn, fra 1946 måske, hvor der er en sporvogn (digtet foregår under krigen), pludselig bliver den stoppet, tyske soldater hiver en person ud og kører væk med vedkommende, sporvognen kører igen. så sidder der nogen og siger "sådan noget sker ikke hos os!" og en anden siger "jo, også hos os".
det er den følelse, jeg har, at her, hvor jeg bor, burde alle folk være venlige og solidariske, men det er de ik. og sådan er det på alle niveauer, fra det enkelte menneske til staten.
jeg kom gående på istedgade for et par år siden, ude på vejen er der en mand, der bløder fra ansigtet, under hagen, som løber ud foran en bus og prøver at stoppe den. bussen kører videre, han står på vejen, alle går forbi. jeg får ham ind på fortovet og snakker med ham, han har slåsset med en pusher, jeg ringer 112 for ham, men pludselig skal jeg lægge på, fordi han ik vil snakke med politiet.
en anden gang. malou og jeg står på rådhuspladsen ved fodgængerovergangen over h c andersens boulevard. der er rødt. det sner. der er en bil, som kører forbi, hvor døren til passagersædet åbner. bilen stopper, en kvinde råber, at hun er ved at bliver voldtaget, "HJÆLP MIG, HJÆLP MIG". ingen gør noget. malou og jeg får hende ud og hjælper hende over til en taxa.
jeg prøver ik at sige, at vi er helte. det er bare utroligt, at der ikke er nogen andre, der gør noget, i sådan nogle situationer.
ved ik, om jeg bare er - ved ik, hvad jeg er.
men jeg er skuffet over, at individualismen/egoismen styrer i DK.
det kan man gøre op med i digtene. det er digtene, der, via den der umiddelbarhed, jeg talte om, som kommer af digtets musiske aspekt, som kan sammenlignes med det mundtlige - digtene kan gøre op med de der ting, ved at fremstille virkeligheden på en anden måde. eller både ved at vise individualismen/egoismen nøgternt, og den er i alle, men også ved at vise, at der også er noget andet. eller at nogen andre kan være i noget andet...
eller ikke kun digte. bare litteratur. jeg tænker meget på en scene i Tove Ditlevsens erindringsbog "Gift", hvor hun sidder i en beskyttelseskælder under Anden Verdenskrig og er gravid, hun vil gerne have en abort, og hun kigger rundt på de andre kvinder i lokalet og tænker på, at abort ik er noget, man taler om. men hvis det var, ville det være nemmere for alle kvinderne. abort er illegalt og rigtig ubehageligt, og tabuets skam får kvinderne til ikke at diskutere det. der er ik noget sprog for den samtale. litteraturen kan skabe det sprog.
litteraturen kan vise andre perspektiver og bevidstheder.
fx min bog, der kommer på kronstork, "søvn", er et forsøg på at have et andet perspektiv på at få børn og blive forælder, både i et privat og i det offentlige rum. den er meget specifik, dvs. den er bundet til min bevidsthed og mine oplevelser, men netop derfor (håber jeg) præsenterer den et perspektiv på de ting, som kan bruges til noget... ("bruges til noget", bruges til hvad?) - jf. det om Tove Ditlevsens "Gift".
det specifikke skal bruges til at tale om tingene (sprogliggøre dem), så de kan forandres...
okay. vil du ik svare om den her mail giver mening?
tak for igår.
jeg sad lige i sofaen i morges og tænkte lidt, angående det med om OVBIDAT er et opgør med noget, eller om samtidspoesien gør oprør mod noget...
det er jo et mega svært spørgsmål, eller det virker så kompliceret. når jeg prøver at overskue det, forestiller jeg mig, at jeg skal fatte hele samfundet og tage højde for alle perspektiver. men fra mit perspektiv så er der helt sikkert nogle ting, som jeg gerne vil vende mig imod, og som jeg også må forsøge at gøre op med på en eller anden måde. fordi det, som er uden for os, jo også tager form indeni.
men, igen, hvilke ord skal man bruge om det?
individualisme. jeg tænker: jeg er så træt af den individualisme, der lige så godt kunne kaldes egoisme, og som i den liberalistiske ideologi opfattes som et udtryk for frihed. frihed til hvad?
frihed til at at uddanne sig for at få arbejde, som skal sikre ens frihed til at låne penge og købe bolig, som skal sikre ens frihed til at blive gift og få børn, som man ik har tid til, fordi man arbejder, og så bliver man også skilt og starter forfra med lån og bolig. og bagefter bliver man til ældrebyrde. hm..
frihed til at tjene penge for at opretholde et forbrug, der er blindt for, hvad vores reelle behov er (hvad er de??), og som ikke ser, hvor varerne kommer fra. hvem har produceret den her computer, jeg skriver på? det tøj, jeg har på? hvor er de mennesker, og hvordan er deres liv? det er spørgsmål, som vi ikke stiller. det er simpelthen spørgsmål, som ikke er en del af vores tænkemåde. (jf. intentionen om at gøre det synligt, hvor OVBIDAT-udgivelserne kommer fra, eller hvem der har produceret dem.)
hvordan havde den gris det, som min bacon kommer fra? eller jeg vil gerne spise kød fra et dyr, som er blevet behandlet på en måde, som jeg aldrig selv ville behandle et dyr, hvis det var mit ansvar. (men det er som om, at det her argument bliver svagere i samfundets øjne, hvis det går på dyr...)
ok. der er en vanvittig kontrast mellem at være "verdens lykkeligste folk", og samtidig ikke have vilje til at tage de her spørgsmål op.
hvad er det for en befolkning, der ikke tager de spørgsmål op? hvilken uetisk lykke er det at give videre til sine børn? det er frustrerende for mig at skulle give den lykke videre til mine børn, men hvad fuck skal man gøre?
jeg er ved at læse Simone de Beauvoirs erindringer, og et sted er hun måske tolv år og besøger sin tidligere barnepige, louise, sammen med sin mor. louise er blevet gift og bor sammen med sin mand og deres baby i et værelse på 6. sal. de har kun et værelse, og de bor tæt sammen med mange andre på den 6. sal, og der er snavset. de er fattige. louise mister sit barn kort tid efter. det er første gang, at simone ser, hvordan fattige i paris bor, og det passer ik ind i hendes verdensbillede. hendes far siger, at de fattige har det fint, og dem, der brokker sig, er grådige.
i DK tror jeg, at de mange af os, inklusive mig, ikke har været på 6. sal. vi er naive på samme måde som simone de beauvoir på 12 år. undtagen vi er ik 12 år, vi vælger bare at fortrænge, at prisen for vores levemåde bliver betalt af andre.
det er én ting.
men det er egentlig ik det, jeg vil tale om. eller, jo, fordi det gør, at det for nogle gør det meget svært at identificere sig med at bo i DK, eller med at være dansker. men man bor her jo. der er en skam i det, som bliver til vrede over, at have vokset op og ind i den skam.
men det var ik det, jeg ville tale om, for det er alt sammen i et globalt perspektiv, som det er meget svært at specificere.
vi er så rige i DK. og det er klart, at der er meget godt at sige om DK. men netop fordi, vi er så ressourcestærke og priviligerede, er det sygt frustrerende at blive voksen og opdage, at der ikke er nogen tilgængelig vision for, hvad der skal ske med det hele. der er bare racisme og penge og konformitet og anti-terror. ja. sådan er det ikke helt, men det kan virkelig føles sådan.
men det er i et nationalt perspektiv.
de perspektiver kan nemt modvises med en eller anden logik.
det, jeg gerne ville snakke om, var bare, hvordan det er for mig, for det er det eneste, jeg kan gøre specifikt. hey, det er måske her, man skal fokusere, hvis man vil tænke på det spørgsmål, vi talte om: hvorfor noget af poesien i dag har et nært fokus på tilværelsen (eller hvad skal man kalde det?). det er den eneste måde, det er muligt at tale om alt det, der er større, på en måde, der ikke er konform. hvis man vil tale om det nationale og det globale perspektiv på en måde, som ikke altid kan tilbagevises via argumenter, så må man tage udgangspunkt i det specifikke, det der kan forstås med kroppen. og håbe, at det på et eller tidspunkt bliver muligt at sammensætte et billede af forskellige folks personlige perspektiver. -
individualismen og konformismen kommer til udtryk i hvert enkelt menneske... så man behøver ik have et generelt fokus på den, men bare et specifikt, for at kunne tale om den generelt, ik? samtidig bliver man nødt til at tale om den på nye måder, for ikke bare at gentage fremstillinger, som bekræfter den. at tale ud af logikken.
og der er alt det med klimakrisen, og at man vokser op på en jord, der er smadret og snart går under...
og med hensyn til generationserfaringer. jeg er vokset op med at få at vide, at "du kan blive, hvad du vil. du skal bare vælge og tage en uddannelse." men nu er det mere sådan, at der er økonomisk krise og global konkurrence, så alle skal bare ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt og konkurrere med hinanden, så DK og EU kan konkurrere...
(så sindssygt bare at nævne de ting i flæng!)
statsracismen (hedder det det?): udlændingeservice sender børn, som er født i danmark, ud af landet. udlændingeservice tvinger mennesker tilbage til områder, hvor der er borgerkrig. etc!
alt det handler om ikke at se på andre mennesker som mennesker. ikke at anerkende mennesker som mennesker. eller ikke at se nogen som lige så meget mennesker, som danskere er mennensker.
men det er stadig ik det, jeg havde lyst til at sige til dig.
jeg bliver ved med at tænke på oplevelser. at overvære politiet være racistiske og diskriminere romaer (er der overhovedet en gruppe, som kalder sig selv "romaer"?). eller sidde i bussen og høre på folks racistiske/sexistiske/homofobiske udtalelser. nej, faktisk bare:
at sidde i bussen og se, at ingen rejser sig, når der står en person på, som har svært ved at gå og holde balancen.
at stå i kø i et supermarked, så bliver der åbnet en ny kasse, og alle dem bagved en løber derhen.
at mange af forældrene til de andre børn i min datters vuggestue ikke siger "hej", når man møder dem på gangen. de går forbi, som om man ikke er der, selvom vi møder hinanden flere gange om ugen, i over et år nu.
men sådan nogle eksempler virker på en måde enkeltstående og ligegyldige, ik? jeg har det bare som om, de her ting sker hele tiden. at den der måde at se på andre mennesker, og ikke opfatte dem som andre mennesker, eller ikke behandle dem som andre mennesker. eller sætte sig selv først og være kold i røven...
sådan burde det ikke være her, hvor vi bor.
tænker på et digt fra et gammelt nummer af hvedekorn, fra 1946 måske, hvor der er en sporvogn (digtet foregår under krigen), pludselig bliver den stoppet, tyske soldater hiver en person ud og kører væk med vedkommende, sporvognen kører igen. så sidder der nogen og siger "sådan noget sker ikke hos os!" og en anden siger "jo, også hos os".
det er den følelse, jeg har, at her, hvor jeg bor, burde alle folk være venlige og solidariske, men det er de ik. og sådan er det på alle niveauer, fra det enkelte menneske til staten.
jeg kom gående på istedgade for et par år siden, ude på vejen er der en mand, der bløder fra ansigtet, under hagen, som løber ud foran en bus og prøver at stoppe den. bussen kører videre, han står på vejen, alle går forbi. jeg får ham ind på fortovet og snakker med ham, han har slåsset med en pusher, jeg ringer 112 for ham, men pludselig skal jeg lægge på, fordi han ik vil snakke med politiet.
en anden gang. malou og jeg står på rådhuspladsen ved fodgængerovergangen over h c andersens boulevard. der er rødt. det sner. der er en bil, som kører forbi, hvor døren til passagersædet åbner. bilen stopper, en kvinde råber, at hun er ved at bliver voldtaget, "HJÆLP MIG, HJÆLP MIG". ingen gør noget. malou og jeg får hende ud og hjælper hende over til en taxa.
jeg prøver ik at sige, at vi er helte. det er bare utroligt, at der ikke er nogen andre, der gør noget, i sådan nogle situationer.
ved ik, om jeg bare er - ved ik, hvad jeg er.
men jeg er skuffet over, at individualismen/egoismen styrer i DK.
det kan man gøre op med i digtene. det er digtene, der, via den der umiddelbarhed, jeg talte om, som kommer af digtets musiske aspekt, som kan sammenlignes med det mundtlige - digtene kan gøre op med de der ting, ved at fremstille virkeligheden på en anden måde. eller både ved at vise individualismen/egoismen nøgternt, og den er i alle, men også ved at vise, at der også er noget andet. eller at nogen andre kan være i noget andet...
eller ikke kun digte. bare litteratur. jeg tænker meget på en scene i Tove Ditlevsens erindringsbog "Gift", hvor hun sidder i en beskyttelseskælder under Anden Verdenskrig og er gravid, hun vil gerne have en abort, og hun kigger rundt på de andre kvinder i lokalet og tænker på, at abort ik er noget, man taler om. men hvis det var, ville det være nemmere for alle kvinderne. abort er illegalt og rigtig ubehageligt, og tabuets skam får kvinderne til ikke at diskutere det. der er ik noget sprog for den samtale. litteraturen kan skabe det sprog.
litteraturen kan vise andre perspektiver og bevidstheder.
fx min bog, der kommer på kronstork, "søvn", er et forsøg på at have et andet perspektiv på at få børn og blive forælder, både i et privat og i det offentlige rum. den er meget specifik, dvs. den er bundet til min bevidsthed og mine oplevelser, men netop derfor (håber jeg) præsenterer den et perspektiv på de ting, som kan bruges til noget... ("bruges til noget", bruges til hvad?) - jf. det om Tove Ditlevsens "Gift".
det specifikke skal bruges til at tale om tingene (sprogliggøre dem), så de kan forandres...
okay. vil du ik svare om den her mail giver mening?
16.07.2015
30.06.2015
Franz Kafka: "Dagbøger", bind 1, side 360-367 [...] 378-381, Forlaget Vandkunsten, oversat af Karsten Sand Iversen
2 III 12 Hvem bekræfter sandheden eller sandsynligheden af at jeg kun som følge af min litterære bestemmelse er uinteresseret i andet og som følge deraf hjerteløs
Bagefter spadseretur med Ottla, frk. Taussig, ægteparret Baum og Pick, Elisabethbroen, kajen, Lillesiden, Radetzkycafé, Steinerne Brücke, Karlsgasse. Jeg havde lige akkurat udsigt til godt humør, så der ikke just var meget at udsætte på mig.
5. III 12 Disse oprørende læger! Forretningsmæssigt beslutsomme og så uvidende om helbredelse at de ville stå som skoledrenge ved sygesengene hvis denne forretningsmæssige beslutsomhed forlod dem. Gid jeg dog havde styrken til at grundlægge en naturhelbredelsesforening. Ved at kradse rundt i min søsters øre gør dr. Kral en trommehindebetændelse til en mellemørebetændelse; tjenestepigen segner om mens hun fyrer op, doktoren erklærer med den hurtighed i diagnosen han har over for tjenestepiger, at der er tale om ødelagt mave og deraf følgende blodtilstrømning, næste dag lægger hun sig igen, har høj feber, doktoren drejer hende til højre og venstre, konstaterer agina og skynder sig ud ad døren for ikke at blive modbevist af det næste øjeblik. Vover endda at tale om "denne piges nederdrægtigt stærke reaktioner", og det sande i det er at han er vant til mennesker, hvis legemstilstand er hans helbredelseskunst værdig og frembragt af den, og at han føler sig mere fornærmet end han ved af denne landlige piges stærke natur.
I går hos Baum. Læste Der Dämon højt. Uvenligt indtryk alt i alt. Godt, præcist humør da jeg gik op til Baum, øjeblikkelig aftagen deroppe, forlegenhed over for barnet.
Søndag: På Kontinental hos kortspillerne. Journalisten med Kramer forinden 1½ akt. Megen tvungen munterhed er synlig i Bolz, hvoraf der dog også opstår en smule virkelig munterhed. Mødte frk. Taussig uden for teatret, i pausen efter 2. akt. Løb ind i garderoben, kom tilbage med flagrende frakke og fulgte hende hjem.
8. III (1912) Fik i forgårs bebrejdelser på grund af fabrikken. Overvejede så i en time på kanapéen at springe ud af vinduet.
Læst nogle gamle papirer igennem. Det kræver al ens styrke at holde det ud. Den ulykke man må tåle når man afbryder sig selv i et arbejde der altid kun kan lykkes i ét stykke, og det er altid sket for mig hidtil, denne ulykke må man døje under gennemlæsningen, skønt ikke i den gamle styrke, så mere koncentreret.
Da jeg badede i dag, bildte jeg mig ind at jeg mærkede gamle kræfter, som var de uberørte af den lange mellemtid
Så forladt af mig, af alt. Støj i værelset ved siden af.
11 III 12 I går ikke til at holde ud. Hvorfor tager alle ikke del i aftensmåltidet. Det ville dog være så rart.
I dag brændt mange gamle modbydelige papirer.
[...]
18. III 12 Klog var jeg, om man vil, fordi jeg hvert øjeblik var parat til at dø, ikke fordi jeg havde ordnet alt det det var mig pålagt at gøre, men fordi jeg ikke havde gjort noget af det og heller ikke kunne håbe på nogen sinde at gøre noget af det.
22 III (1912) (jeg har skrevet forkerte datoer de sidste dage) Baums oplæsning i Læsesalen. Grete Fischer, 19 år, gifter sig i næste uge. Mørkt, fejlfrit, magert ansigt. Hvælvede næsefløje. Hun har alle dage gået med jægeragtige hatte og klæder. Også denne mørkegrønne afglans i ansigtet. De hårtotter der løber langs kinderne, synes at forene sig med nye der vokser langs kinderne, ligesom der i det hele taget ligger et skær af let behåring over hele ansigtet der er bøjet ind i mørket. Albuernes spidser let støttet på stolens armlæn. Så på Wenzelspladsen en svingende, fuldkommen med ringe kraft gennemført bukken, vending og oprejsning af den usselt og råt påklædte, magre krop. Jeg så meget sjældnere på hende end jeg ville.
Formiddag i rent humør en ½ time hos Max.
I det tilstødende værelse taler min mor med ægteparret Lebenhart. De taler om utøj og ligtorne. (Hr. Lebenhart har 6 ligtorne på hver finger.) Man indser nemt at der ikke sker noget egentligt fremskridt ved den slags samtaler. Det er meddelelser som glemmes igen af begge parter, og som allerede nu foregår i selvforglemmelse uden ansvarsfølelse. Men netop fordi den slags samtaler ikke er tænkelige uden åndsfraværelse, viser de tomme rum som, hvis man vil blive ved det, kun kan udfyldes med eftertanke eller rettere drømme.
25. III 12 Kosten der fejer tæppet i værelset ved siden af, lyder som en tromle der bevæger sig i ryk
26. III 12 Blot ikke overvurdere det jeg har skrevet, for så gør jeg det der endnu skal skrives, uopnåeligt.
27 III (1912) Mandag tog jeg på gaden en dreng, som sammen med andre kastede en stor bold mod en værgeløs tjenestepige der gik foran dem, om halsen netop som bolden fløj mod pigens bagdel, klemte til i stort raseri, skubbede ham til side og skældte ud. Gik så videre og så slet ikke på pigen. Man glemmer helt sin jordiske eksistens fordi man er så helt opfyldt af raseri og må tro at man ved lejlighed ligeledes vil fylde sig selv med endnu smukkere følelser
28 III 12
Glæden ved badeværelset. - Gradvis erkendelse. De eftermiddage jeg tilbragte med håret.
1 IV 12 For første gang i en uge en næsten fuldstændig fiasko med skriveriet. Hvorfor? I forrige uge gennemgik jeg også forskellige stemninger og beskyttede skriveriet mod deres indflydelse; men jeg er bange for at skrive om det.
3 IV (1912) - Så er en dag forbi - Formiddag kontor, eftermiddag fabrik, nu til aften råben og skrigen i lejligheden til højre og venstre, senere hente min søster fra Hamlet - og jeg har ikke forstået at stille noget op med et eneste øjeblik
8 (6.) IV 12 Påskelørdag.
Fuldstændig erkendelse af sig selv. At kunne holde om omfanget af sine evner, som en lille bold. Acceptere den største nedgang som noget kendt og på den måde forblive elastisk i den.
Længsel efter en dybere søvn der opløser mere. Metafysisk behov er bare dødsbehov
Hvordan jeg i dag talte skabagtigt til Haas fordi han roste Maz' og min rejseberetning, for i det mindste dermed at gøre mig fortjent til rosen eller for at fortsætte rejseberetningens svindelagtige eller opdigtede virkning i svimmelhed eller i Haas' elskværdige løgn, som jeg forsøgte at gøre nemme for ham
[...]
18. III 12 Klog var jeg, om man vil, fordi jeg hvert øjeblik var parat til at dø, ikke fordi jeg havde ordnet alt det det var mig pålagt at gøre, men fordi jeg ikke havde gjort noget af det og heller ikke kunne håbe på nogen sinde at gøre noget af det.
22 III (1912) (jeg har skrevet forkerte datoer de sidste dage) Baums oplæsning i Læsesalen. Grete Fischer, 19 år, gifter sig i næste uge. Mørkt, fejlfrit, magert ansigt. Hvælvede næsefløje. Hun har alle dage gået med jægeragtige hatte og klæder. Også denne mørkegrønne afglans i ansigtet. De hårtotter der løber langs kinderne, synes at forene sig med nye der vokser langs kinderne, ligesom der i det hele taget ligger et skær af let behåring over hele ansigtet der er bøjet ind i mørket. Albuernes spidser let støttet på stolens armlæn. Så på Wenzelspladsen en svingende, fuldkommen med ringe kraft gennemført bukken, vending og oprejsning af den usselt og råt påklædte, magre krop. Jeg så meget sjældnere på hende end jeg ville.
Formiddag i rent humør en ½ time hos Max.
I det tilstødende værelse taler min mor med ægteparret Lebenhart. De taler om utøj og ligtorne. (Hr. Lebenhart har 6 ligtorne på hver finger.) Man indser nemt at der ikke sker noget egentligt fremskridt ved den slags samtaler. Det er meddelelser som glemmes igen af begge parter, og som allerede nu foregår i selvforglemmelse uden ansvarsfølelse. Men netop fordi den slags samtaler ikke er tænkelige uden åndsfraværelse, viser de tomme rum som, hvis man vil blive ved det, kun kan udfyldes med eftertanke eller rettere drømme.
25. III 12 Kosten der fejer tæppet i værelset ved siden af, lyder som en tromle der bevæger sig i ryk
26. III 12 Blot ikke overvurdere det jeg har skrevet, for så gør jeg det der endnu skal skrives, uopnåeligt.
27 III (1912) Mandag tog jeg på gaden en dreng, som sammen med andre kastede en stor bold mod en værgeløs tjenestepige der gik foran dem, om halsen netop som bolden fløj mod pigens bagdel, klemte til i stort raseri, skubbede ham til side og skældte ud. Gik så videre og så slet ikke på pigen. Man glemmer helt sin jordiske eksistens fordi man er så helt opfyldt af raseri og må tro at man ved lejlighed ligeledes vil fylde sig selv med endnu smukkere følelser
28 III 12
Glæden ved badeværelset. - Gradvis erkendelse. De eftermiddage jeg tilbragte med håret.
1 IV 12 For første gang i en uge en næsten fuldstændig fiasko med skriveriet. Hvorfor? I forrige uge gennemgik jeg også forskellige stemninger og beskyttede skriveriet mod deres indflydelse; men jeg er bange for at skrive om det.
3 IV (1912) - Så er en dag forbi - Formiddag kontor, eftermiddag fabrik, nu til aften råben og skrigen i lejligheden til højre og venstre, senere hente min søster fra Hamlet - og jeg har ikke forstået at stille noget op med et eneste øjeblik
8 (6.) IV 12 Påskelørdag.
Fuldstændig erkendelse af sig selv. At kunne holde om omfanget af sine evner, som en lille bold. Acceptere den største nedgang som noget kendt og på den måde forblive elastisk i den.
Længsel efter en dybere søvn der opløser mere. Metafysisk behov er bare dødsbehov
Hvordan jeg i dag talte skabagtigt til Haas fordi han roste Maz' og min rejseberetning, for i det mindste dermed at gøre mig fortjent til rosen eller for at fortsætte rejseberetningens svindelagtige eller opdigtede virkning i svimmelhed eller i Haas' elskværdige løgn, som jeg forsøgte at gøre nemme for ham
23.06.2015
Refleksion, der mest bare handler om, at jeg stener over forskellige kritiske udsagn om "Søvn"...
(fx avisanmeldelserne og http://floret.se/cikorie/litteraturens-banalitet/ og http://ordlydblog.blogspot.dk/2015/06/jeg-fler-du-fler-det-jeg-ogsa-fler.html)
Det er ikke en ny teori, og det er en ret indlysende ting, tror jeg, men det, man på den ene side kan kalde tema, og det, man på den anden side kalder form, er ikke to uafhængigt eksisterende. Dvs. en tekst har ikke et indhold, som den så taler om på en eller anden måde; en teksts indhold afhænger af den måde, teksten er skrevet på. Den måde, en tekst er skrevet på, er dens indhold - hvilket ikke betyder, at det ikke er muligt at tematisere noget udenfor teksten, men hvis en tekst tematiserer noget, så er det det, den gør. Alle tekster tematiserer på en eller anden måde noget - eller form er et ord for, hvordan en tekst er tematisk. Som konsekvens af det er det vigtigt for en læsning, at den ikke kun er fokuseret på form eller tema, for på et analytisk niveau kan de to selvfølgelig godt ses som aspekter af en tekst, men i udsagn om en tekst som helhed giver det ikke mening fx at sige: "Spændende tema, kedelig form." Hvis temaet er spændende, er det på grund af formen; temaet kan ikke være spændende uafhængigt af formen. Eller - det udsagn kan også betyde, at man på forhånd er interesseret i et emne og derfor i en tekst om det emne, men det viser sig, at man ikke er interesseret i den tekst. Men hvis udsagnet ikke hentyder til det, men til, at man synes, en tekst er god, men kunne have været bedre? "Spændende tema, kedelig form" kunne betyde, at man er glad for en tekst, der samtidig ikke er i overensstemmelse med ens forestillinger om, hvad en god tekst er. - Nej, det, der ik giver mening, er at sige, at en tekst er, som den skal være, rent tematisk, men formmæssigt er der noget galt; det er det samme som at sige, teksten tematiserer noget på en vellykket måde, men at den tematiserer noget på en ikke-vellykket måde. - Logisk hænger det ikke sammen at sige "Spændende tema, kedelig form" om en tekst, fordi udsagnets første del, om tema, refererer til en reel tekst, mens den anden del, om form, refererer til en mulig tekst; udsagnet, som tilsyneladende fokuserer på én tekst, fokuserer faktisk på to. At fokusere på en mulig tekst, som den reelle tekst kunne have været, eller at sige: "Teksten passer ikke ind i kategorien 'god'.", bliver en anledning til at afvise den reelle tekst som ligegyldig. Samtidig bliver det en måde ikke at læse den reelle tekst; ikke at forholde sig til den. At sige: "Spændende tema, kedelig form." er en anden måde at sige: "Jeg har ikke forstået temaet og ikke fattet formen.", eller: "Teksten bekræftede mit fordomsfulde verdensbillede, så jeg gad ikke læse den færdig."... Ok, hvis man skal tage "Spændende tema, kedelig form." alvorligt og antage, at en tekst kan deles op i tema og form: Det udsagn vil gerne have, at en tekst, som allerede behandler et tema på en kommunikativ måde, gjorde det på en mere skøn/underholdende måde. Umiddelbart virker det som et fair krav, men det er problematisk. For det første ville en forandring af formen ændre teksten som helhed, hvilket ændrer, hvad den kommunikerer, altså dens tema. Det følger, at en kritisk dom over formen også bliver en dom over temaet; for en forandret form har konsekvenser for temaet, hvilket indebærer, at det "spændende tema" åbenbart ikke var spændende nok i sig selv til at bære teksten. Problemet er, at form per automatik sættes over tema. For det andet, når man devaluerer en teksts tematik ved at sætte krav til dens form, hvad er det så, man gør? Man siger: "Ja, teksten handler om noget, men det er ikke nok." Sagt på en anden måde, man tillægger ikke tekstens menneskelige indhold værdi. Måske anerkender man, at det er muligt at tilegne sig ny viden via en tekst; samtidig hævder man, at det ikke er nok til, at den tekst er god. - Nej, nej - det ender tilbage i, at tema og form ikke kan adskilles: Hvis man siger, at en tekst lykkes tematisk, så er det det samme som at sige, at den måde, den tematiserer noget på, er vellykket, dvs. form - og så hænger det ikke sammen samtidig at mene, at teksten burde være anderledes, med mindre man taler ud fra nogle kriterier for, hvad tekst skal være, men de kriterier har jo ikke noget med teksten i sig selv at gøre. Hvis man på den anden side siger, at en tekst ikke lykkes tematisk, så er det det samme som at sige, at den måde, den tematiserer noget på, ikke er vellykket, altså form. I begge tilfælde må en kritik af tekstens tematiske holde fokus på tekstens formelle og omvendt.....
21.06.2015
Whether and how we respond to the suffering of others, how we formulate moral criticisms, how we articulate political analyses, depends upon a certain field of perceptible reality having already been established. This field of perceptible reality is one in which the notion of the recognizable human is formed and maintained over and against what cannot be named or regarded as the human - a figure of the nonhuman that negatively determines and potentially unsettles the recognizably human.
(Judith Butler: Frames of War, Verso 2010, s. 64)
(Judith Butler: Frames of War, Verso 2010, s. 64)
10.06.2015
Ekstramateriale (2): forkastede digte
den
31. december, jeg har lige
puttet
vera i barnevognen på altanen
malou
spørger om jeg gider gå i Lidl
og
købe det sidste til i aften
jeg
går i Lidl, jeg skal have
sukker
og hvidløg, der er ikke noget
hvidløg,
jeg går ud gennem kassen
på
vej ud på gaden stopper vagten mig
han
vil se hvad jeg har i lommerne
jeg
siger det kommer ikke til at ske
jeg
skal have hvidløg
i
har ikke noget hvidløg
*
vera
vågner
hun
ligger mellem os i dobbeltsengen
hun
sidder op i sengen uden at sige noget
malou
tager hende op og sætter sig
i
lænestolen med hende
på
armen og synger
jeg
holder mig vågen ved at se
højdepunkter
fra Premier League
på
malous telefon
efter
ti minutter sover vera, malou
hvisker
til mig, jeg rejser mig
fra
sengen og går hen til stolen
tager
hende op med en hånd
under
nakken og en hånd under lårene
og
bærer hende over til tremmesengen
*
hos
malous forældre fordi malou
har
fødselsdag, vera vil ikke spise sushi
hun
spiser kyllingesticks, hun spiser
ikke
ris, hun spiser agurker, hun spiser
ikke
tofu, hun spiser sojabønner med salt
malou
spiser ikke sushi fordi hun prøver
at
få vera til at spise sushi
jeg
spiser malous sushi, hun spiser
kyllingesticks,
jeg spiser
de
sidste sojabønner med salt
*
malou
er lige taget på skadestuen
med
indsnævret hals, halsbetændelse
jeg
stod ved vinduet
for
en halv time siden
og
så hende stige
ind
i en taxa for at tage ud
til
skadestuen på Hvidovre Hospital
vera
vågnede ved ellevetiden
jeg
sad hos hende i fem minutter
og
igen i fem minutter
da
hun vågnede igen
fem
minutter efter
ellers
har hun sovet hele natten
*
jeg
ser Premier League-højdepunkter
på
malous computer
malou
er ved at putte vera
på
soveværelset, jeg kan høre hende synge
vera
siger sut og kaj, de har været
derinde
i en halv time nu
Manchester
City vinder 1-0 over
Hull
på langskudsmål af Silva
selvom
de spiller med ti mand det meste
af
kampen efter Kompany fik rødt kort
i
starten af 1. halvleg for en nødbremse
Chelsea
fik udvist Willian og Ramires
og
endda Mourinho i 2. halvleg mod
Aston
Villa og tabte 1-0, Fabian Delph
scorede
med hælen i det firsende minut
*
under
aftensmaden i majas kollektiv
anna
ser på nettet på sin telefon
at
en af dem som blev stukket ned
til
en demonstration i går aftes
i
Malmö af nogle nazister var hendes veninde
og
at venindens kæreste også blev
stukket
ned og er i koma
jeg
har lige skiftet veras tøj og ble
hun
blev vred da jeg tilbød hende mad før
og
hældte mælk ud over sig selv
maja
krammer anna som græder
troels
siger åh nej, er det sådan en hævnting?
det var det der
ikke måtte ske
jeg
spiser hurtigt så vi kan komme hjem
*
på
vej hjem til malous forældre
vi
står af bussen på Roskildevej
malou
går ind og køber ind, jeg kører
klapvognen
hen til et cykelstativ
uden
for Netto og tager vera op
hun
ser en kasse med appelsiner
der
er et net som er åbent, der ligger
fem
løse appelsiner
jeg
ser op inden jeg tager en
vera
kravler op på en bænk
vi
sidder med ryggen til Roskildevej
og
busstoppestedet, jeg skræller
appelsinen
og giver hende halve både
spiser
hver anden hele båd selv
*
jeg
sidder i sofaen på veras værelse
malou
er på badeværelset
vera
ligger på soveværelset og sover
jeg
puttede hende for et par timer siden
lå
i dobbeltsengen og hørte på at hun
stod
i sin seng og sagde kaj og mad, lyden af
biler
fra gaden, den glidende lyd af naboens
skabslåge
der bliver åbnet bag væggen
hun
sad i sengen og snakkede, så uden
overgang
lå hun ned og sov
vi
er på vej i seng
*
vera
og malou er hos malous forældre
jeg
har lige været i Vangede, rasmus
fik
overrakt Dan Turèll-medaljen
han
talte om Ukraine og Putin i Tv-avisen
og
Lene Espersen der siger Danmark skal købe
flere
missiler, i sin takketale ved overrækkelsen
bagefter
talte jeg med karin om angsten
for
en ny krig og angsten for
hvad
der sker i samfundet af kontrol
og
intolerance, man bliver nødt til at håbe
men
hvad hvis håbet ikke kan tage
anden
form end løgnen
jeg
fik et lift ind til Nansensgade
af
rasmus kusine, gik over til
Hovedbanegården
og stod på bussen
*
drøm
i nat, på en landevej
vera sover i
klapvognen i skyggen af et træ
træet står et par
meter fra vejen, på den
anden side af en
grøft, klapvognen
står mellem træet
og et buskads
kalechen oppe, med
front mod vejen
på vejen går der en
kø af mødre
med barnevogne, jeg
går frem og tilbage
langs buskadset og
overvejer
at gå ind i det og
onanere
en af dem, en
mørkhåret kvinde med en
orange t-shirt, så
på mig og sagde hej, hun kunne
ikke stoppe på
grund af barnevognen
jeg går ind i
buskadset og står bag et bøgetræ
man kan se mig fra
vejen, jeg går ind
mellem nogle
grantræer, står og ser ud
på vejen gennem
grenene, pikken ude af mine
bukser, jeg kommer
inden den bliver hård
*
vera
vågner klokken tolv
jeg
synger Se den lille kattekilling
hun
falder i søvn, vågner igen, græder højt
jeg
tager hende over i dobbeltsengen
hun
bliver ved med at græde
malou
synger Postmand Per, hun
græder,
jeg skifter hendes ble
hun
er helt vågen og siger tjoller
jeg
går ind i stuen med hende og leger med klodser
efter
en halv time tager jeg hende med
ind
på soveværelset og putter hende
igen,
hun græder ikke men det tager
tyve
minutter ved siden af hende i mørket
ligger
i mørket og sover ikke, er ikke vågen
tænker
på om det føles sådan at dø
*
jeg
ligger på madrassen i stuen
malou
sidder med vera inde i sengen
vera
der græder og malou
der
prøver at distrahere hende ved at
spørge
om hun kan huske hvad de lavede i går
vera
vågnede, jeg prøvede først
at
give hende noget vand og sutten men
hun
græd og rejste sig op i sengen, jeg tog hende
op
og sad med hende liggende på armen
hun
græd højere og spjættede
jeg
satte hende i dobbeltsengen
og
sagde til malou at
en
af os skulle gå ind og sove
vera
der græder og hoster, malou der taler
malou
der siger du har lavet lort i bleen
*
vera
ligger på maven i tremmesengen
cd’en
er på ottende nummer ud af ti
hun
skreg lidt og prøvede at kravle
ud
af sengen før
hun
ligger på maven, jeg sidder lænet
mod
tremmesengen, hovedet i armene
vera
sætter sig op, flytter på kajbamsen
lægger
sig med hovedet i den anden ende
sætter
sig op, siger muji, muji, muji
jeg
rejser mig og tager glasset ovenpå skabet
sætter
mig og giver det til vera
hun
drikker med en hånd på siden
og
en hånd under glasset, jeg har en hånd
under
hendes hænder
hun
vender glasset på hovedet
*
jeg
ligger i sengen, malou prøver
at
putte vera i barnevognen på altanen
jeg
kan høre hende skrige, malou der prøver
at
spørge om hun skal synge den sang
eller
den sang, vera der siger nej, nej, nej
døren
til altanværelset piver
de
kommer ud, lydene bliver fjernere, de er
i
køkkenet eller stuen, jeg kan ikke høre dem
ligger
med puden over hovedet
malou
kommer ind og spørger om
vi
skal lave pandekager
*
morgen,
vi cykler ud på Amager Fælled
jeg
cykler derud med vera bag på cyklen
vi
cykler rundt på fælleden
og
prøver at finde den der høje bakke
ender
på det samme græsareal hvorfra
man
kan se bakken hvor peter og jeg
også
stod og så på den og indså
at
vi måtte vende om, tage en anden vej
vi
cykler tilbage, jeg er sikker på
det
er den næste sti til højre, vi drejer
kommer
ud af buskadset og kan se bakken
vera
går selv den halve vej op
hun
falder et par gange på det stivnede mudder
jeg
bærer hende det sidste stykke, på toppen
sidder
der en mand på en sten og en dalmatiner
*
jeg
stiller klapvognen i vuggestuens port
og
tager vera op
hun
løber ud på legepladsen
skuret
med skovle og mooncars er låst
jeg
spørger om vi ikke skal gå derud
og
peger på gårdhaven bagved legepladsen
vi
går ud gennem lågen, den åbner udad
vera
tripper langsomt baglæns
vi
går ud, hun løber hen til en
lille
plastikmotorcykel
hun
kan ikke få den til at køre på græsplænen
hun
prøver også med en lille bil
jeg
gynger hende i babygyngen ved syrenbusken
klokken
er 8.44
jeg
siger at vi skal op på stuen
vera
siger cykel, cykel og kigger på
plastikbilen,
jeg siger vi kan gå op på stuen
og sige hej til kaj
hun
siger badi, jeg siger ja, bamse
det er rigtigt, i
har sådan en stor bamse
oppe på stuen
*
cd’en
er nået til ”Louie, Louie”
vera
sidder i sin seng og synger uui, åoå,
jaijajaa
jeg
ligger på ryggen midt i dobbeltsengen
det
venstre ben strakt
det
andet ben bøjet ud til siden
armene
bøjet over hovedet
hovedet
bøjet mod højre
kigger
på vinduets skyggekryds og fire
gulgrå
firkanter gennem gardinet
hun
siger den der, den der
jeg
kigger på hende, hun står
og
peger på min bluse der ligger på gulvet
jeg
siger skal du virkelig have den?
rejser
mig og lægger den ned i sengen
til
hende, siger så skal du lægge dig her og
sove
hun
lægger sig på maven, jeg lægger mig ned
igen,
cd’en spiller ”Surfing U.S.A.”
hun
klynker pua, pua, lille pua, jeg kigger
på
hende, hun siger hej
*
jeg
sidder på en stol
på
fortovet uden for thai-restauranten
cd’en
var på sidste sang
vera
havde ligget stille i fem minutter
jeg
rejste mig for at tage en t-shirt og gå ud
i
stuen, vera satte sig op og sagde hej
i
den anden stol har der lige sat sig en tynd, hvid
måske
fyrreårig kvinde som engang spurgte
om
jeg havde ild og da jeg sagde
nej
sagde du er ikke til noget vel?
hun
er sammen med en der lugter sødt af sprut
han siger come
on, lets go
hun
siger stop pulling, pulling me, it’s not
normal behavior, han går ind i restauranten
og
køber en juice til hende
da
han kommer ud siger han when do you want
to go?, hun siger you can go
i’ll wait here for a friend
malou
kom ind og tog over, jeg gik ud
i
køkkenet og børstede tænder
gik
ned ad trappen
maja
har lige ringet, hun er her om et minut
*
med
maja på Man hygger sig hos Tove
der
er fyldt med unge svenskere
vi
sidder i baren, vi sidder på to skamler med ryggen
til
vinduet, der sidder tre gamle
i
baren med ryggen til lokalet
en
kvinde med et rundt rødt ansigt, en
skægget
mand med smalle øjne der ser forurettet
ud
men smiler til mig da maja er på toilettet
og
tættest på, en mand med læberne
inde
i munden, når han vil sige noget til de andre
skriver
han det ned på en blok, når han
skal
have en øl mere banker han den
tomme
flaske i bardisken to gange
han
læser i en avis som han deler
med
hende med rødt ansigt, Berlingske
*
klokken
er 4.41,
malou
er gået ud og tisse
vera
vågnede og var ked af det
jeg
tog hende op og sad med hende
på
armen i sengen, hun lå med åbne øjne
i
måske ti minutter og suttede på sutten
da
hun havde sovet i et par minutter
lagde
jeg hende over i tremmesengen
malou
ventede indtil jeg havde lagt hende
med
at stå op og gå ud
jeg
ligger på ryggen uden dyne på
og
venter på at malou kommer ind igen
så
jeg kan gå ud og tisse
*
vera
sover på altanen
malou
ligger på sofaen
hun
har influenza, hun vil gerne
have
vaniljeis, jeg cykler over
til
Irma på Gammel Kongevej
jeg
går ind i butikken med min cykelhjelm
i
hånden, går ind bagerst i butikken
til
fryseafdelingen, tager en bøtte is
og
lægger den i cykelhjelmen, går ud
gennem
kassen med hjelmen i hånden
vi
spiser is direkte fra bøtten og ser
matador
på DR’s hjemmeside
*
klokken
er 7.39
vera
vågnede klokken seks
vi
sidder i sofaen og ser
Bamse
Billedbog på Youtube
Bamse
kravler op på taget og hænger
Ællings
sut på skorstenen
til
julemanden, snupsedyret tager sutten
og
kravler ned i sit hul
Ælling
græder, Bamse stikker sin pote
ned
i snupsedyrets hul for at få
sutten
tilbage selvom han er bange
jeg
sidder med vera på skødet, malou sover
vera
har skoldkopper, hun har fået omkring
tyve
knopper, det virker som om
de
ikke klør, og lidt feber
*
vera
vågnede og havde det febervarmt i nat
hun
vågner og siger tørstig, tørstig
jeg
rejser mig og tager glasset på skabet
og
giver hende det, holder en hånd
under
glasset imens hun drikker lidt
hver
gang hun skulle have noget at drikke i nat og
i
går nat troede jeg at hun drak af den forkerte
side
af glasset, af den kant længst væk
så
man hælder vand ud over sig selv
første
gang jeg troede det, i går nat, tog jeg
glasset
fra hende to gange, anden gang
begyndte
hun at græde, jeg gav hende glasset igen
og
lod hende drikke, jeg troede det igen
*
hos
min storebror og hans kone i Ejby
vera
sover i gæsteværelset
sad
i stuen efter vi havde spist is
i
sofaen og stirrede op gennem den
tunnel
må det hedde, gennem loftet med
et
vindue for enden som ikke kan åbnes
fordi
elinstallationerne ikke virker
der
bliver snakket om Arken, min bror siger
at
fejlen er at museet er for lille, hans kone siger
at
hun godt kunne lide Hundertwasser
malou
siger at hun er ved at være træt
min
lillebror siger han har været ved at falde
i
søvn siden klokken et, jeg siger at han
skulle
have taget sig en lur
i
formiddag, han siger at han sov før han
mødtes
med os klokken to i toget
*
malou
og jeg sidder i sofaen
og
ser det sidste afsnit af Twin Peaks
jeg
sidder til venstre for malou
hun
sidder med benene over mine ben
jeg
har armen om hende, hun har sin hånd
i
mit hår bag på hovedet
babyalarmen
står ved siden af computeren
malou
spiser yoghurt, jeg drikker kaffe
i
forgårs aftes, i Døgnnetto
jeg
tog en bakke nektariner fra et køleskab
der
sad en sort tråd fast i nettet omkring
bakken,
oven på nektarinerne
jeg
rystede bakken, prøvede at børste den væk
troede
at den var et stankelben
det
var en tråd, det kunne jeg godt
se,
i måske fem sekunder
troede
jeg at den var et stankelben
*
på
vej op ad trappen i vuggestuen
vera
vil gå baglæns
hun
holder mig i begge hænder og går
to
trin op baglæns, sætter sig ned
vender
sig og begynder at kravle
op
ad trappen, rejser sig på den første afsats
går
op ad den næste trappe mens hun
holder
fast i børnegelænderet
ind
på stuen, jeg har hende på armen
vi
går ud på badeværelset
jeg
sætter hende på en af puslepladserne
og
vasker først mine, så hendes
hænder
med sprit
gnider
hendes hænder ind i spritten
klapper
hænderne sammen et par gange
klapper
mine kinder med hendes hænder
så
hendes kinder
inde
på stuen, en af pædagogerne spørger
om
vera vil ned og sidde
og
læse bog
hun
siger ja, jeg sætter hende
ned
i sofaen, hun får store øjne
og
kigger væk, jeg siger farvel til hende
hun
vinker, jeg kysser hendes hånd
*
vera
og malou ligger og sover på det lille værelse
på
2. sal hos malous forældre
jeg
har været på Brøndby Stadion og se
BIF-FC Midtjylland sammen med amalie
malou
tog vera med herud i eftermiddag
inden
jeg tog til Brøndby
jeg
sidder i en lænestol i stuen
ved
siden af værelset
på
vej til Brøndbyøster Station efter kampen
amalie
sagde at der er mange
racistisk
motiverede overfald
og
overfald på venstreorienterede
i
Sydhavn for tiden
vi
gik på en grussti
sammen
med en masse brøndbyfans
på
vej over til et hus de har som hedder Hytten
for
at møde malous lillebror
*
jeg
vågner
soveværelset
er lyst
malou
ligger på siden og sover, med dynen
mellem
benene og venstre arm
under
hovedet
vera
trækker vejret langsomt, jeg kan høre
når
hun puster
ser
hvad klokken er på min telefon
den
er 5.56, malous lillebror
har
sendt en sms 5.48:
”Du
betyder alt, rejst hele jorden rundt!
Selv
når jeg ikk har råd og det gør ondt.
De
dage hvor du er nede, og taber hele tiden.
Vil
jeg aldrig vende ryggen til!!!”
jeg
tænker den handler om Brøndby
han
må have festet siden kampen i går
*
vera
vågner tyve i syv
jeg
rækker ned og finder bøgerne på gulvet
og
fjerner den side af tremmesengen
som
er tættest på dobbeltsengen, klokken syv
står
hun på gulvet og siger ind i tuen, kar
malou
siger hvad siger du til at jeg sover
en time til og så
sover du en time til?
jeg
siger okay, det kan vi godt
skifter
veras ble, laver kaffe og havregrød
mens
hun leger med et pudebetræk i stuen
kvart
over otte vækker jeg malou
jeg
ligger i to minutter, så skal jeg skide
tænker
på sammenhængen med kaffen
på
vej ud på toilettet
da
jeg tørrer mig, lugten af lorten
rammer
min næse, det lugter på samme måde
som
veras gjorde da jeg skiftede
hendes
ble, jeg tænker what, fiskefrikadeller?
*
klokken
er 5.33
malou
sover på veras værelse
jeg
ligger på ryggen midt i sengen oven på min dyne
og
synger Se den lille motorcykel for
nittende
gang, vera har ligget stille i sin seng
de
sidste fem gange
lagenets
hvidgrå overflade i lyset gennem gardinerne
fladernes
mørkegrå bølger
vera
ligger stadig stille, jeg begynder
at
nynne sangen, hun sætter sig op
og
siger motorsjykler
med
sutten i munden og svømmende øjne
jeg
sætter mig ved siden
af
hendes seng og synger
hun
lægger sig ned på siden og sover
*
lars
der bor nedenunder holder polterabend
de
hører techno
vera
sover igennem det
hun
ligger på soveværelset
vi
sidder i sofaen og ser Melodi Grand Prix
på
malous computer
Bassim
synger ”scubby-dubby-dubby”
malous
lillebror blev anholdt i moddemonstrationen
mod
nazi-demoen på Christiansborg Slotsplads
i
dag, han har lige sendt en sms
til
malou om at han er blevet løsladt
de
sms’er om hvem der vinder grand prixet
malou
siger at hun så på nettet
at
nogen fra moddemoen bankede nazisternes leder
og
råbte efter ham at næste gang dræber de ham
nazisterne
havde skilte med
”DØD
OVER PERKERE”
og
”DØD OVER HANDICAPPEDE”
vi
stemmer på den østrigske deltager
som
kommentatoren kalder for drag-artisten
*
hos
malous forældre
jeg
sidder i stuen på 2. sal
lyd
fra vandrørene, støv er synligt
i
en stribe af solskin fra altandøren
malou
og hendes mor har vera med til
Bodenhoff-bageren
i Domus Vista-centeret
vera
vågnede skrigende to gange i nat
jeg
tager hende op og sætter mig med hende
liggende
på armen, hun skriger højere
det
blev en råbende gråd
jeg
kunne slet ikke håndtere det
satte
bare vera ved siden af malou
og
gik ud i gangen og stod
hun
blev stille igen for anden gang
jeg
gik ind på soveværelset
malou
sad på sengen med hende siddende
på
skødet, hun sov, malou lagde hende
ved
siden af sig, jeg lagde mig ned
malou
faldt i søvn, jeg ligger og
spænder
i kæben helt oppe ved øret
*
vi
kommer hjem fra malous forældre
malou
tager skoene af og lægger sig på sofaen
jeg
sætter mig på skamlen ved døren
med
vera på skødet og tager hendes sko
og
termotøj af, hun kravler ned på gulvet
og
sætter sig med en bog, jeg henter hendes bamser
og
en sut i soveværelset og lægger dem
i
barnevognen på altanen
hun
falder i søvn efter jeg har skubbet vognen
frem
og tilbage 28 gange
malou
sover da jeg kommer ind i stuen
jeg
går ud i køkkenet og varmer sødmælk til kaffe
*
planen er at jeg
skal blive alene
med kaptajnens kone
i hendes kahyt
jeg skal tage en
bid af hendes kind
og bide hende i
halsen
men jeg har gjort
hende liderlig
og det gør mig
liderlig
hun tager tøjet af
og går i bro
der er så liderligt
imellem os
på knæ på gulvet
med ansigtet ved hendes kusse
jeg
vågner med stiv pik
vera
står i sin seng og siger hej, hej
*
torsdag
morgen
malou
sover
vera
og jeg sidder i sofaen og ser Postmand Per
på
malous computer, en af de nye afsnit
Per
flytter på en discomaskine med en truck
og
ødelægger en af højtalerne
da
Teddy har repareret den
flyver
Per den over til skolens discofest med helikopter
veras
havregrød med svesker står på sofabordet
hun
har spist fire mundfulde
hun
vågnede og græd i nat
og
faldt i søvn og vågnede igen
malou
stod op med hende, de kom ind
på
soveværelset lidt i tre, malou sagde at vera
havde
lavet en hård lort, jeg sang hende i søvn
hendes
lille ansigt med lukkede øjne
stak
op af trøjen uden på natdragten
jeg
vidste at hun sov tungt nok til at blive lagt
over
i sin egen seng da hun snorkede lidt
vi
ser Postmand Per-afsnittet forfra
jeg
har det som om jeg har tømmermænd
*
på
vej gennem den mørke gang
ryster
jeg min kæbe løs
malou
er på badeværelset
vera
ligger i sin seng og sover med sin
termojakke
på, det er maj, de har lukket
for
varmen og vores værelser
er
kolde om natten
i
går gav vi hende sin vinterjakke på
da
hun skulle sove, efter tyve minutter
kunne
jeg høre hende i babyalarmen
jeg
gik ind på soveværelset
hun
sad i sengen med en krans af sved
hun
har sovet siden hun blev puttet
vi
har siddet i stuen og set gamle afsnit
af
Grey’s Anatomy
malou
kommer ud fra badeværelset nu
Abonner på:
Opslag (Atom)