28.12.2015

 

26.11.2015

20.11.2015

10/6/15

Hej Jonas

Jeg læser din bog pappa-mamma-barn og vil skrive om min læsning. Nu står jeg i køkkenet og læser din bog, mens æggene stiver på panden. Nu begynder jeg at læse din bog og har tænkt mig at skrive om det. Nu læser jeg.


De første fire linjer på side 9, indtil den første note, og noten. Omeletten er færdig nu, og jeg tænker på et stort glas vand og brød. Angående noten. Da Vera var lille, under et år, skrev jeg også en del af den form for digte, remser – hvilken følelseskvalitet er der i det? Gentagelse, gentagelse. Måske følelsen af at være i en situation, det er umuligt nogensinde at komme ud af, forældreskabet, og den panik, det fører med sig. Glæden og panikangsten. Gør jeg det godt nok som far? Har mit barn det godt? – ”har min son det bra”.


Før du blev født, var du ikke et faktum...


Læser, mens jeg spiser, nu ved spisebordet i stuen.


Ønsker jeg at skrive om forskellene mellem Søvn og pappa-mamma-barn ?


19/6/15

Hey

Hurtig note: Sidder i sofaen, Gertrud ligger med babylegetøj på madrassen, Vera og Malou er ovre på Hovedbanen for at købe læbestift til at lege med. Hvis jeg skriver mere nu, når jeg ikke at læse. Læser fra starten af afsnittet ”Mamma”.


24/6/15 kl. 6.10

Sidder med Gertrud på skødet. Har lige skiftet Veras ble og sat hende med en stak bøger i hendes seng. Læser fra starten af afsnittet ”Mamma”.


Nåede til side 43. Gertrud skal have skiftet ble. Markerer steder i teksten, som jeg vil skrive om.


Kl. 21.45

Sidder på en bænk ved rundkørslen på Halmtorvet, larm, fra en studenterfest udenfor PH-Caféen, teenagere med hvide huer. Teenagere uden noget på hovedet. På bænken: en dåseøl Carlsberg Classic til venstre for mig, en flaskeøl Carlsberg Classic til højre for mig. Den til højre er min, næsten fuld. Løfter på den – den til venstre er halvt fuld, stod her, da jeg satte mig...

To betjente går forbi, den ene med åben jakke, skudsikker vest. Hvorfor er jeg så fuld af foragt?


Side 33:

”Jag har aldrig funderat över varför jag, när jag – alltför sällan – får gå en promenad i ensamhet, ofta hamnar i de kvarter där jag och min älskade fru bodde innan vi fick vår son.”

Det der før og efter fylder meget i pappa-mamma-barn. Bogens nu er efter barnets fødsel, men der er en længsel efter før. Efter virker som et forandret nu, et chokerende nu, et frustrerende nu – deprimerende?

Det, der interesserer mig mest, er at undersøge, hvordan min situation, mit forældreskab, er forskellig fra det, som bliver beskrevet i bogen.

Jeg har også oplevet et før og efter, men skellet skete ikke ved mit første barns fødsel i august 2012, det skete ved min mors død i oktober 2009. At få barn var ikke noget, som skete for os, det var noget, vi valgte skulle ske, det var noget vi gjorde, sådan oplever jeg det. At få børn har ikke været en sorg, min mors død var en sorg. Det jeg, der kunne have oplevet sine egne børn som en sorg, døde med min mor.

Ikke at det beskrives som en sorg at blive forælder i pappa-mamma-barn, men der er et før og efter, som måske er sammenligneligt med sorgen efter en død?


27/6/15

Morgen. Halv ni cirka. I sengen, Gertrud sover i barnevognen, Malou og Vera er i stuen, Vera ser Bamses Billedbog på dvd.

Færdig med første gennemlæsning af pappa-mamma-barn.

Der er kun to afsnit – har jeg skrevet det? – i bogen, troede, der ville være tre, der er to: ”Pappa” og ”Mamma”, forstår ikke, hvorfor bogen er delt op i to afsnit, hvorfor er den delt op i afsnit? Det ville give mening, hvis den ikke var.

Besøg af min lillesøster de sidste to dage. Hun er 20 – ti år yngre end mig. Uventet skænderi med hende om aftnen i forgårs, som endte med, at jeg prøvede at forklare hende, hvorfor Malou og jeg ikke har haft overnattende gæster, siden Vera blev født for tre år siden. Eya var vores første overnattende. Prøvede at sige sætninger som: ”Det er skrøbeligt for os,” og – jeg kunne ikke gøre det forståeligt. Hvor utrygt det er at få nogen ind i vores skrøbelige motor. Hver dag kæmper vi for at få en god dag – hvor vigtigt det er, at alle dage er gode, på grund af børnene. Der skal så lidt til, for at vores bevidstheder bliver skubbet til, og når så hele dagen har gået med at sørge for, at børnene har det rart, får mad, bliver skiftet, sover, kommer ud, slapper af, griner. Intet overskud til gæster. Den sygdom og død, der har været i vores familier før og efter børnene. Søvnmanglen og sorgen. Hvis søskende ikke har forstået – hvordan skulle jeg orke at gøre det?


29/6/2015

pappa-mamma-barn side 42 (den skrøbelige motor!):

”Not 23

Kommer han vara på skrikhumör, kommar han vilja bli buren hela tiden, kommer han bli arg för att han måste sitta i barnvagnen, kommer han bli arg för att han inte får leka med min mobiltelefon, kommer han bli arg om han får syn på bilarna på Konsum som man kan lägga pengar i men jag varken har tid eller ork att leka vid, kommer han bli arg när jag ska byta blöjan, kommer han bli arg för att jag inte vill att han ska titta på teve hela tidan, kommer han bli arg för att datorn är avstängd så att han inte kan titta på youtube-klipp med traktorer, kommer han bli rädd för något plötsligt ljud, kommer han bli rädd för någon person vi kommer möta på trottoaren, kommer han ramla eller skada sig på någonting, kommer han vara hungrig eller törstig utan att jag förstår vad det är, kommer han ha ont någonstans utan att jag förstår vad det är, kommer han vara för varm eller för kall utan att jag förstår vad det är, kommer han vara ledsen för någonting han inte kan uttrycka, kommer han bli ledsen för att jag inte förstår, kommer han tycka att jag interagerar tillräckligt med honom, kommer han tycka att jag är tillräckligt ’närvarande’, kommer han tycka att jag är tillräckligt glad, kommer han ge uttryck för att han vill att hans mamma ska vara med honom istället, kommer jag orka vara den jag vill vara?”


Læste lige noget af det, jeg har skrevet, igennem. Det er vist mere henvendt til en læser end til Jonas. Tilegnet Jonas. Kh


4/7/15

2. gennemlæsning.

Sidder på altanen. Børnene er lige blevet puttet. Først Gertrud, så Vera. Klokken er 20.15.

Det er sommer. Det er onsdag, Vera holdt fridag fra børnehaven i dag.

Jeg får ikke skrevet på den her tekst, som jeg gerne vil; jeg har ikke 2-3 hele dage at læse og skrive i, at arbejde i.

Her sidder jeg og suger saften ud af en kvart nektarin med et gult sugerør med knæk, vi gjorde gulvet rent på altanen i går. Her sidder jeg og tænker på at rydde op efter aftensmaden og gå ind og sove, skyerne svæver hurtigt henover det af himlen, jeg kan se fra den her baggård. Nogen siger: ”Fuck dig! fuck dig mand!” i en lejlighed, jeg kan ikke se, hvilket åbent vindue det kom ud af. Som om man bliver nødt til at være med i en film for at råbe det, de ord på den måde, så frustreret over kæresten. Her sidder jeg med min nektarin i et glas med guldkant.

Bogen, pappa-mamma-barn, ligger på bordet. ok. nu læser jeg nogle sider.

(beslutning: noterne til langdigtet forholder jeg mig kun til, hvis det lige giver mening, ellers ignorerer jeg dem. kommer aldrig gennem bogen og den her tekst ellers. dvs jeg forstår faktisk ikke bogens opbygning: der er 2 suiter, ”Pappa” og ”Mamma”. titlen til første suite står på side 5, med fonetisk skrift – lydskrift eller hvad det hedder – og jeg fatter altså ikke, hvorfor den gør der – hvorfor titlerne gør det. beslutning: det ignorerer jeg også. jeg starter min læsning på side 7, hvor der står: ”Forlåt”, og på bogsiden har jeg noteret: ”Som om det står i modstrid med hinanden at sige ’undskyld’ og udgive bogen, der beskriver, hvad der undskyldes for? Eller undskyldes bogen?” Digtet starter så på side 9. I hele bogen er der kun tekst på højresiderne, ulige sidetal. Lige sidetal er brugt til noter eller ingenting, og dejligt når det er ingenting. Jeg kan lide: dejligt ingenting. Får lyst til at tale mere om nektarinen


19/11/15

Kære Jonas

Det her bliver det sidste, jeg skriver til dig. Jeg gik i stå med de her noter, måske kom jeg aldrig rigtigt i gang med dem; jeg gennemlæste, hvad jeg har skrevet, den anden dag, og der står jo ikke noget.

Som jeg husker det, læste jeg din bog og var glad for den. På en måde synes jeg også, at den og Søvn er søskende, men den fornemmelse har også gjort det besværligt at læse for mig, for jeg ville gerne bare læse pappa-mamma-barn, men kunne ikke lade være med at læse den sammenlignende; og en sammenlignende læsning kan være fin, men med min egen bog? ...

Og jeg har haft gang i for meget, flere tekster og notesbøger, der er gået i stå, og vi har to børn nu, og jeg har haft alt for intense humørsvingninger...

Klokken er kvart i 5. Gertrud har været vågen i tre kvarter, hun kravler rundt på gulvet og leger nu, jeg gav hende en sutteflaske og tror, hun snart er klar til at sove igen. Vi er i stuen i vores lejlighed på Istedgade, jeg sidder i sofaen, i går sad jeg her og læste ”Tommelise” på det her tidspunkt. Vera sover på sit værelse, hun er lige stoppet med at bruge ble og sut, og Malou sover på soveværelset, hun var på restaurant i går aftes og kom hjem ved ti tiden.

Jeg kender én, der har fået konstateret meget fremskreden kræft, og to par, der har fået barn med Prader Willi-syndrom, i år. Sidste år ved juletid døde Malous far af ALS, en måned efter Gertrud blev født. Det her skriver jeg, fordi jeg ikke tænker på andet.

...

Tak for din bog, jeg glæder mig til at læse den igen og tænker på, at jeg måske kan forsøge at skrive om den igen, når den danske oversættelse udkommer på Kronstork?

Klokken er fem i 5. Jeg skal lige tjekke, om Gertrud skal skiftes, og håber vi skal sove bagefter...

Kærlig hilsen Rolf

11.11.2015

På vej hjem fra Brøndby Stadion i går aftes, på cykel med Jakob, vi cykler den samme rute hjem, han tjekker vejnavne på sin telefon. På Vigerslev Allé ved Kjeldsgårdsvej, sidder på en flisekant for at snakke lidt, seks store politibiler og en civil kører forbi med udrykning. Stille og mørkt, tre mænd gående nede fra Toftegårds Plads, en lille skikkelse løber forbi dem, en af mændene prøver at stoppe ham, han løber videre ad fortovet og springer ind i en busk. Motorcykelbetjent kommer løbende, mændene peger på busken, betjent går over og kommer tilbage med en dreng i nakken. På hjørnet får han drengen til at råbe: "Undskyld for det, jeg gjorde" til de tre mænd, som er nede ad gaden nu. Motorcyklen holder på cykelstien ti meter nede ad Vigerslev Allé, kan høre ham skælde drengen ud for at løbe: "Når jeg råber stop, skal du ikke begynde at løbe, du skal ikke løbe som sådan en chokoladefigur. Det er vel dine ben? Så er det vel dig, der bestemmer, hvor de løber hen. Nu får du en bøde". Jakob og jeg kigger på hinanden, "chokoladefigur"? Hvad? Hvorfor skulle han kalde ham det? Vi bliver nødt til at spørge ham, går hen og står nogle meter fra dem, kan ikke overskue at spørge, før han har givet drengen bøden. Han bliver ved med at skælde ham ud: "Når du møder dansk politi, er der ikke som sådan noget galt, men hvis du løber, så fanger vi dig. Det er mistankegrundlag, der er mange indbrud i det her kvarter." Til os: "En af jer, kom lige herhen." Vi går begge to derhen. "Hvis i ser mig, har i så nogen grund til at løbe?" Han får sit afvisende svar. Vi bliver stående. Prøver at spørge til, at han tog drengen i nakken. "Skulle jeg tage ham i jakken? Så kunne han jo løbe ud af den." Han prøver at give drengen hans pung med kort tilbage, han vil ikke have dem, bliver ved med at sige nej. "Hvad er der galt med dig knægt, så tag dig dog sammen. Hvad skal jeg bruge den til? Jeg har brugt den til det, jeg skal bruge den til. Tror du, jeg har lyst til at stå her og snakke med dig, jeg har faktisk fri nu, forstår du det?" Drengen bliver ved med at spørge til bøden. "Når i kører to på en cykel, så er det da klart, at du skal have en bøde, specielt når du løber ind i en have og gemmer dig. Jeg råbte stop - jo jeg gjorde - du løb to gange rundt om den der bil. Jeg kan også tage dine ting og køre dig hjem til dine forældre og fortælle dem, hvad du går rundt og laver." Til mig: "Du skal lige blande dig udenom." Jeg bliver stående. Drengen sidder og græder. Betjent lægger hans telefon, pung og bøden ved siden af ham på fortovet. Jakob har sat sig ned ved siden af ham. Jeg prøver at spørge til, at betjenten sagde chokoladefigur: "Vi kom hen, fordi det lød som om, du kaldte ham for chokoladefigur, kan du genkende det?" "Hvad?" "Hvad mente du med det?" "Jeg mente spasser, idiot..." Jeg siger ikke noget. Han råber, at jeg gerne må filme ham, og at jeg gerne må klage over ham: "Du er en af dem der, der godt kan lide peace, love and harmony. Du er så dum, hvis du tror, jeg er racist." Jeg: "Ok. Så vil jeg gerne klage over dig." Får hans navn og nummer, Lasse M26, og skriver nummerpladen ned, HN 14 655. Klokken er cirka 21.30, søndag d. 8. november 2015. Jeg prøver at spørge mere ind til det med chokoladefigur, men Lasse tager sin hjelm på og stiger op på motorcyklen. Jeg står på cykelstien, hvor jeg stod, da vi talte sammen. "Så flyt dig." Jeg går ind på fortovet, han kører på cykelstien nogle meter, så ud på vejen. Vi sidder sammen med drengen, Tirat, på fortovskanten, han græder stadig lidt, ved ikke hvor hans pung og telefon er. Jakob viser ham det, de ligger på fortovet med bøden ovenpå. Vi spørger, hvad der skete. Han fortæller, at han var på vej hjem med en ven, vennen har en elcykel, men de går, fordi de gerne vil snakke. Nede ved lyskrydset sætter Tirat sig på bagagebæreren, de kører over, så hører han nogen råbe, og han ser noget grønt lys, og så flygter han. Han gik i panik, nu siger han, at han vil blive siddende lidt for at komme sig over chokket, samle tankerne. Vi bliver siddende hos ham, spørger om han tror, at hans forældre bliver vrede, siger at ham betjenten var helt væk. Jeg siger, at Jakob og jeg lige har været ude og se Brøndby mod FCK, Tirat smiler. Jakob spørger, om han vil med over i kiosken, han skal selv købe mælk. Tirat vil hellere blive siddende. Jeg får hans nummer, så vi måske kan klage over betjenten sammen, vi går over i kiosken. Der kører et fjernsyn, Sevilla fører 3-1 over Real Madrid, Michael Krohn-Dehli bliver skiftet ind, mens jeg betaler for en Sun-C med solbærsmag. Da vi går over Vigerslev Allé igen, løber Tirat frem og tilbage på fortovet, hvor vi sad før. Vi spørger, om han leder efter noget. Han samler noget op, viser os bøden. Jeg fortæller, at Sevilla fører 3-1, han griner: "What. Real var foran 1-0." Han går ud af Vigerslev Allé, mens han kigger på sin telefon.

01.10.2015

Eva Forest: "Dagbog og breve fra fængslet", s. 40-41, Gyldendal 1975

Og nu er det aften igen. Der lyder en klokke langt borte fra: den slår otte slag. Jeg tror, det er spisetid i de andre bygninger. Her kommer de med maden lidt senere. Det er allerede temmelig mørkt, og jeg sidder her i halvmørket og venter på, at de skal tænde vores lys: langt borte bliver en dør åbnet, en eller anden går ind i korridoren, trykker på fælleskontakten, og kuplen i loftet oplyses. Men jeg har det bedre i halvmørket, her sidder jeg og mindes . . . hvad? Jeg har en dyb og ejendommelig fornemmelse ... jeg er i Yeserías. Navnet giver et bestemt ekko, jeg har hørt det før, i fjerne tider, hvornår? Jeg tror, det var Tere, der fortalte os noget fra tiden efter borgerkrigen, om de mænd, man stuvede sammen her i en lang venten på døden . . . Yeserías, var det ikke et hospital i gamle dage? Eller var det for nylig? Jeg har mistet fornemmelsen af tid og rum. Yeserías er som en fjern ø, jeg ved ikke hvor, og her er foregået noget, jeg ved ikke hvornår . . . Jeg tror, de kom dagligt, hver morgen, hvis jeg husker rigtigt, de havde en lang liste med og råbte deres navne op, én efter én . . . Og det siges, at de gik derfra syngende, de spøgte endda, og nogle sang "Pepa er en pige . . ." en vise værdig til det, Alfonso kalder den komplekse tragedie. De gik i døden med spot på læben . . . Hvor er mit folk stort og heroisk. Og så mange år efter er jeg havnet her i Yeserías' bygninger, der rummer så megen historie, solidaritet og broderskab. Jeg ser på de nymalede vægge i denne nye bygning, og jeg hører ekkoet af disse stemmer, de vugger mig blidt i min nedtrykte sindstilstand og indgiver mig mod. Der er ingen tvivl om, at erfaringer gives videre, at det vigtigste bliver tilbage . . . hvordan skal man forvalte denne arv? Hvordan skal man skrige ud til verden om alt det, der skete her, det, som sker nu? Men der er de allerede med madvognen, ærgerligt nok, for jeg var ved at arbejde mig ud af den tilstand af bestyrtelse, jeg har været nedsunket i siden min arrestation. Men I må ikke blive ængstelige for mig. Det indre af det gamle hospital og fængsel er nu et lyst og venligt hus, med hvidmalede vægge og døre af lyst træ . . . Jeg er glad for, at de har overført mig hertil i stedet for et andet sted.

20.09.2015

fra Liv Sejrbo: "Alt du rør ved er dit", BLAD 2015

           Ved stranden passerer tre jægerfly
vi kigger efter dem

           Fører hænderne op til panden
skygger for øjnene

           Bliver tilbage på stranden
med klistrede fingre, smeltende is

           Det sørgeligste ved døden
er den måde den tydeliggør
afstanden mellem de levende

           Det grønne i flaskeskår vi finder i strandkanten

           Småstumper af påfugle fra
fliser som har siddet i opgange

           Livet og døden er ikke hinandens modsætninger
de giver hinanden betydning

           De gør hinanden ondt
de gør hinanden lykkelige
og kåde som børn

           Hun sidder i skoven og græder
begraver hænderne i fyrrekviste og jord

           Vi kan give hinanden betydning
det er en mulighed

           Er der andre der kan høre hende
hvem skal være den der husker

19.09.2015

på vej hjem i toget fra aahus. arhus h-københavn h. mine briller dukker, nogle gange, når jeg har det varmt, dukker mine briller, hvorfor bliver jeg altid overrasket over det? i toget. på vej hjem i toget. toget, toget toget, toget fra aarhus. hahaha. haha. toget. toget fra aarhus h. ha. her sidder jeg i toget fra aarhus h og tror nok, at jeg sidder overfor uffe elbæk. hvor er uffe elbæk i flygtningekrisen? hvornår forsvinder den her duk? haha. duk, duk. uffe elbæk. haha. her sidder jeg i toget på vej hjem. fra, fra, fra. aarhus h. aarhus h. tror nok, jeg sidder overfor uffe elbæk. på det næste sæde sidder der en, som siger: og jeg kan stadig smage hans kind. uffe elbæk spiser kanelsnegl fra 7-elleven, jeg fortryder, at jeg købte en snickers og en marsbar i stedet for en kanelsnegl eller to kanelsnegle. haha. alle de her små møgunger, der siger nederen og herremange, milkshake på burgerking, jylland er så fedt – fuck, det må betyde, at de her små larmende tissemænd og tissekoner skal helt til kbh. hm. ha. jeg sidder overfor uffe elbæk. alt er ok. haha. har spist min snickers. spiser lige min mars. fik vi ikke krammet, som om vi bare gik, så var det fire ud af fem, kunne godt se, da de gik ind, at han stod med sin telefon hele tiden, vi krammede og fik taget et billede, og jeg er ikke engang sikker på, at mit billede blev godt, og hans kind duftede fantastisk, går du i seng nu? jeg sender dig lige en sms nu. inde på hovedbanegården. om vi tager bus eller tog. shit, fuck, lort, de skal alle sammen til københavn. haha, fuck dem, jeg hader lort, når lort er unger. hæhæ. hæhæ. ville jo nok ønske nu, at jeg havde taget nogen hovedheadphones med her til aften. ja det havde jo nok været meget rart. ja. nå. nånå. det jeg jo så godt ville have skrevet lidt om her var. på aarhus h overhørte jeg jo så to dsb-ansatte, konduktører vel, tale om, at den ene havde arbejdet på et tog, som stoppede i padbog, og der havde været flygtninge, somalia, syrien og irak, og de havde tjekket deres billetter, men så havde der været 110, og så var mange af dem løbet ud over marken, og så havde der været 10. hvem griber et tykkegummi, der har været tygget på, som de spytter ud. tro mig, har været der. jeg ved godt, de er der, for jeg har været inde og se dem lige inden showet startede. du lagde et billede ind af den der mail, hvor der står, hvad du skal gå ind og kigge på. hihihi. og tøj. der står, jeg skal tage tøj med til dig. så er der et: mit liv i dag. haha. ej seriøst det er også sjovt. hej camilla, er du hjemme i weekenden, så vil far og mig komme forbi. haha. de der billeder. en milliard. hæhæhæ. ja det sad jeg også lige og så. hvorfor har du lagt – er det her mig? der har lagt det her ind? i dont know. ja det må det være, for jeg er inde og søge på dig. hihihihi. ja. nej. så er det bare lige, hvad er det. årh, min mor. kan du huske det? ja. er det dig eller mig – er det ikke dig på det her billede? ja fordi det her det er dig. lige efter. anyways. uffe elbæk sidder med hovedtelefoner, Ipod i lommen, iPhone, og med Toshiba pc på bordet, trådløs mus og mærkeligt usb-device. ser lidt alvorlig ud, men også lidt ud som om han glor på youtube-videoer, ligesom han gjorde før på sin iPad. og her sidder jeg så med min acer pc, nokia mobiltelefon, reebok sko, kan ik huske mærket på noget af mit fucking tøj. fuck mit tøj, fuck mit tøj, alle skal sige: fuck mit tøj. det jeg så helst ville skrive lidt om her i mit hyggelige worddokument var de der konduktører, som talte om flygtninge, som om de var et mærkeligt element på arbejdet. det er et perspektiv, jeg hader med hele mit lille danskerhjerte. her kommer der nogen fra syrien, somalia og irak, der har taget hele vejen dernedefra herop, og de små danskerhjerner tror, at det har noget med dem at gøre direkte. nej, det har det ik, lille pik, lille kusse, det har ikke noget med dig at gøre. enten er der nogen, som er på vej til sverige eller norge, eller også er der nogen, som vil søge asyl i danmark, men der er ikke nogen, som har tænkt dig ind i regnestykket. åh de små unger, som lugter af gylle og kloak, der har været til koncert med popfuck. nej, når der kommer nogen, som flygter fra fx krig eller hunger, så har de ikke tænkt på, at de pludselig skulle dele et lille land med dig. så havde de nok mere tænkt på at komme væk fra noget end på det lille land, de måske skulle komme til. også selvom de havde tænkt sig at komme til danmark, så havde de ikke tænkt på, at de skulle stå, sidde eller ligge her og dele regler og love med dig. og, ja, selvfølgelig havde jeg også tænkt på at komme et sted hen, hvor folk var klar til at hjælpe, og med folk mener jeg staten. hvis det var mig, som ikke kunne holde det ud i det land, hvor jeg født, på grund af vold og drab, så var jeg da også taget et sted hen, hvor der var økonomisk hjælp. hvordan betyder det faktum, at vi, og med vi mener jeg staten, skal hjælpe mindre? vi skal hjælpe, indtil vi ikke findes mere. vi skal hjælpe, indtil det destruerer os. vi skal hjælpe, indtil alt er dødt i os, og vi ser på hinanden og tænker, fuck, du ligner en kegle, du ligner en kaktus, du ligner en brandbil. og her hos mig i mit jeg var det hårdt i dag og svært i går at gå forbi det afmærkede område på hovedbanegården, hvor der er velkomst for flygtninge, og hvor der så sidder x antal mennesker med lange, tomme blikke, som jeg identificerer som krigsofre, der har det sygt hårdt, og som jeg går forbi med min baby på armen og min 3-årige i hånden på vej til lagkagehuset. er det fedt, at det er et godt billede, eller er det fedt, at jeg sidder og græder? det er nok det sidste, jeg er. det ligner mig ik engang. fnis. cyklede hjem i middagspausen og hentede min madpakke, cyklede ud på mit job og spiste den. okay. jeg er en fucking 30-årig mand, som sidder i et dsb-tog, ikke lyn, og føler stor foragt for nogle teenagepiger, hvoraf den ene græder, fordi hendes selfie med et band, som har et medlem, der hedder james, er dårligere end hendes venindes, fordi james ser sur ud på hendes, men han smiler på venindes, og nogen, hun kender, siger, fedt billede, du sidder og græder. sådan en person er jeg, foragtende og fuld – stillede desværre flasken på aarhus h, så kan ik fortælle, hvad det var, jeg drak, udover at der var vodka i, men der var en glasflaske, hvoraf man skulle drikke en ret stor tår, eftersmag af rørsukker, og så hældte hende i baren to-tre vodkashots ned i flasken, som der var blevet plads til via tåren, som jeg så tog med på banegården, gik igennem den der park ved rådhuset med hængetræer, træer med grene der hænger ned, så der er en hule, hvor jeg sad for 9 år siden og havde røget hash i tre dage i en århusnoia. haha. dengang var jeg 21. sådan en sød lille dreng. kys min pik, som er min ryg, fordi jeg elsker, elsker, elsker. den anden dag så jeg også en på istedgade, men han var nok ikke flygtning, tænkte jeg, der havde en sprøjte bag øret i stedet for en cigaret, altså der hvor man kan sætte en smøg fast over øret, havde han sat en sprøjte med indhold fast, kanyle, nål. hvad hedder det. hvor hård stil er det? uffe elbæk laver det samme som før. han har skrevet noget på sin hånd: HUSK og så noget der starter med K. det næste, jeg havde tænkt på, også ville være noget, som skulle nævnes her nu, var hende politikeren fra det konservative folkeparti, som jeg så i tv, måske deadline eller lignende debatprogram, hvor hun sad og skældte en anden ud for at hendes medmenneskelighed var klam, sådan noget skal man ikke reklamere med på facebook. og et hvad fuck er problemet med at skrive på facebook hey fuckhoveder jeg prøver at hjælpe nogen gør i nej vel? og to hvor klamt er det ikke at sidde på nationalt tv og råbe op til alle klamme danskerører om hvor umedmenneskelig man er så de kan stemme på en til næste folkestanksvalg. folketingsstank. hun snakkede også om at de skal ikke komme her og gå på vores motorveje og togskinner og ikke følge vores regler, hvis de skal være her så gælder de samme regler for dem som gælder for os og det fatter de ikke, som om deres mål var at komme her til verdens lammeste politiker fra det konservative folkeparti på DR, som om nogen tog af sted hjemmefra for 3 måneder nærdruknedød tæskafungarnspoliti og engodgåogtogturgennemøstrigogtysklands tid senere at stå i danmark og tænke, nå okay nu er jeg her så er det vigtigste vel at jeg følger færdselsreglerne på vej gennem det her fucking land, som har reklameret internationalt i aviser om at de virkelig helst vil have at jeg skrider hjem eller til sverige – den danske regering er ligesom den barndomserindring fra skovparken hvor der stod på en mur med sort spray: perker skrid hjem. ha. sorry, undskyld, undskyld, jeg ved ik noget. men hende der i tv ved heller ik noget. ved uffe elbæk noget? alle ved noget. Inger fatter ingenting. ingen fatter ingenting. jeg kan ikke engang ramme hullet. det sagde han også i går. uhh. ej det er ikke engang sjovt. er uffe elbæk halvt skaldet? nu stod der flygtninge på toget i fredericia. uffe elbæk lagde sin sportstaske op på baggagehylden. undskyld.

14.09.2015



















02.09.2015

"[...]

det er som at blive remset op
af havet, når det skyller ind"


(Signe Gjessing: Ud i det u-løse, s. 13)

13.08.2015




07-08-2015

malou går ud af døren klokken 18
til 10 års gymnasiereunion
mens jeg sidder i sofaen og giver gertrud sutteflaske
med bøjede ben og hendes ryg mod mine lår.

vera læser bøger på sit værelse
da gertrud er færdig med at spise virker hun træt
gnider øjne og ører
vera kommer ind i stuen
sætter sig i sofaen og river gertrud i håret.

vera får sin sut og går ind på værelset igen
læse bøger indtil jeg kommer og læser for hende
gertrud falder i søvn på et par minutter
ligger på siden  i sengen
kommer om på maven og taber sutten
lægger hende om på siden og giver hende sutten igen.

skifte ble
tørres om munden
have børstet tænder
have nattøj på
vi læser to bøger og holder i hånden i tre kvarter.

stener fodboldklip på tv3.sport.dk
tjekker mail
onanerer på badeværelset med lyset slukket
hænger vasketøj op på altanen
vasker op og komfur
læser Kafka mens jeg tisser
børster tænder.

04.08.2015

uddybende mail (25. marts 15)

hey Simone

tak for igår.

jeg sad lige i sofaen i morges og tænkte lidt, angående det med om OVBIDAT er et opgør med noget, eller om samtidspoesien gør oprør mod noget...

det er jo et mega svært spørgsmål, eller det virker så kompliceret. når jeg prøver at overskue det, forestiller jeg mig, at jeg skal fatte hele samfundet og tage højde for alle perspektiver. men fra mit perspektiv så er der helt sikkert nogle ting, som jeg gerne vil vende mig imod, og som jeg også må forsøge at gøre op med på en eller anden måde. fordi det, som er uden for os, jo også tager form indeni.

men, igen, hvilke ord skal man bruge om det?

individualisme. jeg tænker: jeg er så træt af den individualisme, der lige så godt kunne kaldes egoisme, og som i den liberalistiske ideologi opfattes som et udtryk for frihed. frihed til hvad?

frihed til at at uddanne sig for at få arbejde, som skal sikre ens frihed til at låne penge og købe bolig, som skal sikre ens frihed til at blive gift og få børn, som man ik har tid til, fordi man arbejder, og så bliver man også skilt og starter forfra med lån og bolig. og bagefter bliver man til ældrebyrde. hm..

frihed til at tjene penge for at opretholde et forbrug, der er blindt for, hvad vores reelle behov er (hvad er de??), og som ikke ser, hvor varerne kommer fra. hvem har produceret den her computer, jeg skriver på? det tøj, jeg har på? hvor er de mennesker, og hvordan er deres liv? det er spørgsmål, som vi ikke stiller. det er simpelthen spørgsmål, som ikke er en del af vores tænkemåde. (jf. intentionen om at gøre det synligt, hvor OVBIDAT-udgivelserne kommer fra, eller hvem der har produceret dem.) 

hvordan havde den gris det, som min bacon kommer fra? eller jeg vil gerne spise kød fra et dyr, som er blevet behandlet på en måde, som jeg aldrig selv ville behandle et dyr, hvis det var mit ansvar. (men det er som om, at det her argument bliver svagere i samfundets øjne, hvis det går på dyr...)

ok. der er en vanvittig kontrast mellem at være "verdens lykkeligste folk", og samtidig ikke have vilje til at tage de her spørgsmål op.

hvad er det for en befolkning, der ikke tager de spørgsmål op? hvilken uetisk lykke er det at give videre til sine børn? det er frustrerende for mig at skulle give den lykke videre til mine børn, men hvad fuck skal man gøre?

jeg er ved at læse Simone de Beauvoirs erindringer, og et sted er hun måske tolv år og besøger sin tidligere barnepige, louise, sammen med sin mor. louise er blevet gift og bor sammen med sin mand og deres baby i et værelse på 6. sal. de har kun et værelse, og de bor tæt sammen med mange andre på den 6. sal, og der er snavset. de er fattige. louise mister sit barn kort tid efter. det er første gang, at simone ser, hvordan fattige i paris bor, og det passer ik ind i hendes verdensbillede. hendes far siger, at de fattige har det fint, og dem, der brokker sig, er grådige.

i DK tror jeg, at de mange af os, inklusive mig, ikke har været på 6. sal. vi er naive på samme måde som simone de beauvoir på 12 år. undtagen vi er ik 12 år, vi vælger bare at fortrænge, at prisen for vores levemåde bliver betalt af andre.

det er én ting.

men det er egentlig ik det, jeg vil tale om. eller, jo, fordi det gør, at det for nogle gør det meget svært at identificere sig med at bo i DK, eller med at være dansker. men man bor her jo. der er en skam i det, som bliver til vrede over, at have vokset op og ind i den skam.

men det var ik det, jeg ville tale om, for det er alt sammen i et globalt perspektiv, som det er meget svært at specificere. 

vi er så rige i DK. og det er klart, at der er meget godt at sige om DK. men netop fordi, vi er så ressourcestærke og priviligerede, er det sygt frustrerende at blive voksen og opdage, at der ikke er nogen tilgængelig vision for, hvad der skal ske med det hele. der er bare racisme og penge og konformitet og anti-terror. ja. sådan er det ikke helt, men det kan virkelig føles sådan.

men det er i et nationalt perspektiv.

de perspektiver kan nemt modvises med en eller anden logik.

det, jeg gerne ville snakke om, var bare, hvordan det er for mig, for det er det eneste, jeg kan gøre specifikt. hey, det er måske her, man skal fokusere, hvis man vil tænke på det spørgsmål, vi talte om: hvorfor noget af poesien i dag har et nært fokus på tilværelsen (eller hvad skal man kalde det?). det er den eneste måde, det er muligt at tale om alt det, der er større, på en måde, der ikke er konform. hvis man vil tale om det nationale og det globale perspektiv på en måde, som ikke altid kan tilbagevises via argumenter, så må man tage udgangspunkt i det specifikke, det der kan forstås med kroppen. og håbe, at det på et eller tidspunkt bliver muligt at sammensætte et billede af forskellige folks personlige perspektiver. -

individualismen og konformismen kommer til udtryk i hvert enkelt menneske... så man behøver ik have et generelt fokus på den, men bare et specifikt, for at kunne tale om den generelt, ik? samtidig bliver man nødt til at tale om den på nye måder, for ikke bare at gentage fremstillinger, som bekræfter den. at tale ud af logikken.

og der er alt det med klimakrisen, og at man vokser op på en jord, der er smadret og snart går under...

og med hensyn til generationserfaringer. jeg er vokset op med at få at vide, at "du kan blive, hvad du vil. du skal bare vælge og tage en uddannelse." men nu er det mere sådan, at der er økonomisk krise og global konkurrence, så alle skal bare ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt og konkurrere med hinanden, så DK og EU kan konkurrere...

(så sindssygt bare at nævne de ting i flæng!)

statsracismen (hedder det det?): udlændingeservice sender børn, som er født i danmark, ud af landet. udlændingeservice tvinger mennesker tilbage til områder, hvor der er borgerkrig. etc!

alt det handler om ikke at se på andre mennesker som mennesker. ikke at anerkende mennesker som mennesker. eller ikke at se nogen som lige så meget mennesker, som danskere er mennensker.

men det er stadig ik det, jeg havde lyst til at sige til dig.

jeg bliver ved med at tænke på oplevelser. at overvære politiet være racistiske og diskriminere romaer (er der overhovedet en gruppe, som kalder sig selv "romaer"?). eller sidde i bussen og høre på folks racistiske/sexistiske/homofobiske udtalelser. nej, faktisk bare:

at sidde i bussen og se, at ingen rejser sig, når der står en person på, som har svært ved at gå og holde balancen.

at stå i kø i et supermarked, så bliver der åbnet en ny kasse, og alle dem bagved en løber derhen.

at mange af forældrene til de andre børn i min datters vuggestue ikke siger "hej", når man møder dem på gangen. de går forbi, som om man ikke er der, selvom vi møder hinanden flere gange om ugen, i over et år nu.

men sådan nogle eksempler virker på en måde enkeltstående og ligegyldige, ik? jeg har det bare som om, de her ting sker hele tiden. at den der måde at se på andre mennesker, og ikke opfatte dem som andre mennesker, eller ikke behandle dem som andre mennesker. eller sætte sig selv først og være kold i røven...

sådan burde det ikke være her, hvor vi bor.

tænker på et digt fra et gammelt nummer af hvedekorn, fra 1946 måske, hvor der er en sporvogn (digtet foregår under krigen), pludselig bliver den stoppet, tyske soldater hiver en person ud og kører væk med vedkommende, sporvognen kører igen. så sidder der nogen og siger "sådan noget sker ikke hos os!" og en anden siger "jo, også hos os".

det er den følelse, jeg har, at her, hvor jeg bor, burde alle folk være venlige og solidariske, men det er de ik. og sådan er det på alle niveauer, fra det enkelte menneske til staten.

jeg kom gående på istedgade for et par år siden, ude på vejen er der en mand, der bløder fra ansigtet, under hagen, som løber ud foran en bus og prøver at stoppe den. bussen kører videre, han står på vejen, alle går forbi. jeg får ham ind på fortovet og snakker med ham, han har slåsset med en pusher, jeg ringer 112 for ham, men pludselig skal jeg lægge på, fordi han ik vil snakke med politiet.

en anden gang. malou og jeg står på rådhuspladsen ved fodgængerovergangen over h c andersens boulevard. der er rødt. det sner. der er en bil, som kører forbi, hvor døren til passagersædet åbner. bilen stopper, en kvinde råber, at hun er ved at bliver voldtaget, "HJÆLP MIG, HJÆLP MIG". ingen gør noget. malou og jeg får hende ud og hjælper hende over til en taxa.

jeg prøver ik at sige, at vi er helte. det er bare utroligt, at der ikke er nogen andre, der gør noget, i sådan nogle situationer.

ved ik, om jeg bare er - ved ik, hvad jeg er.

men jeg er skuffet over, at individualismen/egoismen styrer i DK.

det kan man gøre op med i digtene. det er digtene, der, via den der umiddelbarhed, jeg talte om, som kommer af digtets musiske aspekt, som kan sammenlignes med det mundtlige - digtene kan gøre op med de der ting, ved at fremstille virkeligheden på en anden måde. eller både ved at vise individualismen/egoismen nøgternt, og den er i alle, men også ved at vise, at der også er noget andet. eller at nogen andre kan være i noget andet...

eller ikke kun digte. bare litteratur. jeg tænker meget på en scene i Tove Ditlevsens erindringsbog "Gift", hvor hun sidder i en beskyttelseskælder under Anden Verdenskrig og er gravid, hun vil gerne have en abort, og hun kigger rundt på de andre kvinder i lokalet og tænker på, at abort ik er noget, man taler om. men hvis det var, ville det være nemmere for alle kvinderne. abort er illegalt og rigtig ubehageligt, og tabuets skam får kvinderne til ikke at diskutere det. der er ik noget sprog for den samtale. litteraturen kan skabe det sprog.

litteraturen kan vise andre perspektiver og bevidstheder.

fx min bog, der kommer på kronstork, "søvn", er et forsøg på at have et andet perspektiv på at få børn og blive forælder, både i et privat og i det offentlige rum. den er meget specifik, dvs. den er bundet til min bevidsthed og mine oplevelser, men netop derfor (håber jeg) præsenterer den et perspektiv på de ting, som kan bruges til noget... ("bruges til noget", bruges til hvad?) - jf. det om Tove Ditlevsens "Gift".

det specifikke skal bruges til at tale om tingene (sprogliggøre dem), så de kan forandres...

okay. vil du ik svare om den her mail giver mening?

16.07.2015



30.06.2015

Franz Kafka: "Dagbøger", bind 1, side 360-367 [...] 378-381, Forlaget Vandkunsten, oversat af Karsten Sand Iversen

2 III 12 Hvem bekræfter sandheden eller sandsynligheden af at jeg kun som følge af min litterære bestemmelse er uinteresseret i andet og som følge deraf hjerteløs

3 III 12. Den 28. II til Moissi. Naturstridigt syn. Han sidder tilsyneladende roligt, har muligvis de foldede hænder mellem knæene, øjnene i bogen der ligger frit foran ham, og lader sin stemme gå hen over os med en løbendes åndedræt. - Salens gode akustik. Ikke et ord går tabt eller kommer tilbage bare som en hvisken, men alt forstørres efterhånden som om stemmen, der for længst er optaget af andet, havde en eftervirkning, det forstærkedes alt efter det anlæg det har fået med sig, og indeslutter os. - Ens egen stemmes muligheder som man ser her. Ligesom salen arbejder for Moissis stemmer, arbejder hans stemme for vores. Uforskammede kunstgreb og overraskelser der tvinger en til at se ned i gulvet, og som man aldrig selv ville bruge: Afsyngning af enkelte vers lige i begyndelsen, f.eks. mirjam mein Kind, en stemmes flakken rundt i melodien; hurtig udstødning af "Mailied", det er tilsyneladende kun tungespidsen der bliver stukket ind mellem ordene; deling af ordet November-Wind for at kunne skubbe "vinden" ned og lade den pibe opad. - Ser man op i salens loft, bliver man trukket op af versene. - Goethes digte uopnåelige for recitatoren, men man kan ikke så godt finde noget at udsætte på denne reciteren fordi hvert enkelt arbejder hen mod målet. - Stor virkning da han så i ekstranummeret, "Regnsang" af Shakespeare stod oprejst, var fri af teksten, strammede lommetørklædet i hænderne og knugede det sammen og strålede med øjnene. - Runde kinder og dog kantet ansigt. Blødt hår igen og igen strøget med bløde håndbevægelser. - De begejstrede anmeldelser man har læst, gavner ham efter vores mening kun indtil man hører ham for første gang, så vikler han sig ind i dem og kan ikke frembringe et rent indtryk. - Denne siddende reciteren med bogen foran sig minder lidt om bugtaleri. Kunstneren, tilsyneladende udeltagende, sidder ligesom vi, vi ser knap mundbevægelserne i han sænkende ansigt i ny og næ, og lader i steder for ham versene tale over hans hoved. - Skønt der var så mange melodier at høre, skønt stemmen virkede behersket som en let båd i vandet, var versenes melodi egentlig ikke til at høre. - En del ord blev opløst af stemmen, der var taget så varsomt på dem at de sprang op og ikke havde mere med den menneskelige stemme at gøre, indtil stemmen så nødtvunget nævnte en eller anden skarp konsonant, fik ordet ned på jorden og lukkede det.

Bagefter spadseretur med Ottla, frk. Taussig, ægteparret Baum og Pick, Elisabethbroen, kajen, Lillesiden, Radetzkycafé, Steinerne Brücke, Karlsgasse. Jeg havde lige akkurat udsigt til godt humør, så der ikke just var meget at udsætte på mig.

5. III 12 Disse oprørende læger! Forretningsmæssigt beslutsomme og så uvidende om helbredelse at de ville stå som skoledrenge ved sygesengene hvis denne forretningsmæssige beslutsomhed forlod dem. Gid jeg dog havde styrken til at grundlægge en naturhelbredelsesforening. Ved at kradse rundt i min søsters øre gør dr. Kral en trommehindebetændelse til en mellemørebetændelse; tjenestepigen segner om mens hun fyrer op, doktoren erklærer med den hurtighed i diagnosen han har over for tjenestepiger, at der er tale om ødelagt mave og deraf følgende blodtilstrømning, næste dag lægger hun sig igen, har høj feber, doktoren drejer hende til højre og venstre, konstaterer agina og skynder sig ud ad døren for ikke at blive modbevist af det næste øjeblik. Vover endda at tale om "denne piges nederdrægtigt stærke reaktioner", og det sande i det er at han er vant til mennesker, hvis legemstilstand er hans helbredelseskunst værdig og frembragt af den, og at han føler sig mere fornærmet end han ved af denne landlige piges stærke natur.

I går hos Baum. Læste Der Dämon højt. Uvenligt indtryk alt i alt. Godt, præcist humør da jeg gik op til Baum, øjeblikkelig aftagen deroppe, forlegenhed over for barnet.

Søndag: På Kontinental hos kortspillerne. Journalisten med Kramer forinden 1½ akt. Megen tvungen munterhed er synlig i Bolz, hvoraf der dog også opstår en smule virkelig munterhed. Mødte frk. Taussig uden for teatret, i pausen efter 2. akt. Løb ind i garderoben, kom tilbage med flagrende frakke og fulgte hende hjem.

8. III (1912) Fik i forgårs bebrejdelser på grund af fabrikken. Overvejede så i en time på kanapéen at springe ud af vinduet.

Læst nogle gamle papirer igennem. Det kræver al ens styrke at holde det ud. Den ulykke man må tåle når man afbryder sig selv i et arbejde der altid kun kan lykkes i ét stykke, og det er altid sket for mig hidtil, denne ulykke må man døje under gennemlæsningen, skønt ikke i den gamle styrke, så mere koncentreret.

Da jeg badede i dag, bildte jeg mig ind at jeg mærkede gamle kræfter, som var de uberørte af den lange mellemtid

Så forladt af mig, af alt. Støj i værelset ved siden af.

11 III 12 I går ikke til at holde ud. Hvorfor tager alle ikke del i aftensmåltidet. Det ville dog være så rart.

I dag brændt mange gamle modbydelige papirer.

[...]

18. III 12 Klog var jeg, om man vil, fordi jeg hvert øjeblik var parat til at dø, ikke fordi jeg havde ordnet alt det det var mig pålagt at gøre, men fordi jeg ikke havde gjort noget af det og heller ikke kunne håbe på nogen sinde at gøre noget af det.

22 III (1912) (jeg har skrevet forkerte datoer de sidste dage) Baums oplæsning i Læsesalen. Grete Fischer, 19 år, gifter sig i næste uge. Mørkt, fejlfrit, magert ansigt. Hvælvede næsefløje. Hun har alle dage gået med jægeragtige hatte og klæder. Også denne mørkegrønne afglans i ansigtet. De hårtotter der løber langs kinderne, synes at forene sig med nye der vokser langs kinderne, ligesom der i det hele taget ligger et skær af let behåring over hele ansigtet der er bøjet ind i mørket. Albuernes spidser let støttet på stolens armlæn. Så på Wenzelspladsen en svingende, fuldkommen med ringe kraft gennemført bukken, vending og oprejsning af den usselt og råt påklædte, magre krop. Jeg så meget sjældnere på hende end jeg ville.

Formiddag i rent humør en ½ time hos Max.

I det tilstødende værelse taler min mor med ægteparret Lebenhart. De taler om utøj og ligtorne. (Hr. Lebenhart har 6 ligtorne på hver finger.) Man indser nemt at der ikke sker noget egentligt fremskridt ved den slags samtaler. Det er meddelelser som glemmes igen af begge parter, og som allerede nu foregår i selvforglemmelse uden ansvarsfølelse. Men netop fordi den slags samtaler ikke er tænkelige uden åndsfraværelse, viser de tomme rum som, hvis man vil blive ved det, kun kan udfyldes med eftertanke eller rettere drømme.

25. III 12 Kosten der fejer tæppet i værelset ved siden af, lyder som en tromle der bevæger sig i ryk

26. III 12 Blot ikke overvurdere det jeg har skrevet, for så gør jeg det der endnu skal skrives, uopnåeligt.

27 III (1912) Mandag tog jeg på gaden en dreng, som sammen med andre kastede en stor bold mod en værgeløs tjenestepige der gik foran dem, om halsen netop som bolden fløj mod pigens bagdel, klemte til i stort raseri, skubbede ham til side og skældte ud. Gik så videre og så slet ikke på pigen. Man glemmer helt sin jordiske eksistens fordi man er så helt opfyldt af raseri og må tro at man ved lejlighed ligeledes vil fylde sig selv med endnu smukkere følelser

28 III 12
Glæden ved badeværelset. - Gradvis erkendelse. De eftermiddage jeg tilbragte med håret.

1 IV 12 For første gang i en uge en næsten fuldstændig fiasko med skriveriet. Hvorfor? I forrige uge gennemgik jeg også forskellige stemninger og beskyttede skriveriet mod deres indflydelse; men jeg er bange for at skrive om det.

3 IV (1912) - Så er en dag forbi - Formiddag kontor, eftermiddag fabrik, nu til aften råben og skrigen i lejligheden til højre og venstre, senere hente min søster fra Hamlet - og jeg har ikke forstået at stille noget op med et eneste øjeblik

8 (6.) IV 12 Påskelørdag.
      Fuldstændig erkendelse af sig selv. At kunne holde om omfanget af sine evner, som en lille bold. Acceptere den største nedgang som noget kendt og på den måde forblive elastisk i den.

Længsel efter en dybere søvn der opløser mere. Metafysisk behov er bare dødsbehov

Hvordan jeg i dag talte skabagtigt til Haas fordi han roste Maz' og min rejseberetning, for i det mindste dermed at gøre mig fortjent til rosen eller for at fortsætte rejseberetningens svindelagtige eller opdigtede virkning i svimmelhed eller i Haas' elskværdige løgn, som jeg forsøgte at gøre nemme for ham

23.06.2015

Refleksion, der mest bare handler om, at jeg stener over forskellige kritiske udsagn om "Søvn"...


Det er ikke en ny teori, og det er en ret indlysende ting, tror jeg, men det, man på den ene side kan kalde tema, og det, man på den anden side kalder form, er ikke to uafhængigt eksisterende. Dvs. en tekst har ikke et indhold, som den så taler om på en eller anden måde; en teksts indhold afhænger af den måde, teksten er skrevet på. Den måde, en tekst er skrevet på, er dens indhold - hvilket ikke betyder, at det ikke er muligt at tematisere noget udenfor teksten, men hvis en tekst tematiserer noget, så er det det, den gør. Alle tekster tematiserer på en eller anden måde noget - eller form er et ord for, hvordan en tekst er tematisk. Som konsekvens af det er det vigtigt for en læsning, at den ikke kun er fokuseret på form eller tema, for på et analytisk niveau kan de to selvfølgelig godt ses som aspekter af en tekst, men i udsagn om en tekst som helhed giver det ikke mening fx at sige: "Spændende tema, kedelig form." Hvis temaet er spændende, er det på grund af formen; temaet kan ikke være spændende uafhængigt af formen. Eller - det udsagn kan også betyde, at man på forhånd er interesseret i et emne og derfor i en tekst om det emne, men det viser sig, at man ikke er interesseret i den tekst. Men hvis udsagnet ikke hentyder til det, men til, at man synes, en tekst er god, men kunne have været bedre? "Spændende tema, kedelig form" kunne betyde, at man er glad for en tekst, der samtidig ikke er i overensstemmelse med ens forestillinger om, hvad en god tekst er. - Nej, det, der ik giver mening, er at sige, at en tekst er, som den skal være, rent tematisk, men formmæssigt er der noget galt; det er det samme som at sige, teksten tematiserer noget på en vellykket måde, men at den tematiserer noget på en ikke-vellykket måde. - Logisk hænger det ikke sammen at sige "Spændende tema, kedelig form" om en tekst, fordi udsagnets første del, om tema, refererer til en reel tekst, mens den anden del, om form, refererer til en mulig tekst; udsagnet, som tilsyneladende fokuserer på én tekst, fokuserer faktisk på to. At fokusere på en mulig tekst, som den reelle tekst kunne have været, eller at sige: "Teksten passer ikke ind i kategorien 'god'.", bliver en anledning til at afvise den reelle tekst som ligegyldig. Samtidig bliver det en måde ikke at læse den reelle tekst; ikke at forholde sig til den. At sige: "Spændende tema, kedelig form." er en anden måde at sige: "Jeg har ikke forstået temaet og ikke fattet formen.", eller: "Teksten bekræftede mit fordomsfulde verdensbillede, så jeg gad ikke læse den færdig."... Ok, hvis man skal tage "Spændende tema, kedelig form." alvorligt og antage, at en tekst kan deles op i tema og form: Det udsagn vil gerne have, at en tekst, som allerede behandler et tema på en kommunikativ måde, gjorde det på en mere skøn/underholdende måde. Umiddelbart virker det som et fair krav, men det er problematisk. For det første ville en forandring af formen ændre teksten som helhed, hvilket ændrer, hvad den kommunikerer, altså dens tema. Det følger, at en kritisk dom over formen også bliver en dom over temaet; for en forandret form har konsekvenser for temaet, hvilket indebærer, at det "spændende tema" åbenbart ikke var spændende nok i sig selv til at bære teksten. Problemet er, at form per automatik sættes over tema. For det andet, når man devaluerer en teksts tematik ved at sætte krav til dens form, hvad er det så, man gør? Man siger: "Ja, teksten handler om noget, men det er ikke nok." Sagt på en anden måde, man tillægger ikke tekstens menneskelige indhold værdi. Måske anerkender man, at det er muligt at tilegne sig ny viden via en tekst; samtidig hævder man, at det ikke er nok til, at den tekst er god. - Nej, nej - det ender tilbage i, at tema og form ikke kan adskilles: Hvis man siger, at en tekst lykkes tematisk, så er det det samme som at sige, at den måde, den tematiserer noget på, er vellykket, dvs. form - og så hænger det ikke sammen samtidig at mene, at teksten burde være anderledes, med mindre man taler ud fra nogle kriterier for, hvad tekst skal være, men de kriterier har jo ikke noget med teksten i sig selv at gøre. Hvis man på den anden side siger, at en tekst ikke lykkes tematisk, så er det det samme som at sige, at den måde, den tematiserer noget på, ikke er vellykket, altså form. I begge tilfælde må en kritik af tekstens tematiske holde fokus på tekstens formelle og omvendt.....

21.06.2015

Whether and how we respond to the suffering of others, how we formulate moral criticisms, how we articulate political analyses, depends upon a certain field of perceptible reality having already been established. This field of perceptible reality is one in which the notion of the recognizable human is formed and maintained over and against what cannot be named or regarded as the human - a figure of the nonhuman that negatively determines and potentially unsettles the recognizably human.

(Judith Butler: Frames of War, Verso 2010, s. 64)

10.06.2015

Ekstramateriale (2): forkastede digte


den 31. december, jeg har lige

puttet vera i barnevognen på altanen

malou spørger om jeg gider gå i Lidl
og købe det sidste til i aften
jeg går i Lidl, jeg skal have
sukker og hvidløg, der er ikke noget
hvidløg, jeg går ud gennem kassen

på vej ud på gaden stopper vagten mig
han vil se hvad jeg har i lommerne
jeg siger det kommer ikke til at ske
jeg skal have hvidløg
i har ikke noget hvidløg


*


vera vågner

hun ligger mellem os i dobbeltsengen

hun sidder op i sengen uden at sige noget
malou tager hende op og sætter sig
i lænestolen med hende
på armen og synger

jeg holder mig vågen ved at se
højdepunkter fra Premier League
på malous telefon

efter ti minutter sover vera, malou
hvisker til mig, jeg rejser mig
fra sengen og går hen til stolen

tager hende op med en hånd
under nakken og en hånd under lårene
og bærer hende over til tremmesengen



*


hos malous forældre fordi malou

har fødselsdag, vera vil ikke spise sushi

hun spiser kyllingesticks, hun spiser
ikke ris, hun spiser agurker, hun spiser
ikke tofu, hun spiser sojabønner med salt

malou spiser ikke sushi fordi hun prøver
at få vera til at spise sushi

jeg spiser malous sushi, hun spiser
kyllingesticks, jeg spiser
de sidste sojabønner med salt




malou er lige taget på skadestuen

med indsnævret hals, halsbetændelse

jeg stod ved vinduet
for en halv time siden
og så hende stige
ind i en taxa for at tage ud
til skadestuen på Hvidovre Hospital

vera vågnede ved ellevetiden
jeg sad hos hende i fem minutter
og igen i fem minutter
da hun vågnede igen
fem minutter efter

ellers har hun sovet hele natten


*


jeg ser Premier League-højdepunkter

på malous computer

malou er ved at putte vera
på soveværelset, jeg kan høre hende synge
vera siger sut og kaj, de har været
derinde i en halv time nu

Manchester City vinder 1-0 over
Hull på langskudsmål af Silva
selvom de spiller med ti mand det meste
af kampen efter Kompany fik rødt kort
i starten af 1. halvleg for en nødbremse

Chelsea fik udvist Willian og Ramires
og endda Mourinho i 2. halvleg mod
Aston Villa og tabte 1-0, Fabian Delph
scorede med hælen i det firsende minut





under aftensmaden i majas kollektiv

anna ser på nettet på sin telefon

at en af dem som blev stukket ned
til en demonstration i går aftes
i Malmö af nogle nazister var hendes veninde
og at venindens kæreste også blev
stukket ned og er i koma

jeg har lige skiftet veras tøj og ble
hun blev vred da jeg tilbød hende mad før
og hældte mælk ud over sig selv

maja krammer anna som græder
troels siger åh nej, er det sådan en hævnting?
det var det der ikke måtte ske

jeg spiser hurtigt så vi kan komme hjem





på vej hjem til malous forældre

vi står af bussen på Roskildevej

malou går ind og køber ind, jeg kører
klapvognen hen til et cykelstativ
uden for Netto og tager vera op

hun ser en kasse med appelsiner
der er et net som er åbent, der ligger
fem løse appelsiner

jeg ser op inden jeg tager en

vera kravler op på en bænk

vi sidder med ryggen til Roskildevej
og busstoppestedet, jeg skræller
appelsinen og giver hende halve både
spiser hver anden hele båd selv





jeg sidder i sofaen på veras værelse

malou er på badeværelset

vera ligger på soveværelset og sover
jeg puttede hende for et par timer siden

lå i dobbeltsengen og hørte på at hun
stod i sin seng og sagde kaj og mad, lyden af
biler fra gaden, den glidende lyd af naboens
skabslåge der bliver åbnet bag væggen

hun sad i sengen og snakkede, så uden
overgang lå hun ned og sov

vi er på vej i seng




i bus nummer 26 til Valby

vera og malou er hos malous forældre

jeg har lige været i Vangede, rasmus
fik overrakt Dan Turèll-medaljen
han talte om Ukraine og Putin i Tv-avisen
og Lene Espersen der siger Danmark skal købe
flere missiler, i sin takketale ved overrækkelsen

bagefter talte jeg med karin om angsten
for en ny krig og angsten for
hvad der sker i samfundet af kontrol
og intolerance, man bliver nødt til at håbe
men hvad hvis håbet ikke kan tage
anden form end løgnen

jeg fik et lift ind til Nansensgade
af rasmus kusine, gik over til
Hovedbanegården og stod på bussen





drøm i nat, på en landevej

vera sover i klapvognen i skyggen af et træ

træet står et par meter fra vejen, på den
anden side af en grøft, klapvognen
står mellem træet og et buskads
kalechen oppe, med front mod vejen

på vejen går der en kø af mødre
med barnevogne, jeg går frem og tilbage
langs buskadset og overvejer
at gå ind i det og onanere

en af dem, en mørkhåret kvinde med en
orange t-shirt, så på mig og sagde hej, hun kunne
ikke stoppe på grund af barnevognen

jeg går ind i buskadset og står bag et bøgetræ
man kan se mig fra vejen, jeg går ind
mellem nogle grantræer, står og ser ud
på vejen gennem grenene, pikken ude af mine
bukser, jeg kommer inden den bliver hård





vera vågner klokken tolv

jeg synger Se den lille kattekilling

hun falder i søvn, vågner igen, græder højt
jeg tager hende over i dobbeltsengen
hun bliver ved med at græde
malou synger Postmand Per, hun
græder, jeg skifter hendes ble

hun er helt vågen og siger tjoller
jeg går ind i stuen med hende og leger med klodser

efter en halv time tager jeg hende med
ind på soveværelset og putter hende
igen, hun græder ikke men det tager
tyve minutter ved siden af hende i mørket

ligger i mørket og sover ikke, er ikke vågen
tænker på om det føles sådan at dø





jeg ligger på madrassen i stuen

malou sidder med vera inde i sengen

vera der græder og malou
der prøver at distrahere hende ved at
spørge om hun kan huske hvad de lavede i går

vera vågnede, jeg prøvede først
at give hende noget vand og sutten men
hun græd og rejste sig op i sengen, jeg tog hende
op og sad med hende liggende på armen
hun græd højere og spjættede

jeg satte hende i dobbeltsengen
og sagde til malou at
en af os skulle gå ind og sove

vera der græder og hoster, malou der taler
malou der siger du har lavet lort i bleen





vera ligger på maven i tremmesengen

cd’en er på ottende nummer ud af ti

hun skreg lidt og prøvede at kravle
ud af sengen før

hun ligger på maven, jeg sidder lænet
mod tremmesengen, hovedet i armene
vera sætter sig op, flytter på kajbamsen
lægger sig med hovedet i den anden ende
sætter sig op, siger muji, muji, muji

jeg rejser mig og tager glasset ovenpå skabet
sætter mig og giver det til vera
hun drikker med en hånd på siden
og en hånd under glasset, jeg har en hånd
under hendes hænder

hun vender glasset på hovedet





jeg ligger i sengen, malou prøver

at putte vera i barnevognen på altanen

jeg kan høre hende skrige, malou der prøver
at spørge om hun skal synge den sang
eller den sang, vera der siger nej, nej, nej

døren til altanværelset piver
de kommer ud, lydene bliver fjernere, de er
i køkkenet eller stuen, jeg kan ikke høre dem
ligger med puden over hovedet

malou kommer ind og spørger om
vi skal lave pandekager





morgen, vi cykler ud på Amager Fælled

jeg cykler derud med vera bag på cyklen

vi cykler rundt på fælleden
og prøver at finde den der høje bakke
ender på det samme græsareal hvorfra
man kan se bakken hvor peter og jeg
også stod og så på den og indså
at vi måtte vende om, tage en anden vej

vi cykler tilbage, jeg er sikker på
det er den næste sti til højre, vi drejer
kommer ud af buskadset og kan se bakken

vera går selv den halve vej op
hun falder et par gange på det stivnede mudder
jeg bærer hende det sidste stykke, på toppen
sidder der en mand på en sten og en dalmatiner





jeg stiller klapvognen i vuggestuens port

og tager vera op

hun løber ud på legepladsen
skuret med skovle og mooncars er låst
jeg spørger om vi ikke skal gå derud
og peger på gårdhaven bagved legepladsen

vi går ud gennem lågen, den åbner udad
vera tripper langsomt baglæns
vi går ud, hun løber hen til en
lille plastikmotorcykel

hun kan ikke få den til at køre på græsplænen
hun prøver også med en lille bil
jeg gynger hende i babygyngen ved syrenbusken

klokken er 8.44
jeg siger at vi skal op på stuen
vera siger cykel, cykel og kigger på
plastikbilen, jeg siger vi kan gå op på stuen
og sige hej til kaj

hun siger badi, jeg siger ja, bamse
det er rigtigt, i har sådan en stor bamse
oppe på stuen





cd’en er nået til ”Louie, Louie”

vera sidder i sin seng og synger uui, åoå, jaijajaa

jeg ligger på ryggen midt i dobbeltsengen
det venstre ben strakt
det andet ben bøjet ud til siden
armene bøjet over hovedet
hovedet bøjet mod højre

kigger på vinduets skyggekryds og fire
gulgrå firkanter gennem gardinet

hun siger den der, den der
jeg kigger på hende, hun står
og peger på min bluse der ligger på gulvet

jeg siger skal du virkelig have den?
rejser mig og lægger den ned i sengen
til hende, siger så skal du lægge dig her og sove

hun lægger sig på maven, jeg lægger mig ned
igen, cd’en spiller ”Surfing U.S.A.”
hun klynker pua, pua, lille pua, jeg kigger
på hende, hun siger hej





jeg sidder på en stol

på fortovet uden for thai-restauranten

cd’en var på sidste sang
vera havde ligget stille i fem minutter
jeg rejste mig for at tage en t-shirt og gå ud
i stuen, vera satte sig op og sagde hej

i den anden stol har der lige sat sig en tynd, hvid
måske fyrreårig kvinde som engang spurgte
om jeg havde ild og da jeg sagde
nej sagde du er ikke til noget vel?

hun er sammen med en der lugter sødt af sprut
han siger come on, lets go
hun siger stop pulling, pulling me, it’s not
normal behavior, han går ind i restauranten
og køber en juice til hende

da han kommer ud siger han when do you want
to go?, hun siger you can go
i’ll wait here for a friend

malou kom ind og tog over, jeg gik ud
i køkkenet og børstede tænder
gik ned ad trappen

maja har lige ringet, hun er her om et minut





med maja på Man hygger sig hos Tove

der er fyldt med unge svenskere

vi sidder i baren, vi sidder på to skamler med ryggen
til vinduet, der sidder tre gamle
i baren med ryggen til lokalet

en kvinde med et rundt rødt ansigt, en
skægget mand med smalle øjne der ser forurettet
ud men smiler til mig da maja er på toilettet

og tættest på, en mand med læberne
inde i munden, når han vil sige noget til de andre
skriver han det ned på en blok, når han
skal have en øl mere banker han den
tomme flaske i bardisken to gange

han læser i en avis som han deler
med hende med rødt ansigt, Berlingske





klokken er 4.41,

malou er gået ud og tisse

vera vågnede og var ked af det
jeg tog hende op og sad med hende
på armen i sengen, hun lå med åbne øjne
i måske ti minutter og suttede på sutten

da hun havde sovet i et par minutter
lagde jeg hende over i tremmesengen
malou ventede indtil jeg havde lagt hende
med at stå op og gå ud

jeg ligger på ryggen uden dyne på
og venter på at malou kommer ind igen
så jeg kan gå ud og tisse





vera sover på altanen

malou ligger på sofaen

hun har influenza, hun vil gerne
have vaniljeis, jeg cykler over
til Irma på Gammel Kongevej

jeg går ind i butikken med min cykelhjelm
i hånden, går ind bagerst i butikken
til fryseafdelingen, tager en bøtte is
og lægger den i cykelhjelmen, går ud
gennem kassen med hjelmen i hånden

vi spiser is direkte fra bøtten og ser
matador på DR’s hjemmeside





klokken er 7.39

vera vågnede klokken seks

vi sidder i sofaen og ser
Bamse Billedbog på Youtube

Bamse kravler op på taget og hænger
Ællings sut på skorstenen
til julemanden, snupsedyret tager sutten
og kravler ned i sit hul

Ælling græder, Bamse stikker sin pote
ned i snupsedyrets hul for at få
sutten tilbage selvom han er bange

jeg sidder med vera på skødet, malou sover

vera har skoldkopper, hun har fået omkring
tyve knopper, det virker som om
de ikke klør, og lidt feber





vera vågnede og havde det febervarmt i nat

hun vågner og siger tørstig, tørstig

jeg rejser mig og tager glasset på skabet
og giver hende det, holder en hånd
under glasset imens hun drikker lidt

hver gang hun skulle have noget at drikke i nat og
i går nat troede jeg at hun drak af den forkerte
side af glasset, af den kant længst væk
så man hælder vand ud over sig selv

første gang jeg troede det, i går nat, tog jeg
glasset fra hende to gange, anden gang
begyndte hun at græde, jeg gav hende glasset igen
og lod hende drikke, jeg troede det igen





hos min storebror og hans kone i Ejby

vera sover i gæsteværelset

sad i stuen efter vi havde spist is
i sofaen og stirrede op gennem den
tunnel må det hedde, gennem loftet med
et vindue for enden som ikke kan åbnes
fordi elinstallationerne ikke virker

der bliver snakket om Arken, min bror siger
at fejlen er at museet er for lille, hans kone siger
at hun godt kunne lide Hundertwasser

malou siger at hun er ved at være træt
min lillebror siger han har været ved at falde
i søvn siden klokken et, jeg siger at han
skulle have taget sig en lur
i formiddag, han siger at han sov før han
mødtes med os klokken to i toget





malou og jeg sidder i sofaen

og ser det sidste afsnit af Twin Peaks

jeg sidder til venstre for malou
hun sidder med benene over mine ben
jeg har armen om hende, hun har sin hånd
i mit hår bag på hovedet

babyalarmen står ved siden af computeren

malou spiser yoghurt, jeg drikker kaffe

i forgårs aftes, i Døgnnetto
jeg tog en bakke nektariner fra et køleskab
der sad en sort tråd fast i nettet omkring
bakken, oven på nektarinerne

jeg rystede bakken, prøvede at børste den væk
troede at den var et stankelben

det var en tråd, det kunne jeg godt
se, i måske fem sekunder
troede jeg at den var et stankelben





på vej op ad trappen i vuggestuen

vera vil gå baglæns

hun holder mig i begge hænder og går
to trin op baglæns, sætter sig ned
vender sig og begynder at kravle
op ad trappen, rejser sig på den første afsats
går op ad den næste trappe mens hun
holder fast i børnegelænderet

ind på stuen, jeg har hende på armen
vi går ud på badeværelset
jeg sætter hende på en af puslepladserne
og vasker først mine, så hendes
hænder med sprit

gnider hendes hænder ind i spritten
klapper hænderne sammen et par gange
klapper mine kinder med hendes hænder
så hendes kinder

inde på stuen, en af pædagogerne spørger
om vera vil ned og sidde
og læse bog

hun siger ja, jeg sætter hende
ned i sofaen, hun får store øjne
og kigger væk, jeg siger farvel til hende
hun vinker, jeg kysser hendes hånd





vera og malou ligger og sover på det lille værelse

på 2. sal hos malous forældre

jeg har været på Brøndby Stadion og se
BIF-FC Midtjylland sammen med amalie
malou tog vera med herud i eftermiddag
inden jeg tog til Brøndby

jeg sidder i en lænestol i stuen
ved siden af værelset

på vej til Brøndbyøster Station efter kampen
amalie sagde at der er mange
racistisk motiverede overfald
og overfald på venstreorienterede
i Sydhavn for tiden

vi gik på en grussti
sammen med en masse brøndbyfans
på vej over til et hus de har som hedder Hytten
for at møde malous lillebror





jeg vågner

soveværelset er lyst

malou ligger på siden og sover, med dynen
mellem benene og venstre arm
under hovedet

vera trækker vejret langsomt, jeg kan høre
når hun puster

ser hvad klokken er på min telefon
den er 5.56, malous lillebror
har sendt en sms 5.48:

”Du betyder alt, rejst hele jorden rundt!
Selv når jeg ikk har råd og det gør ondt.
De dage hvor du er nede, og taber hele tiden.
Vil jeg aldrig vende ryggen til!!!”

jeg tænker den handler om Brøndby

han må have festet siden kampen i går





vera vågner tyve i syv

jeg rækker ned og finder bøgerne på gulvet

og fjerner den side af tremmesengen
som er tættest på dobbeltsengen, klokken syv
står hun på gulvet og siger ind i tuen, kar

malou siger hvad siger du til at jeg sover
en time til og så sover du en time til?
jeg siger okay, det kan vi godt

skifter veras ble, laver kaffe og havregrød
mens hun leger med et pudebetræk i stuen

kvart over otte vækker jeg malou

jeg ligger i to minutter, så skal jeg skide

tænker på sammenhængen med kaffen
på vej ud på toilettet

da jeg tørrer mig, lugten af lorten
rammer min næse, det lugter på samme måde
som veras gjorde da jeg skiftede
hendes ble, jeg tænker what, fiskefrikadeller?





klokken er 5.33

malou sover på veras værelse

jeg ligger på ryggen midt i sengen oven på min dyne
og synger Se den lille motorcykel for
nittende gang, vera har ligget stille i sin seng
de sidste fem gange

lagenets hvidgrå overflade i lyset gennem gardinerne
fladernes mørkegrå bølger

vera ligger stadig stille, jeg begynder
at nynne sangen, hun sætter sig op
og siger motorsjykler
med sutten i munden og svømmende øjne

jeg sætter mig ved siden
af hendes seng og synger
hun lægger sig ned på siden og sover





lars der bor nedenunder holder polterabend

de hører techno

vera sover igennem det
hun ligger på soveværelset
vi sidder i sofaen og ser Melodi Grand Prix
på malous computer
Bassim synger ”scubby-dubby-dubby”

malous lillebror blev anholdt i moddemonstrationen
mod nazi-demoen på Christiansborg Slotsplads
i dag, han har lige sendt en sms
til malou om at han er blevet løsladt

de sms’er om hvem der vinder grand prixet

malou siger at hun så på nettet
at nogen fra moddemoen bankede nazisternes leder
og råbte efter ham at næste gang dræber de ham

nazisterne havde skilte med
”DØD OVER PERKERE”
og ”DØD OVER HANDICAPPEDE”

vi stemmer på den østrigske deltager
som kommentatoren kalder for drag-artisten





hos malous forældre

jeg sidder i stuen på 2. sal

lyd fra vandrørene, støv er synligt
i en stribe af solskin fra altandøren

malou og hendes mor har vera med til
Bodenhoff-bageren i Domus Vista-centeret

vera vågnede skrigende to gange i nat
jeg tager hende op og sætter mig med hende
liggende på armen, hun skriger højere
det blev en råbende gråd

jeg kunne slet ikke håndtere det
satte bare vera ved siden af malou
og gik ud i gangen og stod

hun blev stille igen for anden gang
jeg gik ind på soveværelset
malou sad på sengen med hende siddende
på skødet, hun sov, malou lagde hende
ved siden af sig, jeg lagde mig ned

malou faldt i søvn, jeg ligger og
spænder i kæben helt oppe ved øret





vi kommer hjem fra malous forældre

malou tager skoene af og lægger sig på sofaen

jeg sætter mig på skamlen ved døren
med vera på skødet og tager hendes sko
og termotøj af, hun kravler ned på gulvet
og sætter sig med en bog, jeg henter hendes bamser
og en sut i soveværelset og lægger dem
i barnevognen på altanen

hun falder i søvn efter jeg har skubbet vognen
frem og tilbage 28 gange

malou sover da jeg kommer ind i stuen

jeg går ud i køkkenet og varmer sødmælk til kaffe





planen er at jeg skal blive alene

med kaptajnens kone i hendes kahyt

jeg skal tage en bid af hendes kind
og bide hende i halsen
men jeg har gjort hende liderlig
og det gør mig liderlig
hun tager tøjet af og går i bro

der er så liderligt imellem os

på knæ på gulvet med ansigtet ved hendes kusse

jeg vågner med stiv pik
vera står i sin seng og siger hej, hej





torsdag morgen

malou sover

vera og jeg sidder i sofaen og ser Postmand Per
på malous computer, en af de nye afsnit

Per flytter på en discomaskine med en truck
og ødelægger en af højtalerne
da Teddy har repareret den
flyver Per den over til skolens discofest med helikopter

veras havregrød med svesker står på sofabordet
hun har spist fire mundfulde

hun vågnede og græd i nat
og faldt i søvn og vågnede igen
malou stod op med hende, de kom ind
på soveværelset lidt i tre, malou sagde at vera
havde lavet en hård lort, jeg sang hende i søvn

hendes lille ansigt med lukkede øjne
stak op af trøjen uden på natdragten
jeg vidste at hun sov tungt nok til at blive lagt
over i sin egen seng da hun snorkede lidt

vi ser Postmand Per-afsnittet forfra
jeg har det som om jeg har tømmermænd





på vej gennem den mørke gang

ryster jeg min kæbe løs

malou er på badeværelset
vera ligger i sin seng og sover med sin
termojakke på, det er maj, de har lukket
for varmen og vores værelser
er kolde om natten

i går gav vi hende sin vinterjakke på
da hun skulle sove, efter tyve minutter
kunne jeg høre hende i babyalarmen
jeg gik ind på soveværelset
hun sad i sengen med en krans af sved

hun har sovet siden hun blev puttet
vi har siddet i stuen og set gamle afsnit
af Grey’s Anatomy

malou kommer ud fra badeværelset nu