16/02/2015

Lyst til at se på volden / Tager jeg hensyn ved ikke at tale? / Mærke krigen komme

I min notesbog i lørdags: "Ligesom 9/11: jeg føler foragt..." Til at starte med virker det nødvendigt, hvis man vil sige noget om, hvad der skete i lørdags, at sige: det er forfærdeligt. Og det er det, eller det føler jeg, at det er. Eller hvad er forfærdeligt? At nogen døde? Det er jo (!) altid forfærdeligt, når nogen bliver myrdet. Når "uskyldige" bliver myrdet - når nogen, som tilfældigvis befandt sig et tilfældigt sted, bliver myrdet, fordi nogen pludselig prøver at skyde nogen andre der. Det er ikke det, at nogen døde på den måde - uskyldigt - som gør det til, hvad det er. Det er sket før, også i København, uden at det blev kaldt terror eller gjorde folk utrygge på samme måde, som i lørdags har gjort. Jeg tager S-toget i søndags med min nyfødte datter, er bange da vi kommer ud på gaden, er bange da jeg kommer ind på Hovedbanegården med barnevogn. Jeg går tur for et par timer siden med min toårige datter, er bange da vi kommer ud på Istedgade. Jeg læser:
http://www.b.dk/bander/uskyldige-ofre-i-bandekrigen. Der var flere uskyldige ofre for bandekrigen for nogle år siden på Nørrebro. Dengang vidste man ik, hvad der skete, når man gik på gaden på Nørrebro - vi sad i lejligheden på Hørsholmsgade en aften og hørte skudene nede på gaden - men jeg gik ned på gaden dagen efter og var ikke bange. Husker at slutte et digt: "skud på gaden i nat / skud på gaden i nat / loppemarked på gaden i dag". Det er ikke antal døde, eller at ofrene er uskyldige, som gør, at mord er terror. De skød hele tiden der, hvor vi boede, men det var ik "terror", det var "bandekrig". Det blev ikke kaldt terror. (Nogle drab sørger man over, andre drab ikke.) ... Ikke handlingen i sig selv, men handlingens intention. Det må være en del af den logik, der siger, at lørdag var terror. Stats- og justitsministerens pressekonference søndag kl. 10.30. De siger, det er terror. Statsministeren har været i kontakt med den tyske kansler, den franske præsident, den svenske statsminister... Hun siger, at sikkerhedsniveauet i Danmark var højt allerede før terrorhandlingerne i Paris for tre uger siden. Journalister, der spørger, hvordan det kan være, at det var muligt at myrde nogen til et debatarrangement og udenfor en synagoge - det er så dumt et spørgsmål: hvordan skulle det være umuligt??? Hun siger, at det kunne være gået meget værre, hvis der ikke havde været politi til stede. Hun siger, at modsat i andre lande skyder det danske politi ikke først. Det er så langt ude, at journalisterne stiller spørgsmål med den præmis, at statsministeren på en eller anden måde skal tage personligt ansvar for drabene, fordi hun ik havde styr på sikkerhedsniveauet. Eller selvfølgelig skal der være styr på det, men - der var jo betjente de steder, der blev angrebet - eller, klart, der kunne godt ikke have været styr på det. Ok. Det er handlingens intention: at skyde en person på grund af noget, som vedkommende har sagt eller givet udtryk for; at skyde nogen på grund af deres religion. For at skabe frygt i byen. For at skabe frygt i landet. For at skabe frygt i verden. Hvordan ved man, at det var det, der skete i lørdags? Angrebene ligner det, der skete i Paris for tre uger siden: først tegneren, så tilfældige jøder. Hvis ikke politiet havde været ved Krudttønden og synagogen på Krystalgade, så var mange flere mennesker blevet myrdet, og terroren været meget større. Det er så vanvittigt at skrive det ræsonnement ned. Føles koldt at skrive, at personer bliver myrdet. Føles dumt at have behov for at skrive, at det føles koldt. Føles... Det var terror, og det blev heldigvis begrænset. Hvorfor føler jeg foragt? Hvorfor skrev jeg i min notesbog: "Ligesom 9/11: jeg føler foragt..."? Det er vildt ubehageligt. Lucia Odoom skriver på facebook: "Tak fordi I skriver og deler jeres tanker og empati. Det er rart og får mig til at føle at vi står sammen." (15. februar 2014 kl. 18.44). Jeg ville virkelig gerne kunne føle mig som en del af det fællesskab. Kunne tage til mindehøjtidlighed i aften og føle sammenhold. Hvad er forskellen - nej, hvad er ligheden mellem 40.000 til mindehøjtidlighed på Østerbro og 40.000 på Rådhuspladsen, der fejrer mændenes håndboldlandshold? ... Joakim Vilandt på facebook: "Ok, jeg laver altså også lige en facebookupdate om det der terrorisme i København åbenbart.
Det er selvfølgelig synd at det skete, men det er sigende for nuværende nationalsikkerhed at der kan komme sådan et furore over et relativt lille skuddrama.
Jeg ser endnu ikke ytringsfriheden for at være i fare pga muslimer. Jeg anerkender i langt højere grad uhyggen i den voksende yderste højrefløj. Som vinder i følget på begivenheder som denne her." (15. februar 2014 kl. 20.46). (Ved ik, hvad Joakim føler, men) Foragt for alle de stemmer, der siger: DET ER TERROR. YTRINGSFRIHEDEN ER TRUET. HAN VAR EKSTREMIST. DEMOKRATIET SLÅR TILBAGE., og ved ikke, hvorfor jeg føler den foragt. Burde ikke føle den, og burde ikke give udtryk for den. Burde prioritere et hensyn højere, men fatter ikke til hvad. Til ofrene? Til sammenholdet? Hvis det er ytringsfriheden, der er blevet angrebet, tager jeg så hensyn til nogen ved ikke at sige noget? Nej - fuck - den logik vil jeg ikke bruge: Selvfølgelig er der ting, man ikke skal sige - men jeg har det som om, jeg skal prøve at sige det her. Sige hvad? Er det forkert at reflektere over karakteren af mord? Over reaktionen på mord? Tager jeg hensyn ved ikke at tale? ... Kom i tanke om, at jeg følte det samme i september 2001. I de sidste dage af august 2001 var jeg i New York City, og den 11. september var jeg i Monroe, Oregon. Jeg var på den anden side af U.S.A., da flyene fløj ind i World Trade Center, men havde lige været der. Havde lige stået ved tårnene. Da jeg hørte, at der var et terrorangreb i New York, grinte jeg, ikke fordi jeg blev chokeret. Jeg var 16 år gammel og tænkte: haha, så kan de lære det... Det tænkte jeg. Den 11. september følte jeg allerede vrede og frustration over alt det, der skete senere, The War on Terror - Bush: "either you are with us or you are with the enemy" - på gangen på Monroe High School og mærke krigen kommer. Komme hjem til Jean og Hugh, de sidder i sofaen og ser en nyhedskanal, flyet flyver ind i tårnet og eksploderer igen og igen. Foragt for den måde at reagere på: kigge på fjernsynet så længe, man kan, for at kunne føle, at "vi er blevet angrebet", for at kunne føle vi. Lyst til at se på volden, lyst til at se den for at fordømme den med andre, føle frygt og utryghed og vrede sammen. Lyst til at se på volden. Stars and Stripes overalt. Bumper stickers med patriotiske slogans. Da Helle Thorning-Schmidt talte i går til pressekonferencen, sagde hun først, at hun følte sympati for ofrene og deres nærmeste, og så kaldte hun gerningsmanden for - kan ik huske hvad, men hun sagde, at han var - hun havde i hvert fald ikke sympati for ham. Skal man ikke have sympati for ham? Skal man ikke have sympati med den, der er så smadret og fucked, at han gør de ting og bliver skudt i hovedet for det? Vi tænder for DR2 søndag formiddag, og de sidder med en eller anden våbenekspert, så kan vi lige få lidt info om våben, maskinpistol versus automatriffel, fordi det er det vigtige at snakke om nu, der er ikke engang gået 24 timer, og de har allerede ikke andet at tale om - okay, ja, jeg ved ik... Hvad foragter jeg ved det? Alle detaljer i historien? Hvad? Hvad? Hvad.