30/05/2015

Alle skal tænke på, hvordan det er at være andre mennesker (ikke-antaget og derefter omskrevet kronik til Politiken)


(27. maj 2015)

Der blev udskrevet folketingsvalg i Danmark i dag. Det er som om, jeg ikke er en del af det. Hvad skal jeg sige? Jeg kan ikke identificere mig med at være dansker. Den politiske situation frustrerer mig. Jeg føler ikke andet end ligegyldighed og lede og foragt. Nej, det er ikke rigtigt. Jeg føler frustration og afmagt. Nej, fuck hvad jeg føler. Det hele er bare sygt. Landet er røvsygt. Her er meget rart at være, virkelig dejligt, men det er et lamt behag. Landet er et behageligt lam. Ok.
Nu i dag udskrev de valg. Jeg stemmer Enhedslisten, det har jeg gjort, siden jeg var 18. Overvejer altid ikke at stemme, men stemmer altid, for det er sgu da forkasteligt ikke at gøre. Der er faktisk virkelig godt at bo i Danmark, og sådan skal det blive ved med at være, så stem. Ok, virkelig forvirret: Min kvittering fra posthuset. Logoet – og stregkoden – og faktisk al den sorte skrift er med glimmer!?!? Er glad for at bo i Danmark, og Post Danmark er en effektiviseret postfabrik med glimmer. Glitter.
Det er så forkælet at sige: Der er noget galt i Danmark. Det er da klart, at Danmark er fucked. Seriøst. Det her land er et stort privilegium. Hvordan hænger det sammen, at alle er så – individualistiske og egoistiske? Hvorfor er vi alle sammen det? Hvordan er diskursen om flygtninge: ”Hvordan kan vi bedst beskytte os mod dem?”, og ikke: ”Hvordan kan vi bedst hjælpe?”. Hvordan er diskursen om beskatning: ”Hvad er bedst for mig og min familie?”, og ikke: ”Hvad er bedst for vores samfund?”. Hvordan er diskursen om dyrevelfærd: ”Hvordan kan vi producere og sælge flest og æde dem billigst?”, og ikke: ”Hvordan respekterer man de dyr? De er også levende.”. Hvordan er diskursen om bistandshjælp og miljøet og krig og plejehjem og vuggestuer og global terror og.....
Når jeg møder nogen nede i porten til vores baggård, og den person går forbi mig på en halv meters afstand uden at anerkende, at jeg står der og smiler. Når nogen i bussen er 35 år og sidder på de sæder, der er reserveret til folk, som er gangbesværede, og ikke rejser sig, når der kommer nogen, som godt ku vælte, fordi buschaufføren kører voldsomt (speeder og bremse). Når forældre giver deres børn Panodil og afleverer dem i institution, så de selv kan komme på arbejde. Ham manden, der bor på den anden side af gården og sidder på altanen, da han stoppede en, der var på vej ind i gården, den anden dag og sagde: ”Hva skal du her?”, fordi den person havde en brun hudfarve. Din gamle nar, han skulle bare ind og se, om der var noget skrald, han havde lyst til at tage med, og hvad rager det dig?
Og det er ikke gode eksempler. Der er bare så meget racisme og sexisme og homofobi og vold og selvtilstrækkelighed og kynisme. Jeg gad godt bare remse vildt mange eksempler op på det for at alle skal fatte, hvor nederen vi er her i landet. Det er bare for nemt at være ligeglad med de eksempler, hvis man allerede er ligeglad. Hey, dig, prøv lige at fatte at du er en ond banan!
Hey, dig, prøv nu at fatte at jeg er et dumt svin.
Helst vil jeg godt overbevise hele landet om, at det er super super vigtigt at prøve at sætte sig ind i andre menneskers livsvilkår. Eller at prøve at forstå, hvordan livet er for nogle andre, og at deres tilværelse ikke er ligesom min. Og det virker som om, at partipolitik ikke går ud på at forstå mennesker. Det handler om at kategorisere og manipulere. Nej, sorry, det er vel det dummeste så at være overkategorisk angående partipolitikere. Hey, partipolitiker. Hvad kan du? Hvad vil du?
Det er bare fordi, at det er meget meget svært at sætte sig ind i, hvordan det er at være en anden. Det er vigtigt at have et ønske om at forstå.
De seneste uger har der foregået en debat om dansk litteratur, som jeg ik rigtig kan overskue. Startede med en artikel på forsiden af Weekendavisens bogtillæg. Men den der litteraturdebat handler om, at nogen mener, at der findes for mange bøger, der på en måde går ud på, at forfatteren skriver om sit eget private liv og følelser, og så er det dårlig litteratur, fordi forfatteren ikke vender blikket udad og skriver om samfundet og de store vigtige emner. Og nogen mener så også, at de dårlige navlepillende bøger får for meget anerkendelse, og at deres kvindelige forfattere er dominerende i dansk litteratur, og at det er ikke så godt.
Og der er mange flere detaljer, som ku nævnes, men det vil jeg ikke, for helt ærligt synes jeg, hele den debat fra start af var svær at forstå.
Men vil godt tænke over det. Tænker at litteratur, som er samfundsrelevant, er politisk. Hvad er politisk litteratur? Hvad er det politiske ved litteraturen?
Jeg vil godt tale om litteratur nu her, hvor der valgkamp.
Hvad er det politiske ved litteraturen, og hvorfor skal man tale om litteratur, når der er valgkamp?
I dag blev der udskrevet valg, og jeg synes helt klart, at det ku være fedt, hvis litteratur kunne være et emne, vi snakker lidt om.
Hvad siger i til det?
Ja ja.
Politisk litteratur. Er politisk litteratur de bøger, som helt eksplicit har noget samfundsrelevant som emne, for eksempel indretningen af vores fængsler? Eller er det bøger, som har en politisk dagsorden, altså for eksempel neoliberalistiske romaner? Sådan nogle bøger er nok politiske, men på en ik så fed måde. Eller jeg har i hvert fald ikke lyst til at blive hjernevasket til at blive medlem af Liberal Alliance af en roman, jeg læser – selvom det ku vel nok godt være en spændende bog alligevel på alle mulige måder.
Det er måske lidt mere kompliceret, når man taler om bøger med et samfundsrelevant emne, for hvordan skulle det ikke være politisk? Politik handler om, hvordan samfundet skal være, og hvad vi skal med samfundet.
Ok. Men en bog om et eller andet samfundsrelevant kan være røvsyg. Det kan godt være en bog har et vigtigt emne, men hvorfor er den skrevet så dårligt? Hvorfor har jeg det som om, jeg har læst den her bog en milliard gange før, når jeg læser den her bog? Ville hellere læse et videnskabeligt værk eller en debatbog om det her emne.
Nej, så en bog med et relevant politisk emne og med en politisk dagsorden kunne godt være et eksempel på rigtig fin politisk skønlitteratur, men der skal mere til, for det kunne også bare være en skodbog.
I den der artikel, som var på forsiden af Weekendavisen, og som havde som overskrift ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans” – ... – næ jeg husker den faktisk ik så godt længere. Det var noget med, at Maja Lee Langvads bog ”Hun er vred” ikke er en god bog, den handler bare om, at hun er adopteret og dum. (Undskyld jeg ikke kan huske, hvad der står i den artikel, men jeg har virkelig ikke lyst til at huske det.) Hun er forkælet og selvcentreret, siger artiklen.
Jeg synes, den bog lyder vildt spændende. Har faktisk ikke læst den. Men det lyder da vildt spændende, at en, som er blevet adopteret fra Sydkorea (tror det er Sydkorea!?) taler om, hvad der gør hende vred. Jeg ved intet om at være adopteret fra nogen steder, men ku da godt tænke mig at vide det. Har ik brug for at vide, hvordan det er sådan mere overordnet for de fleste, men vil gerne vide mere om, hvordan det er for så mange som muligt. Indtil videre er der kun den her bog, som jeg kan læse, eller måske er der flere, hvis jeg lige undersøger det, men i hvert fald, det ku jeg godt gøre snart, tror jeg.
”Hun er vred” kunne være et eksempel på en bog, som har et relevant politisk emne (livsvilkårene for en minoritetsgruppe), og den har sikkert også et politisk agenda, er mit indtryk – tror måske, jeg har hørt hende læse op af bogen til en Hvedekorn-oplæsning? – men den har også noget andet, og det er, at den ikke nødvendigvis skal fortælle, hvordan det er generelt, men hvordan det er for et enkelt menneske helt specifikt. Den specificerer, hvordan det er for en person. Tror jeg nok – har jo ikke læst den. Hm.
Gør det så den bog mindre politisk? Eller dårligere med hensyn til det politiske i skønlitteraturen?
Næ.
Den er meget politisk.
...
Jeg vil hellere skrive noget om en bog, jeg har læst.
”Yahya Hassan”. Den har mange læst.
Hvad er det med den bog?
Altså den fortæller også om en minoritetsgruppe i samfundet (i princippet kunne det også være en majoritet eller bare et individ eller). Og den har også en dagsorden om, at nogle ting skal være anderledes. Men når jeg tænker på den bog, så tænker jeg mest på den som en fortælling om én person, Yahya Hassan. Den er en fortælling om, hvordan det godt ku beskrives at have været ham, og i det henseende er det mest interessant, om han fortæller det godt og sandt. Dvs. at han ikke får sin historie til at ligne andre historier, men at han får sin historie til at ligne sig selv. Det betyder, at hans historie findes, før han skriver den ned, samt at hans historie og det sprog, han kan fortælle den med, ikke eksisterer uafhængigt af hinanden. Der er sket nogle ting, og han har jo allerede tænkt over dem med sit sprog, inden han begynder at skrive om dem.
Så forfatteren skal bare bruge det sprog.
Og så møder det sprog en litterær form.
Hvad sker der så?
(klokken er 23.57. startede på at skrive den her tekst for tre timer siden cirka. er ret søvnig nu...)
Jeg håber og tror at jeg har fået noget at vide om hvordan det kan være at være Yahya. Det er alt det i bogen, alle de detaljer, som specificerer, hvordan præcis hans liv har været, som giver den viden fra sig. Jeg ved det ik på samme måde, som hvis jeg havde været der, men jeg ved det mere, end hvis jeg bare var blevet informeret. Det er detaljerne, som specificerer, og det er selve formsproget. At via andres måder at tale på, forstår man noget om andre.
Digte er en vidensform.
Stiller Yahya op til folketingsvalget? Tror ik at hans parti nåede at få indsamlet alle de nødvendige underskrifter? Stiller han op som løsgænger?
Måske var hans bog så et lidt uigennemtænkt eksempel at tage op her?
Essentielt spørgsmål her: Hvorfor skal partipolitikere læse meget skønlitteratur?
Nej: Hvorfor skal politikere læse digte?
Fordi det er vigtigt, at politikere forstår, hvordan det er at være andre mennesker end dem selv.
Alle de tal og statistikker og så og så mange penge til det og det, som fylder i alle fjernsynsdebatterne. Politiker A: ”Din politik skaber slet ikke vækst!” Politiker B: ”Jo, det gør den i hvert fald!” Politiker C: ”Men den politik skal give flere penge til sygehusvæsnet!” Politiker B: ”Det gør den da allerede!” Politiker A: ”Den skaber ikke vækst, og den giver mange penge til samfundsnassere!” Politiker B: ”Nej, nej, nej!” Politiker D: ”Den politik får alle flygtninge til at oversvømme os i flygtninge!”
Skønlitteratur handler om bevidsthed. Hvad er der inde i bevidstheden? Hvem rumsterer derinde i det lille værelse på 2. sal? Hvem er det, der banker på radiatorrørene? Hvad sker der nede på Istedgade igen?
Alle skal læse flere digte, og særligt især politikerne, fordi det er at de skal huske at huske på det mikroskopiske partikulære i skæbnen..... Når jeg som politiker debatterer flygtningepolitik, skal jeg så gå ind på sådan noget her: ”Hvis vi giver dem lov, så kommer de bare alle sammen?” Skal politikeren acceptere at være bevidst om det problem på den måde eller holde fokus på, at det er pænt svært at være et sted, hvor man bliver smadret af politiet for at være homoseksuel, og så prøver man at finde sin mor, som tog hen for at arbejde i et naboland, men hun er blevet væk helt væk, og så prøvede man en båd og tog en bus, Danmark lød som et sted, man godt ku tage hen til, hvor der var ok. 
Nej, jeg ved slet slet ikke noget om, hvordan sådan noget er, jeg er ikke den rigtige til at tale om det
MEN POLITIKERNE SKAL TÆNKE PÅ, HVORDAN DET ER VÆRE NOGEN ANDRE. LARS LØKKE FATTER IKKE HVORDAN DET ER IKKE AT HAVE PENGE TIL SKO


P.S. (30. maj 2015)

Note i går:

"empatisk/etisk læsning,
ikke biografisk/moralistisk!"

Der er et problem med den måde at tænke og læse på, som har åbnet sin mund i de sidste ugers debat. Jeg har ikke orket at følge grundigt med, så det bliver ikke muligt at påvise noget her, eller jeg vil hellere foreslå en beskrivelse af problemet, og så må man selv overveje, om det giver mening.
Kritikken af de kvindelige forfattere gik på, at de er forkælede og skriver bøger, fordi de vil have opmærksomhed og forståelse for deres følelser, og at sådan en selvcentreret måde at skrive på ikke kan føre til bøger, som kommer ud over det private og får en eller anden større relevans. Det virker oplagt at spørge til: hvordan er det overhovedet muligt at nå frem til det udsagn? Hvad er præmissen for at kunne sige sådan.
Og det er nok ikke så simpelt, men det forekommer mig, at det kun er muligt at argumentere sådan, hvis man forudsætter en biografisk læsemåde. Med andre ord, hvis man går ud fra, at der er en kausal sammenhæng mellem en forfatters personlige egenskaber og den forfatters tekst. Fordi hvordan skulle det ellers give mening at involvere, at en gruppe forfattere til nogle bøger er kvindelige, forkælede, selvcentrerede osv.?
Hvad skal man med biografisk læsning? Udover at bruge den til at forkaste en eller anden litteratur uden at en begrundelse i den litteratur.
Jeg ved ikke, hvad man skal med biografisk læsning. Det, jeg ved om biografisk læsning, er, at det er en måde at læse på, som kan være virkelig svær at undgå. Det kan være ret besværligt at rense sin bevidsthed for alle mulige forestillinger om en bogs forfatter, mens man læser den bog. Og samtidig er det ofte muligt at føre de fantasier tilbage til den bog, man læser, særligt hvis den bog har åbner op for en selvbiografisk læsning.
Endvidere kan man blive bekræftet i sine forestillinger om en forfatter via at læse interviews med den forfatter, se den forfatter på tv, etc.
Men derfor ved man stadig intet om den forfatter som person. Hvornår ved man noget om nogen som person?
Og. Når man kun har en bog at gå ud fra i sit forsøg på at konstruere en viden om en person, eller hvis man fx siger: "den person er forkælet og selvcentreret", så er det fordi, at man genkender forkælet og selvcentreret i læsningen af bogen. Hvis man kan genkende en følelse eller tilstand, er det fordi, man har en erfaring med den følelse/tilstand. Læsning kan beskrives som en måde at genkende sig selv på.
Det betyder hverken, at forfatteren eller læseren nødvendigvis er forkælet eller selvcentreret eller noget andet, bare fordi læseren genkender det i læsningen af bogen. Men det er så også det, jeg godt vil frem til: en forfatter kan ikke identificeres af sin læser. En læser kan ikke sige til en forfatter: jeg har læst din bog, så nu kender jeg dig.
Og hvis en læser siger sådan alligevel, og måske også bliver moralistisk og siger: "Din bog er forkastelig, fordi du er det"...
yes...
Det er ikke nogen ny teori, at biografisk-moralistiske læsninger ikke giver så meget, men er gode til at svine forfattere med. Virkede bare nødvendigt at sige pt.
En anden ting.
Hele den her debat, der har været, har manglet fokus på, hvad det vil sige at læse etisk og empatisk
(siger jeg uden at referere til nogen eksempler og med min dårlige pointe om, at man selv kan teste pointen.....).
At læse etisk: At anerkende, at en tekst er skrevet af en anden, som er et menneske, ligesom man selv er
(hvilket, igen, ikke betyder, at man ved alt muligt om det menneske...).
I alle kommentartrådene på facebook og pol.dk osv. bliver der ik læst så etisk, med mindre de kommentatorer var klar til at svine alle og sig selv på samme måde, men det tror jeg ik. Kernen i det er, at en etisk læsning ikke opretter et hierarki for, hvem der er mennesker, som man skal behandle ordentligt, og hvem der ikke er.
For det andet går det etiske i den her sammenhæng ud på, at man i sin læsning slapper af med sine fordomme og fordømmelse. Ik nødvendigvis af hensyn til forfatteren, men for overhovedet at kunne læse teksten og få noget ud af den og ikke kun blive bekræftet i, hvad man tænkte og følte på forhånd. Man kan sammenligne det med, hvordan man møder andre mennesker, for hvis man skal prøve at forstå andre, bliver man nødt til at forudsætte, at de ik er ligesom en selv, men at de kan være helt anderledes, og at det er ok. Dvs. man skal acceptere, at den måde, man selv er på, ikke er bedre end den måde, andre er på (det kan den selvfølgelig godt være, men det er et andet spørgsmål...).
Desuden tænker jeg også, at at læse etisk også handler om at læse med en gennemsigtighed med hensyn til ens egen uperfekthed. Særligt når man læser for at skrive noget om det, man læser, er det fint at anerkende, at der er noget, man ikke kan og fatter. Det handler ikke om at være "politisk korrekt", det handler ikke om at leve op til noget bestemt moralsk system, det handler bare om at prøve at være sød.
At læse empatisk: Når man kalder læsning for empatisk bliver man på en måde indeni sammenligningen af læsning med mødet med et andet menneske.
Næ – måske ikke?
Tænke tænke..
Jeg har måske allerede forklaret det. Det går ud på, at hvis man i sin læsning anerkender, at den tekst, man skriver, er skrevet af et andet menneske, som er et menneske, der hverken er over eller under en selv. Derfra giver det mening at sætte sig i det menneskes sted og tænke: "Hvis jeg havde skrevet den her tekst."
På en måde er det det, Mette Høeg gør, når hun kalder nogen forfattere for selvcentrerede etc. Hun har tænkt: "Hvis man skal skrive sådan et digt der, så må man da være selvcentreret eller hvad?"
Måske kan man sige, at den empatiske læsning er den biografiske læsning uden det moralismen. Eller, nej, bedre at sige, at den empatiske læsning minder om den biografiske, men at den så ik er moralistisk, og at den heller ikke forudsætter en norm for, hvad en biografi er. Dvs. når man læser empatisk, forsøger man at sætte sig i et andet menneskes sted, men man fordømmer ikke det menneske, og man forudsætter ikke, at det menneske er som en selv.
Når man læser og tænker biografisk, går man netop ud fra en bestemt måde at definere, hvad et liv er. Traditionelt er en biografi et menneskes historie fra start til slut. Det er der bare en del problemer med. Hovedproblemet er, at det ikke giver sig selv, om et liv kan identificeres som et handlingsforløb.