2 III 12 Hvem bekræfter sandheden eller sandsynligheden af at jeg kun som følge af min litterære bestemmelse er uinteresseret i andet og som følge deraf hjerteløs
Bagefter spadseretur med Ottla, frk. Taussig, ægteparret Baum og Pick, Elisabethbroen, kajen, Lillesiden, Radetzkycafé, Steinerne Brücke, Karlsgasse. Jeg havde lige akkurat udsigt til godt humør, så der ikke just var meget at udsætte på mig.
5. III 12 Disse oprørende læger! Forretningsmæssigt beslutsomme og så uvidende om helbredelse at de ville stå som skoledrenge ved sygesengene hvis denne forretningsmæssige beslutsomhed forlod dem. Gid jeg dog havde styrken til at grundlægge en naturhelbredelsesforening. Ved at kradse rundt i min søsters øre gør dr. Kral en trommehindebetændelse til en mellemørebetændelse; tjenestepigen segner om mens hun fyrer op, doktoren erklærer med den hurtighed i diagnosen han har over for tjenestepiger, at der er tale om ødelagt mave og deraf følgende blodtilstrømning, næste dag lægger hun sig igen, har høj feber, doktoren drejer hende til højre og venstre, konstaterer agina og skynder sig ud ad døren for ikke at blive modbevist af det næste øjeblik. Vover endda at tale om "denne piges nederdrægtigt stærke reaktioner", og det sande i det er at han er vant til mennesker, hvis legemstilstand er hans helbredelseskunst værdig og frembragt af den, og at han føler sig mere fornærmet end han ved af denne landlige piges stærke natur.
I går hos Baum. Læste Der Dämon højt. Uvenligt indtryk alt i alt. Godt, præcist humør da jeg gik op til Baum, øjeblikkelig aftagen deroppe, forlegenhed over for barnet.
Søndag: På Kontinental hos kortspillerne. Journalisten med Kramer forinden 1½ akt. Megen tvungen munterhed er synlig i Bolz, hvoraf der dog også opstår en smule virkelig munterhed. Mødte frk. Taussig uden for teatret, i pausen efter 2. akt. Løb ind i garderoben, kom tilbage med flagrende frakke og fulgte hende hjem.
8. III (1912) Fik i forgårs bebrejdelser på grund af fabrikken. Overvejede så i en time på kanapéen at springe ud af vinduet.
Læst nogle gamle papirer igennem. Det kræver al ens styrke at holde det ud. Den ulykke man må tåle når man afbryder sig selv i et arbejde der altid kun kan lykkes i ét stykke, og det er altid sket for mig hidtil, denne ulykke må man døje under gennemlæsningen, skønt ikke i den gamle styrke, så mere koncentreret.
Da jeg badede i dag, bildte jeg mig ind at jeg mærkede gamle kræfter, som var de uberørte af den lange mellemtid
Så forladt af mig, af alt. Støj i værelset ved siden af.
11 III 12 I går ikke til at holde ud. Hvorfor tager alle ikke del i aftensmåltidet. Det ville dog være så rart.
I dag brændt mange gamle modbydelige papirer.
[...]
18. III 12 Klog var jeg, om man vil, fordi jeg hvert øjeblik var parat til at dø, ikke fordi jeg havde ordnet alt det det var mig pålagt at gøre, men fordi jeg ikke havde gjort noget af det og heller ikke kunne håbe på nogen sinde at gøre noget af det.
22 III (1912) (jeg har skrevet forkerte datoer de sidste dage) Baums oplæsning i Læsesalen. Grete Fischer, 19 år, gifter sig i næste uge. Mørkt, fejlfrit, magert ansigt. Hvælvede næsefløje. Hun har alle dage gået med jægeragtige hatte og klæder. Også denne mørkegrønne afglans i ansigtet. De hårtotter der løber langs kinderne, synes at forene sig med nye der vokser langs kinderne, ligesom der i det hele taget ligger et skær af let behåring over hele ansigtet der er bøjet ind i mørket. Albuernes spidser let støttet på stolens armlæn. Så på Wenzelspladsen en svingende, fuldkommen med ringe kraft gennemført bukken, vending og oprejsning af den usselt og råt påklædte, magre krop. Jeg så meget sjældnere på hende end jeg ville.
Formiddag i rent humør en ½ time hos Max.
I det tilstødende værelse taler min mor med ægteparret Lebenhart. De taler om utøj og ligtorne. (Hr. Lebenhart har 6 ligtorne på hver finger.) Man indser nemt at der ikke sker noget egentligt fremskridt ved den slags samtaler. Det er meddelelser som glemmes igen af begge parter, og som allerede nu foregår i selvforglemmelse uden ansvarsfølelse. Men netop fordi den slags samtaler ikke er tænkelige uden åndsfraværelse, viser de tomme rum som, hvis man vil blive ved det, kun kan udfyldes med eftertanke eller rettere drømme.
25. III 12 Kosten der fejer tæppet i værelset ved siden af, lyder som en tromle der bevæger sig i ryk
26. III 12 Blot ikke overvurdere det jeg har skrevet, for så gør jeg det der endnu skal skrives, uopnåeligt.
27 III (1912) Mandag tog jeg på gaden en dreng, som sammen med andre kastede en stor bold mod en værgeløs tjenestepige der gik foran dem, om halsen netop som bolden fløj mod pigens bagdel, klemte til i stort raseri, skubbede ham til side og skældte ud. Gik så videre og så slet ikke på pigen. Man glemmer helt sin jordiske eksistens fordi man er så helt opfyldt af raseri og må tro at man ved lejlighed ligeledes vil fylde sig selv med endnu smukkere følelser
28 III 12
Glæden ved badeværelset. - Gradvis erkendelse. De eftermiddage jeg tilbragte med håret.
1 IV 12 For første gang i en uge en næsten fuldstændig fiasko med skriveriet. Hvorfor? I forrige uge gennemgik jeg også forskellige stemninger og beskyttede skriveriet mod deres indflydelse; men jeg er bange for at skrive om det.
3 IV (1912) - Så er en dag forbi - Formiddag kontor, eftermiddag fabrik, nu til aften råben og skrigen i lejligheden til højre og venstre, senere hente min søster fra Hamlet - og jeg har ikke forstået at stille noget op med et eneste øjeblik
8 (6.) IV 12 Påskelørdag.
Fuldstændig erkendelse af sig selv. At kunne holde om omfanget af sine evner, som en lille bold. Acceptere den største nedgang som noget kendt og på den måde forblive elastisk i den.
Længsel efter en dybere søvn der opløser mere. Metafysisk behov er bare dødsbehov
Hvordan jeg i dag talte skabagtigt til Haas fordi han roste Maz' og min rejseberetning, for i det mindste dermed at gøre mig fortjent til rosen eller for at fortsætte rejseberetningens svindelagtige eller opdigtede virkning i svimmelhed eller i Haas' elskværdige løgn, som jeg forsøgte at gøre nemme for ham
[...]
18. III 12 Klog var jeg, om man vil, fordi jeg hvert øjeblik var parat til at dø, ikke fordi jeg havde ordnet alt det det var mig pålagt at gøre, men fordi jeg ikke havde gjort noget af det og heller ikke kunne håbe på nogen sinde at gøre noget af det.
22 III (1912) (jeg har skrevet forkerte datoer de sidste dage) Baums oplæsning i Læsesalen. Grete Fischer, 19 år, gifter sig i næste uge. Mørkt, fejlfrit, magert ansigt. Hvælvede næsefløje. Hun har alle dage gået med jægeragtige hatte og klæder. Også denne mørkegrønne afglans i ansigtet. De hårtotter der løber langs kinderne, synes at forene sig med nye der vokser langs kinderne, ligesom der i det hele taget ligger et skær af let behåring over hele ansigtet der er bøjet ind i mørket. Albuernes spidser let støttet på stolens armlæn. Så på Wenzelspladsen en svingende, fuldkommen med ringe kraft gennemført bukken, vending og oprejsning af den usselt og råt påklædte, magre krop. Jeg så meget sjældnere på hende end jeg ville.
Formiddag i rent humør en ½ time hos Max.
I det tilstødende værelse taler min mor med ægteparret Lebenhart. De taler om utøj og ligtorne. (Hr. Lebenhart har 6 ligtorne på hver finger.) Man indser nemt at der ikke sker noget egentligt fremskridt ved den slags samtaler. Det er meddelelser som glemmes igen af begge parter, og som allerede nu foregår i selvforglemmelse uden ansvarsfølelse. Men netop fordi den slags samtaler ikke er tænkelige uden åndsfraværelse, viser de tomme rum som, hvis man vil blive ved det, kun kan udfyldes med eftertanke eller rettere drømme.
25. III 12 Kosten der fejer tæppet i værelset ved siden af, lyder som en tromle der bevæger sig i ryk
26. III 12 Blot ikke overvurdere det jeg har skrevet, for så gør jeg det der endnu skal skrives, uopnåeligt.
27 III (1912) Mandag tog jeg på gaden en dreng, som sammen med andre kastede en stor bold mod en værgeløs tjenestepige der gik foran dem, om halsen netop som bolden fløj mod pigens bagdel, klemte til i stort raseri, skubbede ham til side og skældte ud. Gik så videre og så slet ikke på pigen. Man glemmer helt sin jordiske eksistens fordi man er så helt opfyldt af raseri og må tro at man ved lejlighed ligeledes vil fylde sig selv med endnu smukkere følelser
28 III 12
Glæden ved badeværelset. - Gradvis erkendelse. De eftermiddage jeg tilbragte med håret.
1 IV 12 For første gang i en uge en næsten fuldstændig fiasko med skriveriet. Hvorfor? I forrige uge gennemgik jeg også forskellige stemninger og beskyttede skriveriet mod deres indflydelse; men jeg er bange for at skrive om det.
3 IV (1912) - Så er en dag forbi - Formiddag kontor, eftermiddag fabrik, nu til aften råben og skrigen i lejligheden til højre og venstre, senere hente min søster fra Hamlet - og jeg har ikke forstået at stille noget op med et eneste øjeblik
8 (6.) IV 12 Påskelørdag.
Fuldstændig erkendelse af sig selv. At kunne holde om omfanget af sine evner, som en lille bold. Acceptere den største nedgang som noget kendt og på den måde forblive elastisk i den.
Længsel efter en dybere søvn der opløser mere. Metafysisk behov er bare dødsbehov
Hvordan jeg i dag talte skabagtigt til Haas fordi han roste Maz' og min rejseberetning, for i det mindste dermed at gøre mig fortjent til rosen eller for at fortsætte rejseberetningens svindelagtige eller opdigtede virkning i svimmelhed eller i Haas' elskværdige løgn, som jeg forsøgte at gøre nemme for ham