13/08/2015




07-08-2015

malou går ud af døren klokken 18
til 10 års gymnasiereunion
mens jeg sidder i sofaen og giver gertrud sutteflaske
med bøjede ben og hendes ryg mod mine lår.

vera læser bøger på sit værelse
da gertrud er færdig med at spise virker hun træt
gnider øjne og ører
vera kommer ind i stuen
sætter sig i sofaen og river gertrud i håret.

vera får sin sut og går ind på værelset igen
læse bøger indtil jeg kommer og læser for hende
gertrud falder i søvn på et par minutter
ligger på siden  i sengen
kommer om på maven og taber sutten
lægger hende om på siden og giver hende sutten igen.

skifte ble
tørres om munden
have børstet tænder
have nattøj på
vi læser to bøger og holder i hånden i tre kvarter.

stener fodboldklip på tv3.sport.dk
tjekker mail
onanerer på badeværelset med lyset slukket
hænger vasketøj op på altanen
vasker op og komfur
læser Kafka mens jeg tisser
børster tænder.

04/08/2015

uddybende mail (25. marts 15)

hey Simone

tak for igår.

jeg sad lige i sofaen i morges og tænkte lidt, angående det med om OVBIDAT er et opgør med noget, eller om samtidspoesien gør oprør mod noget...

det er jo et mega svært spørgsmål, eller det virker så kompliceret. når jeg prøver at overskue det, forestiller jeg mig, at jeg skal fatte hele samfundet og tage højde for alle perspektiver. men fra mit perspektiv så er der helt sikkert nogle ting, som jeg gerne vil vende mig imod, og som jeg også må forsøge at gøre op med på en eller anden måde. fordi det, som er uden for os, jo også tager form indeni.

men, igen, hvilke ord skal man bruge om det?

individualisme. jeg tænker: jeg er så træt af den individualisme, der lige så godt kunne kaldes egoisme, og som i den liberalistiske ideologi opfattes som et udtryk for frihed. frihed til hvad?

frihed til at at uddanne sig for at få arbejde, som skal sikre ens frihed til at låne penge og købe bolig, som skal sikre ens frihed til at blive gift og få børn, som man ik har tid til, fordi man arbejder, og så bliver man også skilt og starter forfra med lån og bolig. og bagefter bliver man til ældrebyrde. hm..

frihed til at tjene penge for at opretholde et forbrug, der er blindt for, hvad vores reelle behov er (hvad er de??), og som ikke ser, hvor varerne kommer fra. hvem har produceret den her computer, jeg skriver på? det tøj, jeg har på? hvor er de mennesker, og hvordan er deres liv? det er spørgsmål, som vi ikke stiller. det er simpelthen spørgsmål, som ikke er en del af vores tænkemåde. (jf. intentionen om at gøre det synligt, hvor OVBIDAT-udgivelserne kommer fra, eller hvem der har produceret dem.) 

hvordan havde den gris det, som min bacon kommer fra? eller jeg vil gerne spise kød fra et dyr, som er blevet behandlet på en måde, som jeg aldrig selv ville behandle et dyr, hvis det var mit ansvar. (men det er som om, at det her argument bliver svagere i samfundets øjne, hvis det går på dyr...)

ok. der er en vanvittig kontrast mellem at være "verdens lykkeligste folk", og samtidig ikke have vilje til at tage de her spørgsmål op.

hvad er det for en befolkning, der ikke tager de spørgsmål op? hvilken uetisk lykke er det at give videre til sine børn? det er frustrerende for mig at skulle give den lykke videre til mine børn, men hvad fuck skal man gøre?

jeg er ved at læse Simone de Beauvoirs erindringer, og et sted er hun måske tolv år og besøger sin tidligere barnepige, louise, sammen med sin mor. louise er blevet gift og bor sammen med sin mand og deres baby i et værelse på 6. sal. de har kun et værelse, og de bor tæt sammen med mange andre på den 6. sal, og der er snavset. de er fattige. louise mister sit barn kort tid efter. det er første gang, at simone ser, hvordan fattige i paris bor, og det passer ik ind i hendes verdensbillede. hendes far siger, at de fattige har det fint, og dem, der brokker sig, er grådige.

i DK tror jeg, at de mange af os, inklusive mig, ikke har været på 6. sal. vi er naive på samme måde som simone de beauvoir på 12 år. undtagen vi er ik 12 år, vi vælger bare at fortrænge, at prisen for vores levemåde bliver betalt af andre.

det er én ting.

men det er egentlig ik det, jeg vil tale om. eller, jo, fordi det gør, at det for nogle gør det meget svært at identificere sig med at bo i DK, eller med at være dansker. men man bor her jo. der er en skam i det, som bliver til vrede over, at have vokset op og ind i den skam.

men det var ik det, jeg ville tale om, for det er alt sammen i et globalt perspektiv, som det er meget svært at specificere. 

vi er så rige i DK. og det er klart, at der er meget godt at sige om DK. men netop fordi, vi er så ressourcestærke og priviligerede, er det sygt frustrerende at blive voksen og opdage, at der ikke er nogen tilgængelig vision for, hvad der skal ske med det hele. der er bare racisme og penge og konformitet og anti-terror. ja. sådan er det ikke helt, men det kan virkelig føles sådan.

men det er i et nationalt perspektiv.

de perspektiver kan nemt modvises med en eller anden logik.

det, jeg gerne ville snakke om, var bare, hvordan det er for mig, for det er det eneste, jeg kan gøre specifikt. hey, det er måske her, man skal fokusere, hvis man vil tænke på det spørgsmål, vi talte om: hvorfor noget af poesien i dag har et nært fokus på tilværelsen (eller hvad skal man kalde det?). det er den eneste måde, det er muligt at tale om alt det, der er større, på en måde, der ikke er konform. hvis man vil tale om det nationale og det globale perspektiv på en måde, som ikke altid kan tilbagevises via argumenter, så må man tage udgangspunkt i det specifikke, det der kan forstås med kroppen. og håbe, at det på et eller tidspunkt bliver muligt at sammensætte et billede af forskellige folks personlige perspektiver. -

individualismen og konformismen kommer til udtryk i hvert enkelt menneske... så man behøver ik have et generelt fokus på den, men bare et specifikt, for at kunne tale om den generelt, ik? samtidig bliver man nødt til at tale om den på nye måder, for ikke bare at gentage fremstillinger, som bekræfter den. at tale ud af logikken.

og der er alt det med klimakrisen, og at man vokser op på en jord, der er smadret og snart går under...

og med hensyn til generationserfaringer. jeg er vokset op med at få at vide, at "du kan blive, hvad du vil. du skal bare vælge og tage en uddannelse." men nu er det mere sådan, at der er økonomisk krise og global konkurrence, så alle skal bare ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt og konkurrere med hinanden, så DK og EU kan konkurrere...

(så sindssygt bare at nævne de ting i flæng!)

statsracismen (hedder det det?): udlændingeservice sender børn, som er født i danmark, ud af landet. udlændingeservice tvinger mennesker tilbage til områder, hvor der er borgerkrig. etc!

alt det handler om ikke at se på andre mennesker som mennesker. ikke at anerkende mennesker som mennesker. eller ikke at se nogen som lige så meget mennesker, som danskere er mennensker.

men det er stadig ik det, jeg havde lyst til at sige til dig.

jeg bliver ved med at tænke på oplevelser. at overvære politiet være racistiske og diskriminere romaer (er der overhovedet en gruppe, som kalder sig selv "romaer"?). eller sidde i bussen og høre på folks racistiske/sexistiske/homofobiske udtalelser. nej, faktisk bare:

at sidde i bussen og se, at ingen rejser sig, når der står en person på, som har svært ved at gå og holde balancen.

at stå i kø i et supermarked, så bliver der åbnet en ny kasse, og alle dem bagved en løber derhen.

at mange af forældrene til de andre børn i min datters vuggestue ikke siger "hej", når man møder dem på gangen. de går forbi, som om man ikke er der, selvom vi møder hinanden flere gange om ugen, i over et år nu.

men sådan nogle eksempler virker på en måde enkeltstående og ligegyldige, ik? jeg har det bare som om, de her ting sker hele tiden. at den der måde at se på andre mennesker, og ikke opfatte dem som andre mennesker, eller ikke behandle dem som andre mennesker. eller sætte sig selv først og være kold i røven...

sådan burde det ikke være her, hvor vi bor.

tænker på et digt fra et gammelt nummer af hvedekorn, fra 1946 måske, hvor der er en sporvogn (digtet foregår under krigen), pludselig bliver den stoppet, tyske soldater hiver en person ud og kører væk med vedkommende, sporvognen kører igen. så sidder der nogen og siger "sådan noget sker ikke hos os!" og en anden siger "jo, også hos os".

det er den følelse, jeg har, at her, hvor jeg bor, burde alle folk være venlige og solidariske, men det er de ik. og sådan er det på alle niveauer, fra det enkelte menneske til staten.

jeg kom gående på istedgade for et par år siden, ude på vejen er der en mand, der bløder fra ansigtet, under hagen, som løber ud foran en bus og prøver at stoppe den. bussen kører videre, han står på vejen, alle går forbi. jeg får ham ind på fortovet og snakker med ham, han har slåsset med en pusher, jeg ringer 112 for ham, men pludselig skal jeg lægge på, fordi han ik vil snakke med politiet.

en anden gang. malou og jeg står på rådhuspladsen ved fodgængerovergangen over h c andersens boulevard. der er rødt. det sner. der er en bil, som kører forbi, hvor døren til passagersædet åbner. bilen stopper, en kvinde råber, at hun er ved at bliver voldtaget, "HJÆLP MIG, HJÆLP MIG". ingen gør noget. malou og jeg får hende ud og hjælper hende over til en taxa.

jeg prøver ik at sige, at vi er helte. det er bare utroligt, at der ikke er nogen andre, der gør noget, i sådan nogle situationer.

ved ik, om jeg bare er - ved ik, hvad jeg er.

men jeg er skuffet over, at individualismen/egoismen styrer i DK.

det kan man gøre op med i digtene. det er digtene, der, via den der umiddelbarhed, jeg talte om, som kommer af digtets musiske aspekt, som kan sammenlignes med det mundtlige - digtene kan gøre op med de der ting, ved at fremstille virkeligheden på en anden måde. eller både ved at vise individualismen/egoismen nøgternt, og den er i alle, men også ved at vise, at der også er noget andet. eller at nogen andre kan være i noget andet...

eller ikke kun digte. bare litteratur. jeg tænker meget på en scene i Tove Ditlevsens erindringsbog "Gift", hvor hun sidder i en beskyttelseskælder under Anden Verdenskrig og er gravid, hun vil gerne have en abort, og hun kigger rundt på de andre kvinder i lokalet og tænker på, at abort ik er noget, man taler om. men hvis det var, ville det være nemmere for alle kvinderne. abort er illegalt og rigtig ubehageligt, og tabuets skam får kvinderne til ikke at diskutere det. der er ik noget sprog for den samtale. litteraturen kan skabe det sprog.

litteraturen kan vise andre perspektiver og bevidstheder.

fx min bog, der kommer på kronstork, "søvn", er et forsøg på at have et andet perspektiv på at få børn og blive forælder, både i et privat og i det offentlige rum. den er meget specifik, dvs. den er bundet til min bevidsthed og mine oplevelser, men netop derfor (håber jeg) præsenterer den et perspektiv på de ting, som kan bruges til noget... ("bruges til noget", bruges til hvad?) - jf. det om Tove Ditlevsens "Gift".

det specifikke skal bruges til at tale om tingene (sprogliggøre dem), så de kan forandres...

okay. vil du ik svare om den her mail giver mening?