26.11.2015

20.11.2015

10/6/15

Hej Jonas

Jeg læser din bog pappa-mamma-barn og vil skrive om min læsning. Nu står jeg i køkkenet og læser din bog, mens æggene stiver på panden. Nu begynder jeg at læse din bog og har tænkt mig at skrive om det. Nu læser jeg.


De første fire linjer på side 9, indtil den første note, og noten. Omeletten er færdig nu, og jeg tænker på et stort glas vand og brød. Angående noten. Da Vera var lille, under et år, skrev jeg også en del af den form for digte, remser – hvilken følelseskvalitet er der i det? Gentagelse, gentagelse. Måske følelsen af at være i en situation, det er umuligt nogensinde at komme ud af, forældreskabet, og den panik, det fører med sig. Glæden og panikangsten. Gør jeg det godt nok som far? Har mit barn det godt? – ”har min son det bra”.


Før du blev født, var du ikke et faktum...


Læser, mens jeg spiser, nu ved spisebordet i stuen.


Ønsker jeg at skrive om forskellene mellem Søvn og pappa-mamma-barn ?


19/6/15

Hey

Hurtig note: Sidder i sofaen, Gertrud ligger med babylegetøj på madrassen, Vera og Malou er ovre på Hovedbanen for at købe læbestift til at lege med. Hvis jeg skriver mere nu, når jeg ikke at læse. Læser fra starten af afsnittet ”Mamma”.


24/6/15 kl. 6.10

Sidder med Gertrud på skødet. Har lige skiftet Veras ble og sat hende med en stak bøger i hendes seng. Læser fra starten af afsnittet ”Mamma”.


Nåede til side 43. Gertrud skal have skiftet ble. Markerer steder i teksten, som jeg vil skrive om.


Kl. 21.45

Sidder på en bænk ved rundkørslen på Halmtorvet, larm, fra en studenterfest udenfor PH-Caféen, teenagere med hvide huer. Teenagere uden noget på hovedet. På bænken: en dåseøl Carlsberg Classic til venstre for mig, en flaskeøl Carlsberg Classic til højre for mig. Den til højre er min, næsten fuld. Løfter på den – den til venstre er halvt fuld, stod her, da jeg satte mig...

To betjente går forbi, den ene med åben jakke, skudsikker vest. Hvorfor er jeg så fuld af foragt?


Side 33:

”Jag har aldrig funderat över varför jag, när jag – alltför sällan – får gå en promenad i ensamhet, ofta hamnar i de kvarter där jag och min älskade fru bodde innan vi fick vår son.”

Det der før og efter fylder meget i pappa-mamma-barn. Bogens nu er efter barnets fødsel, men der er en længsel efter før. Efter virker som et forandret nu, et chokerende nu, et frustrerende nu – deprimerende?

Det, der interesserer mig mest, er at undersøge, hvordan min situation, mit forældreskab, er forskellig fra det, som bliver beskrevet i bogen.

Jeg har også oplevet et før og efter, men skellet skete ikke ved mit første barns fødsel i august 2012, det skete ved min mors død i oktober 2009. At få barn var ikke noget, som skete for os, det var noget, vi valgte skulle ske, det var noget vi gjorde, sådan oplever jeg det. At få børn har ikke været en sorg, min mors død var en sorg. Det jeg, der kunne have oplevet sine egne børn som en sorg, døde med min mor.

Ikke at det beskrives som en sorg at blive forælder i pappa-mamma-barn, men der er et før og efter, som måske er sammenligneligt med sorgen efter en død?


27/6/15

Morgen. Halv ni cirka. I sengen, Gertrud sover i barnevognen, Malou og Vera er i stuen, Vera ser Bamses Billedbog på dvd.

Færdig med første gennemlæsning af pappa-mamma-barn.

Der er kun to afsnit – har jeg skrevet det? – i bogen, troede, der ville være tre, der er to: ”Pappa” og ”Mamma”, forstår ikke, hvorfor bogen er delt op i to afsnit, hvorfor er den delt op i afsnit? Det ville give mening, hvis den ikke var.

Besøg af min lillesøster de sidste to dage. Hun er 20 – ti år yngre end mig. Uventet skænderi med hende om aftnen i forgårs, som endte med, at jeg prøvede at forklare hende, hvorfor Malou og jeg ikke har haft overnattende gæster, siden Vera blev født for tre år siden. Eya var vores første overnattende. Prøvede at sige sætninger som: ”Det er skrøbeligt for os,” og – jeg kunne ikke gøre det forståeligt. Hvor utrygt det er at få nogen ind i vores skrøbelige motor. Hver dag kæmper vi for at få en god dag – hvor vigtigt det er, at alle dage er gode, på grund af børnene. Der skal så lidt til, for at vores bevidstheder bliver skubbet til, og når så hele dagen har gået med at sørge for, at børnene har det rart, får mad, bliver skiftet, sover, kommer ud, slapper af, griner. Intet overskud til gæster. Den sygdom og død, der har været i vores familier før og efter børnene. Søvnmanglen og sorgen. Hvis søskende ikke har forstået – hvordan skulle jeg orke at gøre det?


29/6/2015

pappa-mamma-barn side 42 (den skrøbelige motor!):

”Not 23

Kommer han vara på skrikhumör, kommar han vilja bli buren hela tiden, kommer han bli arg för att han måste sitta i barnvagnen, kommer han bli arg för att han inte får leka med min mobiltelefon, kommer han bli arg om han får syn på bilarna på Konsum som man kan lägga pengar i men jag varken har tid eller ork att leka vid, kommer han bli arg när jag ska byta blöjan, kommer han bli arg för att jag inte vill att han ska titta på teve hela tidan, kommer han bli arg för att datorn är avstängd så att han inte kan titta på youtube-klipp med traktorer, kommer han bli rädd för något plötsligt ljud, kommer han bli rädd för någon person vi kommer möta på trottoaren, kommer han ramla eller skada sig på någonting, kommer han vara hungrig eller törstig utan att jag förstår vad det är, kommer han ha ont någonstans utan att jag förstår vad det är, kommer han vara för varm eller för kall utan att jag förstår vad det är, kommer han vara ledsen för någonting han inte kan uttrycka, kommer han bli ledsen för att jag inte förstår, kommer han tycka att jag interagerar tillräckligt med honom, kommer han tycka att jag är tillräckligt ’närvarande’, kommer han tycka att jag är tillräckligt glad, kommer han ge uttryck för att han vill att hans mamma ska vara med honom istället, kommer jag orka vara den jag vill vara?”


Læste lige noget af det, jeg har skrevet, igennem. Det er vist mere henvendt til en læser end til Jonas. Tilegnet Jonas. Kh


4/7/15

2. gennemlæsning.

Sidder på altanen. Børnene er lige blevet puttet. Først Gertrud, så Vera. Klokken er 20.15.

Det er sommer. Det er onsdag, Vera holdt fridag fra børnehaven i dag.

Jeg får ikke skrevet på den her tekst, som jeg gerne vil; jeg har ikke 2-3 hele dage at læse og skrive i, at arbejde i.

Her sidder jeg og suger saften ud af en kvart nektarin med et gult sugerør med knæk, vi gjorde gulvet rent på altanen i går. Her sidder jeg og tænker på at rydde op efter aftensmaden og gå ind og sove, skyerne svæver hurtigt henover det af himlen, jeg kan se fra den her baggård. Nogen siger: ”Fuck dig! fuck dig mand!” i en lejlighed, jeg kan ikke se, hvilket åbent vindue det kom ud af. Som om man bliver nødt til at være med i en film for at råbe det, de ord på den måde, så frustreret over kæresten. Her sidder jeg med min nektarin i et glas med guldkant.

Bogen, pappa-mamma-barn, ligger på bordet. ok. nu læser jeg nogle sider.

(beslutning: noterne til langdigtet forholder jeg mig kun til, hvis det lige giver mening, ellers ignorerer jeg dem. kommer aldrig gennem bogen og den her tekst ellers. dvs jeg forstår faktisk ikke bogens opbygning: der er 2 suiter, ”Pappa” og ”Mamma”. titlen til første suite står på side 5, med fonetisk skrift – lydskrift eller hvad det hedder – og jeg fatter altså ikke, hvorfor den gør der – hvorfor titlerne gør det. beslutning: det ignorerer jeg også. jeg starter min læsning på side 7, hvor der står: ”Forlåt”, og på bogsiden har jeg noteret: ”Som om det står i modstrid med hinanden at sige ’undskyld’ og udgive bogen, der beskriver, hvad der undskyldes for? Eller undskyldes bogen?” Digtet starter så på side 9. I hele bogen er der kun tekst på højresiderne, ulige sidetal. Lige sidetal er brugt til noter eller ingenting, og dejligt når det er ingenting. Jeg kan lide: dejligt ingenting. Får lyst til at tale mere om nektarinen


19/11/15

Kære Jonas

Det her bliver det sidste, jeg skriver til dig. Jeg gik i stå med de her noter, måske kom jeg aldrig rigtigt i gang med dem; jeg gennemlæste, hvad jeg har skrevet, den anden dag, og der står jo ikke noget.

Som jeg husker det, læste jeg din bog og var glad for den. På en måde synes jeg også, at den og Søvn er søskende, men den fornemmelse har også gjort det besværligt at læse for mig, for jeg ville gerne bare læse pappa-mamma-barn, men kunne ikke lade være med at læse den sammenlignende; og en sammenlignende læsning kan være fin, men med min egen bog? ...

Og jeg har haft gang i for meget, flere tekster og notesbøger, der er gået i stå, og vi har to børn nu, og jeg har haft alt for intense humørsvingninger...

Klokken er kvart i 5. Gertrud har været vågen i tre kvarter, hun kravler rundt på gulvet og leger nu, jeg gav hende en sutteflaske og tror, hun snart er klar til at sove igen. Vi er i stuen i vores lejlighed på Istedgade, jeg sidder i sofaen, i går sad jeg her og læste ”Tommelise” på det her tidspunkt. Vera sover på sit værelse, hun er lige stoppet med at bruge ble og sut, og Malou sover på soveværelset, hun var på restaurant i går aftes og kom hjem ved ti tiden.

Jeg kender én, der har fået konstateret meget fremskreden kræft, og to par, der har fået barn med Prader Willi-syndrom, i år. Sidste år ved juletid døde Malous far af ALS, en måned efter Gertrud blev født. Det her skriver jeg, fordi jeg ikke tænker på andet.

...

Tak for din bog, jeg glæder mig til at læse den igen og tænker på, at jeg måske kan forsøge at skrive om den igen, når den danske oversættelse udkommer på Kronstork?

Klokken er fem i 5. Jeg skal lige tjekke, om Gertrud skal skiftes, og håber vi skal sove bagefter...

Kærlig hilsen Rolf

11.11.2015

På vej hjem fra Brøndby Stadion i går aftes, på cykel med Jakob, vi cykler den samme rute hjem, han tjekker vejnavne på sin telefon. På Vigerslev Allé ved Kjeldsgårdsvej, sidder på en flisekant for at snakke lidt, seks store politibiler og en civil kører forbi med udrykning. Stille og mørkt, tre mænd gående nede fra Toftegårds Plads, en lille skikkelse løber forbi dem, en af mændene prøver at stoppe ham, han løber videre ad fortovet og springer ind i en busk. Motorcykelbetjent kommer løbende, mændene peger på busken, betjent går over og kommer tilbage med en dreng i nakken. På hjørnet får han drengen til at råbe: "Undskyld for det, jeg gjorde" til de tre mænd, som er nede ad gaden nu. Motorcyklen holder på cykelstien ti meter nede ad Vigerslev Allé, kan høre ham skælde drengen ud for at løbe: "Når jeg råber stop, skal du ikke begynde at løbe, du skal ikke løbe som sådan en chokoladefigur. Det er vel dine ben? Så er det vel dig, der bestemmer, hvor de løber hen. Nu får du en bøde". Jakob og jeg kigger på hinanden, "chokoladefigur"? Hvad? Hvorfor skulle han kalde ham det? Vi bliver nødt til at spørge ham, går hen og står nogle meter fra dem, kan ikke overskue at spørge, før han har givet drengen bøden. Han bliver ved med at skælde ham ud: "Når du møder dansk politi, er der ikke som sådan noget galt, men hvis du løber, så fanger vi dig. Det er mistankegrundlag, der er mange indbrud i det her kvarter." Til os: "En af jer, kom lige herhen." Vi går begge to derhen. "Hvis i ser mig, har i så nogen grund til at løbe?" Han får sit afvisende svar. Vi bliver stående. Prøver at spørge til, at han tog drengen i nakken. "Skulle jeg tage ham i jakken? Så kunne han jo løbe ud af den." Han prøver at give drengen hans pung med kort tilbage, han vil ikke have dem, bliver ved med at sige nej. "Hvad er der galt med dig knægt, så tag dig dog sammen. Hvad skal jeg bruge den til? Jeg har brugt den til det, jeg skal bruge den til. Tror du, jeg har lyst til at stå her og snakke med dig, jeg har faktisk fri nu, forstår du det?" Drengen bliver ved med at spørge til bøden. "Når i kører to på en cykel, så er det da klart, at du skal have en bøde, specielt når du løber ind i en have og gemmer dig. Jeg råbte stop - jo jeg gjorde - du løb to gange rundt om den der bil. Jeg kan også tage dine ting og køre dig hjem til dine forældre og fortælle dem, hvad du går rundt og laver." Til mig: "Du skal lige blande dig udenom." Jeg bliver stående. Drengen sidder og græder. Betjent lægger hans telefon, pung og bøden ved siden af ham på fortovet. Jakob har sat sig ned ved siden af ham. Jeg prøver at spørge til, at betjenten sagde chokoladefigur: "Vi kom hen, fordi det lød som om, du kaldte ham for chokoladefigur, kan du genkende det?" "Hvad?" "Hvad mente du med det?" "Jeg mente spasser, idiot..." Jeg siger ikke noget. Han råber, at jeg gerne må filme ham, og at jeg gerne må klage over ham: "Du er en af dem der, der godt kan lide peace, love and harmony. Du er så dum, hvis du tror, jeg er racist." Jeg: "Ok. Så vil jeg gerne klage over dig." Får hans navn og nummer, Lasse M26, og skriver nummerpladen ned, HN 14 655. Klokken er cirka 21.30, søndag d. 8. november 2015. Jeg prøver at spørge mere ind til det med chokoladefigur, men Lasse tager sin hjelm på og stiger op på motorcyklen. Jeg står på cykelstien, hvor jeg stod, da vi talte sammen. "Så flyt dig." Jeg går ind på fortovet, han kører på cykelstien nogle meter, så ud på vejen. Vi sidder sammen med drengen, Tirat, på fortovskanten, han græder stadig lidt, ved ikke hvor hans pung og telefon er. Jakob viser ham det, de ligger på fortovet med bøden ovenpå. Vi spørger, hvad der skete. Han fortæller, at han var på vej hjem med en ven, vennen har en elcykel, men de går, fordi de gerne vil snakke. Nede ved lyskrydset sætter Tirat sig på bagagebæreren, de kører over, så hører han nogen råbe, og han ser noget grønt lys, og så flygter han. Han gik i panik, nu siger han, at han vil blive siddende lidt for at komme sig over chokket, samle tankerne. Vi bliver siddende hos ham, spørger om han tror, at hans forældre bliver vrede, siger at ham betjenten var helt væk. Jeg siger, at Jakob og jeg lige har været ude og se Brøndby mod FCK, Tirat smiler. Jakob spørger, om han vil med over i kiosken, han skal selv købe mælk. Tirat vil hellere blive siddende. Jeg får hans nummer, så vi måske kan klage over betjenten sammen, vi går over i kiosken. Der kører et fjernsyn, Sevilla fører 3-1 over Real Madrid, Michael Krohn-Dehli bliver skiftet ind, mens jeg betaler for en Sun-C med solbærsmag. Da vi går over Vigerslev Allé igen, løber Tirat frem og tilbage på fortovet, hvor vi sad før. Vi spørger, om han leder efter noget. Han samler noget op, viser os bøden. Jeg fortæller, at Sevilla fører 3-1, han griner: "What. Real var foran 1-0." Han går ud af Vigerslev Allé, mens han kigger på sin telefon.