15/12/2016

Leslie Kaplan: "Overskridelsen - fabrikken", Basilisk 2013, s. 107-108

Betydningen af at springe

En samtale mellem Leslie Kaplan og Andreas Vermehren Holm, rue Valette, Paris, d. 18. marts 2011

[...]

LK: Vi kan begynde med spørgsmålet om erfaring. Man er nødt til at starte et sted, og det er akkurat der, man starter: med det, man har oplevet, følt og tænkt. Erfaring er et meget vigtigt ord for mig, men det er ikke noget der er givet umiddelbart. Jeg tror, at det har noget at gøre med følelse og tanke, lad os sige: elaboration. Man arbejder sig gennem oplevelsen, for at gøre den til erfaring. Freud og flere andre forstod dette: Man kan gennemleve noget, som man aldrig nogensinde vil tænke på igen. Det er ikke altid let at acceptere det, man har oplevet. Ord og litteratur er en måde, hvorpå man kan gøre erfaringen fuld, give den virkelig mening.
    Men der er mange faktorer - og lad os prøve på at formulere det på en måde der ikke er totalt paranoid - som ganske enkelt gør erfaringen tom, udtømmer den. Selvom man for eksempel er en meget åben person, så vil verden uden undtagelse altid være meget bedre, meget større og meget stærkere end du er som individ: Selvfølgelig drukner du fuldstændig. Man træffer nogle valg og slår sig til tåls med det. Og så er der det faktum, at samfundet har en tendens til at udtømme den individuelle oplevelse, til at udskifte det, der bliver følt af en person med noget bogstaveligt talt uvirkeligt. Det er blandt andet derfor, at der i mine teaterstykker tales så meget om det realityshow, hvor folk spiser kakerlakker i løbet af programmet - for penge eller bare for at blive set på tv. Det er en slags paradoks, når det er en begivenhed at gøre noget der er så horribelt. Noget man ikke engang kan betragte som noget horribelt, når det nu engang forventes, at man gør det. Det er et typisk og meget symbolsk eksempel på spørgsmålet om, hvordan man gør en oplevelse virkelig, gør erfaringen fuld eller i modsat fald tømmer den.
    Det handler om ord. Poesi eller prosa: Litteraturen er en måde at finde ord på. Man bliver nødt til at finde dem, men blive nødt til at opfinde dem, også selvom de eksisterer i forvejen. Ord eksisterer som regel i forvejen, men man bliver nødt til at finde de rigtige ord, hvis man vil have erfaringen til at betyde noget som helst, hvis man vil have den til at gøre en forskel. Det er næsten essensen af, hvad litteraturen er for mit vedkommende.

[...]

10/11/2016

Jacques Rancière: Dissensus (Bloomsbury 2015)

Side 149:

Within any given framework, artists are those whose strategies aim to change the aim, speeds and scales according to which we perceive the visible, and combine it with a specific invisible element and a specific meaning. Such strategies are intended to make the invisible visible or to question the self-evidence of the visible; to rupture given relations  between things and meanings and, inversely, to invent novel relations between things and meanings that were precisely unrelated. This might be called the labor of fiction, which, in my view, is a word  we need to re-conceive. 'Fiction', as re-framed by the aesthetic regime of art, means far more than the construction of an imaginary world, and even far more than its Aristotelian sense as 'arrangement of actions'. It is not a term that designates the imaginary as opposed to the real;  it involves the re-framing of the real, or the framing of a dissensus. Fiction is a way of changing existing modes of sensory presentations and forms of enunciation; of varying frames, scales and rhythms; and of building new relationships between reality and appearance, the individual and the collective.

Side 156:

There is no 'real world' that functions as the outside of art. Instead, there is a multiplicity of folds in the sensory fabric of the common, folds in which inside and outside take on a multiplicity of shifting forms, in which the topography of what is 'in' and what is 'out' are continually criss-crossed and displaced by the aesthetics of politics and the politics of aesthetics. There is no 'real world'. Instead, there are definite configurations of what is given as our real, as the object of our perceptions and the field of our interventions. The real always is a matter of construction, a matter of 'fiction', in the sense that I tried to define above. What characterizes the mainstream fiction of the police order is that it passes itself off as the real, that it feigns to cut a clear-cut line between what belongs to the self-evidence of the real and what belongs to the field of appearances, representations, opinions and utopias. Consensus means precisely that the sensory is given as univocal. Political and artistic fictions introduce dissensus by hollowing out that 'real' and multiplying it in a polemical way. The practice of fiction undoes, and then re-articulates the connections between signs and images, images and times, and signs and spaces, framing a given sense of reality, a given 'commonsense'. It is a practice that invents new trajectories between what can be seen, what can be said and what can be done.

25/10/2016


20/06/2016

Jonas Eika Rasmussen: "Lageret Huset Marie" s. 81

Nogle minutter senere er det mere sådan noget som Vores arbejdsskader, Vores døde sæler, Vores Nordsøolie der står på pakkerne. Allermest får det mig til at tænke på, at Jarif har stået helt alene nede på Depal og skrevet det på dem. Jeg kommer til at grine, først inde i mig selv, så med lyd på og til sidst helt hysterisk med vand ud af øjnene. Jeg opdager det, fordi lederne og dem ved de nærmeste stationer står og kigger på mig. Vi er ikke adskilt! har jeg lyst til at råbe, mens jeg holder pakken frem i strakte arme, netop denne pakke som Jarif har haft i hænderne nede på Depal.

05/04/2016

Michel Foucault: "Viljen til viden", s. 142-143, DET lille FORLAG, 1994

[...] Hvordan kan en magt udtrykke sine forrettigheder igennem iværksættelse af henrettelser, når dens vigtigste opgave er at sikre, støtte, styrke og mangfoldiggøre livet og at holde orden i det? For en sådan magt er henrettelsen på samme tid en grænse, en skandale og en selvmodsigelse. Heraf det forhold at man kun har kunnet opretholde dødsstraffen ved mindre at påberåbe sig forbrydelsens uhyrlighed end forbryderens grusomhed, hans vederstyggelighed og samfundets sikkerhed. Man har ret til at dræbe dem, der udgør en slags biologisk trussel for alle.
          Man kunne udtrykke det sådan, at den gamle ret, til at lade dø eller holde i live, erstattes af en magt til at lade leve eller sende i døden. Det kunne være den mulige forklaring på den nedvurdering af døden, der kommer til udtryk i, at det rituel, der ledsagede den, er ved at gå af brug. Omhuen med at undvige døden er ikke så meget forbundet med en ny angst, der skulle gøre døden uudholdelig for vore samfund; den er langt snarere forbundet med det forbehold, at magtprocedurerne i stadig større udstrækning vender sig fra den. Som overgang fra en orden til en anden betød døden erstatningen af en suverænitet med en anden, uendelig meget stærkere, suverænitet; den pragtudfoldelse, der omgav døden, var knyttet til den politiske ceremoni. Nu er det imidlertid livet og hele dets forløb, magten griber ind overfor, døden er magtens grænse, det moment der undslipper den, døden bliver det hemmeligste og mest ”private” punkt i livet. Ikke overraskende at selvmordet – der tidligere var en forbrydelse, eftersom det på en måde var at tilrane sig retten til døden, som suverænen, dennesidig eller hinsidig, alene havde ret til at benytte sig af – i løbet af det 19. århundrede blev en af de første adfærdsformer, der kom til at indgå i den sociologiske analyses område; ved grænsen af og i mellemvævene på magten der udøvedes over livet, fremtrådte selvmordet som den individuelle og private ret til at dø. Dette ukuelige ønske om at dø, der forekom mærkværdigt og dog så regelmæssigt, manifesteredes konstant og følgelig var uforklarligt ud fra individuelle tilfælde eller særegenheder, det blev en af de første overraskelser for et samfund, hvori den politiske magt begyndte at se det som sin opgave at styre livet.
          [...]

02/04/2016

27/03/2016

han prøver at falde til ro
og give det hele tid
men hun har givet alt ydre tid
inklusiv ham nu
han prøver at lade tiden være
men ser ure overalt

(2003)

26/03/2016

Påskemorn

Hvilken påskedag er det idag? ved ikke. kl. 07.08. Påskemorgen er det - det er påskemorgen lige nu i det her øjeblik er det påskemorgen, og har været oppe i en+½ time og i nat med grædende bajs og som ligger på maven og leger i køkkenet nu og den på 3 sidder på toilet og skider siden for 20 min. siden nu. nået at drikke en kande kaffe og hønseæg og påskemorgen her betyder at jeg har lagt 7 småæg af chokolade i et større af pap som ligger på hende på 3's plads, triptrap, og de andre voksne her sover, kl 10 skal jeg til nørreport og tale med/have skældud af samfundets voksne, istedgade er stille derude, påskemorgen er ik anderledes fra andre morgner tænker jeg, julemorgen er tom, ritualerne er tomme:

ses

17/03/2016


04/03/2016


18/02/2016

Bogreception for Begravelse

Kære alle

Min bog Begravelse udkommer på forlaget Basilisk 29. februar.

Vi holder en lille fest på Vogelkop torsdag d. 25 kl. 17.
Adresse: Flensborggade 30, 1669 København V

Forlaget giver noget at drikke, og Rasmus Halling Nielsen og Jakob Slebsager Nielsen kommer og læser noget op.

Man kan købe begravelse-bogen til 100 kr.

k h !



10/02/2016

Johannes V. Jensen: "Himmerlandshistorier", side 259, Gyldendal 1973

       En indre voksende Ustyrlighed arbejdede i Mølleren mens han tænkte på Datteren, det gruttede i hans lukkede Mund som en Kvern mere i Møllen, og godt Ingen havde en Finger imellem der; han styrede sig, men ikke mere end lige netop. Naar han rømmede sig lød det som en Hestevrinsken i Møllen, og et og andet Bump, som en Sparken i Spiltovene, det var ham der fik tunge Ting mellem Hænderne og dundrede op imod noget Tømmer dermed.
       Sent om Aftenen satte Mølleren Stigbordet, riglede sin Dør og gjorde i Stand til sin ensomme barske Nadver, et Stykke Karlearbejde ogsaa det, uden Opdækning, Maden lige fra Gruen, kolde stinde Grødklumper i et Fad skoldet Mælk, Hornske, nogle Spaaner Brusk som han høvlede af en allerede skrabet Skank, ikke en Kat en Gang at dele Maden med, ikke en Pibe Tobak ovenpaa, Mølleren var ikke den Mand at han røg.
       Stille blev der i Stuen, da Mølleren havde spist og den Nødvendighed ogsaa var til en Side, Møllen stille udenfor, de mørke Nætter staaende inde paa Ruderne, og vrede Tanker, tunge Tanker i Møllerens Sind.
       Et Suk gaar gennem hans haarede Næsebor, han tænker paa Moderen, det er som om hun er i den sagte Knirken der kommer fra Stolen naar han rører sig, hun har siddet i den, hun er i Lysflammen, det lille Køkken det er hende, hun tier i alt hvad der er, men det er hendes Væsen, og Mølleren sukker.
       Constance var ikke som Moderen, nej hun var ikke, slet, slet ikke, snarere helt modsat.
       Og hovedrystende forestillede han sig som i en Sum den Døde, de Aar hun havde gaaet hos ham i Møllen, altfor faa, kun som et Besøg, hvorunder hun var bleven gammel, svagere og svagere, indtil hun var næsten Ingenting og for hen som et Barn igen med et ganske lille Kny. Ganske ene Mand bar han Kisten ud i Vognen, som han en Gang havde baaret hende fra Vognen ind i sit Hus; hun var Ingenting. Forsagt havde hun altid været, skønt han aldrig havde skræmmet hende, det turde han sige, med sin gode Vilje, men man var vel Bøddel nok i sig selv, bare at se paa, saa helt skaanes kunde hun jo ikke, og det var og blev en Bonde hun havde faaet, hun som alligevel i alle Aarene blev ved at høre til ligesom i Byen hvor hun var kommen fra.
       Ja det var Møllerens Prøvelses Tid den Gang han hævede sine Øjne til hende, som var over hans Stand, og fik hende, hvad der saa satte sig imod, ja, ja, ja, og nu var det saa længe siden altsammen.
       Men det havde hævnet sig i visse Maader, ikke at hun havde nogen Skyld, det laa i Tingen, Constance var bleven forkvaklet. Nu alene Navnet, det var ikke noget at hedde for en Pige paa Landet, et Navn snarere for et Skib eller et Værtshus, men Moderen havde ført igennem at hun kom til at hedde det, troligt nok havde hun det fra sine Bøger, Ingen i Familjen hed det, han vidste af. Hun var jo læsende, skønt ikke mere religiøs end til Maade, hvad det saa var hun læste. Bøgerne stod i Møllen endnu, han havde aldrig aabnet dem; men det var Navnet kommen fra.