10/02/2016

Johannes V. Jensen: "Himmerlandshistorier", side 259, Gyldendal 1973

       En indre voksende Ustyrlighed arbejdede i Mølleren mens han tænkte på Datteren, det gruttede i hans lukkede Mund som en Kvern mere i Møllen, og godt Ingen havde en Finger imellem der; han styrede sig, men ikke mere end lige netop. Naar han rømmede sig lød det som en Hestevrinsken i Møllen, og et og andet Bump, som en Sparken i Spiltovene, det var ham der fik tunge Ting mellem Hænderne og dundrede op imod noget Tømmer dermed.
       Sent om Aftenen satte Mølleren Stigbordet, riglede sin Dør og gjorde i Stand til sin ensomme barske Nadver, et Stykke Karlearbejde ogsaa det, uden Opdækning, Maden lige fra Gruen, kolde stinde Grødklumper i et Fad skoldet Mælk, Hornske, nogle Spaaner Brusk som han høvlede af en allerede skrabet Skank, ikke en Kat en Gang at dele Maden med, ikke en Pibe Tobak ovenpaa, Mølleren var ikke den Mand at han røg.
       Stille blev der i Stuen, da Mølleren havde spist og den Nødvendighed ogsaa var til en Side, Møllen stille udenfor, de mørke Nætter staaende inde paa Ruderne, og vrede Tanker, tunge Tanker i Møllerens Sind.
       Et Suk gaar gennem hans haarede Næsebor, han tænker paa Moderen, det er som om hun er i den sagte Knirken der kommer fra Stolen naar han rører sig, hun har siddet i den, hun er i Lysflammen, det lille Køkken det er hende, hun tier i alt hvad der er, men det er hendes Væsen, og Mølleren sukker.
       Constance var ikke som Moderen, nej hun var ikke, slet, slet ikke, snarere helt modsat.
       Og hovedrystende forestillede han sig som i en Sum den Døde, de Aar hun havde gaaet hos ham i Møllen, altfor faa, kun som et Besøg, hvorunder hun var bleven gammel, svagere og svagere, indtil hun var næsten Ingenting og for hen som et Barn igen med et ganske lille Kny. Ganske ene Mand bar han Kisten ud i Vognen, som han en Gang havde baaret hende fra Vognen ind i sit Hus; hun var Ingenting. Forsagt havde hun altid været, skønt han aldrig havde skræmmet hende, det turde han sige, med sin gode Vilje, men man var vel Bøddel nok i sig selv, bare at se paa, saa helt skaanes kunde hun jo ikke, og det var og blev en Bonde hun havde faaet, hun som alligevel i alle Aarene blev ved at høre til ligesom i Byen hvor hun var kommen fra.
       Ja det var Møllerens Prøvelses Tid den Gang han hævede sine Øjne til hende, som var over hans Stand, og fik hende, hvad der saa satte sig imod, ja, ja, ja, og nu var det saa længe siden altsammen.
       Men det havde hævnet sig i visse Maader, ikke at hun havde nogen Skyld, det laa i Tingen, Constance var bleven forkvaklet. Nu alene Navnet, det var ikke noget at hedde for en Pige paa Landet, et Navn snarere for et Skib eller et Værtshus, men Moderen havde ført igennem at hun kom til at hedde det, troligt nok havde hun det fra sine Bøger, Ingen i Familjen hed det, han vidste af. Hun var jo læsende, skønt ikke mere religiøs end til Maade, hvad det saa var hun læste. Bøgerne stod i Møllen endnu, han havde aldrig aabnet dem; men det var Navnet kommen fra.