Jeg har tænkt flere gange de sidste måneder på tiden, døgnets inddeling i nat og dag
nat, morgen, formiddag, eftermiddag, aften, nat, fordi det
jeg tænkte på det første gang, da jeg læste en linje i Aymo-Boots "Spørgsmålene"
jeg kan ikke lige huske, hvad der stod præcist, længere, men noget om at sove om natten

lavede lyde i babyalarmen, skulle åbenbart lige være med til at sige det
ind og tage hende op, ble, mad, leg, sove igen

præmissen i det jeg læste der var, at man sover om natten, teksten gik ud fra
dag lig med vågen, nat lig med søvn, og at
at det er normalen, men med en baby
vi ved aldrig, hvornår vi kan sove, hvornår vi skal vågne igen, nat eller dag er lige meget
og det er nok meget banalt, men jeg havde bare ikke helt indset, at det nat/dag ikke er naturligt
tænkte jeg på Foucault og teorien om inddeling af tid i intervaller som disciplinering
og discliplinering som noget skjult
den mest effektive discliplinering er, når individerne selv håndhæver den, og vi
bliver kede af det, når vi ikke selv kan bestemme, hvornår vi skal sove
eller når babyen sover, og vi tror vi skal sove, og den vågner igen
vi bliver rigtig kede af det nogle gange, jeg
tit bliver jeg vred, dæmp det, dæmp det, og ved ikke hvad jeg
ked af det og vred, står og føler sig åndssvag og samtidig OK, om natten
jeg kan ikke se nogen oplagt forbindelse mellem vores situation og det med Foucault