[...] Hvordan kan en magt udtrykke sine
forrettigheder igennem iværksættelse af henrettelser, når dens vigtigste opgave
er at sikre, støtte, styrke og mangfoldiggøre livet og at holde orden i det?
For en sådan magt er henrettelsen på samme tid en grænse, en skandale og en
selvmodsigelse. Heraf det forhold at man kun har kunnet opretholde dødsstraffen
ved mindre at påberåbe sig forbrydelsens uhyrlighed end forbryderens grusomhed,
hans vederstyggelighed og samfundets sikkerhed. Man har ret til at dræbe dem,
der udgør en slags biologisk trussel for alle.
Man kunne udtrykke det sådan, at den gamle ret, til at lade dø eller holde i live, erstattes af en magt til at lade leve eller sende i døden.
Det kunne være den mulige forklaring på den nedvurdering af døden, der kommer
til udtryk i, at det rituel, der ledsagede den, er ved at gå af brug. Omhuen
med at undvige døden er ikke så meget forbundet med en ny angst, der skulle
gøre døden uudholdelig for vore samfund; den er langt snarere forbundet med det
forbehold, at magtprocedurerne i stadig større udstrækning vender sig fra den.
Som overgang fra en orden til en anden betød døden erstatningen af en
suverænitet med en anden, uendelig meget stærkere, suverænitet; den
pragtudfoldelse, der omgav døden, var knyttet til den politiske ceremoni. Nu er
det imidlertid livet og hele dets forløb, magten griber ind overfor, døden er
magtens grænse, det moment der undslipper den, døden bliver det hemmeligste og
mest ”private” punkt i livet. Ikke overraskende at selvmordet – der tidligere
var en forbrydelse, eftersom det på en måde var at tilrane sig retten til
døden, som suverænen, dennesidig eller hinsidig, alene havde ret til at benytte
sig af – i løbet af det 19. århundrede blev en af de første adfærdsformer, der
kom til at indgå i den sociologiske analyses område; ved grænsen af og i
mellemvævene på magten der udøvedes over livet, fremtrådte selvmordet som den
individuelle og private ret til at dø. Dette ukuelige ønske om at dø, der
forekom mærkværdigt og dog så regelmæssigt, manifesteredes konstant og følgelig
var uforklarligt ud fra individuelle tilfælde eller særegenheder, det blev en
af de første overraskelser for et samfund, hvori den politiske magt begyndte at
se det som sin opgave at styre livet.
[...]