Kromanden, som  var medlem af broderskabet, sprang straks af sted efter sin stav og sit sværd og stillede sig på sine embedfællers side; don Luis' tjenere omringede don Luis for at han ikke skulle stikke af i forvirringen; barberen, der så postyret omkring sig, greb igen fat i paksadlen, og Sancho gjorde ligeså; don Quijote fattede sit sværd og gik løs på betjentene; don Luis råbte til sine tjenere at de skulle lade ham være og ile don Quijote til undsætning, og til Cardenio og don Fernando at de også skulle hjælpe don Quijote; præsten råbte op; krokonen skreg; hendes datter græd; Maritones tudede; Dorotea bar bestyrtet; Luscinda rådvild og doña Clara dånefærdig. Barberen tæskede løs på Sancho; Sancho bankede løs på barberen; don Luis, som en tjener havde formastet sig til at gribe i armen for at han ikke skulle stikke af, langede ham en knytnæve i synet så hans tænder blev badet i blod; landsdommeren forsvarede ham; don Fernando havde lagt en betjent ned og sparkede løs på ham med stor fryd; kromanden skreg igen om hjælp i Det Hellige Broderskabs navn. Det hele var ét kaos: Der lød gråd og tænders gnidsel, der blev jamret, råbt og skreget i skræk og rædsel, der blev fægtet, kæmpet og sparket, og øretæverne fløj og blodet flød. Og midt i denne syndige forvirring følte don Quijote sig pludselig med hud og hår hensat til striden i Agramantes lejr, og han råbte med tordnende stemme:

"Stop alle sammen, stik jeres sværd i skeden, hids jer ned og hør på mig hvis I har jeres liv kært!"

(Den kløgtige adelsmand Don Quijote af La Mancha, Rosinante Forlag A/S, København 2000 --- s. 400)