og Lauge Groes har skrevet det her som svar på min tekst: http://sefenrisulven.wordpress.com/2014/02/17/svar-pa-rigtig-mange-vigtige-ting/
_________________________________________________________________________________
kl. er 21.15. jeg gider ikke skrive til længere en kl. 22. jeg prøver at skrive noget kort og klart nu.
_________________________________________________________________________________
Lauge (hej Lauge, tak for teksten) skriver bl.a.:
Der er noget sjovt ved det, for han får både fremhævet noget, som gør, at jeg ikke vil se litteraturen som noget der bliver sagt af en person, som man så er i kontakt med ved at læse, og samtidig siger han bare noget, jeg er enig i.. Han bliver indigneret over, at jeg diskuterer med hans idol. Han kan ikke blande Lars Bukdahl ind i sin tekst, fordi han er farvet i forhold til ham. ... Han er vel også farvet når det kommer til idolet? ...
Og det er netop en grund til, at jeg blev frustreret og skrev kritisk om modtagelsen af Olivia Nordenhofs Det nemme og det ensomme og om hendes egne udsagn om bogen og litteratur:
At fremhævelsen af personen, som har skrevet en bog, som en person, man skal tænke på, når man læser bogen, er forstyrrende for læsningen.. Eller ødelægger læsningen. Persondyrkelsen gør, at man ikke kan læse klart. Både når man er fan af nogen, og når man synes nogen er en nar, kan man ikke læse det, de skriver, klart..
Så når nogen siger i interviews i Information, at det, hun har skrevet, er noget hun siger i en samtale. Og når avisen citerer eksperter for, at det er rigtigt, og når avisen selv siger, at det er rigtigt. Og folk tror, det er rigtigt. Og bogen bliver læst som, at hun taler direkte til dig. Hun er lige der i bogen og taler trøstende og omsorgsfuldt. Og persondyrkelsen kører, og nogen bliver fan... Den bog bliver ikke læst klart, og det er ærgerligt, for det er en vigtig og god bog, som handler om nogen ting, som det værd at tænke over, og den handler om de ting på en måde, man kan lære noget af i sit liv, og den er skrevet vildt flot og dejligt. Og den fortjener at blive læst alvorligt og seriøst, og ikke bare personfascineret.
Men nu får jeg skrevet åndssvagt anklagende, jeg stopper lige med det(!!!), for jeg ved faktisk ikke noget om om det er sket for nogen og jeg skal holde min kæft lidt..
... jeg skrev kritisk om modtagelsen af Det nemme og det ensomme fordi den begyndte at ødelægge min læsning af den. Jeg begyndte at blive fascineret af den olivia jeg hele tiden mødte i medier og på facebook og som vandt en pris for at kunne skrive utrolig lige som om hun talte ærligt og sympatisk - men jeg ville ikke have det sådan, fordi jeg ville gerne kunne tænke over indholdet af bogen ikke-personspecifikt og mere generelt, etisk og politisk, og hvad kan jeg lære af den her bog? Det var bare det der støj som du siger, Lauge, som jeg blev så træt af
... Og så siger du. At afsender og tekst hænger uløseligt sammen, og at du altid har i tankerne, at en har skrevet teksten, og du tænker på, hvad der skete og hvem personen er osv.
Det tror jeg er rigtigt - eller det er en oplevelse af at læse, som jeg genkender. Men jeg tror du skylder en Guldøl, for tænker ikke at der nødvendigvis er modsætningsforhold mellem at tænke, at en tekst er skrevet af nogen i den samme virkelighed som man selv befinder sig i, og så man indlever sig i teksten / forsvinder i læsningen (taler vi om det samme her??). At man forsvinder i læsningen af en bog, som det er indskrevet i, at den er skrevet af en som findes derude. Man behøver ikke glemme afsenderen for at forsvinde i læsningen. Og ikke hvis teksten på samme tid også er så æstetisk vild og god kunst....
Hvis afsenderen er indskrevet som en, der findes derude, og som taler i bogen. Så er afsenderen bogens fortæller. Eller afsenderen er en karakter, som taler i bogen.
Det som jeg tænker er vigtigt med alle mulige bøger, som siger "afsenderen findes", det er det etiske aspekt, at så er man som læser tvunget til at forholde sig til, hvad der sker for den afsender i bogens virkelighed, fordi man forestiller sig, at den virkelighed er identisk med den virkelighed, man selv findes i. Jo mere indlevelse i hvad der sker i bogens fortælling, desto mere kraft får det etiske..
_________________________________________________________________________________
kl. 21.57. den bliver lidt over ti..
_________________________________________________________________________________
Men med hensyn til det Stefan skrev på facebook i går..
Jeg kan ikke se sammenhængen mellem
helt naturligt at man OGSÅ har lært noget om forfatteren som privatperson, når denne har udgivet en tekst.
og
det interesserer mig hvad en forfatter vil sige med sin tekst og hvordan denne tekst også er en ytring ind i en påvirkelig virkelighed. + ordene er aldrig ingens, de er altid nogens
Så vidt jeg kan fatte, så findes forestillingen om "litteratur = en der taler" i det om, at man via en tekst lærer noget om forfatteren som privatperson. Den findes ikke nødvendigvis i "litteratur = nogens ytring".
Hvis nogen har en god forklaring på at en bog og nogen = en person = en krop, der taler - at det er det samme så send mig gerne en mail. Jeg kan ikke forstå det selvom jeg prøver.. Det er klart, at en læsningen af en bog kan aktivere en fantasi om at man bliver tiltalt af nogen. Men hvis man er opmærksom på teksten må den fantasi nødvendigvis også altid skuffes, for en tekst er jo så helt klart tekst - ord på en bogside eller en skærm. Og talesprog og skriftsprog har for det meste ret lidt til fælles (det kan man opdage hvis man prøver at transskribere en optaget samtale..). Og der er bare det at når man står som person-krop i en situation hvor andre person-kroppe taler til en, så er det en anden situation, hvor man ikke skal forestille sig, at det er sådan; der er det bare sådan. yes....
Der ligger også i det at der skal meget til før man rigtigt lærer noget om en anden person. Det kræver at man bruger en del tid sammen med den person og gør ting sammen og finder ud af noget sammen, og lærer hinanden at kende sammen, eller jeg ved godt noget om mig selv men der er meget om mig selv jeg ikke har en ide om. (læste igår det her interview http://www.information.dk/484222 hvor Mikkel Thykier siger: »Det må være okay at være en gåde for sig selv. Og blive ved med at være en gåde, og blive ved med at undersøge den gåde.«)
Men klart det er interessant hvad der bliver sagt i en tekst og hvordan den tekst er en ytring i den virkelighed man befinder sig i (ok det føles lidt lamt at bruge ordet virkelighed så problemfrit, men jeg prøver lige.. hey). Eller, ift. det Stefan skriver, det er ikke så spændende hvad forfatteren vil sige, men det er spændende hvad man kan komme frem til at der bliver sagt i teksten. For der er en pointe i, at en forfatter kan skrive en tekst, som det er værd at læse både for dens flotte og for dens jeg-siger-noget, men derfor fatter den forfatter ikke nødvendigvis noget så godt.
Jeg mener, at man læser en tekst som, at den er nogens ytring, betyder
a. At den tekst har en etisk dimension, specielt hvis "nogen" er nogen i den virkelighed, man selv befinder sig i, fordi det kan være svært ikke at forholde sig til, hvad der sker for den nogen i teksten, fordi man tænker, at det også kunne ske / sker for nogen i virkeligheden. Fx er noget som gør at jeg er glad for at have læst Pablo Llambias sonetbøger at jeg håber at jeg har lært noget om hvad det vi sige at tage medicin pga. noget psykisk - men det er nok også vigtigt at huske, at jeg slet ikke ved noget om det nu som en person, der har været i den situation, ved det, og samtidig er det nok meget forskelligt for forskellige personer der har prøvet det.. Det gælder jo også for, hvis en person, der har prøvet det, fortæller mig om det i en samtale.
b. En tekst kan være en etisk ytring som i "a.", men den kan også være en ytring på andre måder, om alt muligt.. Det kan alle tekster. Nogen gange afhængigt af, hvordan de bliver læst (fx er der masser af budskaber i Harry Potter-bøgerne, som dog oftest har fået lav prioritet sammenlignet med underholdning tror jeg nok, hvert fald dengang jeg læste dem - hov, en anden vigtig pointe er, at man godt kan indleve sig i noget, som sker for en rent fiktiv karakter, fx Harry Potter, og så relatere det til sin egen virkelighed, dvs. det er ikke en eksklusiv egenskab ved "a.", det handler om indlevelse...). Andre gange er ytringen ikke til at ignorere (fx Imre Kertesz De skæbneløse). Nogen gange kan man ikke glemme ytringen, men man forstår den heller ikke komplet (fx Stig Larssons bøger fra Matar (1995) - Avklädda på ett fält (2000)) ....
_________________________________________________________________________________
kl. 22.39. det blev lidt basalt, prøvede at skrive klart.. KH
_________________________________________________________________________________